“Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre”

D. 12. maj stod jeg for tredje gang klar til at repræsentere Danmark i de røde og hvide farver. Det er en stor ære hver gang og noget ganske særligt at blive udtaget og få muligheden for at løbe med og mod verdens bedste løbere.

Oversigt over højdemeter

Verdensmesterskaberne i trail 2018 bød på 88,1 km gennem et bjergrigt og teknisk terræn med ca. 5000 positive højdemeter fra Castillón nær havet til Sant Joan de Penyagolosa 1280 meter over havets overflade i Spanien. Dermed en rute med flere opadgående højdemeter end nedadgående. Umiddelbart ligger det ret godt til mig at løbe nedad, men efter mit vrid i foden i forbindelse med verdensrekorden på Kilimanjaro, passede det mig egentlig meget godt med de mange opadgående stigninger. Dog målte de negative højdemeter alligevel 3700, så at sige ruten var uden nedadgående bakker, er næppe korrekt. 

Kl. 6 stod 49 nationer og 365 af de bedste trailløbere i verden klar til start på stadionet i Castellón, og da startskuddet lød, gik det obligatoriske

Første stigning ud af startbyen

startkuller og –ræs afsted, og jeg tog mig selv i at forlade stadionet som en af de sidste. Selvom jeg loggede første kilometer under 5 min/km, synes jeg ikke, jeg lod mig ikke påvirke af den galskab, der kan tendere til at udsprede sig blandt løbere, som har glædet sig til at vise, hvad de kan og som har trænet mod dette mål i mange måneder. Alligevel var det ret specielt at udgøre den bagerste 5% af feltet de første mange kilometer.

Efter få kilometer bragte ruten os væk fra byen, og stierne med grus, store sten og fine stigninger stod foran os krydret med en fantastisk udsigt og en sol, der stille og roligt begyndte at stå op. 

Jeg havde mine favorit trailsko Speed Instinct på fra Hoka One One, som har stået mig bi de sidste mange mesterskaber, men pludselig mærkede jeg noget skarp stikke ind i min højre trædepude, og jeg måtte stoppe for at få det væk. En pyramideformet sten havde spiddet sig op gennem sålen, og jeg kunne simpelthen ikke få den ud. Jeg måtte bare acceptere at løbe med den, selvom den til tider, smertede mig noget så grusomt. Jeg kunne godt mærke, jeg blev en smule frustreret hver gang, jeg fik trådt på en ujævn og hård underflade – ja, det var jo faktisk ikke til at undgå – hvor det præcis føltes som det, det var: en skarp sten op i foden. Jeg planlagde i mit hoved at få skiftet højre sko i første bemandet depot, hvor Danmark havde to hjælpere til at stå, Koen og Henrik. Problemet var bare, at det først lå 31 km inde og ifølge min tidsplan ville det tage mig 3,5 timer. 

Jeg laver altid en tidsplan med dertilhørende overblik over væskeindtag. Til dette års VM var jeg for første gang nogensinde oprigtig bekymret for en stram cutoff på 4 timer, men som landsholdskoordinator, Søren Rasmussen til ”tecnical meeting” dagen før, dog havde insisteret på at få lempet, nu var 4 timer og 15 min. Et cutoff der vil betyde, at en del af deltagerne vil blive diskvalificeret og ikke få lov til at fortsætte.

Stenen tillod mig ikke at løbe op til mit bedste og det pressede mig, når jeg var tvunget til at sætte tempoet ned eller træde anderledes på foden for at kompensere. Mit blik og fokus var rettet efter steder i underlaget, som var blødt og jævnt for derfor ikke at få den jagende smerte op gennem foden, når den skarpe sten blev presset mod trædepuden. Jeg tænkte ofte på, at min hårde hud netop der – for første gang – kom mig til gode, og jeg prislønnede mine grimme løbefødder med blå, brune og gule negle samt hård hud og knyster på diverse spots. Tænk sig hvor ondt det ville have gjort, hvis jeg havde haft silkebløde, fodterapeutbehandlingsmodtagende og nuttede fødder?! 

Efter fight og battle ramte jeg første depot efter 3 timer og 52 min og fik byttet den højre sko ud samt smidt nogle heftige bandeord afsted. Og heldigvis hjalp skobyttet med det samme, selvom trædepuden stadig føltes øm. Faktum var også, at Dorte og Harriet var henholdsvis 20 og 21 min foran mig, men jeg var ærligt talt bare glad for at have nået cutoff’et og endelig kunne begynde at koncentrere mig om at løbe. Og tu-hej, hvor det pludselig gik derudad! Zen, flow, mojo eller hvad man nu kalder det, når krop, ben og hoved går op i en højere enhed og hvor jeg stille og roligt begyndte at overhale et par løbere hist og pist. Jeg nød den betagende natur og det tekniske terræn, der hele tiden var varieret med en blanding af singletracks, store stier og lidt asfalt hist og pist. 

Så kører det!

Jeg ramte depot 2 ved 40,3 km i fin stil, og selvom jeg faktisk selv tænkte, at jeg havde tabt meget tid frem mod det første, fik jeg meldingen om, at jeg nu kun var 6 min fra Harriet og sådan en melding giver altid energi og blod på tanden. Efter et par kilometer i bagende sol, spottede jeg Harriet i det fjerne, og jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var helt på toppen. Det er altid svært at møde en holdkammerat, hvor man kan se, tingene ikke helt kører. Egentlig har man jo bare lyst til at stoppe op, give en krammer og tage den med ro, men det kan man ikke ved et VM og det ved både Harriet og jeg. Vi snakkede kort sammen og jeg strøg videre og håbede, hun ville genfinde energien. Hvilket hun i øvrigt gjorde.

Jeg var virkelig godt løbende og jeg begyndte at overhale mange løbere. Jeg vidste godt, jeg lå ret højt i pulszonerne, men jeg kender efterhånden min krop ret godt, og ved, hvad den kan holde til, så jeg kløede bare på. Især opad følte jeg mig godt kørende, og kunne klart mærke træningen fra min forberedelser til Kilimanjaro tilbage i februar.  Nedad var jeg en smule mere forsigtig, da jeg jo præsterede at vrikke rundt på foden 4 dage før verdensrekordforsøget. Jeg syntes egentlig, at jeg har haft en god genoptræning, men nervøsiteten for at lave nummeret igen, sad i mig og jeg kunne ikke helt ryste det af mig. Det kunne dog ikke holde mig fra at nyde sporet, omgivelserne og det faktum, at jeg rendte rundt her blandt verdens bedste løbere og faktisk hyppigt overhalede både mænd og kvinder. 

Jeg strøg ind i det sidste depot ved 62 km, men fik hurtigt et chok, da jeg blev gjort opmærksom på, at både Simon og Anders var udgået. Super ærgerligt og jeg kunne sagtens sætte mig ind i deres skuffelse, men man bliver bare nødt til at ikke at lade sig påvirke på deres vegne og rette fokus mod et effektivt depotbesøg.

Afstanden herfra og til næste ubemandet depot var 15,7 km med lidt over 1000 positive højdemeter, så jeg ville få brug for mere væske end de 2x 500 mL-dunke, som jeg havde plads til i min UltrAspire-vest. Jeg tog derfor en 250 mL soft bottle med cola ned i bh’en og sørgede for at drikke den først og dertil fik jeg saftige appelsinbåde i en lomme i vesten, som jeg kunne spise af løbende. Det er måske ikke noget, man på normal vis lige putter i lommen, men hold op, hvor var de dejlige at spise af, når varmen virkelig tog til!  

Omkring 10 km efter sidste depot befandt jeg mig på en lang stigning, og jeg kløede godt på med et rytmefuldt arbejde med stavene. Mine ben og krop fungerede godt og jeg nød de hårde og udfordrende bakker. Da jeg nærmede mig toppen af bjerget kunne jeg spotte min landsholdskollega Dorte Dahl, som også så ud til at være godt kørende med hendes hænder-på-lår-stil. Hun spottede også bag i baggrunden, og sej som hun er, satte hun tempoet stille og roligt op, og jeg tog en meget bevidst beslutning om ikke at følge efter. Jeg ville holde mig til planen og først satse fra det ubemandede sidste depot ved 77,8 km og æde mig selv i mål. Jeg kunne måske have fuldt med hende, men hvis jeg gik kold for tidligt, kunne jeg tabe mange minutter og jeg var ikke villig til at tage chancen. 

Jeg begyndte også at kunne mærke trætheden i benene og kroppen, men ved det sidste depot indledte jeg jagten på den bedste mulige tid, den bedste mulige placering og høstning af de højeste mulige ITRA-point*. Jeg forsøgte at værdsætte, at træthedsfølelsen først kom nu og ikke tidligere i løbet. Tænk hvis man allerede blev træt efter det første marathon – så var der skisme lang vej endnu, men de sidste ca. 10 km kan konverteres til noget, man altid kan overkomme. Det er fx to omgange på min morgenrute derhjemme, som jeg gang på gang har luntet rundt i søvne med trætte morgenstænger. 

De sidste 3 kilometer af ruten var nedad, og jeg så virkelig frem til at ramme den sidste top og fyre de allersidste kræfter af mod mål. At løbe nedad lyder nemmere end det er. Især når man har over 80 km i benene allerede, og underlaget er teknisk og ujævnt med en profil på -110 hm på den sidste kilometer, kan de godt nappe lidt i lårbasserne. 

Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre.  

*Pointsystem som vurderer ens præstation

Tak til mine sponsorer:

Apollo Sport, Sportmaster, CEP Danmark, timetofly.dk, Zebla, Yding Grønt, Grau Shipping, Bo Kortegaard, Gitte Schlage, Lån&Spar Bank Kolding og Tobbers.

Og til jer som følger med derude.

Resultater overall og for Danmark:

Kvinder
1. Ragna Debats NED 9:55,00 timer
40. Dorte Dahl DEN 12:08,35
49. Kristina Schou Madsen DEN 12:14,11
72. Harriet Kjær DEN 13:08,49

Hold
1. Spanien 31:0529 timer
15. Danmark 37:31,25

Mænd
1.Luis Alberto Hernando ESP 8:38,35 timer
73. Christian Nørfelt DEN 10:46,15
103. Peter Arnoldsen DEN 11:41,05
140. David Stoltenberg DEN 13:22,17
DNF Simon Grimstrup DEN 
DNF Anders Aagaard Hansen DEN

Hold
1. Spanien 26:45,08 timer
27. Danmark 35:49,37
 

Link til resultatliste: https://penyagolosa.livetrail.net/classement.php?course=twc&cat=scratch

Sammendrag for de to åbne løb og VM: 

Længere sammendrag for VM med udgangspunkt i frontløberne: 

Marathon des Sables-arrangørerne er på banen med et nyt og spændende etapeløb, og i starten af august ringede Apollo Rejser for at høre, om jeg kunne have lyst til at løbe med. “Hmm, jo tak – det vil jeg da gerne”. 120 km fordelt over tre dage i ørkenen kunne jeg da ikke sige nej til!

Fakta: 

– 120 km med hemmelig rute og distance fordelt over 3 etaper

– Selvforsynende

– Overnatning i telte

Efter ankomst på Fuerteventura søndag d. 24. september og en overnatning på Playitas var jeg klar til mit andet etapeløb inden for en måned. Jeg havde netop gennemført Transalpine Run på 283 km gennem Alperne, så målsætningen for MdS var at lytte til kroppen og acceptere, hvis den var træt. At være træt skulle dog vise sig ikke helt være tilfældet!

Mandag d. 25. september mødtes alle deltagere ved La Pared i Pájara, afleverede finisher-dropbag, fik tjekket minimumsudstyr og skulle herfra gå den 7,5 km lange gåtur ud til campen, som ville være vores overnatningsted i en-mandstelte de kommende dage. Et perfekt setup til at tjekke rygsæk og udstyr, og jeg fulgtes med Mia(svensk ultraløber), Bo(dansk deltager) samt to svenske brødre Stefan og Henrik. Vi blev hurtig en femkløver, der holdte sammen og vi delte også camp.6 personer i hver deres telt i en ci1/6

Om aftenen var der stor buffet midt i ørkenen samt en uddybet racebriefing og velkomst af race director og legeneden Patrick Bauer. Ved alle Marathon des Sables-løb ved man på forhånd kun meget lidt om etaperne, og en del af charmen er at få de spændende detaljer aftenen før:

1. etape: 25,5 km

2. etape: 66,5 km

3. etape: 21,1 km 

Rutekort til hver etape bliver først udleveret et par timer før selve startskuddet med undtagelse af første etape, som vi fik breaket aftenen før. 

Ved disse typer af selvforsynende etapeløb skal man med medbringe et minimum af udstyr, som arrangørerne til enhver tid kan kræve at se, og fejler man at fremvise, gives en tidsstraf. Man må gerne have mere med, men det er vigtigt at få vægten af sin rygsæk så langt ned som muligt:

Mandatory equipment:

– backpack MDS or equivalent

Jeg genpakker og re-tjekker udstyret

– sleeping bag

– head torch and a complete set of spare batteries

– 10 safety pins

– compass, with 1° or 2° precision 

– lighter

– a whistle

– knife with metal blade

– antiseptic cream

– a signalling mirror

– one aluminium survival sheet

– one tube of sun cream

– 200 euro

– passport

– medical certificate signed by the doctor and original ECG 

1. etape

Efter en tvivlsom nats søvn i det lille telt samt morgenmad bestående af havregryn med tørrede frugt og nødder, begav vi os afsted på en 3 km gåtur til busser, som skulle fragte os til startstedet for første etape. 

Af en eller anden årsag var jeg af den overbevisning, at vi skulle overnatte på forskellige spots på øen og løbe til og fra, men det viste sig, at teltene blev stående og vi blev kørt til de forskellige startsteder, hvor mål altid ville være i vores ørkencamp. Jeg synes dog, det virker lidt tosset at løbe rundt med fuld oppakning på(inkl fx liggeunderlag og sovepose), når vi alligevel kommer tilbage til samme sted, og meningen med at være selvforsynende havde jeg svært ved at finde. Men skidt pyt! 

Vi startede på stranden Playa Las Coloradas, hvor de første 500 m af etapen skulle løbes på blødt sand. Alle strøg afsted, og jeg er efterhånden vant til at blive overhalet af feltet, og det kommer dermed ikke længere bag på mig. Dog skulle jeg alligevel have været lidt opmærksom, da jeg endte i kø til en lang smal bakke op fra stranden. Det tog desværre lidt tid, men det var der ikke så meget at gøre ved.

Half Marathon Des Sables

Stigningen var jævn stejl de første 6 km med omkring 500 højdemeter, og det meste var løbebart i et langsomt tempo. Jeg skulle især vende mig til varmen, som strøg op omkring 38 grader, og nedløbet med vind i håret var kærkomment. Turen ned af bjerget bød på en fantastisk udsigt over vand og strand, og underlaget var en smule teknisk med de små rullende vulkansten og grus. 

Vi ramte første checkpoint efter omkring 10 km, og herefter fulgte 11 km i blødt sand langs vandet. Min krop burde være træt efter, hvad jeg har udsat den for det sidste stykke tid, men den var klar til battle, og jeg begyndte langsom at æde mig ind på en del af de andre deltagere. At løbe i sand er virkelig energikrævende og med en 7ish kilo rygsæk sluger underlaget blot mere af din energi. Trods det var det et super fedt stykke af løbe på. Enormt flot, fysisk krævende og med solen bagende ned på mig uden mulighed skygge var et setup, som jeg var vild med. 

Efter strandstykket fulgte et stejlt stykke op ad klipper, hvor jeg måtte ned på alle fire og kravle op.

Terrænet

Virkelig sjovt og anderledes, og også her fik jeg overhalet to gutter, og spottede en kvinde i grønt og gult outfit lidt længere fremme. Jeg vidste, jeg lå som fjerde kvinde, og at se tredjepladsen rende rundt ude i horisonten er noget, som mit konkurrence-gen har svært ved at håndtere! Derfor kom jeg op i tempo, og vi havde en fed fight op ad en stejlt og vild sand-“dune”, som slugte alle ens skridt, hvis man blev stående for lang tid. Jeg fandt en rytme med at bruge hænderne også, og jeg overhalede den skotske kvindelige løber, som ellers inden havde stået på startstregen og pralet med alle hendes forskellige sejre. 

At nappe hende var en fed fornemmelse, og de sidste 5 km var benhårde, da jeg for alt i verden ikke ville risikere, hun skulle overhale mig igen. Det gjorde hun ikke, og jeg fik – til min egen overraskelse – 3. pladsen og kom i mål i tiden 3.33.25 ved campen La Pared Isthmus.

Aftensmad

Jeg var klar til hygge, afslapning og forberedelse til etape nr. 2, som med dens 66,5 km passede mig bedre end de to “korte” etaper. 

Vores camp-femkløver blev til en sekskløver, da Michael “Guldbamsen” joinede os. Det skulle vise sig, at han både kunne løbe enormt hurtigt og også koge vand enormt hurtigt! Faktisk gjorde han alt lige et hak hurtigere end alle os andre, og det var sgu egentlig meget cool!

2. etape

Efter den obligatoriske 3 km-gåtur og fragt med bus til start, var jeg klar til den lange etape på 66,5 km. På grund af en sammenfaldet klippeside, blev ruten desværre kortet et par af, og det ærgrede mig en smule. 

Vi startede på en strand ved Aguas Verdes og skulle løbe fra nord mod syd mod La Pared Isthimus, men denne gang på det vulkanske underlag med hårde sten og grus. Vi løb langs vandet på klipper, og det var et fantastisk sted at løbe. Jeg lagde langsomt ud, og da jeg overhalede de to svenske løbere, Henrik og Stefan, meldte de min placering til at være nr. 7 blandt kvinderne. Der gik dog ikke længe, før jeg lå på en 4. plads og spottede den spanske løber, Ines i det fjerne. 

Varmen fra solen var brændende, men en let brise fra havet kølede dejligt. Jeg nød det blå hav og hvide sand til den ene side samt de orange bjerge og golde vulkanklipper til den anden. Et perfekt setup og jeg tog det ind. Jeg vidste, at jeg ville overhale Ines – det var blot et spørgsmål om tid, og på en stejl bakke kunne jeg ikke dy mig for at give lidt god gas. Vi snakkede kort med hinanden på mit meget begrænsede spansk, men jeg kunne forstå, hun var træt og havde det varmt: “Caliente”. “Cansado”.

2. etape er varm!

Hermed lagde jeg mig i en dejlig 3. position blandt kvinderne, og løb og tænkte på, at det var jeg skisme godt tilfreds med. Denne tanke blev efter 2. checkpoint afbrudt af at spotte Yolanda i det fjerne, og det gav blod på tanden. Jeg var godt løbende, terrænet var tilpas teknisk og med skiftende op- og nedløb og humøret var højt. Andet checkpoint var placeret i udkanten af en lille by, og jeg så et temperaturskilt med cifrene “42 C”, og det slog mig, at det faktisk var vildt varmt!

Jeg havde aftenen forinden klippet min buff i to dele, og klippet den ene del til et stofstykke, som jeg med sikkerhedsnåle havde sat fast i min cap som et slør for nakken. Dette skygge for solen, og jeg kunne gøre sløret vådt ved checkpoint’sne, så det kølede. Det andet stykke buff havde jeg rundt om min hals, så det også skyggede for solen, og det kølede også, når jeg gjorde det vådt. Skiftevis kunne jeg have det om halsen og om panden under cap’en. Sammen med solbrillerne, halvlange ærmer i min hvide t-shirt samt hvide lange kompressionstrømper fra CEP gjorde at jeg havde det fint i varmen. 

Jeg overhalede Yolanda på strækket fra andet checkpoint til tredje samt en del mænd. Stykket herimellem var lidt småkedeligt, hvor underlaget bestod af store grusstier og omgivelserne af små byer, lidt trist natur og kogende hede uden brise fra vandet. Jeg kom igennem stykket med fokus på, jeg var godt løbende og med klap på mine egne skuldre, når jeg overhalede de andre. 

Sidste del af etapen frem til checkpoint 4 differentierer sig ikke så meget, men herefter skal vi op og ned af nogle bjergsider, og det er både smukt og teknisk krævende. Selvom vi har løbet over 40 km, har jeg masser af energi, og på et sted ved omkring 45 km spotter jeg den førende kvinde, Anna-Marie Watson. Til at starte med har jeg ikke ambitioner om at overhale hende, da jeg af en eller anden mærkelig grund er godt tilfreds med min andenplads. Jeg har skræmmende fornuftige tanker om, at skal passe på mig selv, da jeg burde være mere træt efter de 283 km gennem Alperne, og at hvis jeg presser mig selv til udmattelse, vil det tage evigheder at blive klar igen. Desuden har jeg et vildt spændende program i 2018 med DM kort trail i januar, et verdensrekordforsøg på Kilimanjaro i februar, et 220 km etapeløb på Fiji i april og forhåbentlig kvalificerer jeg mig til både VM i trail til maj og VM i bjergløb til juni og et DM langt i efteråret. Mon jeg endelig er ved at blive en ansvarsfuld, moden, voksen og fornuftig løber?!

Svaret er: “Nææææh”! – Jeg lever for at løbe og jeg elsker at konkurrere. Både min krop og ben føltes gode, så hvorfor ikke give det et forsøg? Ved 5. checkpoint får jeg en mellemtid, der fortæller at Anna-Marie er 2 min foran mig, og at hun følges med en tysk løber. Jeg tanker hurtigt op, og sætter jagten ind. Der går ikke længe, før jeg spotter de to. Et par gange måler jeg ved hjælp af mit ur, hvor lang tid efter, jeg er. Det er en metode, som jeg synes er motiverende: Spot Anna-Marie ved et tydeligt sted(fx en stor sten, træ etc) og lav en omgangstid på uret. Når du selv passerer spottet, trykker du omgangstid igen, og vupti, så ved du præcis, hvor lang tid du er efter. Jeg halede stille og roligt ind, og forventede at lande i 6. checkpoint sammen med hende, men da jeg nåede dertil, var hun allerede væk. Det var sidste gang, jeg så hende på 2. etape, og de sidste kilometer mod mål var i blødt sand op og ned af sandbakker med pandelampen tændt. Det var barskt, og jeg endte med at gå lidt kold for energi, og varmen i løbet af dagen, havde sat sine spor. Jeg endte 13 min efter en stærkt afslutning fra Anna-Marie, men vigtigst af alt fik jeg et samlet forspring til Yolanda på 24 min, som må siges at være et godt udgangspunkt for 3. etape.

2. plads på anden etape

Jeg kom i tiden 8.31.36 efter 63,1 km og 1852 positive højdemeter.  

Da jeg mørbanket, sulten, tørstig og træt kom i mål blev jeg taget til side og skulle dopingtestes. Det er rigtig fint og god stil, at løb som disse bakker op om en ren sport, men at blive taget til side og skulle aflevere urinprøve under overvågning, var i øjeblikket total uoverskueligt for mig. Jeg kunne for det første ikke tisse, og jeg drak og drak og drak vand. For det andet havde jeg overlevet de sidste par kilometer med den tanke om at vælte omkuld i mit telt. Da jeg endelig kunne mærke, at nu kunne der tisses en smule, gik det op for mig, at det kun kunne foregå i en skovskidder-squat-stilling med risiko for diverse krampeanfald i bentøjet. Tisse-situationen var ikke køn, og jeg blev nødt til at smågrine lidt over mit forsøg på at ramme det lille bægre i en vaklende bambi-position. Resultatet blev at jeg overtissede mine hænder, strømper, gaiters, sko samt bægeret med æblejuicelignende tis, men jeg var mildest talt ligeglad. Jeg ville bare sove.

Desværre var mit Klymit-liggeunderlag punkteret og jeg orkede ikke at finde hullet og lappe det. Jeg var tilfreds med at sove i teltet på jorden. 

Dagen efter gik med afslapning, røverhistorier og så meget mad som muligt. Det var virkelig en hyggelig dag, men også lidt en underlig fornemmelse med en hviledag. Hvorfor ikke bare klø på? Men eftersom de sidste deltagere nåede målstregen i løbet af formiddagen, forstod jeg jo godt, hvorfor cut off var på 28 timer og en tvungen hviledag.

3. etape

Målet for sidste etape var klar: Jeg skulle forsvare min andenplads, og taktikken blev at følge Yolanda de første 5 km, og herefter kunne jeg vurdere, hvad energien rakte til. Jeg havde aftenen forinden overhørt en samtale på spansk mellem Yolanda og en anden deltager om, at hun ville give den max gas. Dog er 24 min meget at hente på de 21 km, men eftersom jeg ikke er den hurtigste hare i skoven, ville jeg alligevel lægge en plan.

Starten på 3. etape

Ganske rigtigt startede Yolanda i et hæsblæsende tempo på det udfordrende vulkanske terræn, som hun boltrede sig i. Hun bor og træner til daglig på de kanariske øer, og det var en fryd for øjet at se, hvor let og elegant, hun bevægede sig hen over terrænet. Jeg åd mig selv, og ignorerede min abnorm høje puls. Jeg havde følgeskab af 4 gutter, som sammen havde besluttet at følge mig, da de mente, jeg løb “intelligent og rationelt uden at lægge for hårdt ud”. Jeg måtte fortælle dem, hvad min plan var, og på ægte trail-manér meldte de tilbage, at de ville hjælpe mig med min plan. Det var dejligt med selskab, selvom jeg ikke var så snakkesaglig. Jeg lyttede interesserede til deres både dobbelte og tredobbelte ironmans og deres tidligere deltagelse i Marathon des Sables i Marocco. 

Vi slap Yolanda ved 7 km-mærket og jeg følte mig tryg ved at lade hende løbe. Jeg selv var ramt af varmen og lidt trætte ben. Min puls var faretruende høj, og jeg var lidt bekymret, om jeg kunne blive ved med at holde den så højt. Så længe jeg blot bevægede mig fremad, kunne Yolanda umuligt hente 24 min på de resterende 14 km, så jeg vurderede, at det var bedre at nå sikkert i mål i et lidt lavere tempo og med lidt lavere puls end at risikere at gå helt kold.

Med 4 km igen efter blødt sand og med de sidste bjerg-stykker i udsigte, ser jeg Anna-Marie foran mig, og bliver mindet om, at måske bevæger jeg mig ikke så langsomt alligevel.

Jeg når mål i tiden 2:20:52, som er ca. 2 min efter Anna-Marie og 7 min efter Yolanda. 

Jeg får en samlet 2. plads og slutter overall som nr. 21 i tiden 14:35:05, og er super stolt og tilfreds over min præstation. Det er nok ikke sidste gang, jeg stiller til start ved et Marathon des Sables 🙂 

Sko: Speed Instinct fra Hoka One One

Et stort tak skal lyde til især Apollo Sport for at invitere mig samt resten af mine sponsorerne og venner, familie og følgere. Tusind tak for støtte og opbakning. 

Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567

Og følg mig på Instagram: 

https://www.instagram.com/kristinaextremerunning/

Link til den fulde resultatliste:

http://www.marathondessables.com/en/marathon-des-sables-fuerteventura/news/provisional-ranking

Tjek også Marathon Mia samt Ian Corless blog om Marathon de Sables:

http://www.marathonmia.se

https://iancorless.org/2017/10/04/half-marathon-des-sables-fuerteventura-2017-summary/

Fakta:

Etape 1:

41,5 km – 4:57:31 – 1759 positive hm 

Etape 2:

26,9 km – 4:14:44 – 1835 positive hm 

Etape 3:

45 km – 6:07:01 – 2201 positive hm 

Etape 4:

46,7 km – 7:40:20 – 2928 positive hm 

Etape 5:

40,4 km – 6:03:55 – 2244 positive hm 

Etape 6:

49,4 km – 5:57:09 – 1767 positive hm 

Etape 7:

33 km – 5:52:08 – 2609 positive hm 

Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567  

Jeg hedder Signe Cloyd og gæster i dag på Kristina Extreme Runnings blog. 

8 Timers Trail Event – Signe Cloyd

Til dagligt arbejder jeg i en løbeforretningen Runners High og hos Nordea og har Kristina til træner.

Når jeg har fri, bruger jeg mange timer på at løbe trail og lørdag d. 1. juli var jeg inviteret til 8 timers Trail Challenge i Rebild Bakker arrangeret af Runners DK sammen med de 6 andre atleter, som Kristina laver træningsvejledning for. 

Vejret var suverænt. Allerede da jeg blev samlet op klokken 8, varmede solen godt. Vi skulle løbe 8 timers trail på hold af 3 eller 4 personer. Skiftevis skulle der løbes en omgang på 6,7 kilometer med 220 højdemeter. Jeg var endt på hold med Claus Kock, som træner til Goretex Trans Alpine og Henrik Taarsted, der er ansat af Kristina som vejleder. To stærke herrer, der begge, som jeg, er vant til at løbe meget længere end 6,7 kilometer. Claus skulle løbe først, herefter kom jeg og til sidst Henrik. Det andet hold bestod af Jonas Leed, som tidligere har gennemført Norseman, Jerry Fogh, der lige har løbet FUT(The Real Deal), Torben Holt med Zugspitz 100 km i benene samt Kristina. 

Da vi havde sendt Claus af sted, begyndte jeg så småt at varme op. Lidt jog, udstræk og ledopvarmning. Allerede 30 minutter efter starten er gået, er første mand tilbage fra sin omgang. Bare 7 minutter efter kommer Claus. Vi giver en highfive, og jeg løber af sted. På den første kilometer overhaler jeg en pige. Planen var klar. Vi ville i top tre, og den skulle derfor have fuld gas. Efter overhalingen kom der en lille bakke ned, hvorefter en bakke med trapper ledte direkte op igen. Jeg er ret glad for trapper, så jeg fløj op her. Første kilometer tikker ind i 5:00 min/km. Herefter kom et lidt mere lige stykke med kun nogle enkelte højdemeter, inden man igen kunne løbe nedad. Igen med trapper, hvor der blev løbet stærkt og med høj puls. Vi kommer ud på et lidt fladere stykke, inden det går videre ned. Her bliver jeg overhalet. Først af en kvinde og så igen af pigen. Vi krydser en et lille åløb og løber nu nede over markerne. Anden kilometer bliver rundet i 4:54 min/km. De to andre kvindelige deltagere løber lige foran mig på marken. Vi krydser en vej, og løber nu ind i skoven. Her kommer der lidt flere højdemeter på. Vi løber først på singletracks og efterfølgende på en god bred jordvej.

8 timers trailevent – Signe Cloyd

Hele tiden ligger jeg maks 20 meter efter de andre kvindelige løbere. Vi drejer fra og løber direkte op i skoven. Bakken er stejl, og jeg må ned og gå. Efter en god stigning flader bakken ud, og der kan løbes til toppen, hvor et udsigtstårn står. Herefter skyder jeg igennem et stykke krat og er næsten ved at vælte udover en skrænt. Vi skal selvfølgelig ned ad skrænten, hvor jorden er meget løs. Det er ikke min stærke side at løbe nedad, så jeg kan se, at jeg taber tid til de kvinder. Da jeg kommer ned følger jeg bare manden foran mig. Vi løber direkte over grusvejen og forbi vandposten. Efter 300 meter undrer jeg mig over, at jeg ikke kan se nogle flag. Lidt efter stopper manden foran også op, da der lige pludselig ud fra siden kommer en lille dreng på cykel. Manden giver sig til at trække cyklen, og jeg er for alvor sikker på, at jeg er løbet forkert – mega æv!

Så jeg må tilbage på sporet, hvor jeg åbenbart skulle have drejet ved vanddepotet. Fuld speed tilbage, og da jeg rammer den næste bakke er benene flade. Den første trappe bliver løbet, men på den næste må jeg ned at gå. Herefter får den lidt mere gas, da jeg VIL overhale den herre, der ligger foran mig. Jeg løber derfor også op ad den næste bakke, hvor jeg kan se, at alle andre går. Herefter en bakke ned, som er ret mudret. Mit tempo falder igen, da jeg har svært ved at stå fast. Jeg når bunden, løber over et stykke græs, igennem en låge og så videre op ad endnu en bakke. Det flader ud og efterfølgende kan jeg næsten se til målområdet. Ruten går over en parkeringsplads, hvor der vist er noget byfest (i hvert fald var der dansktopmusik og en del mennesker på 60+ år!). Jeg giver den fuld gas på den sidste kilometer, der går på fortovet og rundt om Comwell Rebild Bakker. I målområdet står Henrik klar. Jeg giver en highfive, og når lige at sige til ham, at han skal til højre ved vanddepotet.

Min anden tur går en smule hurtigere, da jeg næsten sparer en kilometer på ikke at løbe forkert. Desuden er nedløbet med den løse bund blevet mere fast. Til gengæld er benene allerede ved at være lidt mærket efter første omgang. Jeg må nok ærligt erkende, at det med at sprinte omgange ikke er mit speciale. Jeg har det lidt bedre på de lange ture.

Signe i mål på omgangen

Tredje tur er hård. Jeg taber mere tid. Benene er trætte, og jeg går stort set op ad alle bakkerne. På de lige stykker og nedad forsøger jeg at give den en skalle og indhente noget af den tid, som jeg ellers taber opad. Efter at have skiftet med Henrik, begynder jeg sammen med Claus at regne på, om vi mon kan nå to eller tre omgange mere. Vi er begge ved at være ret trætte, og selvom man har en pause på lidt over en time, er vi begge ved at være mærket af højdemeterne og al den fart, som vi har givet den ude på ruten. Henrik kommer retur og Claus løber af sted. Jeg spørger Henrik om, hvad han tænker. Kan vi mon nå to runder mere? Nej. Vi alle tre ramte af trætte ben.

Claus kommer løbende ind, og vi giver en highfive. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er okay, at jeg ikke presser den for meget. Derfor bliver den sidste tur bare nydt. Det er tydeligt, at alle løbere på ruten er trætte. Jeg overhaler flere løbere, og knap så mange kommer forbi. De fleste ved vist, at de er ude på den sidste runde, for alle tager sig god tid til at nyde den fantastiske natur. Jeg går op ad bakkerne, og tager mig tid til at tale med de andre løbere og komme med opmuntrende kommentar. Folk har jo gjort det godt i den bagende hede, der har hersket hele dagen. Cirka 23-24 grader, fuld sol og ingen vind.

Claus Kock – 8 timers trailevent

Sidste runde bliver utrolig langsom, men jeg nyder det i fulde drag. Det er skønt at være ude på nye og hårde spor. På målstregen står alle Kristinas atleter. De hepper mig i mål, og giver masser af highfives.

Man kan jo ikke andet end at blive glad, når så mange mennesker står og hepper en i mål.

Den sidste løber ude på ruten er Kristina. Vi står alle og venter på hende. Hun kommer løbende syv minutter senere end mig. Selvfølgelig fuld af overskud og et stort smil, hopper hun ind over målstregen.

Kristinas hold med tre af de andre atleter endte med en flot 2. plads. Mit hold blev nummer seks, og jeg er selvfølgelig lidt træt af, at jeg startede med at løbe forkert. Til gengæld havde vi en virkelig god dag i godt vejr, hvor vi atleter lærte hinanden at kende. Ruten var fed og udfordrende, og vi har selvfølgelig aftalt, at næste år er 8 timers Trail Challenge hovedmålet for alle os atleter. Vi skal jo vinde!

 Billeder af Steffen Feldbæk Jensen og Kenneth  fra Runners DK

Jeg har taget tilløb til at skrive den løbsrapport i et stykke tid. Faktum er, at jeg har været enorm skuffet, og det har taget mig noget tid at få vendt tankerne og sat dem i de rigtige kasser. 

Som de fleste sikkert har fået med, var jeg ude for et uheld og får tidligt i løbet en sten i hovedet, men lad mig starte løbsberetningen fra begyndelsen.

Dette års World Trail Championship blev afviklet i Italien i Bologna-området ved løbet Sacret Forest Trail. Fantastiske bjergrige omgivelser på en 52 km-rute med lige knap 3000 højdemeter og nogle ret gode bakker undervejs. Et helt anderledes løb end sidste års VM i Portugal på 85 km med 5000 hm, og jeg havde trænet målrettet mod verdensmesterskabet sæsonen igennem. Jeg havde bl.a. en overlegen DM-sejr med i bagagen. Jeg var sulten og klar. 

Højdemeterprofil til VM i trail

Kl. 8 d. 10. juni starter vi i byen Badia Prataglia, og lige op i himmelen med 600 positive højdemter på 4 km for at møde en stejl bakke ned på ca 1 km, inden vi skal op igen til 1400 meters højde. Det er virkelig en brutal start, og mine ben brokker sig lidt, men jeg er fuld af adrenalin og er helt høj over endelig at være i gang. De to andre danske deltagere, Katrine og Mette, er løbet fra mig, og det havde jeg også regnet med. Katrine bor til daglig i Schweiz, og er en virkelig stærk bjergløber. Hun løber normalt lidt kortere distancer, så det var spændende at se, hvad hun kunne byde på denne dag. Mette er en tough cookie med et kæmpe talent. Hun brillerede sidste år ved at dukke ukendt op til DM kort trail, og vandt med markant margin ned til Dorte Dahl, og vi stod alle og måbede: “Hvor kom hun lige fra!?”. Alt i alt var jeg forberedt på, de to hurtige harer ville trække fra i starten.

Jeg løber dog lidt langsommere end den plan, jeg havde lagt, men efter første depot, får jeg godt gang i benene på nedadløbet, og kan mærke min trail-mojo breder sig i kroppen! Det er den bedste følelse, når kroppen bare spiller, benene render derudaf og omgivelserne er fantastiske. Usammenligneligt og simpelthen grunden til, jeg er trailløber. 

VM i trail

På vej ned viser de flotteste blå søer sig, og jeg ved, at jeg skal rundt om dem for at komme op på det næste bjerg. Jeg ligger langt nede i feltet, og der er faktisk ikke så mange løbere omkring mig, men jeg overhaler alligevel nogle få kvinder, da de gamle stænger begynder at vågne lidt op, og jeg sørger for at give mig selv et par skulderklap. Jeg ved, der venter mig et stejlt bjerg med en hardcore stigning, men jeg er klar til at angribe. 

På de stejle stykker kan jeg ikke løbe op, og derfor slår jeg over i en gå-teknik, hvor jeg har hænderne på låret og kroppen let foroverbøjet. Og ja, så sker det, der ikke må ske, og jeg har siden tænkt 1000 gange: Hvad er oddsene?

En nedfalden sten fra bjergsiden rammer mig i højre side af hovedet, og det giver et ordenligt “klunk”.

“Av for filan”, råber jeg måske – jeg tænker det i hvert fald, og efter et par sekunder kan jeg mærke smerten og ikke mindst rammer chokket mig. Chokket bliver ikke mindre, da en kvindelig løber bag ved mig, kommer op på siden, og hun er nærmest helt i panik, og råber på gebrokken engelsk, at hun vil løbe efter hjælp. Jeg tænker ikke til at starte med, det er så slemt, og smerten aftager faktisk ret hurtigt igen. Jeg er dog lidt rundt på gulvet, og jeg kan ikke helt huske, om jeg sætter mig ned, eller om jeg går stille og roligt videre. Hovedet begynder dog efter lidt tid at dunke, og jeg kan med mine fingre mærke en voksende bule. Da jeg nærmer mig et par officials, starter en anden kamp. En kamp for at få lov til at blive i løbet. 

De trækker mig til side, og undersøger hovedet. Faktum er, at bulen er ret stor og øm, og de siger til mig, jeg skal stoppe. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden at stoppe, men det har jeg svært ved at forklare dem, da deres engelske kundskaber er nærmest ikke-eksisterende. Jeg sætter i løb, og kommer væk fra dem enorm frustreret, og jeg har svært ved at få styr på mine tanker: 

Er det nu, jeg skal træffe den modne og voksne beslutning om at udgå fra et løb? Hvor slemt er jeg kommet til skade? Er det hjernerystelse eller er jeg bare chokeret? Jeg prøver at berolige mig selv med, hvor ofte jeg i mine fromme boksedage har taget imod slag til hovedet, men det er jo en åndssvag argumentationsmetode, da det jo ikke gør skaden mindre alvorlig. Tværtimod måske. 

Jeg kommer som sidste dansker til første check point, hvor de danske officials står klar til at hjælpe. Jeg får tanket væske og energi op, men glemmer at tage mine stave med, og efter et par hundrede meter må jeg løbe tilbage efter dem. Sådan noget glemmer jeg ellers aldrig. Jeg overholder altid planen, og det som jeg har gennemtænkt 100 gange. Situationen var bare helt anderledes den dag, og jeg havde ikke overblikket. 

Lidt mere end ondt i håret

Som jeg kommer længere frem i løbet, får jeg mere ondt i hovedet, og på et tidspunkt, da jeg tager mig til bulen, går der hul. Og I kender det sikkert; et hul i hovedet bløder abnormt meget. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde en hvid åben kasket på, som fik den nu blødende bule i hovedet til at virke langt mere voldsomt end det egentlig var. Det havde selvfølgelig sin effekt, når jeg ankom til diverse check points. 

Det var et enorm irritationsmoment for mig at skulle diskutere med folkene på check points’ne og det kulminerer, da der et sted holder en ambulance, og de hiver fat i mig. Jeg tror, de limer hullet og de er meget insisterende på, jeg ikke skal videre i løbet. I bakspejlet forstår jeg godt deres bekymring. 

Jeg kan desværre ikke berette om det flotte landskab, naturen,  bjergene og battle med de andre deltagere, da dette års VM kom til at handle om noget helt andet. Kampen om blot at gennemføre.

Jeg har tankemylder, og det er en ond cirkel at blive frustreret over, ikke at kunne få styr på det mentale. Jeg kan simpelthen ikke trække noget som helst brugbart ud af situationen, og jeg forsøger bare at lukke af. Det eneste jeg tænker på er at gennemføre, få medaljen og give Danmark en placering i holdkonkurrencen. (Vi var tre kvinder afsted, og for placering i holdkonkurrencen skal minimum 3 gennemføre). Et skridt foran det andet. Og igen.

Ved sidste check point står Søren(Mettes kæreste) og han samt Tysklands officials får banket lidt energi i mig og giver god mental støtte til at gennemføre. Ved det sidste nedløb mod mål, dunker hovedet forfærdeligt hver gang jeg tager et skridt fremad. Jeg er mere end lettet, da jeg i tiden 7.02 endelig betræder målstregen. Sikke en tur. 

I skrivende stund er jeg stadig ærgerlig, men jeg gjorde hvad jeg kunne, og er tilfreds med at gennemføre. Jeg har sjældent, måske aldrig, mødt så meget modgang i et løb, som ved dette VM, og det har medført timevis af refleksionstanker om, hvordan jeg tacklede det, og hvad jeg kan tage med derfra. 

Jeg havde virkelig høje forventninger til mig selv, og det er nok også derfor at skuffelsen rammer dobbelt så hårdt, når tingene ikke går, som jeg håber. Et par har skrevet til mig på Facebook, at jeg skal lære at se lysere på tingene efterfølgende, men jeg vil gerne have lov til at være ærgerlig og skuffet over, i dette tilfælde, en udefrakommende faktor har så stor indflydelse på min præstation. Jeg investerer alt, hvad jeg har i disse mesterskaber, og når tingene ikke går som forventet, bliver jeg ked af det, frustreret, vred og irriteret. Det er fordi, jeg vil det så meget. Hvis jeg bare trak på skulderen, vil der være noget andet galt.

Der er altid noget læring i at blive en erfaring rigere. Jeg fik jobbet gjort, og hvor andre måske ville ha’ trukket stikket, ved jeg, at jeg kan æde mig selv og komme i mål. Og nogle løb – forhåbenligt et fåtal – vil handle om at få jobbet gjort, geden barberet, punktum, mazarintærte og videre. Bare enorm ærgerligt at det lige ramler ind i mit VM. Skulle jeg ha’ udgået? Nej, når det handler om et mesterskab som dette, trækker jeg den helt til grænsen og måske også lidt over. Og dette skal bestemt ikke forstås som en opfordring, men som et forsøg på at give et ærligt indblik i, hvem jeg er som løber og hvordan mit hoved fungerer. At være stædig er en af mine store forcer, men også der, hvor jeg er mest sårbar. 

Jeg kan til note trøste mig selv med at Danmark fik en god holdplacering og slog lande som fx Schweiz. 

Nu ser jeg frem til VM i bjergløb, som er d. 6. august. 32 km med 2900 højdemeter i med nogle vilde op- og nedstigninger undervejs. Det er min revanche, og den skal have en over nakken, selvom jeg er lidt på udebane i disciplinen. 

Resultater:

KVINDER, INDIVIDUELT
1. Adeline Roche, Frankrig, 5:00.44
2. Amandine Ferrato, Frankrig, 5:00.47
3. Silvia Rampazzo, Italien, 5:11.07

39. Katrine Villumsen, Sparta, 5:58.35
67. Mette Busch, Blovstrød Løverne, 6:28.30
82. Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 7:02.02
113 til start, 101 i mål

KVINDER, HOLD

 
1. Frankrig, 15:17.41
2. Italien, 16:05.08
3. Spanien, 16:26.04

14. Danmark, 19:29.07

MÆND, INDIVIDUELT

1. Luis Alberto Hernando, Spanien, 4:23.31
2. Cristofer Clemente, Spanien, 4:24.31
3. Cedric Fleureton, Frankrig, 4:28.03

 
44. Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne, 5:10.21
45. David Stoltenborg, Silkeborg OK, 5:10.57
70. Peter Bech, Silkeborg OK, 5:27.05
76. Peter Arnoldsen, Silkeborg OK, 5:34.38
89. Simon Grimstrup, Silkeborg OK, 5:48.16
155 til start, 138 i mål

MÆND, HOLD
1. Spanien, 13:17.32
2. Frankrig, 13:43.05
3. USA, 14:16.52
12. Danmark, 15:48.23
26 hold til start, 23 i mål

Søndag d. 21. maj deltog jeg i et fantastisk 20 km bjergløb med start i en charmerende lille by kaldet Cucugnan ca. en halv times kørsel fra den lidt større by Perpignan på den franske sydkyst tæt på grænsen til Spanien. Min gode britiske ven, Malc, som jeg mødte til The Everest Marathon i 2013 har et hus i Cucugnan, og på vores trek til startstregen i 2013 ved Everest Basecamp inviterede han mig ofte på besøg i det franske, og der skulle desværre gå 3,5 år, før det kunne blive aktuelt. 

Jeg rejste fra Danmark torsdag, så der var god tid til at se sig om i den henrivende natur, og få løbet lidt småture inden søndagens strabadser. Foruden distancen på 20 km, var der også mulighed for at rende 94, 50 samt 10 km med et svimlende antal højdemeter. 

Kl. 9.00 gik løbet i gang(ja, det vil sige nok nærmere et par minutter over – vi er trods alt i Frankrig!).

En gut varmede stemningen op med franske huj hej og hep, og uden nedtælling gik starten, og afsted med os. Der var en masse tumult på den korte runde i rundt i byens smalle og stejle stræder, og da vi ramte de små stier efter ca. 6-800 meter, måtte jeg se mig overhalet af en del kvinder, som var lidt bedre forberedt på albuekampen end jeg. Der var så meget fokus på ikke at vrikke om på det ujævne underlag, at jeg ikke nåede at danne mig et overblik over, hvor mange kvinder, der lå foran mig. 

Højdemeterprofil

Hurtigt fulgte en smal, stejl stigning, hvor det var ret umuligt at overhale, og jeg endte i kø, men efter et par kilometer blev stien en smule bredere og på nedadløbet, formåede jeg at hente et par af de tabte placeringer. Den længste stigning mødte vi allerede efter ca. 3 km op mod Chateau de Chatares, og mega ret fedt at løbe ind i selve slottet på høje trappetrin og med geder som tilskuer, for derefter at rende ned igen og møde de andre deltagere på vej op. 

Slottet var ikke toppen af bjerget, og vi fortsatte op på den tekniske bjergryg med et overvældende udsigt. Klipper samt store og små sten udgjorde underlaget, og der var fuld koncentration fra min side – jeg skulle ikke risikere at falde, og dermed risikere mit kommende VM i Italien om 3 uger. Se nedenstående galleri med billeder taget af Rachel Fargher og James Clay, som også deltog.

Nedløbet var ret teknisk og meget stejlt med løse sten samt store klippestykker, og der måtte jeg bare overgive mig til nogle af franskmændene. Er du vimmer, hvor løber nogle af dem hurtigt nedad! Og det ser så legende let og elegant ud! Og til note har jeg besluttet mig for, at sådan vil jeg også lære at løbe nedad…

Efter omkring 1,5 km stejlt nedadløb, fulgte lidt kortere og knap så stejle opløb. Her var jeg i mit es, og fik overhalet en del mænd samt en enkelt kvinde. Malc, som ikke selv deltog i løbet, havde briefet mig til at være mellem nr. 4 og 6, og selvom det jo kun var et træningsløb, føles det altså bare fedt at overhale!

Ved det sidste check point 5 km før mål, er jeg 30 sek efter en kvinde og jeg sætter alle sejl ind på at hente hende. Der går heller ikke lang tid, før jeg råber “PARDON” efter at have luret et par minutter bag, for at samle lidt ekstra energi til at blæse forbi hende med smil og overskud. “Yes”, tænkte jeg, og drømmede lidt om at hente en mere. Sådan skulle det dog ikke gå, da laver den klassiske fejl at følge et par gutter, der løber foran. Vi løber omkring 6-700 meter ad en sti, før 4 højlydte irriterrede mænd kommer os i møde, og en ærgerligt følelse rammer mig, men ret hurtigt får jeg den i “pyt-kassen”, da jeg skal finde kræfterne til at hente den kvinde, jeg ellers lige havde overhalet. Da jeg kommer til det sted, hvor jeg er løbet forkert, ser jeg hende løbe forbi, og her rammer vi sammen den andensidste stigning. Hun er ret hurtigtgående opad, og jeg beslutter at sætte i løb, selvom den type stigning normalt vil fordre mig til at gå. Med en puls oppe i det røde felt og et hæsblæsende åndedrag jogger jeg forbi hende, og hun råber et eller andet på fransk til mig. Om det var “Sikke flot løbet” eller “Skrid din svans” ved jeg ikke, og det er nok også ligemeget! Jeg var i hopla, men var ikke forberedt på den sidste stigning, som gik direkte op i himlen. Nøj, hvor var den stejl og lang – eller “never ending”, som jeg fik gengivet til briterne. Men stigningen er jo lige lang for alle, og det er nok ikke kun mig, som har det hårdt – det hjælper faktisk at tænke sådan. 

Da jeg kommer på toppen, rammer lyden af musik af en stemme i et sæt højtalere mig, og det må jo betyde, jeg er tæt på mål. Dog lige et langt nedløb på et par kilometer, men knap så teknisk, så jeg havde god fart på. 

Jeg rammer mål i 2:41:11 med 2 og 4 min ned til henholdvis nr. 4 og 3, og havde jeg ikke løbet forkert, kunne jeg nok have snust til en podieplads. Men skidt pyt – præmien var ost, som jeg ikke kan fordraget, og jeg havde et fantastisk løb, hvor jeg især er tilfreds med min VAM (Velocità Ascensionale Media, average rate of climb eller gennemsnitlige opadgående tempo) på 445 m/h, som er væsentlig bedre sammenlignet med fx VM sidste år. Det er selvfølgelig svært at sammenligne forskelligt underlag, men alle mine data ser bedre og bedre ud.

Jeg melder mig hermed klar til VM! 

Udstyr:

Hoka One One Speed Instinct 2

CEP Ultralight No Show Socks

Nike løbeskirt

Saysky T-shirt

Inov8 Elite Race Vest med blære

32Gi geler og chews

Et stort tak til Malc, Rachel og James for en dejlig tur! 

Resultatliste: http://www.ats-sport.com/index.php?file=resu_affiche&id=4417-8679 

Paradise Trail var en fed, fed trailtur i et langt loop på 18,3 km i et varierende terræn i den smukke natur omkring Borre Sø og Slåensø. Markeringen var i top med små orange flag sat i jorden, og selv for en blondine-navigator som mig, stod det ret klart, hvilken vej ruten gik. 

Her følger en løbsberetning om min sidste konkurrencen inden DM i lang trail:

Jeg havde i dagene op til Paradise Trail glædet mig meget til at løbe et forholdsvis kort trailløb med fuld power på, og jeg var især spændt på at løbe med Josephine Dewett, som i år markerede sig med “best known time” på Danmarks barskeste marathon, Thy Trail Marathon.

Kl. 11 stod vi klar ved startstregen i det lækre område omkring Virklund, starten gik og vi strøg afsted. Jeg forventede at Josephine ville lægge hårdt fra land, men en anden løber, Sara Frydenlund tog med det samme føringen i et hæsblæsende tempo omkring 4.10 min/km. Det kom ret meget bag på mig(og måske også Josephine), men vi valgte i hvert fald at følge med, og efter ca halvanden kilometer faldt Sara også i tempo, og Josephine tog føringen med mig lige i hælene. 

Paradise Trail

Jeg har de sidste mange måneder haft fokus på at øge min hurtighed, og jeg følte mig i dag ret godt tilpas i det høje tempo og med høj puls. Efter omkring 3-4 km valgte jeg at overhale, og var spændt på at se, om jeg kunne holde i mål. Det er en dejlig følelse, når alt flasker sig, om man føler sig ovenpå. Trods det høje tempo, og at jeg pressede pulsen, følte jeg mig til tilpas og mine ben var fulde af overskud. Jeg løb store dele af turen selv, men efter 15 km begyndte jeg at passere en del mandlige løbere, og de heppede i bedste trailkarmastil. 

Sidste del af ruten var ret teknisk og med lidt gode stigninger samt et lækkert område med væltede træer, som skulle forceres. Ikke nemt med mine korte ben, men til gengæld sjovt! 

Jeg var i dagens anledning trådt i de nye Hoka One One Speed Instinct 2.0, de er monster lækre og det rette valg i et forholdsvist tørt terræn. Dertil et par kompressionstrømper fra CEP, som jeg altid bruger under konkurrence. Jeg indtog 3x geler fra 32Gi.

Paradise Trail

Jeg har kun ros til dette fine arrangement, men synes dog, at tilmeldingsgebyret på 399 kr. (ved tilmelding efter d. 1. februar) er lige til den gode side, og jeg tror desværre, at nogen fravælger Paradise Trail på denne baggrund. Og det er jo en skam! 

Fakta:

Tid: 1:28:33

Gennemsnitstempo: 4:49 min/km

Distance: 18,3 km

Højdemeter: +313 m

Placering: 1. plads / 9. overall

Præmie: Gavekort til overnatning på Vejlsø Hotel, Ultimate Direction løbebælte og LED Lenser pandelampe

Distancer: 6, 12 og 18 km

Priser: 299 kr., 349 kr. og 399 kr. (ved tilmelding efter 1. februar) 

Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65874/results?lang=dk#

Hjemmeside: http://www.trailrunning.dk/paradisetrail/

Arrangør: Racing Denmark

Adresse: Fort Østerlund, Østerlundvej 10, 8600 Silkeborg

Foto credit: RD Media Crew og Morten Mosevang

At stå på startstregen til et af verdens hårdeste etapeløb, midt i Peru, med 9,8 kg på ryggen, med udsigt til 230 km over 5 dage i Amazonas jungle blandt eksotiske dyr, høj luftfugtighed, varme, bjerge og et skiftende teknisk underlag, var en thrilling fornemmelse. Og så lige det faktum at være selvforsynende. Sommerfugle i maven som øjebliksvis blev skiftet ud med lidt bekymrende miner og nervøsitet, når det en gang i mellem gik op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i!

Men når alt kom til alt, var jeg klar! Jeg kunne ikke lade være med at  tjekke de andre deltagere ud, og en del af dem, så da også ud til at være nogle hårde bananer, og snakken den forgående aften tydede da også på, at de fleste havde lidt mere erfaring på etapefronten end mig. Ja, der skal vel heller ikke så meget til, når jeg nu er debutant!  

1. etape – Cloud 9

Medaljepigen 🙂

Fakta: 36,33 km

Tid: 4:10:32

6:54 min/km

+1825/-3298 m

Gnm temperatur: 28 grader

Placering på etape: 1./ 5. overall

Samlet placering: 1./ 5. overall

Startskuddet lyder kl. 9.00 på en øde landevej med grus, sten, huller og humpler. Jeg har nydt godt af en uges akklimatisering, og synes ikke i første omgang at være generet af at befinde mig i 3300 meters højde – lige indtil jeg begynder at løbe! Selvom vi løber nedad og mit tempo kun rækker til en placering i omtrent den bagerste tredjedel,  hiver jeg grueligt efter vejret og svimmelhed samt sorte pletter for øjnene trænger sig på. Det får jeg dog nogenlunde hurtigt styr på, og da vi efter et par kilometer endelig drejer fra landevejen og ud på et fedt spor i et junglelignende terræn, kommer smilet rigtig frem på mine læber! Sporet er så smalt, at ét forkert skridt kan sende dig ned af bjergskrænten, og med masser af grene, blade, rødder og andre lækkerier, var min koncentration på 100% på underlaget. Med de mange kilo på ryggen og enorm respekt for den totale distance, tog jeg det stille og roligt og fandt et fornuftigt pace på det smalle spor, men tempoet rakte alligevel til at indhente et par stykker, og da vi når første checkpoint(CP) ved floden, får jeg meldingen om, at jeg er 3. hurtigste kvinde og foran mig er den britiske bjerg-etapeløber Michelle Bowen(Vinder af det berygtede Dragon’s Back Race) samt verdensrekordholderen i 12 timer på løbehold, Susie Chan, som desuden startede i elitefeltet ved hendes sidste deltagelse i Marathon de Sables. To løbere som var udnævnt til favoritter inden løbets start, og det havde jeg og mit konkurrencegen egentlig fint med. Efter CP fulgte en grum, lang stigning, hvor hænderne måtte i brug for at komme op. Jeg får hentet en del af de andre, som bevæger sig meget langsomt op og holder hyppige pauser. Det giver lidt gejst, at se nogle af dem, som jeg havde klassificeret som hårde bananer, gå ned! Da vi når toppen, følger de sidste 22 km af landevejen med de ujævne sten og negative højdemeter. Jeg forsøger at følges med dem, som jeg møder, men hver gang føler jeg, at jeg har lidt mere at give af, og løber fra dem. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi og hendes mand Shaun Marsden, som også er erfaren ultraløber, just er passeret, og et dualistisk princip med konkurrencegenet på den ene skulder og fornuften på den anden træder frem. Uden dog at være meget fysisk presset, sætter jeg tempoet en smule op, og overhaler efter kort tid de to, som til gengæld ser ud til at være presset af det hårde underlag. Med ca. 6 km igen fanger jeg CP3, hvor min kæreste Henrik er placeret(han er med som løbssupporter), og han fortæller mig, at Michelle ikke er langt foran. Den melding giver ikke anledning til andet end race-mode, og jeg får overhalet hende et par kilometer før mål, og vinder dermed første etape!

2. etape – Amazonias

Fakta: 33,87 km

Tid: 4:23:19

7:46 min/km

-524/+1144m

Gnm, temperatur: 32 grader

Placering på etape: 2./ 6. overall

Samlet placering: 2. kvinde/ 6. overall

Kl. 7.00 stod vi alle klar på startstregen, og skulle desværre fortsætte ad landevejen med de strittende sten. De andre deltagere havde beklaget sig over det hårde underlag, og at det havde givet vabler og stive ben, men jeg havde det faktisk ganske fint, og kunne overhovedet ikke mærke noget i ben, og var endnu ikke blevet ramt af vabler. Igen lagde jeg forsigtigt ud, og blev overhalet af, hvad der virkede som absolut alle deltagere i løbet! Efter ca. 7-8 km begyndte min b-menneskekrop at lystre. Jeg kom ind i en god rytme, og fik overhalet en del af de andre, og da vi endelig drejer ind mod junglen bliver jeg virkelig glad! Jeg kan med det samme mærke at luftfugtigheden og varmen stiger; underlaget består af glatte sten, mudder og lidt mere mudder, grene, blade og floder der skal krydses. Alt sammen krydret med op- og nedstigninger samt dyrelyde og rumsteren fra junglen. Det er præcis det, som jeg er kommet for! Omgivelserne er så overvældende, at det virker urealistisk, at jeg faktisk er tilstede mit i den sydamerikansk jungle, men samtidig må jeg ikke svinde hen i ekstase, da underlaget kræver enorm koncentration, hvis jeg ikke skal snuble. Dog var det umuligt ikke at tilte over en gang i mellem, og diverse blå mærker begyndte at vise sig hist og pist. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi er ca. 5 min foran mig og Michelle er omkring 15 min foran. Jeg sætter jagten ind efter Susi, og fanger hende på en af de stejle stigninger, hvor jeg også overhaler en del mænd. Jeg er i et rigtig godt pace, men desværre løber jeg forkert, da jeg overser et skarp sving og får krydset en stor flod, og følger herefter en forkert sti. Jeg får mistanke efter 1 kilometers penge, og da en lokal landmand svinger med sine arme og råber ”No, no” ved jeg, at har løbet forkert. ”PIS!”, tænker jeg og må tilbage. Jeg bruger en del tid på at finde den rigtige vej, og det irriterer mig grusomt, og jeg skyder hurtigt skylden på den dårlige markering. Jeg ved, at Michelle ikke har løbet forkert, da jeg i så fald ville have mødt hende. Når sådanne ting sker, gælder det om at holde hovedet koldt, og få stoppet den negative tankegang. Den kan man nemlig kun bruge til nul og nix. Hjemmefra havde jeg brugt en del tid på at gennemtænke forskellige scenarier, og ét af dem var selvfølgelig det at løbe forkert. Et par eksempler på hvordan jeg fik det vendt i mit hoved: ”Godt jeg opdagede det i tide”, ”tænk sig at løbe forkert og stadig ligge langt fremme i feltet” ”Det er da sejt at have løbet længere end alle de andre”. Sådanne sætninger hjælper mig til at komme godt videre. Resten af etapen foregik i fedt jungleterræn på små, nærmest ikkeeksisterende stier med væltede træer, stejle og mudrede skrænter med garanti for styrt samt strømstærke floder. Jeg nyder det, giver den god gas og kommer i mål ca. 15 min efter Michelle, og det viser sig, at hun er den eneste løber i feltet, som ikke har løbet forkert. Efter mit ur har jeg løbet 34 km og Michelle har indsamlet 29 km.  

3. etape – Logging

Vinder af 3. etape

Fakta: 36,08 km

Tid: 4:42:27

7:50 min/km

-622/+592 m

Gnm. temperatur: 32 grader

Placering på etape: 1./ 4. overall

Samlet placering: 1. kvinde/ 5. Overall

Dagens etape begyndte kl. 7 for top 6 løberne samt de peruvianske løbere, og 7.15 for det resterende felt, da Kris King ville undgå kø for de hurtigere løbere ved den første store flodovergang. Egentlig var min plan at starte roligt, som jeg plejede, men da vi satte i gang, besluttede jeg mig bare for at følge Michelle, som altid de to forgående etaper havde lagt hårdt ud. Flodovergangen kom efter 4 (lange) km, og jeg kæmpede for at holde tempo med hende, og fandt for første gang min iPod frem. Efter vi blev wiret over floden fulgte det fedeste jungleterræn, og Michelle og jeg fulgtes ad. Jeg forsøgte flere gange at starte en samtale med hende, men hun svarede altid meget kort tilbage. På et tidpunkt spørger jeg hende, om hun helst bare vil fokusere på at løbe og ikke snakke, hvortil hun svarer: ”Ja, jeg foretrækker ikke at snakke, når jeg løber” – Okay så, tænkte jeg og stoppede med at snakke. Jeg lå for det mest forrest og trak, og efter CP1 fulgte en hård og stejl stigning op og herefter ned, hvor vi desværre begge to mister en markering og løber vel omkring 10 min. forkert. Michelle tackler ikke situationen særlig godt, og jeg kan tydeligt mærke at hun er irriteret. Det udnytter jeg, og sætter tempoet en smule op i håb om, at hun falder fra. Et sted mellem 17-18 km hægter jeg hende af, og jeg fortsætter med at presse tempoet, hvor jeg kan. Jeg VIL indhente den tabte tid til hende, og jeg er virkelig koncentreret. Med ca. 10 km igen overhaler jeg en af de peruvianske løbere, og det giver virkelig blod på tanden. Jeg er dog forsigtig, da temperaturen er steget til næsten 40 grader, og da jeg kommer ud af junglen, brænder solen nærmest på huden. Jeg finder min kasket med slør frem, og sørger for at dybe den i vandløb og ved vandfald. Med 5-6 km igen møder jeg Mark, der ligger placeret som nr. 4, og han kæmper med de hårde stigninger.

Jeg følges lidt med ham, men jeg har mere energi, og løber fra ham. Jeg kommer i mål 55 min foran Michelle! Jeg begynder at indse muligheden for, at jeg kan lave en rigtig god placering, men ved også, at morgendagen byder på den absolut hårdeste etape.

4. etape – The Lull

Fakta: 34,14 km

Tid: 6:13:10

10:56 min/km

-1644/+1560 m

Gnm temperatur: 30 grader

Placering på etape: 2./ overall

Samlet placering: 1. kvinde/

Mit vækkeur ringer kl. 04, da starten på løbets hårdeste etape er annonceret til at starte kl. 06. Jeg har haft en virkelig dårlig nat med vand i min hængekøje, dårlig mave og vabler med betændelse til følge på mine fødder. Min krop er træt, og jeg kan næsten ikke få  min morgenmad ned. Til mit held bliver starten udskudt til kl. 7.30, da ruten skal sikkerhedstjekkes efter nattens hårde og stadig silende regn. Flere steder har der været mudderskred, og ruten må ændres hist og pist. Jeg benytter chancen til at lægge mig, og jeg får omkring 45 min søvn, hvilket var guld værd! Da jeg vågner, er jeg klar til at løbe og give den gas! Jeg kunne godt fornemme, at Michelle ville gribe chancen for at indhente mig, og da starten afgik, fløj hun af sted i højt fart! Min krop ville ikke makke ret, så jeg havde ikke andet valg end at give slip på hende, og måtte fokusere på at løbe mit eget løb. Terrænet og stigningerne var dræbende – jeg har aldrig oplevet noget så teknisk og udfordrende. Og det blev bare ved og ved og ved, og jeg var hele tiden maksimalt presset. Det var så forbandet hårdt, men alligevel så elskede jeg det!

Mega fedt!

Det var jo absolut lige præcis dette, jeg var kommet efter, og jeg havde ikke tænkt mig at lade min – på det tidspunkt – dumme krop styre showet! Jeg ved, at jeg kan løbe i lang tid med høj puls og at mine ben kan klare lange og hårde stigninger, så jeg knoklede på. Da uret bippede 15 km ind, havde jeg brugt lige præcis to timer, og det var hermed slået fast, at det ville blive en lang dag på kontoret! Langsomt indhentede jeg flere og flere, og fulgtes med Mark og Tony igen. Mark blev hægtet af pga. et styrt, men Tony og jeg ramte ”The Hill” sammen. Vi var blevet briefet om, at der skulle kåres en ”King and Queen of the Hill”, og da jeg ved start af bjerget fik at vide, at Michelle var lige foran, besluttede jeg mig for at ræse og gå efter titlen. Meldingen var, at stigningen ville være 2 km, så da jeg så Michelle, lå jeg lidt bag hende og spurtede forbi hende efter 1 km. Det var ekstremt hårdt og flere gange måtte jeg ned på alle 4 for at kravle op, og med alt det mudder endte jeg tit med at glide ned igen! Det var virkelig fedt, men da uret begyndte at melde 2,3 km og videre 2,6 km, begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kunne simpelthen ikke holde tempoet, og begyndte at blive svimmel og meget øm i benene. Da jeg nærmer mig 3 km op ad bjerget overhaler Michelle mig, og jeg bliver meget frustreret over, at bjerget er så langt, når nu meldingen havde været noget andet. Jeg når toppen efter 4,4 km og er en blanding mellem glad for at have nået toppen og skide sur over forkert information, der gjorde at jeg satsede for tidligt. Der fulgte et 3 km nedløb til mål, og hvilke 3 km! Jeg havde lige blæst mig selv om kuld i det hårdeste terræn, jeg nogensinde havde prøvet med et 4,4 km mega-bjerg lige op i himlen som afslutning, og nu skulle jeg have fragtet min krop ned igen? Det var virkelig krævende, og jeg var løbet tør for energi. Sorte pletter for øjnene og svimmelhed gjorde det svært at koncentrere sig, og jeg havde en del styrt. Men jeg ville tabe så lidt tid til Michelle, som overhovedet muligt, og det holdte mig oppe. Jeg var lykkelig, da jeg endelig så mål. Jeg blev kort tjekket af lægerne, da de hurtigt spottede, at jeg ikke var helt godt kørende. Jeg frøs, men fik mig taget sammen til at spise den resterende morgenmad, 32Gi protein samt min BiFi. Jeg fik aldrig rigtig varmen igen, og floden var for langt væk til jeg kunne overkomme at gå derned. Den aften var der hurtigt godnat til mig.

5. etape – The Long One

Fakta: 76,84 km

Tid: 10:56:52

8:33 min/km

-1695/+1701 m

Gnm.- temperatur: 29 grader

Placering på etape: 1./ 5. overall

Samlet placering: 1. kvinde/5. Overall

Oprindelig skulle den sidste etape være 92 km, men blev kortet ca. 15 km af, da nogle floder var for farlige at krydse. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, om det var godt eller skidt. Jeg ved, jeg er god på de lange distancer, men 92 km gennem junglestrabadser, synes jeg godt nok lige, var til den gode side! Vi startede kl. 5 om morgenen i mørke, og Michelle lagde ud ret godt tempo. Jeg havde besluttet mig at blive tæt på hende, da jeg jo så ville vinde samlet. Vi løb side om side de første kilometer, og vi pressede hinanden på skift. Der er ingen, der taler eller så meget kigger på hinanden. Den direkte duel tænder mig helt vildt, og jeg kan ikke dy mig, da hun efter omkring 8 km sakker en smule bagud. Jeg sætter tempoet op og uret melder en kilometertid på 5.09 ind, og jeg kan fornemme at Michelle kæmper for at hænge på. Jeg forsøger at blive ved med at øge, og da vi kommer til et par nedløb, og jeg ved at en stor flodpassage med zipliners snart må komme, satser jeg hele butikken og spurter af sted! Jeg når ziplineren et godt stykke inden Michelle, og den er klar til afgang med det samme. Da jeg når over på den anden side, kan jeg se hende ankomme, og hun skal vente på den returnerer. 

Jeg løber mange kilometer alene på store og små spor, på marker og langs floden. Jeg ved at, der er over 50 flodovergangen, og pludselig nøjes jeg ikke med kun at løbe langs floden, men markeringerne er placeret på den modsatte side, og jeg må krydse. Flere steder er strømmen virkelig stærk, og jeg bruger mange kræfter på ikke at vælte. Dertil er det ikke altid, jeg kan se bunden og de store glatte sten, gør det ikke nemmere. Men det er sjovt, og jeg hygger mig lige indtil jeg tager et skridt ud i floden, og pludselig kan jeg ikke bunde. Strømmen tager mig med, og med rygsæk flyder jeg med, og går nok en smule i panik, da mine svømmeegenskaber er meget ringe. Jeg skyller heldigvis ind på den anden side, og der går lige lidt tid, før jeg får rystet den oplevelse af mig. På 2,5 timer laver jeg ca. 45 overgange af floder, og forsøger hele tiden at holde det højest mulige tempo. Jeg ved ikke hvor langt Michelle er bag mig, men jeg tænker hele tiden, at hun er på vej, og at hun er stærk i bjergene. Jeg vidste, at vi ville møde over 20 km tæt jungle med især én stigning på niveau med gårsdagens, og jeg ville have det bedste forspring. Ved CP3 ca. 5 km før junglestigningen fylder jeg godt med vand i flaskerne og blander den ene med det sidste 32Gi-energi, jeg har tilbage. Jeg er lidt nervøs for, at jeg ikke har formået at spise særlig meget siden slutningen af 3. etape, og de nødder jeg ifølge planen skulle have spist nu, overlevede ikke floden. Min krop har det dog godt, og selvom jeg føler mig lidt sulten, når jeg nu tænker over det, er jeg ikke løbet tør for energi. Da jeg rammer junglen, pibler sveden af mig, og jeg tager skiftevis slurke af vand og energi hver andet minut. Det er virkelig barske løjer med lede stigningerne og et mudreret underlag med spidse rødder og super sized myrer(bullet ants) klar til angreb. Alt sammen krydret med junglens grønne, grønne farve og fornemmelsen af at alle dyrene har bestilt billet på forreste række for at lure på løberne. Jeg får overhalet Tony, og da jeg når toppen og jeg endnu ikke har set skyggen af Michelle, ved jeg, at jeg faktisk har en ret god chance for at vinde det her! Bjergnedløbet er vildt!

Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glat og stejlt det var. Det var umuligt ikke at bruge træerne til hjælp for ikke at falde ned, men nogle af trænerne havde skarpe pigge, som tilmed kunne være giftige, og det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af. Der var så mange ting at koncentrere sig om, og selvom jeg var maksimalt presset, nød jeg det i fulde drag. (Til note har jeg tænkt meget på de deltagere, der måtte forcere bjerget i mørke med pandelampe – kæmpe respekt til dem!). Da jeg når ud af junglen følger et langt fladt stykke langs en bred, men lidt udtørret flod. Jo længere jeg når frem, jo mere kan jeg se tilbage, og jeg er mutters alene, hvilket bringer mig nærmere og nærmere sejren. Jeg kan næsten ikke tro, at det snart er ovre, og selvom jeg er ved at være godt træt og brugt, er jeg så glad, at det er som om, at tårerne nærmest presser sig på! Ved CP6 er meldingen at nu går det opad indtil, vi når mål. Jeg tager det stille og roligt, og går en del op ad bakken, mens jeg nøje holder øje med den tørre flod efter nr. 2 kvinde. Tony henter mig, og vi møder en storsmilende Henrik, som følger os i mål! Hvor er jeg glad for at se ham, og hvor er jeg glad for hans melding om, at der kun er 1,5 km i mål!

I mål på sidste etape

Jeg løber over målstregen i Jungle Ultra – det mest ekstreme jeg nogensinde har oplevet – i tiden 10:56:52 over slår Michelle med over 2,5 timer på sidste etape. Min samlet tid er 30:27:49, som rækker til en 5. plads overall. Hold op, hvor en fed oplevelse! 

Jeg blev for noget tid siden udtaget til at repræsentere Danmark til VM i trail d. 29. oktober. Betinget for min udtagelse var, at jeg skulle løbe et bjergtrailløb, men ikke med noget krav om et bestemt ITRA-point(pointsystem som vurderer din præstation). Jeg fandt Trail du Galibier på 46 km og med lige knap 3000 højdemeter samt udfordrerne tekniske passager, så det ud til at være det perfekte løb.  

Og det var det! 

Til start stod Karin Louise Joubert, Annemette Skov samt jeg fra Danmark, mens Søren Rasmussen var supporter. 

De 2900 positive højdemeter lå på de første 31 km, og med lidt hurtig hovedregning giver det en gennemsnitstigning på 10% pr. km, og dertil at vi jo også løb ned! Så ret stejle stigninger, og især bankede åndenød sig på i de +2700 meter over havets overflade(m.o.h.). 

Starten afgik kl. 7.00, og jeg valgte at ignorere mit ellers udprægede b-menneskegen, som på normal vis ville ha’ overtaget min krop så tidligt om morgenen. Men jeg følte mig absolut klar til kamp, og det er en dejlig følelse at stå til start velvidende om, at jeg har trænet godt, er i god form og forberedt til turen. 

Den første kilometer var et loop inde i Valloire, og jeg løb side om side med Karin og Annemette. Herefter fulgte 4,5 km opad fra 1430 m.o.h. til 1921 m.o.h. i tætte hårnålesving, men på et rimelig tilgængeligt underlag på et etableret stisystem. Da jeg er en forholdsvis langsom starter, havde jeg regnet med at Annemette og Karin ville være foran mig, men det var ikke tilfældet, og en tanke om, at jeg måske havde lagt for hårdt ud, strejfede mig. Men det havde jeg ikke – tværtimod lagde jeg forsigtigt ud, og ville på den første stigning ikke tage nogle unødige chancer i et forventet 6-8 timers løb med en tætpakket højdeprofil.

Min træner Søren havde klædt mig godt på til opgaven; vi havde snakket ruten godt igennem og han mente at 6.45 timer var et rimelig bud på en sluttid, og jeg tegnede højdekortet samt plan for væske- og energiindtag på mit startnummer. Jeg nåede første depot ved 6 km 10 min før den aftalte tid, men følte mig godt tilpas og klar på det første nedløb. Her gik det op for mig, hvor stejlt og teknisk udfordrende dette løb ville blive! Løse sten og smalle stier med en hældningsprocent man næppe kan forestille sig, krydret med skarpe franske kvindelige trailløbere, som elegant og uden besvær dansede ned af bjergsiden og med en stemme i lystige toner nærmest sang: “passé”! Jeg blev en anelse frustreret, og lidt flov over min egen buldrende og anstrengte kampvognsteknik, da løber efter løber passerede mig, og jeg fik hurtigt skubbet podiettanken væk. Jeg var slet, slet ikke på niveau med disse kvinder.

De første 10 km bød på 3 små(!) bjergtoppe, og herefter fra 1753 m.o.h. til Plan de Orient i 2624 m.o.h. For dælen, der var langt op og det meste foregik i gåtempo og ned til 16 min/km. Jeg var en af de få, som ikke havde medbragt stave, og da jeg gik der op ad bjerget i en urimelig pulszone og brændende lår, kunne jeg pludselig godt se en fordel i de dersens stave! Jeg har besluttet, at jeg vil hjem og eksperimentere mere med gå-teknikker på stejle stigninger, og finde ud af, hvad der virker for mig. Når 90% af et felt til et sydfransk bjergløb har stave med, må der vel være noget om snakken, og dertil havde både Annemette og Karin dem også med.

Jeg nåede toppen lidt efter tidsplanen, som sagde 2.40 timer, og der fulgte et relativ kort nedløb til 3. depot. Her skulle der fyldes vand i væskeblæren, da jeg først ville komme i depot igen på næste bjergtop 14 km og ca. 2,5 timer senere. Jeg fik meldingen om, at Annemette var 10 min efter mig, og siden Søren ikke nævnte noget om de forreste kvinder, måtte de ha’ været langt foran. Jeg havde et rigtig godt nedløb selvom stierne var meget smalle og med store og små sten hist og pist. Ikke på noget tidspunkt kan man slå autopiloten til og koncentrationen fra – regningen kommer prompte og man støder tæerne i stenene, laver små vrid i anklerne eller mister balancen. Altså en kontinuerlig reminder om at fastholde fokus.

Jeg er igen en smule bagud ift tidsplanen, og nu følger den, på papiret, hårdeste del af ruten med et langt, stejlt og teknisk opløb til Galibier. Første del er på græs, men der er ingen sti. Ruten går bare op i hårnålesving og det er så stejlt, at man bare kigger ind i bjerget! Flot udsigt til den anden side, javel ja, men at kunne se markeringer i det uendelige op af bjerget var en vild oplevelse! Jeg var fysisk hårdt presset, og havde “kun” lige rundet 20 km og altså ikke en gang halvvejs, men jeg elskede hvert sekund af det! Jeg var i flow, og høj af omgivelserne, terrænet og det faktum, at jeg næsten holdte planen. Op ad bjerget hører jeg pludselig Søren råbe efter mig, og skæbnen ville, at han på sin vej op til næste depot i bil, kørte parallelt med mig. Han råbte at Annemette var 22 min efter, men at jeg ikke skulle lade det blive en sovepude. Jeg råbte tilbage, at jeg ville holde planen om at nå toppen på 5 timer uden indsigt i, hvad der egentlig ventede mig  på vej derop. Den sidste kilometer inden peaket var brutal, og jeg havde kilometertider helt nede på 20.44 min/km, og det tynde luftlag kunne mærkes! Nøj, hvor var jeg glad, da jeg nåede toppen ved 31 km – dog 15 min senere end aftalt, og en kontant besked fra Søren om, at jeg skulle spænde hjelmen på det 16 km lange nedløb for at indhente den tabte tid. Jeg nikkede, og var klar til at give den gas på nedløbet. I hvert fald indtil jeg så det! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig efter sådan et ubarmhjertigt opløb, men naivt var det i hvert fald… De første kilometer var så stejle og beklædt med løse klippestykker –  det var simpelthen for farligt og risikabelt for mig at løbe, og jeg accepterede kilometertider ned til 10.27 min/km og først på den 39. kilometer kunne jeg få gang i noget nogenlunde fornuftigt nedløb. Men så fik den til gengæld også max gas! Jeg VILLE simpelthen i mål i 6.45, som efter Sørens udregning ville give 600 ITRA-point(ville blive mit hidtil bedste resultat). Jeg tvang mig selv til at løbe så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg begyndte at overhale nogen af dem, som tidligere i løbet havde passeret mig. Det er en fed følelse, og selvom jeg pressede mig selv helt ud over grænsen, hvor både underben og lår føltes som om, de kunne springe hvert et øjeblik, og pulsen var så høj, at jeg kunne høre mig selv stønne med hvert åndedrag, var mit hoved fuld af eurofori og en fast besluttet på at nå mit mål. Mellemtiderne strøg ned på 4.20 min/km, og jeg åd mig selv. Langt om længe begyndte byskilte at vise sig, og jeg genkendte området: jeg vidste, jeg var tæt på mål, men da de små stier igen begynder at være tekniske og med korte stigninger, var det kun overlevelsesinstinktet, der fik mig igennem. Jeg kunne simpelthen ikke løbe flere højdemeter, men jeg tvang tanken frem om, at man altid kan løbe 2 min mere. Og 2 min mere. Og 2 min mere. Og pludselig var der kun 2 min til mål! 

Jeg kom i mål i tiden 6.50.53 og er mega tilfreds og stolt. Det var et hårdt og brutalt  bjergløb, men overvældende interessant og det har bestemt givet mig mere blod på tanden. Jeg har taget mange erfaringer med, og der er bestemt elementer, der skal trænes på! 

Tak til Søren, Karin og Annemette for godt selskab og tak til mine sponsorerer, som lige nævnes her. Uden dem kan mit løberliv med rejser og træning ikke lade sig gøre: 

Oceany, Yding Grønt, Gitte Schlage, Bo Kortegaard, CEP Danmark, Hoka One One Danmark, 32Gi, Zebla, World of Nuts, Proteinbar, DAT, FitRABBIT og Garmin. 

Lørdan d. 16 januar fik jeg en 2. plads samt en 1. plads i min aldersklasse til danmarksmesterskaberne i lang trail(52 km) afviklet på Bornholm. Jeg gennemførte i en tid på 6.24.28. 

Starten afgik kl. 8.30 og jeg var klar! Jeg havde i dagene op til været usikker på hvilke sko, jeg skulle vælge, men en nat med hård frost samt en morgentemperatur på -8 grader og isglat overalt, var valget ikke så svært, og jeg hoppede i mine Salomon Spikecross. Efter få meter blev jeg bekræftet i mit skovalg, da en løber lige foran mig, væltede så lang han var på isen – og slog sig, desværre. 

Jeg lagde hårdt ud, og min plan var at følge med Maibritt Skovgaard, som løber på traillandsholdet og, på papiret, den bedste løber i feltet. Hun gav den gas, men jeg var fast besluttet på ikke at slippe hende af syne. Efter en udfordrende prolog med meget tekniske op- og nedstigninger krydret med spejlblank is, runder jeg depotet som 3. bedste kvinde og beslutter mig for at sætte farten op, og ligge mig helt tæt på Maibritt. Efter et par kilometer kan jeg dog se, at Maibritt tøver lidt på sporet, og desværre har hun tidligt i løbet haft et styrt, som har påvirket hendes knæ, og hun vælger ikke at løbe videre. En beslutning jeg virkelig har respekt for, da jeg ved, hvor svært det er at udgå i konkurrence. 

Jeg havde dog fundet et godt tempo, og Allan som også lå i vores lille gruppe, blev hægtet af. Sporerne omkring

Hammerknuden og hele vestkysten er i sig selv teknisk svære og med isen oveni, krævede det virkelig fuld koncentration hele vejen. Men jeg kan ikke udtrykke hvor fedt, jeg synes, det er! De første 20 km går rigtig hurtigt – jeg forsøger hele tiden at optimere der, hvor jeg kan, og jeg havde forinden løbet besluttet mig for, at jeg også ville tage nogle chancer i sporene. Især nedstigningerne ville jeg give en skalle, og de vildeste adrenalinsus kildede i maven og bragte smilet frem på læben! Jeg har skrevet det før, og gør det igen: Jeg elsker at løbe trail! Midt i mit runners high øjner jeg den forreste kvinde et godt stykke foran, og det er alt andet lige noget, som giver blod på tanden. Og så sker det, som bare ikke må ske: På et nedløb vrikker jeg om på min venstre fod – jeg er helt nede og det gør virkelig ondt. Jeg udbryder diverse skældsord, og en modløbende deltager spørger, om jeg er okay, hvor jeg dertil forsøger at nikke, mens smerten breder sig i min fod. Jeg ved med det samme, at dette er ikke godt, og min spontane reaktion er, at få noget af sneen ned i skoen og binde snørebåndene endnu strammere. Jeg prøver at humpe lidt videre, men hold op, hvor gør det ondt, og så gør jeg noget, som jeg ellers aldrig plejer at gøre: Jeg tager to Panodiler, og tænker, at jeg må holde smerten ud, indtil de begynder at virke. Jeg har på dette tidspunkt løbet omkring 24 km, og jeg skal virkelig grave dybt for ikke at blive mindet om, at jeg ikke engang har løbet halvdelen af løbet. Jeg finder langsomt ind i noget, der ligner løb igen, og jeg får fokuseret væk fra smerten og synes også, det hjælper lidt at komme i gang, men det er svært at finde flow, da jeg er usikker på foden. Jeg “knækker over” et par gange – dog ikke helt rundt, men nok til at blive reminded om, at jeg bliver nødt til at løbe mere sikkert på det ujævne underlag og især nedad. Jeg møder kort tid efter Søren Rasmussen på ruten, som fortæller mig, at der er 5 min op til forreste kvinde, men mit fokus går på dette tidspunkt på at komme ind i en rytme, der kan få mig gennem løbet. 

Jeg vil gerne berette om naturens herligheder, sporernes lækre og udfordrende detaljer samt om de andre deltagere i løbet, men alt mit overskud til resten af løbet gik til at holde fokus på foden og underlaget – på nøje at læse terrænet og planlægge hvilket skridt, der skal tages hvor og med hvilken fod. 

Har jeg haft en god tur? Bestemt! 

Jeg løb min chance, og gjorde hvad jeg kunne. Jeg var indforstået med de risici, der var ved at løbe i så teknisk svært terræn, og jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg tog chancer – det er uheldigt, at jeg vrikker om, men jeg er tilfreds og stolt over at have gennemført løbet med en fod, der i skrivende stund har alle regnbuens farver og med rumfang 1x1x1. Burde jeg have stoppet? Måske, måske ikke – jeg ved ikke endnu, hvad eftervirkningerne på foden bliver, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt i løbet at stoppe. 

Et stort tak skal lyde til Søren, som gav råd før og efter løbet. Et stort tak til Maibritt, der tiltræder som den bedste supporter efter hun selv er udgået.(Hvor er det ægte altruisme – tænk sig at udgå fra et løb, og så have overskud og lyst til at hjælpe andre) samt et tak til Thomas Skov, der altid er klar med en mellemtid, moralsk støtte, væskeopfyldning osv.! Ovenstående er noget, jeg værdsætter meget i trail: Vi hjælper hinanden – også selvom vi i løbet er konkurrenter! 

Der skal også lyde et tak til mine sponsorere: OCEAN7 Projects, Yding Grønt, Danish Air Transport, Protein Bar, 32Gi, Zebla, Fitrabbit Functional Drinks – Danmark, CEP Danmark, HOKA One One Danmark, Gitte Schlage, World Of Nuts, Bo Kortegaard. 

Til løbet var jeg iført CEP Ultralight langærmet trøje, Kolding Motion singlet, OMM jakke, Odlo vintertight, CEP merionouldsokker, CEP buff, Salomon Spikecross, Odlo headband, Inov-8 Vest. Dertil forsynede jeg mig med 32Gis geler og chews.

Joh, jeg bruger en del tid på at træne, og derfor er det vigtigt for mig, at udstyret er i orden. En af mine samarbejdspartnere i 2015 er et af Europas førende kompressionsmærker CEP, som forsyner mig med lækkert og funktionelt træningstøj. CEP har et bredt sortiment med fokus inden for kompression, og jeg nyder godt af deres kvalitetsrige tøj bestående af et bredt sortiment i alt fra korte til lange sokker, kompressionstights samt svedtransporterende t-shirts.

Mine tre favoritter blandt CEPs produkter er:

• Active Ultralight Shirt(den kortærmede i + 10 grader og den lange under 10 grader)
• Progressive Ultralight Socks
• Progressive+ Run Merino Socks

Ultralight Shirt

CEPs Ultralight t-shirt er ekstrem let og i et materiale, som tørrer (fandens) hurtigt. Det er den perfekte trailløbe-shirt, og jeg er i problemer, hvis den er til vask, når jeg skal bruge den. Jeg er stort set altid iført Ultralight – enten under en t-shirt eller som eneste lag på varme sommerdage. Med min pæreformet krop(måske lidt karikeret!) har jeg haft en del problemer med tætsiddende t-shirts, som kryber op af maven, og jeg har fået taget diverse løbefotos, hvor jeg uvildigt flasher flæsket – ikke rart for sådan en forfængelig løber som mig(!) – men det er heldigvis slut nu, da Ultralight Shirten har en magisk lille elastikafrunding, der sidder tæt ind til den nederste del af maven, og gør, at den ikke kryber op.

Størrelsen på shirten er normal, og den sidder perfekt i en størrelse small til mig, selvom jeg kan præstere et måske lidt større brystmål end de fleste andre i en størrelse small. Jeg har altid tyet til merinould som det inderste lag, men CEPs Ultralight er klart at foretrække, og en anden god feature er, at shirten ikke lugter, som jeg ellers kan opleve med andre trøjer i kunststof. Faktisk kan jeg godt bruge den samme trøje både til morgentræningen og igen om aftenen. 

Kommentar:

Findes også uden ærmer

Pris: 350 kr. for korte ærmer og 400 kr. for lange ærmer

Ultralight Socks

Jeg er ligeledes blevet lidt småafhængig af CEPs Ultralight kompressionssokker, og især deres Ultralight sleeves har gjort indtryk på mig, da jeg tidligere har bøvlet med at sleeves presser ind på min akillessene, og irritationen kunne godt vare et par dage eller mere. Med Ultralight er det slet ikke et problem, så dem benytter jeg ofte i min træning og til konkurrence.

Det er svært at vurdere om de har en præstationsfremmende virkning og effektiviserer restitutionen – det må jeg lade videnskaben om at fastslå, men jeg oplever, at mine ben føles lettere med kompression i på mine løbetrue og jeg har endda også fået for vane at have dem med til boksetræningen. Ligeledes føles mine ben ikke så trætte på lange træningspas eller i uger med mange timer på sporet. 

Kommentar:

Selvom de hvide sokker er ekstrem fede, skal man lige overveje om løbeturen byder på mudder!

Priser:

Ultralight Strømpe: 450 kr.

Ultralight Sleeve: 300 kr.

Ultralight Short Sock: 200 kr

Ulttralight No Show Sock:150 kr

Run Merino Socks

Jeg nyder at løbe i al slags vejr og på al slags underlag. Mindst én gang i ugen løber jeg langs Kolding Fjord og det giver med garanti våde fødder, og her kan jeg ikke undvære CEPs merinouldsokker. De findes både i en short sock, men også som lange med kompression. Til DM i lang trail på Bornholm valgte jeg at løbe i den korte sok, som holdte mig tør og på forunderlig vis slap jeg med få vabler. I koldt vejr er merinokompressionsstrømpen min foretrukne, da den holder mig varm – også selvom den er våd.

Det kan virke dyrt for en sok, men jeg har skambrugt mine to par merinouldstrømper, og det har tidligere været min erfaring at materialet ikke holder helt vildt godt, men det må jeg sige, at CEP gør. Jeg brugte før Ashmeis strømper, som jeg også løbemæssigt var godt tilfreds med, men de blev hurtigt slidt ved hælen og ude ved tæerne, og jo tyndere stoffet blev, jo flere vabler kunne jeg sætte ind på kontoen.

Pris:

Kort: 180 kr.

Lang: 400 kr. 

Startskuddet til forårsklassikeren Taulov Halvmaraton lød søndag d. 14. marts kl. 11, og næsten 400 løbere stod klar til at tæmme 21, 10 eller 5,3 km. Solen stod klar på himlen, og en frisk vind fra sydvest peb godt i ørerene. Efter en weekend med dejligt besøg af gode venner, var jeg absolut klar til at få lidt kilometer i benene og teste mine nye Hoka Clifton i godt selskab.

Taulov Halvmaraton er i min sæsonplan kategoriseret som et C-løb. Jeg lister alle mine løb fra A-D, hvor A er de løb jeg skal toppræstere og C-D er de løb jeg udelukkende skal bruge som træningsredskab, så jeg ikke brænder igennem på alle løb. Taulov var dermed et træningsløb for mig, men jeg kan godt lide at deltage i løb som en del af min træning. Det er trods alt sjovere at løbe med andre end at trække i løbeskoene selv, men det er bare ikke altid, der er tid til det hele. 

Min træner Casper, fra StayActive styrer min træning via trainingpeaks.com og havde sat et tidsmål på 1:45 og dermed en gennemsnitshastighed på 5 min/km. Det er længe siden jeg har testet formen af, så jeg var faktisk spændt på, hvordan stængerne ville reagere på tempoet. De første 10 km formåede jeg at holde omkring de 12 km/timen, men så gik det lidt galt med et par hurtige kilometertider på stigningerne, da jeg totalt blev grebet af stemningen og verdens fedeste følelse af at overhale andre, som sætter farten ned på bakkerne. Jeg havde min hurtigste kilometertid på 04:22 min/km på den 20ende kilometer og de sidste 5 med 04:29 i gennemsnit, og vidste godt, at det jeg gjorde ikke var en del af planen, men jeg kunne simpelthen bare ikke lade være. I kender det at være på en slankekur, men alligevel ikke kunne modstå trangen om at spise den lækre chokolademuffin alligevel… J

Jeg har tre gange tidligere deltaget i Taulov, og erindrede ruten som værende udfordrende og kuperet med dræberbakker, der kan udfordre ethvert sæt lunger. Jeg huskede til dels rigtigt, men stigningerne føltes ikke nær så slemme, og jeg smiler på læben, når jeg nævner for mig selv, at det må jo alt andet lige betyde, at formkurven er stigende.

Jeg kan klart anbefale Taulov Halvmaraton som et perfekt løb at teste startformen med. Velarrangeret, kuperet og godt humør!

Fakta:

Distancer: halvmaraton, 10 km, 5,3 km

Pris: 150 kr. for halvmaraton + 12,50 kr. i gebyr

Medalje: nej

Depoter: 3 stk med vand, energidrik, frugt

Højdemeter: 147 m op/142 m ned

Se min tur på trainingpeaks: http://tpks.ws/oOvQ

Bootcampen startede i Ultraruns kælder med et killerteam bestående af 3 x 2015 MdS-deltagere Nicolai, Peter samt Lars(4 inkl. Christian Madsen) og så ultraløberen Anders(se hans blog: https://42kplus.wordpress.com) samt det hardcore friluftsmenneske Bent fra Fredericia Løbeklub. Altså lille mig som eneste kvindelige indslag, men det havde jeg vel også forventet.

Efter kort præsentation af deltagerne holdte Christian et foredrag om hans 3 år som deltager ved Marathon de Sables. Et spændende foredrag, som virkelig fristede mig, og det var godt, der ikke var en tilmeldingsknap på sidste slide, for så havde jeg nok siddet i saksen!

Efter foredraget nørdede vi lidt udstyr i forbindelse med etapeløb i ørkenen. Christian viste os hans kitliste, og fortalte hvordan han år efter år havde skåret på vægten, justeret på komforten samt fundet den rette mængde kalorier.

Herefter fulgte et praktisk indslag om at ordne vabler, og være på forkant. Christian fortalte, at mange tror vabler skyldes gnidninger fra løbeskoen, som herved skaber en forbrænding på fødderne, men det er ifølge forskningen ikke tilfældet. Vabler skyldes forskydning, og selvom tape ikke anses som værende forebyggende, da det ikke reducerer forskydningen, fik vi alligevel en gennemgang af tapning på fødderne. Evt. læs mere om vabler på ultrarun.com(Link ind!)

Ved eftermiddagstid var vi endelig klar til afgang til Kårup Skov shelterplads i Fårevejle ved Odsherred for at komme i gang med bootcampen. Aftenen bestod af gearudpakning, valg af shelter og sovemakkere samt hygge ved bålet samt frysetørret mad med rigeligt indhold af kalorier. Med en temperatur omkring frysepunktet virkede det helt naturligt at krybe til køjs før kl. 21, i håbet om at få varmen i soveposen.

Lørdag formiddag stod der navigation på programmet, og jeg havde set frem til at lære mere omkring kortlæsning og kompasnavigation – det er bestemt ikke på dette område, jeg har mine forcer, men jeg vil gerne lære mere. Først vi fik en gennemgang af kompassets udformning og brug, og et par opgaver med krydsspejling og kompasgang. Om det var mit  blondiegen, der gjorde at jeg ikke helt opfangede metoden, kan nu godt være, men jeg kunne godt have brugt lidt mere tid på denne del af kurset. De andre militærfolk virkede til at være lidt mere på hjemmebane end hvad min tidligere blåspejder-baggrund kunne præstere, og jeg fik desværre ikke så meget med derfra.

Efter navigationsindlægget stod den på løb med oppakning og staveteknik. Jeg havde omkring 4 kg i min rygsæk med 2 l vand, og synes faktisk det er en del at have med på farten. Jeg løb med OMMs 32 liter letvægtsrygsæk, og mine tanker går helt klart på at opgradere til deres nye Phantom 20 l på sølle 295 g, som både Christian og Lars løb med. Jeg må indrømme, at jeg ikke bruger stavene så meget i min træning, og jeg havde dem heller ikke med til The Everest Marathon, men var til gengæld enorm glad for at have dem med til Zugspitze Supertrail. Jeg var derfor meget nysgerrig på at få optimeret min teknik især på nedløbene. Alt i alt et givende indspark til hvordan en bakke kan angribes med eller uden stave.

Til frokost lavede jeg en kop nudler, da eftermiddagens program ville bestå af en lang løbetur på

den 25 km lange runde på NDURE trailruten med enorm varieret terræn på stier, skov, mudder, sand og lidt asfalt samt gode højdemeter. En virkelig smuk og udfordrende tur, hvor jeg klart fik lyst til at tilmelde mig løbet til august. For at bruge mine efterskoleelevers terminologi, så var det bare ”mega, fucking, for sygt nice” at rende rundt i overvældende natur, fede spor, dejligt vejr og lækkert selskab!

Aftenen bestod af aftensmad, hygge og røverhistorier ved bålet inden vi alle krøb tidligt til køjs.

Søndag morgen vågnede vi til regn og slud, og Christian havde planlagt et hemmeligt løb. Jeg var spændt på at høre mere om hvad det handlede om og han løftede sløret for at det ville være strandløb og så en holdkonkurrence med bakkeløb! Jeg var med det samme tændt!

Holdene blev delt så jeg, Christian og Bent udgjorde det ene hold, og Anders, Nicolai og Peter det andet hold. Vi skulle starte fra bunden af ”Dødens Dal” fra NDURE-ruten og holdet der nåede flest gange på toppen på en time, ville vinde konkurrencen! Dog må holdets løbere ikke have en afstand mellem sig på større end 2 m, så den hurtigste kunne ikke bare fræse derudaf, men der skulle stables et holdsamarbejde på benene, og udnytte de enkeltes styrker. Det andet hold lagde sig i spidsen fra start op ad bakken, og vi forsøgte forgæves at holde trit. Bakken var sindssyg hård med lede stigninger på op til 18%, og vi måtte ned og gå. Da vi nåede toppen og rundt om graven, var det andet hold en del foran, men vi formåede at hente dem på vejen ned af de mudrede og glatte bakker, og holdte føringen til slut! Ret fed følelse at slå et hold af herrer, hvoraf de to af dem deltager ved årets MdS!

Tak for en helt fantastisk weekend med god og lummer stemning – ordet håndvarmer har fået en  helt ny betydning for mig!

Jeg kunne godt have ønsket mig flere træningspas – gerne et fredag aften med pandelampe, men det er vist noget med at man skal have tilladelse til at løbe med pandelamper på. Selvom vi havde en lang tur lørdag på Endure-ruten på 25 km på 3 timer, og navigation samt teknisk træning om formiddagen, kunne der også godt have sneget sig et lille løbepas ind om aftenen igen. Dog er ultraruns bootcamp bestemt anbefalesesværdigt som forberedelse til et etapeløb eller blot for at få en fed, social løbeevent med et par overnatninger i det fri.

Afsluttende, internt og uden for løbe-kontekst bemærkning:

Det er gået op for mig at lærere ikke nødvendigvis er den erhvervsgruppe, som elsker kaffe mest! 

Når jeg løber gælder det om at have så lidt at tænke på som muligt. Tøjet skal være behageligt, rygsækken sidde komfortabelt, skoen må ikke give vabler og ledninger må ikke være i vejen. Så da det danske høretelefonmærke MIIEGO, som udmærker sig ved at være ledningsløse, tilbød mig at teste deres to ud af deres tre modeller, var jeg ikke i tvivl! ”Jo tak, det vil jeg da gerne!”

Jeg har længe drømt om at opgradere på høretelefonsfronten, da mine Yurbuds efterhånden har 6 år på bagen og iPhoneshøretelefonerne bare ikke genererer særlig god lyd.

So here we go! 

MIIEGO er et dansk brand som så dagens lys i 2010 og går under sloganet: No wires. No worries.

Høretelefonerne sluttes til din Smartphone eller anden bluetooth-enhed. Parringen foregår ret smertefri på min iPhone, så jeg vil vove den påstand at selv teknologianalfabeterne kan være med her! Man skal dog lige vende sig til betjeningen, som på AL3 sidder på højre ørebøf, og panellet virker som om det er drejet 45 grader den forkerte vej. Men det vænnede jeg mig til efter et par løbeture, og nød i stedet at jeg ikke skulle have telefonen frem for at skifte musiknummer, justere volumen eller besvare et opkald. På AL5 skal man lige finde den rette metode til at få trykket knapperne ind uden at rykke rundt på høretelefonerne, men betjeningen fungerer overordnet godt.

Forbindelsen mellem enhederne er ganske god, og jeg oplevede kun knas på linjen den første gang parringen blev foretaget. MIIEGO anbefaler selv at man bærer sin musikafspiller på højre arm, men jeg oplevede ikke at forbindelsen blev dårligere af at have min telefon i en mavetaske om livet og heller ikke, når jeg har den på lænden. Skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk præsteret at gå på toilettet med min mobil på skrivebordet og stadig høre musik! 

AL3 Freedom Woman

Jeg synes denne model har en rigtig god lyd, og hvis man har begivet sig udenfor i lidt koldt vejr, kan hørebøfferne også give lidt varme på ørerne. Jeg har testet dem på både korte og lange ture, og jeg var især spændt på om de begyndte at stramme og irritere på øret, men de er overraskende behagelige at have på også ud over 2 timers løb – også i regnvejr. Bøfferne er forbundet via en nakkebøjle, som ved kvindemodellen er lidt kortere end mændenes, og flugter omkring hårgrænsen. Når man tager den på skal den lige drejes en omgang, og virker ved første øjekast lidt stiv, men det fungerer egentlig bare, når man har den på.

AL3 har ligeledes mikrofon indbygget, så mens du render rundt i de lave pulszoner, kan du lige få ordnet opkaldene! Her er det muligt at aktivere iPhones stemmestyring og via mikrofonen ringe til svigermor og sige hej; dog aktiveres stemmestyringen også, hvis du forsøger at slukke høretelefonerne, og jeg har ikke lige regnet ud, hvordan jeg undgår dette bortset fra at slå Bluetooth fra på telefonen eller lade høretelefonerne slukke selv. 

En anden smart feature er, at du kan se MIIEGOs batterilevetid på iPhonen. Se det er jo ret smart, da det giver dig en fornemmelse af, hvor mange løbeture, der er tilbage og det har faktisk fået mig til at lade lidt undervejs.

Udover løb har jeg brugt headsettet til boksning for at teste, hvor godt det sidder fast. Jeg har selvfølgelig ikke sparret med det, men slået sandsæk, skyggebokset, haft plethandsketræning, sjippet samt styrketrænet og høretelefonerne har bare fulgt med mine bevægelser.

Og så lige en ting jeg undrer mig over: I æsken medfølger et par virkelig grimme hvide pads uden logo. Jeg kan ikke forestille mig hvem der ville smide et par af dem på? 

I den flotte kasse(som man næsten ikke nænner at smide ud) får du:

• Høretelefoner
• USB-opladerkabel
• Ekstra pads i hvid farve
• Vandtæt etui
• Lille manual

Specifikationer:

• Rækkevidde op til 10 m
• Vægt: 45 gram
• Batterilevetid: 6 timer og 45 min(både musik og telefonopkald)
• Standby: Op til 150 timer (ifølge MIIEGOs hjemmeside)
• Wireless technology: Bluetooth v. 3.0

Min indtryk er en god hørebøf til prisen, og jeg er vild med de manglende ledninger og det faktum at forbindelsen mellem telefon og headphones fungerer. 

Pris: 499 kr.

AL5 Perform

Da jeg har ret små ører, var jeg på forhånd lidt kritisk indstillet for denne model, da den virker lidt stor og klodset, men jeg må tage mine ord tilbage. Høretelefonerne har en god komfort og det justerbare design med pasformen bag om og over øret gør, at du kan indstille dem til netop at passe dine ører – store som små! Jeg har tidligere haft udfordringer med at in ear-høretelefoner falder ud af mine øre, men det er slet ikke et problem her. 

AL5 Perform har kun 3 knapper: Øverst er den lille runde control-knap(C) placeret og under en todelt aflang knap med pile op og ned, og her kan du med ét tryk justere volumen og med to tryk nederst afspille sangen forfra og to tryk mere afspille forrige sang og omvendt med den øverste knap. AL5 har ligeledes indbygget mikrofon, som sidder i bunden af højre høretelefon under betjeningspanelet, og det kræver blot et tryk på c-knappen for at besvare et opkald.

På AL5s betjeningspanel synes jeg det kan være lidt svært at få trykket ordentlig på knapperne, som virker lidt stramme, men hvis du samtidig tager fat om øret, er det ikke noget problem – blot noget du lige skal vende dig til.

I forhold til prisen er lyden er ret okay – jeg kan nu godt lide at bassen sparker lidt ekstra, og det savner jeg en smule her, men som trøst har AL5 Perform COMPLY ear tips(top-mærkevare inden for de skumdimser man sætter ind i øret. Fås bl.a. til Seenheiser, Sony, Beats by Dr. Dre osv), som indkapsler lyden og lukker udefrakommende støj ude. Desuden medfølger 3 stk. ear-buds fra størrelse small til large, men jeg ved ikke lige hvorfor man skulle bytte de lækre COMPLY ear tips ud…

Høretelefonerne er forbundet med en ledning rundt om nakken, og kan ligeledes justeres. Du kan vælge både at have den siddende løst eller stramt alt efter hvilken sportsgren du dyrker eller hvad du lyster, og det er nu en meget praktisk feature.

I den flotte kasse(som man næsten heller ikke nænner at smide ud) får du:

• Høretelefoner
• USB-opladerkabel
• COMPLY Premium Active Eartips
• Vandtæt etui
• Ekstra ear tips i 3 størrelser: S, M og L
• Lille manual 

Specifikationer:

• Rækkevidde op til 10 m
• Batterilevetid: 4 timer og 50 min
• Vægt: 28g
• Standby: Op til 150 timer(ifølge MIIEGOs hjemmeside)
• Wireless technology: Bluetooth 2.1+EDR

Pris: 649 kr.

Lir:

Og så lige en sjov gimmick: de vandtætte etuier er forskellige, så dem der følger med de lidt dyrere AL5 Perform har lige et etui med en tand mere coolness… J

Ulemper:

– Når jeg slukker høretelefonerne aktiveres stemmekontrol på min telefon. Det har bl.a. medført et par ufrivillige opkald

– Jeg kan nogle gange være offer for at mine dimsedutter løber tør for strøm. Jeg skal huske at lade mit GPS-ur, Gaiteye og nu høretelefoner!

MIIEGO kan købes i specialbutikker – bl.a. Bodyzens webshop samt i Kolding samt på MIIEGOs hjemmeside: www.miiego.com