Blog
Trail World Championship 2018 – Penyagolosa
“Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre”
D. 12. maj stod jeg for tredje gang klar til at repræsentere Danmark i de røde og hvide farver. Det er en stor ære hver gang og noget ganske særligt at blive udtaget og få muligheden for at løbe med og mod verdens bedste løbere.
Verdensmesterskaberne i trail 2018 bød på 88,1 km gennem et bjergrigt og teknisk terræn med ca. 5000 positive højdemeter fra Castillón nær havet til Sant Joan de Penyagolosa 1280 meter over havets overflade i Spanien. Dermed en rute med flere opadgående højdemeter end nedadgående. Umiddelbart ligger det ret godt til mig at løbe nedad, men efter mit vrid i foden i forbindelse med verdensrekorden på Kilimanjaro, passede det mig egentlig meget godt med de mange opadgående stigninger. Dog målte de negative højdemeter alligevel 3700, så at sige ruten var uden nedadgående bakker, er næppe korrekt.
Kl. 6 stod 49 nationer og 365 af de bedste trailløbere i verden klar til start på stadionet i Castellón, og da startskuddet lød, gik det obligatoriske
startkuller og –ræs afsted, og jeg tog mig selv i at forlade stadionet som en af de sidste. Selvom jeg loggede første kilometer under 5 min/km, synes jeg ikke, jeg lod mig ikke påvirke af den galskab, der kan tendere til at udsprede sig blandt løbere, som har glædet sig til at vise, hvad de kan og som har trænet mod dette mål i mange måneder. Alligevel var det ret specielt at udgøre den bagerste 5% af feltet de første mange kilometer.
Efter få kilometer bragte ruten os væk fra byen, og stierne med grus, store sten og fine stigninger stod foran os krydret med en fantastisk udsigt og en sol, der stille og roligt begyndte at stå op.
Jeg havde mine favorit trailsko Speed Instinct på fra Hoka One One, som har stået mig bi de sidste mange mesterskaber, men pludselig mærkede jeg noget skarp stikke ind i min højre trædepude, og jeg måtte stoppe for at få det væk. En pyramideformet sten havde spiddet sig op gennem sålen, og jeg kunne simpelthen ikke få den ud. Jeg måtte bare acceptere at løbe med den, selvom den til tider, smertede mig noget så grusomt. Jeg kunne godt mærke, jeg blev en smule frustreret hver gang, jeg fik trådt på en ujævn og hård underflade – ja, det var jo faktisk ikke til at undgå – hvor det præcis føltes som det, det var: en skarp sten op i foden. Jeg planlagde i mit hoved at få skiftet højre sko i første bemandet depot, hvor Danmark havde to hjælpere til at stå, Koen og Henrik. Problemet var bare, at det først lå 31 km inde og ifølge min tidsplan ville det tage mig 3,5 timer.
Jeg laver altid en tidsplan med dertilhørende overblik over væskeindtag. Til dette års VM var jeg for første gang nogensinde oprigtig bekymret for en stram cutoff på 4 timer, men som landsholdskoordinator, Søren Rasmussen til ”tecnical meeting” dagen før, dog havde insisteret på at få lempet, nu var 4 timer og 15 min. Et cutoff der vil betyde, at en del af deltagerne vil blive diskvalificeret og ikke få lov til at fortsætte.
Stenen tillod mig ikke at løbe op til mit bedste og det pressede mig, når jeg var tvunget til at sætte tempoet ned eller træde anderledes på foden for at kompensere. Mit blik og fokus var rettet efter steder i underlaget, som var blødt og jævnt for derfor ikke at få den jagende smerte op gennem foden, når den skarpe sten blev presset mod trædepuden. Jeg tænkte ofte på, at min hårde hud netop der – for første gang – kom mig til gode, og jeg prislønnede mine grimme løbefødder med blå, brune og gule negle samt hård hud og knyster på diverse spots. Tænk sig hvor ondt det ville have gjort, hvis jeg havde haft silkebløde, fodterapeutbehandlingsmodtagende og nuttede fødder?!
Efter fight og battle ramte jeg første depot efter 3 timer og 52 min og fik byttet den højre sko ud samt smidt nogle heftige bandeord afsted. Og heldigvis hjalp skobyttet med det samme, selvom trædepuden stadig føltes øm. Faktum var også, at Dorte og Harriet var henholdsvis 20 og 21 min foran mig, men jeg var ærligt talt bare glad for at have nået cutoff’et og endelig kunne begynde at koncentrere mig om at løbe. Og tu-hej, hvor det pludselig gik derudad! Zen, flow, mojo eller hvad man nu kalder det, når krop, ben og hoved går op i en højere enhed og hvor jeg stille og roligt begyndte at overhale et par løbere hist og pist. Jeg nød den betagende natur og det tekniske terræn, der hele tiden var varieret med en blanding af singletracks, store stier og lidt asfalt hist og pist.
Jeg ramte depot 2 ved 40,3 km i fin stil, og selvom jeg faktisk selv tænkte, at jeg havde tabt meget tid frem mod det første, fik jeg meldingen om, at jeg nu kun var 6 min fra Harriet og sådan en melding giver altid energi og blod på tanden. Efter et par kilometer i bagende sol, spottede jeg Harriet i det fjerne, og jeg kunne godt fornemme, at hun ikke var helt på toppen. Det er altid svært at møde en holdkammerat, hvor man kan se, tingene ikke helt kører. Egentlig har man jo bare lyst til at stoppe op, give en krammer og tage den med ro, men det kan man ikke ved et VM og det ved både Harriet og jeg. Vi snakkede kort sammen og jeg strøg videre og håbede, hun ville genfinde energien. Hvilket hun i øvrigt gjorde.
Jeg var virkelig godt løbende og jeg begyndte at overhale mange løbere. Jeg vidste godt, jeg lå ret højt i pulszonerne, men jeg kender efterhånden min krop ret godt, og ved, hvad den kan holde til, så jeg kløede bare på. Især opad følte jeg mig godt kørende, og kunne klart mærke træningen fra min forberedelser til Kilimanjaro tilbage i februar. Nedad var jeg en smule mere forsigtig, da jeg jo præsterede at vrikke rundt på foden 4 dage før verdensrekordforsøget. Jeg syntes egentlig, at jeg har haft en god genoptræning, men nervøsiteten for at lave nummeret igen, sad i mig og jeg kunne ikke helt ryste det af mig. Det kunne dog ikke holde mig fra at nyde sporet, omgivelserne og det faktum, at jeg rendte rundt her blandt verdens bedste løbere og faktisk hyppigt overhalede både mænd og kvinder.
Jeg strøg ind i det sidste depot ved 62 km, men fik hurtigt et chok, da jeg blev gjort opmærksom på, at både Simon og Anders var udgået. Super ærgerligt og jeg kunne sagtens sætte mig ind i deres skuffelse, men man bliver bare nødt til at ikke at lade sig påvirke på deres vegne og rette fokus mod et effektivt depotbesøg.
Afstanden herfra og til næste ubemandet depot var 15,7 km med lidt over 1000 positive højdemeter, så jeg ville få brug for mere væske end de 2x 500 mL-dunke, som jeg havde plads til i min UltrAspire-vest. Jeg tog derfor en 250 mL soft bottle med cola ned i bh’en og sørgede for at drikke den først og dertil fik jeg saftige appelsinbåde i en lomme i vesten, som jeg kunne spise af løbende. Det er måske ikke noget, man på normal vis lige putter i lommen, men hold op, hvor var de dejlige at spise af, når varmen virkelig tog til!
Omkring 10 km efter sidste depot befandt jeg mig på en lang stigning, og jeg kløede godt på med et rytmefuldt arbejde med stavene. Mine ben og krop fungerede godt og jeg nød de hårde og udfordrende bakker. Da jeg nærmede mig toppen af bjerget kunne jeg spotte min landsholdskollega Dorte Dahl, som også så ud til at være godt kørende med hendes hænder-på-lår-stil. Hun spottede også bag i baggrunden, og sej som hun er, satte hun tempoet stille og roligt op, og jeg tog en meget bevidst beslutning om ikke at følge efter. Jeg ville holde mig til planen og først satse fra det ubemandede sidste depot ved 77,8 km og æde mig selv i mål. Jeg kunne måske have fuldt med hende, men hvis jeg gik kold for tidligt, kunne jeg tabe mange minutter og jeg var ikke villig til at tage chancen.
Jeg begyndte også at kunne mærke trætheden i benene og kroppen, men ved det sidste depot indledte jeg jagten på den bedste mulige tid, den bedste mulige placering og høstning af de højeste mulige ITRA-point*. Jeg forsøgte at værdsætte, at træthedsfølelsen først kom nu og ikke tidligere i løbet. Tænk hvis man allerede blev træt efter det første marathon – så var der skisme lang vej endnu, men de sidste ca. 10 km kan konverteres til noget, man altid kan overkomme. Det er fx to omgange på min morgenrute derhjemme, som jeg gang på gang har luntet rundt i søvne med trætte morgenstænger.
De sidste 3 kilometer af ruten var nedad, og jeg så virkelig frem til at ramme den sidste top og fyre de allersidste kræfter af mod mål. At løbe nedad lyder nemmere end det er. Især når man har over 80 km i benene allerede, og underlaget er teknisk og ujævnt med en profil på -110 hm på den sidste kilometer, kan de godt nappe lidt i lårbasserne.
Det er en vild følelse at løbe over målstregen efter 12 timer, 14 min og 11 sekunder. Jeg var glad, tilfreds, stolt og nok også lettet over det endelig var slut. Jeg var godt klar over, at dette var min hidtil bedste præstation i trail-disciplinen, men jeg ved også, at jeg kan præstere endnu bedre.
*Pointsystem som vurderer ens præstation
Tak til mine sponsorer:
Apollo Sport, Sportmaster, CEP Danmark, timetofly.dk, Zebla, Yding Grønt, Grau Shipping, Bo Kortegaard, Gitte Schlage, Lån&Spar Bank Kolding og Tobbers.
Og til jer som følger med derude.
Resultater overall og for Danmark:
Kvinder
1. Ragna Debats NED 9:55,00 timer
40. Dorte Dahl DEN 12:08,35
49. Kristina Schou Madsen DEN 12:14,11
72. Harriet Kjær DEN 13:08,49
Hold
1. Spanien 31:0529 timer
15. Danmark 37:31,25
Mænd
1.Luis Alberto Hernando ESP 8:38,35 timer
73. Christian Nørfelt DEN 10:46,15
103. Peter Arnoldsen DEN 11:41,05
140. David Stoltenberg DEN 13:22,17
DNF Simon Grimstrup DEN
DNF Anders Aagaard Hansen DEN
Hold
1. Spanien 26:45,08 timer
27. Danmark 35:49,37
Link til resultatliste: https://penyagolosa.livetrail.net/classement.php?course=twc&cat=scratch
Sammendrag for de to åbne løb og VM:
Længere sammendrag for VM med udgangspunkt i frontløberne:
Verdensrekord på Kilimanjaro
Optakten
Mange måneders træning og forberedelse skulle fredag d. 23. februar kulminere i et verdensrekordforsøg på at nå toppen af Kilimanjaro som hurtigste kvinde i verden. Med Josephine Dewett som makker og Simon Grimstrup som altmuligmand, var vi et stærkt dansk team med kun ét problem: Vi har ingen bjerge i Danmark, men det er der jo ikke nogen i Afrika, som ved…
Den indledende fase til rekordforsøget blev tilbragt sammen med en Topas-gruppe bestående af 16 mand med en mission om at bestige Kili på 7 dage i et roligt tempo med et akklimatiseringsfokus i top. Det var en perfekt forberedelse, og jeg og Josephine havde en rigtig god tilvænning til højden. Første dag ramte vi 3000 meter over havets overflade(moh), anden dag 3800 moh og sådan gik det til toppen, hvor alle af 16 gruppedeltagere undtagen én nåede toppen. Den sidste nat trekkede vi fra Kosovo Camp i 4700 moh mod toppen af Kilimanjaro(Uhuru). Jeg havde en smule ondt i baghovedet, da vækkeuret ringede kl. 01 og jeg kunne med det samme se, at hverken Jose eller Simon var på toppen. Simon havde kvalme og Jose ondt i hovedet, men da vi angreb bjerget forsvandt min hovedpine og jeg havde det godt stort set helt til toppen. Jose kæmpede en del mere, og måtte have hjælp af guider til at nå toppen. Hendes tempo var super langsomt, og jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive lidt utilpas og grunden var nok, at jeg tilbragte for lang tid i højden. Jeg ville dog ikke forlade Jose, selvom jeg vidste, hun var i gode hænder. Vi nåede toppen sammen, og det var absolut en kæmpe oplevelse. Under nedstigningen fik Josephine det hurtigt bedre, mens jeg selv, kæmpede med kvalme. Det føltes som en omgang tømmermænd af den ubehagelige slags, hvor det at kravle fra sengen ind på sofaen føles som en uoverskuelig rejse. Jeg famlede mig ned af 1200 meters højde i løst sand og klipper, og faldt omkuld i mit telt i Kosovo-campen. Lettet og glad over endelig at kunne ligge ned, og jeg må indrømme, at jeg forsøgte ikke at tænke alt for meget over det kommende rekordforsøg!
Efter et par timer på langs begyndte de sidste fra gruppen at komme ned til lejren, og vi fortsatte samlet ned til Millenium Camp i 4000 moh, hvor jeg fik det godt igen. Jeg tog mig frihed til at løbe derned, og det var virkelig dejligt.
Mens alt var godt skete der det, som ikke måtte ske. Jeg vrikkede om på min venstre fod og jeg vidste med det samme, at det var noget skidt. Jeg bandede mig selv langt væk for at have været så uforsigtig og dumdristig, men jeg blev grebet af stemningen. Sket var sket, og jeg måtte have mit fokus rettet mod at give den forvredne ankel den nødvendige behandling og støtte. Foden var hævet og blå, men gjorde heldigvis ikke så ondt, og det så jeg som et godt tegn. De kommende dage i Moshi gik med kompression, elevation og at komme ud og gå på foden på jævne overflader.
Jeg var fortrøstningsfuld, men også realistisk vedrørende det dobbelte rekordforsøg( op og op+ned), som det kunne blive nødvendigt at skære ned til ét. Det var en hård tanke, som jeg blev nødt til at arbejde på for at acceptere. At slå rekorden op har dog altid været det vigtigste og klart det, som jeg trænet mest mod.
Rekorddagen
Fredag d. 23. startede kl. 3.30 med en stram stram optapening af en fod, som stadig var brun, lilla og gul, men jeg var ved godt mod og var indforstået med et eventuelt opsamlingsarbejde efter rekordforsøget. Kl. 4.45 blev vi hentet af vores team, som skulle starte med os ved Mweka Gate. Humøret var højt bilen, og det var svært for mig at gå ind i min lille bobbel af fokus inden et race, som dog også blev afbrudt af, at vi pludselig bremsede op og der kom røg fra motorhjelmen. Lukas, Dustan(de to portere, som skulle løbe med os fra gaten) samt chaufføren steg ud og begyndte at rode i motoren. Jeg tænkte: “Det er LØGN, det her…”. I et kvarters tid knoklede gutterne på, mens Simon beroligede os med, at vi jo ikke skulle nå et startskud, og at vi i princippet kunne starte rekordforsøget, når vi ville. Jeg ville dog gerne holde mig til planen og starte kl. 6, og pludselig var der gang i bilen igen. Røgen var væk og vi kørte op en den hullede grusvej til starten ved gaten i 1630 meters højde.
Starten kl. 6 blev nøje dokumenteret med billeder, film og vidner og på slaget løb Josephine og jeg afsted med vores to hjælpere samt Simon. De første ca. 1000 højdemeter(hm) blev forceret i mørke med vores pandelamper på og vi fulgtes ad med få meters mellemrum. Underlaget var stejlt, men vi vidste begge, at stigningsprocenten her var ingenting i forhold til, hvad den sidste halvdel af ruten ville byde på. Jeg kløede godt på, men som altid skal mine ben lige i gang og min krop skal lige forstå, hvad jeg har besluttet, den skal gøre. Her kan vi godt være lidt uenige en gang imellem, men det er som regel mig, der får min vilje!
Vi havde tre depoter på turen op og ned, hvor første var Mweka Camp, som vi gerne skulle nå efter 1.50. Vi ramte begge en perfekt splittid, hvor Josephine tilbragte lidt mere tid med at få tanket op end jeg selv, og her skiltes vi. Jeg var hurtigt videre sammen med min hjælper, Dustan, og Simon indhentede os efter lidt tid. Jeg gav Dustan en lille vandflaske og bad ham om kort at holde mine stave. Hvad jeg ikke havde opfattet var, at han var ved at gå kold og han sakkede bagud. Pludselig var han væk og Simon og jeg undrede os over, at han ikke kunne holde tempo. De vader jo bjerget op og ned hele tiden, men at forcere det i højt tempo er nok mere krævende end som så. Heldigvis var Simon vågen og fik mine stave med.
Vi accepterede, at hjælperen ikke var til megen hjælp og nåede næste check point ved Millenium Camp(3900 m?) på minuttet i forhold til tidsplanen. (9.15?!) Nyt vand, mere energi og en slurk te inden vi hurtigt drog videre mod Barafu Camp i 4700 meters højde. Jeg var virkelig godt kørende. Fuldt fokus, god rytme, benene var for alvor vågnet og jeg var fast besluttet på at slå den rekord. Men jeg tog også beslutningen om, at jeg ikke ville gå efter den dobbelte rekord, da min fod brokkede sig en del på de ujævne flader.
På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg ville slå den rekord, men den altafgørende faktor om, hvordan min hårdtarbejdende krop ville reagere i højderne, gjorde mig nervøs. Jeg måtte bare klø på med en fornuftig intensitet, som jeg i høj grad styrede med pulsmåling og fornemmelse i kroppen, og så håbe på det bedste. Alt omkring mig fungerede perfekt og Simon var en kæmpe hjælp med motiverende snak og faktainfo om tider, højdemeter og tidsplan. Vi knoklede på mod Barafu, og den tynde luft begyndte at have større og større indflydelse på min vejrtrækning og fysiske formåen. Men jeg var forberedt på det, og forsøgte at holde tempoet så højt og kontinuerligt som muligt.
Jeg tog mig selv i at tænke, hvor er det her fedt. Lille mig er på vej op af Kilimanjaro, og hver gang jeg kiggede op, kunne jeg se den snebeklædte top, der ventede på mig. Jeg var kommet fra den frodige regnskov, til månelandsskabet(Moor land) og jeg var på vej til den alpine ørken og skulle ende i en arktisk zone på toppen. Hvor mange får lov til at opleve det?
Simon og jeg nåede Barafu, hvor vi havde et større depotbesøg. Jeg skulle have lange tights på, tisse og tanket op. Dertil skulle jeg have chef-guiden Freddy med som hjælper mod toppen, og jeg syntes, jeg havde givet instruks om hans opgave om at bære mit varme tøj og 3 liter væske, men hans taske var ikke pakket. Mens jeg skiftede bukser, fik jeg pakket hans taske, og inden jeg ser mig om, var han allerede gået i forvejen. Her skulle jeg lige afkode situationen og acceptere at deres mindset ikke var lig vores. Simon og jeg kom dog godt afsted alligevel, men var begge enige om, at det ikke var et særligt effektivt depotbesøg.
Der ventede mig 1200 højdemeter i ekstremt stejlt terræn med klipper og løst sand i over 5000 meters højde. I disse højder er der under 50% af den ilt til rådighed, som jeg ellers er vant til og det havde enorm påvirkning på mine kræfter, men det eneste, jeg havde i hovedet, var den rekord. Kroppen hungrede efter ilt og pause, men jeg ville have den rekord. Vi indhentede ret hurtigt Freddy, som holdte ved os et kvarters tid før han også sakkede bagud. Jeg nåede ikke at tænke på, han bar alt mit tøj, udstyr og Red Bull-dåsen, der skulle flashes på toppen i sin taske.
Simon gik for det meste lidt foran mig, for at vise mig den bedste vej op. Han forsynede mig med mellemtider og statistikker, og ca. 1 time før toppen sagde han, at nu skulle jeg klø på. Og det gjorde jeg så. Jeg satte alt ind på at komme frem i højest muligt tempo, og et kort stykke inden Stella Point kunne jeg høre Simon råbe bag mig, at han ikke kunne følge med længere og at jeg skulle give den max gas.
Jeg spurgte ham om rekorden var hjemme, og han svarede: “Ja, for faen”. Præcis ved Stella Point gik det op for mig, at jeg havde slået rekorden. Spørgsmålet var bare, med hvor meget. Jeg åd mig selv til toppen… Jeg har aldrig prøvet noget, der var så hårdt… Min krop skreg: “STOP”, men jeg vilel det så meget, at jeg ikke hørte den. Jeg forsøgte at sætte i løb, men mine ben var som gelé og jeg blev pludselig hjulbenet med knæerne vendende udad. Trods det, var jeg et kæmpe smil hele vejen, selvom alt i min krop brokkede sig. 19 min og 55 sekunder tog det mig fra Stella Point til Uhuru(toppen) og jeg ankom med hænderne løftet over hovedet. Der stod en amerikansk gruppe derude, og de spurgte med det samme, hvorfor filan jeg kom løbende. Jeg fik fremstammet, at jeg havde slået verdensrekorden og tårerne pressede sig på. “I’m okay, but I’ve just beated the world record!”. Vi fik taget billeder, og jeg var meget opmærksom på at få lavet den rette dokumentation med billeder og splittider. Efter 5-6 min kom Simon og han fik det største knus! Han var også helt op at køre, og efterfølgende kan jeg kun sige, at jeg ikke kunne have klaret dette uden ham. Både i planlægningsfasen og i udførelsen var han uundværlig. Professionel, realistisk, motiverende og en ven.
Jeg slår verdensrekorden med 16 min i tiden 6.52.54!
Efter fejring på toppen gik vi roligt ned til Stella Point, hvor vi mødte Freddy og endnu en omgang fejring blev sat i værk! Det var fantastisk og jeg var i den syvende himmel indtil vi spottede Josephine lidt længere nede af bjerget. På lang afstand var det nemt at se, hun ikke var godt kørende. Vi løb ned til hende, og ret hurtigt blev beslutningen taget om, at hun skulle stoppe ved Stella Point. Hendes guide Luca tog hende kyndigt under armen og førte hende ned ad bjerget. Det gik faktisk så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med og jeg fik det egentlig også lidt dårligt på vej ned. Jeg havde nok tilbragt for lang tid på toppen, men intet kunne spolere min glæde.
Rute: Fra Mweka Gate til Uhuru
Distance: 21,3 km
Højdemeter: +4265 hm
Sko: Speedgoat fra Hoka One One
At bestige Kilimanjaro uden pause fra bund til top, er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men også en kæmpe oplevelse. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik mulighed for at få denne oplevelse.
Jeg vil gerne takke Topas Travel for planlægning, afvikling og et yderst professionelt samarbejde omkring rekordforsøget. Dertil et stort tak Red Bull, Garmin, The Good Karma Company og mine andre sponsorere samt min dejlige kæreste Henrik, min familie og venner.
Marathon des Sables -Fuenteventura
Marathon des Sables-arrangørerne er på banen med et nyt og spændende etapeløb, og i starten af august ringede Apollo Rejser for at høre, om jeg kunne have lyst til at løbe med. “Hmm, jo tak – det vil jeg da gerne”. 120 km fordelt over tre dage i ørkenen kunne jeg da ikke sige nej til!
Fakta:
– 120 km med hemmelig rute og distance fordelt over 3 etaper
– Selvforsynende
– Overnatning i telte
Efter ankomst på Fuerteventura søndag d. 24. september og en overnatning på Playitas var jeg klar til mit andet etapeløb inden for en måned. Jeg havde netop gennemført Transalpine Run på 283 km gennem Alperne, så målsætningen for MdS var at lytte til kroppen og acceptere, hvis den var træt. At være træt skulle dog vise sig ikke helt være tilfældet!
Mandag d. 25. september mødtes alle deltagere ved La Pared i Pájara, afleverede finisher-dropbag, fik tjekket minimumsudstyr og skulle herfra gå den 7,5 km lange gåtur ud til campen, som ville være vores overnatningsted i en-mandstelte de kommende dage. Et perfekt setup til at tjekke rygsæk og udstyr, og jeg fulgtes med Mia(svensk ultraløber), Bo(dansk deltager) samt to svenske brødre Stefan og Henrik. Vi blev hurtig en femkløver, der holdte sammen og vi delte også camp.6 personer i hver deres telt i en ci1/6
Om aftenen var der stor buffet midt i ørkenen samt en uddybet racebriefing og velkomst af race director og legeneden Patrick Bauer. Ved alle Marathon des Sables-løb ved man på forhånd kun meget lidt om etaperne, og en del af charmen er at få de spændende detaljer aftenen før:
1. etape: 25,5 km
2. etape: 66,5 km
3. etape: 21,1 km
Rutekort til hver etape bliver først udleveret et par timer før selve startskuddet med undtagelse af første etape, som vi fik breaket aftenen før.
Ved disse typer af selvforsynende etapeløb skal man med medbringe et minimum af udstyr, som arrangørerne til enhver tid kan kræve at se, og fejler man at fremvise, gives en tidsstraf. Man må gerne have mere med, men det er vigtigt at få vægten af sin rygsæk så langt ned som muligt:
Mandatory equipment:
– backpack MDS or equivalent
– sleeping bag
– head torch and a complete set of spare batteries
– 10 safety pins
– compass, with 1° or 2° precision
– lighter
– a whistle
– knife with metal blade
– antiseptic cream
– a signalling mirror
– one aluminium survival sheet
– one tube of sun cream
– 200 euro
– passport
– medical certificate signed by the doctor and original ECG
1. etape
Efter en tvivlsom nats søvn i det lille telt samt morgenmad bestående af havregryn med tørrede frugt og nødder, begav vi os afsted på en 3 km gåtur til busser, som skulle fragte os til startstedet for første etape.
Af en eller anden årsag var jeg af den overbevisning, at vi skulle overnatte på forskellige spots på øen og løbe til og fra, men det viste sig, at teltene blev stående og vi blev kørt til de forskellige startsteder, hvor mål altid ville være i vores ørkencamp. Jeg synes dog, det virker lidt tosset at løbe rundt med fuld oppakning på(inkl fx liggeunderlag og sovepose), når vi alligevel kommer tilbage til samme sted, og meningen med at være selvforsynende havde jeg svært ved at finde. Men skidt pyt!
Vi startede på stranden Playa Las Coloradas, hvor de første 500 m af etapen skulle løbes på blødt sand. Alle strøg afsted, og jeg er efterhånden vant til at blive overhalet af feltet, og det kommer dermed ikke længere bag på mig. Dog skulle jeg alligevel have været lidt opmærksom, da jeg endte i kø til en lang smal bakke op fra stranden. Det tog desværre lidt tid, men det var der ikke så meget at gøre ved.
Stigningen var jævn stejl de første 6 km med omkring 500 højdemeter, og det meste var løbebart i et langsomt tempo. Jeg skulle især vende mig til varmen, som strøg op omkring 38 grader, og nedløbet med vind i håret var kærkomment. Turen ned af bjerget bød på en fantastisk udsigt over vand og strand, og underlaget var en smule teknisk med de små rullende vulkansten og grus.
Vi ramte første checkpoint efter omkring 10 km, og herefter fulgte 11 km i blødt sand langs vandet. Min krop burde være træt efter, hvad jeg har udsat den for det sidste stykke tid, men den var klar til battle, og jeg begyndte langsom at æde mig ind på en del af de andre deltagere. At løbe i sand er virkelig energikrævende og med en 7ish kilo rygsæk sluger underlaget blot mere af din energi. Trods det var det et super fedt stykke af løbe på. Enormt flot, fysisk krævende og med solen bagende ned på mig uden mulighed skygge var et setup, som jeg var vild med.
Efter strandstykket fulgte et stejlt stykke op ad klipper, hvor jeg måtte ned på alle fire og kravle op.
Virkelig sjovt og anderledes, og også her fik jeg overhalet to gutter, og spottede en kvinde i grønt og gult outfit lidt længere fremme. Jeg vidste, jeg lå som fjerde kvinde, og at se tredjepladsen rende rundt ude i horisonten er noget, som mit konkurrence-gen har svært ved at håndtere! Derfor kom jeg op i tempo, og vi havde en fed fight op ad en stejlt og vild sand-“dune”, som slugte alle ens skridt, hvis man blev stående for lang tid. Jeg fandt en rytme med at bruge hænderne også, og jeg overhalede den skotske kvindelige løber, som ellers inden havde stået på startstregen og pralet med alle hendes forskellige sejre.
At nappe hende var en fed fornemmelse, og de sidste 5 km var benhårde, da jeg for alt i verden ikke ville risikere, hun skulle overhale mig igen. Det gjorde hun ikke, og jeg fik – til min egen overraskelse – 3. pladsen og kom i mål i tiden 3.33.25 ved campen La Pared Isthmus.
Jeg var klar til hygge, afslapning og forberedelse til etape nr. 2, som med dens 66,5 km passede mig bedre end de to “korte” etaper.
Vores camp-femkløver blev til en sekskløver, da Michael “Guldbamsen” joinede os. Det skulle vise sig, at han både kunne løbe enormt hurtigt og også koge vand enormt hurtigt! Faktisk gjorde han alt lige et hak hurtigere end alle os andre, og det var sgu egentlig meget cool!
2. etape
Efter den obligatoriske 3 km-gåtur og fragt med bus til start, var jeg klar til den lange etape på 66,5 km. På grund af en sammenfaldet klippeside, blev ruten desværre kortet et par af, og det ærgrede mig en smule.
Vi startede på en strand ved Aguas Verdes og skulle løbe fra nord mod syd mod La Pared Isthimus, men denne gang på det vulkanske underlag med hårde sten og grus. Vi løb langs vandet på klipper, og det var et fantastisk sted at løbe. Jeg lagde langsomt ud, og da jeg overhalede de to svenske løbere, Henrik og Stefan, meldte de min placering til at være nr. 7 blandt kvinderne. Der gik dog ikke længe, før jeg lå på en 4. plads og spottede den spanske løber, Ines i det fjerne.
Varmen fra solen var brændende, men en let brise fra havet kølede dejligt. Jeg nød det blå hav og hvide sand til den ene side samt de orange bjerge og golde vulkanklipper til den anden. Et perfekt setup og jeg tog det ind. Jeg vidste, at jeg ville overhale Ines – det var blot et spørgsmål om tid, og på en stejl bakke kunne jeg ikke dy mig for at give lidt god gas. Vi snakkede kort med hinanden på mit meget begrænsede spansk, men jeg kunne forstå, hun var træt og havde det varmt: “Caliente”. “Cansado”.
Hermed lagde jeg mig i en dejlig 3. position blandt kvinderne, og løb og tænkte på, at det var jeg skisme godt tilfreds med. Denne tanke blev efter 2. checkpoint afbrudt af at spotte Yolanda i det fjerne, og det gav blod på tanden. Jeg var godt løbende, terrænet var tilpas teknisk og med skiftende op- og nedløb og humøret var højt. Andet checkpoint var placeret i udkanten af en lille by, og jeg så et temperaturskilt med cifrene “42 C”, og det slog mig, at det faktisk var vildt varmt!
Jeg havde aftenen forinden klippet min buff i to dele, og klippet den ene del til et stofstykke, som jeg med sikkerhedsnåle havde sat fast i min cap som et slør for nakken. Dette skygge for solen, og jeg kunne gøre sløret vådt ved checkpoint’sne, så det kølede. Det andet stykke buff havde jeg rundt om min hals, så det også skyggede for solen, og det kølede også, når jeg gjorde det vådt. Skiftevis kunne jeg have det om halsen og om panden under cap’en. Sammen med solbrillerne, halvlange ærmer i min hvide t-shirt samt hvide lange kompressionstrømper fra CEP gjorde at jeg havde det fint i varmen.
Jeg overhalede Yolanda på strækket fra andet checkpoint til tredje samt en del mænd. Stykket herimellem var lidt småkedeligt, hvor underlaget bestod af store grusstier og omgivelserne af små byer, lidt trist natur og kogende hede uden brise fra vandet. Jeg kom igennem stykket med fokus på, jeg var godt løbende og med klap på mine egne skuldre, når jeg overhalede de andre.
Sidste del af etapen frem til checkpoint 4 differentierer sig ikke så meget, men herefter skal vi op og ned af nogle bjergsider, og det er både smukt og teknisk krævende. Selvom vi har løbet over 40 km, har jeg masser af energi, og på et sted ved omkring 45 km spotter jeg den førende kvinde, Anna-Marie Watson. Til at starte med har jeg ikke ambitioner om at overhale hende, da jeg af en eller anden mærkelig grund er godt tilfreds med min andenplads. Jeg har skræmmende fornuftige tanker om, at skal passe på mig selv, da jeg burde være mere træt efter de 283 km gennem Alperne, og at hvis jeg presser mig selv til udmattelse, vil det tage evigheder at blive klar igen. Desuden har jeg et vildt spændende program i 2018 med DM kort trail i januar, et verdensrekordforsøg på Kilimanjaro i februar, et 220 km etapeløb på Fiji i april og forhåbentlig kvalificerer jeg mig til både VM i trail til maj og VM i bjergløb til juni og et DM langt i efteråret. Mon jeg endelig er ved at blive en ansvarsfuld, moden, voksen og fornuftig løber?!
Svaret er: “Nææææh”! – Jeg lever for at løbe og jeg elsker at konkurrere. Både min krop og ben føltes gode, så hvorfor ikke give det et forsøg? Ved 5. checkpoint får jeg en mellemtid, der fortæller at Anna-Marie er 2 min foran mig, og at hun følges med en tysk løber. Jeg tanker hurtigt op, og sætter jagten ind. Der går ikke længe, før jeg spotter de to. Et par gange måler jeg ved hjælp af mit ur, hvor lang tid efter, jeg er. Det er en metode, som jeg synes er motiverende: Spot Anna-Marie ved et tydeligt sted(fx en stor sten, træ etc) og lav en omgangstid på uret. Når du selv passerer spottet, trykker du omgangstid igen, og vupti, så ved du præcis, hvor lang tid du er efter. Jeg halede stille og roligt ind, og forventede at lande i 6. checkpoint sammen med hende, men da jeg nåede dertil, var hun allerede væk. Det var sidste gang, jeg så hende på 2. etape, og de sidste kilometer mod mål var i blødt sand op og ned af sandbakker med pandelampen tændt. Det var barskt, og jeg endte med at gå lidt kold for energi, og varmen i løbet af dagen, havde sat sine spor. Jeg endte 13 min efter en stærkt afslutning fra Anna-Marie, men vigtigst af alt fik jeg et samlet forspring til Yolanda på 24 min, som må siges at være et godt udgangspunkt for 3. etape.
Jeg kom i tiden 8.31.36 efter 63,1 km og 1852 positive højdemeter.
Da jeg mørbanket, sulten, tørstig og træt kom i mål blev jeg taget til side og skulle dopingtestes. Det er rigtig fint og god stil, at løb som disse bakker op om en ren sport, men at blive taget til side og skulle aflevere urinprøve under overvågning, var i øjeblikket total uoverskueligt for mig. Jeg kunne for det første ikke tisse, og jeg drak og drak og drak vand. For det andet havde jeg overlevet de sidste par kilometer med den tanke om at vælte omkuld i mit telt. Da jeg endelig kunne mærke, at nu kunne der tisses en smule, gik det op for mig, at det kun kunne foregå i en skovskidder-squat-stilling med risiko for diverse krampeanfald i bentøjet. Tisse-situationen var ikke køn, og jeg blev nødt til at smågrine lidt over mit forsøg på at ramme det lille bægre i en vaklende bambi-position. Resultatet blev at jeg overtissede mine hænder, strømper, gaiters, sko samt bægeret med æblejuicelignende tis, men jeg var mildest talt ligeglad. Jeg ville bare sove.
Desværre var mit Klymit-liggeunderlag punkteret og jeg orkede ikke at finde hullet og lappe det. Jeg var tilfreds med at sove i teltet på jorden.
Dagen efter gik med afslapning, røverhistorier og så meget mad som muligt. Det var virkelig en hyggelig dag, men også lidt en underlig fornemmelse med en hviledag. Hvorfor ikke bare klø på? Men eftersom de sidste deltagere nåede målstregen i løbet af formiddagen, forstod jeg jo godt, hvorfor cut off var på 28 timer og en tvungen hviledag.
3. etape
Målet for sidste etape var klar: Jeg skulle forsvare min andenplads, og taktikken blev at følge Yolanda de første 5 km, og herefter kunne jeg vurdere, hvad energien rakte til. Jeg havde aftenen forinden overhørt en samtale på spansk mellem Yolanda og en anden deltager om, at hun ville give den max gas. Dog er 24 min meget at hente på de 21 km, men eftersom jeg ikke er den hurtigste hare i skoven, ville jeg alligevel lægge en plan.
Ganske rigtigt startede Yolanda i et hæsblæsende tempo på det udfordrende vulkanske terræn, som hun boltrede sig i. Hun bor og træner til daglig på de kanariske øer, og det var en fryd for øjet at se, hvor let og elegant, hun bevægede sig hen over terrænet. Jeg åd mig selv, og ignorerede min abnorm høje puls. Jeg havde følgeskab af 4 gutter, som sammen havde besluttet at følge mig, da de mente, jeg løb “intelligent og rationelt uden at lægge for hårdt ud”. Jeg måtte fortælle dem, hvad min plan var, og på ægte trail-manér meldte de tilbage, at de ville hjælpe mig med min plan. Det var dejligt med selskab, selvom jeg ikke var så snakkesaglig. Jeg lyttede interesserede til deres både dobbelte og tredobbelte ironmans og deres tidligere deltagelse i Marathon des Sables i Marocco.
Vi slap Yolanda ved 7 km-mærket og jeg følte mig tryg ved at lade hende løbe. Jeg selv var ramt af varmen og lidt trætte ben. Min puls var faretruende høj, og jeg var lidt bekymret, om jeg kunne blive ved med at holde den så højt. Så længe jeg blot bevægede mig fremad, kunne Yolanda umuligt hente 24 min på de resterende 14 km, så jeg vurderede, at det var bedre at nå sikkert i mål i et lidt lavere tempo og med lidt lavere puls end at risikere at gå helt kold.
Med 4 km igen efter blødt sand og med de sidste bjerg-stykker i udsigte, ser jeg Anna-Marie foran mig, og bliver mindet om, at måske bevæger jeg mig ikke så langsomt alligevel.
Jeg når mål i tiden 2:20:52, som er ca. 2 min efter Anna-Marie og 7 min efter Yolanda.
Jeg får en samlet 2. plads og slutter overall som nr. 21 i tiden 14:35:05, og er super stolt og tilfreds over min præstation. Det er nok ikke sidste gang, jeg stiller til start ved et Marathon des Sables 🙂
Sko: Speed Instinct fra Hoka One One
Et stort tak skal lyde til især Apollo Sport for at invitere mig samt resten af mine sponsorerne og venner, familie og følgere. Tusind tak for støtte og opbakning.
Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567
Og følg mig på Instagram:
https://www.instagram.com/kristinaextremerunning/
Link til den fulde resultatliste:
http://www.marathondessables.com/en/marathon-des-sables-fuerteventura/news/provisional-ranking
Tjek også Marathon Mia samt Ian Corless blog om Marathon de Sables:
https://iancorless.org/2017/10/04/half-marathon-des-sables-fuerteventura-2017-summary/
Transalpine Run 2017
Transalpine-Run 2017 – by Mark Harber and Kristina Schou Madsen Se more running on my Facebook page: Kristina Extreme Running
Transalpine Run
Fakta:
Etape 1:
41,5 km – 4:57:31 – 1759 positive hm
Etape 2:
26,9 km – 4:14:44 – 1835 positive hm
Etape 3:
45 km – 6:07:01 – 2201 positive hm
Etape 4:
46,7 km – 7:40:20 – 2928 positive hm
Etape 5:
40,4 km – 6:03:55 – 2244 positive hm
Etape 6:
49,4 km – 5:57:09 – 1767 positive hm
Etape 7:
33 km – 5:52:08 – 2609 positive hm
Tjek detaljerne på min Strava: https://www.strava.com/athletes/12901567
World Long Distance Mountain Championship 2017 – Giir di Mont
Kl. 8.00 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb på den lange distance. Ruten bød på 32 km med op til 3000 positive højdemeter i et særdeles barsk og teknisk terræn i Premanas bjerge i Lago de Como-området. Selvom 32 km for mange lyder langt, er det en del kortere end de distancer, jeg normalt præsterer godt på, men når bjerge og teknisk terræn hæmmer på tempoet, skulle det vise sig at være et løb, jeg følte mig ret godt tilpas med.
Danmark stillede med 3 kvinder og 5 mænd:
Mette Busch, Blovstrød Løverne
Katrine Villumsen, Sparta (daglig bosat i Schwiez)
Kristina Schou Madsen, Kolding Motion
Simon Grimstrup, Silkeborg OK
David Stoltenborg, Silkeborg OK
Peter Arnoldsen
Anders Aagård Hansen
Jonas Borsøe, Viborg AM
De første 5-600 meter strøg afsted i højt tempo efter startskuddet gennem byens smalle brostensbeklædte gader, inden vi nåede dalen, og den første stigning ramte mig samtidig med de første regndråber og lyden af torden i bjergene. Jeg loggede kilometer nr. 1 til 4:05 min, men kun fordi jeg vidste, at de forholdsvis brede bygader ville blive afløst af smalle gyder og singletracks. Hermed ville det kunne betale sig, at rende lidt småstærkt for ikke at ende i kø, men faktum er nok mere, at i et felt bestående af verdens bedste bjergløbere hører jeg nok reelt til et godt stykke nede i rækken. Jeg ramte i hvert fald bjerget som anden eller trejde sidst, selvom jeg syntes at have givet god gas.
Jeg havde prioriteret en god og lang opvarmning, men når vi bliver kaldt ind i startblokken 20 min før start, var det svært at holde den kørende, og den første stigning var ubarmhjertig og ramte direkte ned i et par utilfredse og lidt stive ben. Der gik lige en halv times tid, før jeg fik overbevist min krop om, at i dag skulle vi altså løbe bjergløb og helst med lidt god gas!
Til tecnical meeting aftenen før, havde arrangørerne meldt en træls ændring i programmet, hvor det åbne løb med 2000 deltagere, som oprindelig skulle have startet kl. 8.30 – altså 30 min efter VM-deltagerne. Men grundet italiensk tv-dækning af løbet, blev det ændret til kl. 8.05 i stedet. Det var fint at få meldingen i god tid, så jeg kunne forberede mig på at blive overhalet af mange deltagere – det er, som I sikkert kan regne ud – aldrig helt vildt sjovt at blive overhalet.
Ved første bjerg lå jeg og kæmpede bagerst med kvinder fra bl.a. Hviderusland og Argentina og da jeg næsten når toppen, begynder de hurtigste mænd fra open race at overhale. Det var helt ok, men ned ad bjerget var der simpelthen for mange overhalende og insisterende løbere til, jeg syntes, det var fair konkurrence. Jeg måtte flere gange træde til side og bremse mit eget nedadløb for at give plads til at andre kunne komme forbi. Det kostede mig flow og helt sikkert også tid, og min ærlige mening er, at afvikler man et verdensmesterskab, må man prioritere dennes deltagere – og det betyder også de bagerste i feltet.
Nedløbet var flere steder virkelig teknisk og stejlt, og her har jeg stadig meget at lære. Dertil var det glat og især de store, våde sten, var det svære at holde balancen på, men hammersjovt og udfordrende.
Da andet bjerg begyndte at vise sig, var jeg klar på at give den en skalle. Jeg havde en god rytme opad og begyndte at overhale en del mænd fra det åbne race, og også få kvinder fra VM-feltet. Det er nu altid en god følelse at overhale! Stigningen var stejl og lang, og i takt med jeg kom længere mod toppen, begyndte tordenbulder at blive højere og højere og regnen tog til. Ved toppen stod publikum tæt sammen under en pavillon, men alligevel heppede de på fuld power. Et par high fives på toppen, og jeg glædede mig til nedløbet. Pludselig skiftede vejret, og det blev nærmest helt mørkt og tåget(på billedet her kan I se, hvor mørkt det pludselig blev!).
Regnen blev meget kraftig og jeg kunne mærke, at det faktisk gjorde ondt at blive ramt, og da jeg så regnen på jorden blev forvandlet til hagl og isklumper, forstod jeg hvorfor. Haglene blev større og større, og jeg blev ledt ind under en pressening af en official, og måtte vente der et halvt minuts tid, før det var sikkert at løbe videre. Sporet ned af bjerget var fyldt af en mini-flod med vandet, der skulle ned fra toppen, og det stod ned i stænger. Til andres fornøjelse blev mit landsholdstøj en udfordring for mig: Jeg havde fået et par shorts, som var alt for store, og da de blev våde og tunge, faldt de simpelthen ned op til flere gange. Jeg er heldigvis ikke så forfængelig, og at blotte mine bleg-hvide dansker-baller går nok, men det var træls at skulle hente shorts’ne nede omkring mine knæ. (Jeg vil undlade at vise jer billeder!) Når tempoet kom op eller når jeg løb nedad, måtte jeg holde fast i buksekanten, men det måtte jeg bare acceptere og få det til at fungere.
Bjerg nr. 2 var en vild oplevelse på et surrealistisk eventyrsniveau, og jeg havde et kæmpe adrenalinkick! Jeg formåede dog at tage det stille og fornuftigt ned af bjerget, og mit løb skal nok mere betegnes som gang, da jeg ikke ville risikere at falde og slå mig. Jeg blev overhalet af rigtig mange, men jeg prioriterede ikke at satse og tage chancer.
Da jeg næsten var nede, ser jeg til min værste frygt, at Mette står med 3 samaritter. Jeg stopper op, og hun er helt rundt på gulvet. Hun fortæller, hun er faldet og har slået hovedet. Jeg får snakket med hjælperne, som fortæller, at de ringer til Mettes kæreste, som også er med som supporter.
Hun græder lidt, og er tydeligvis chokkeret og ked af det, men siger selvfølgelig, at jeg skal løbe videre. Det gør jeg, men er så påvirket af situationen og ked af det på Mettes vegne, at jeg egentlig også græder lidt, og det er en underlig situation at forlade hende, selvom jeg selvfølgelig ved, at hun er i gode hænder.
Jeg rammer det sidste bjerg med kampklare ben, eftersom jeg i rolig og sikker stil er kommet ned af nr. 2. Jeg er sulten og klar på at give den fuld hare frem, og jeg hygger mig virkelig op ad de lede stigninger. Det er hårdt og udfordrende, men virkelig fedt, og jeg er i total flow. Når sådanne fede følelser rammer, smiler jeg og tænker, at det er præcis derfor, jeg er trailløber. Og hvor er jeg priviligeret over, at kunne rende rundt i de italienske bjerge og leve af det, som jeg elsker. (Nu skal jeg nok stoppe det pladderromantiske!)
Jeg battler med en del mænd, og jeg kan fornemme, at det italienske publikum godt kan lide at en danskertøs sætter de italienske mænd fra det åbne løb på plads. En enkelt løber får sagt til mig, at jeg skal tage det roligt, da bjerget er langt og stejlt, men jeg tog det kun som et udtryk for, at han nok var ved at være træt! Tju-hej det gik, og ved 28,5 km nåede jeg toppen og var spændt på, hvor glat nedløbet ville blive. Jeg havde forberedt mig på, at en del ville overhale mig igen, men kun to mænd kom forbi, hvor jeg til gengæld overhalede 4 kvinder fra VM-feltet. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne for at brænde det sidste energi af, da jeg jo nødigt skal komme i mål med overskud. Dog var jeg stadig meget opmærksom og påpasselig med de glatte sten, hvor jeg nogle gange tænkte, om mine Hoka One One Speed Instinct 2 var den rigtig model. I bakspejlet ville jeg havde valgt Speedgoat eller Mafate, men pyt med det.
Jeg rammer målstregen i 5:10:14, og er meget tilfreds med mit løb. Jeg taber en del tid på første og andet nedløb, men er ovenud glad og stolt over at være nr. 37 i verden i bjergløb ud af 57 startende kvinder. Danmarks kvinder får desværre ikke en holdplacering, da der skal minimum 3 gennemførende deltagere til, men pyt med det – det vigtigste er, at Mette er okay igen. Vores bedste placering blev Katrine, som kom ind på en flot og imponerende 16. plads i tiden 04:21:08 – respekt og stort tillykke. Simon Grimstrup løber sig ind som bedste herre på en sej 39. plads i tiden 03:39:38.
Resultater:
KVINDER:
1. Silvia Rampazzo, Italien – 03:56:45
2. Kasie Enman, USA – 03:57:30
3. Denisa Dragomir, Rumænien – 03:59:34
16. Katrine Villumsen, Danmark – 04:21:08
37. Kristina Schou Madsen, Danmark – 05:10:19
DNF: Mette Busch, Denmark
MÆND:
1. Petro Mamu, Eritrea – 03:12:52
2. Francecgo Puppui, Italien – 03:14:37
3. Pascal Egli, Schweiz – 03:18:13
39. Simon Grimstrup, Danmark – 03:59:38
49. Anders Aagaard Hansen, Danmark – 04:06:15
54. Jonas Borsøe, Danmark – 04:09:42
60. Davis Stoltenborg, Danmark – 04:17:59
66. Peter Arnoldsen, Danmark – 04:25:30
Holdkonkurrence: nr. 13 ud af 17
Tilføjende noter:
Ved disse typer af løb, er jeg vant til at løbe med mine egne forsyninger, men til dette VM var der depot ca. hver 5. kilometer, som betød, jeg ikke skulle løbe med oppakning. Det var jeg rigtig spændt på, men det gik super godt. Jeg var ikke på noget tidspunkt i energi- eller væskekrise.
Link til resultatliste
8 Timers Trail Challenge
Jeg hedder Signe Cloyd og gæster i dag på Kristina Extreme Runnings blog.
Til dagligt arbejder jeg i en løbeforretningen Runners High og hos Nordea og har Kristina til træner.
Når jeg har fri, bruger jeg mange timer på at løbe trail og lørdag d. 1. juli var jeg inviteret til 8 timers Trail Challenge i Rebild Bakker arrangeret af Runners DK sammen med de 6 andre atleter, som Kristina laver træningsvejledning for.
Vejret var suverænt. Allerede da jeg blev samlet op klokken 8, varmede solen godt. Vi skulle løbe 8 timers trail på hold af 3 eller 4 personer. Skiftevis skulle der løbes en omgang på 6,7 kilometer med 220 højdemeter. Jeg var endt på hold med Claus Kock, som træner til Goretex Trans Alpine og Henrik Taarsted, der er ansat af Kristina som vejleder. To stærke herrer, der begge, som jeg, er vant til at løbe meget længere end 6,7 kilometer. Claus skulle løbe først, herefter kom jeg og til sidst Henrik. Det andet hold bestod af Jonas Leed, som tidligere har gennemført Norseman, Jerry Fogh, der lige har løbet FUT(The Real Deal), Torben Holt med Zugspitz 100 km i benene samt Kristina.
Da vi havde sendt Claus af sted, begyndte jeg så småt at varme op. Lidt jog, udstræk og ledopvarmning. Allerede 30 minutter efter starten er gået, er første mand tilbage fra sin omgang. Bare 7 minutter efter kommer Claus. Vi giver en highfive, og jeg løber af sted. På den første kilometer overhaler jeg en pige. Planen var klar. Vi ville i top tre, og den skulle derfor have fuld gas. Efter overhalingen kom der en lille bakke ned, hvorefter en bakke med trapper ledte direkte op igen. Jeg er ret glad for trapper, så jeg fløj op her. Første kilometer tikker ind i 5:00 min/km. Herefter kom et lidt mere lige stykke med kun nogle enkelte højdemeter, inden man igen kunne løbe nedad. Igen med trapper, hvor der blev løbet stærkt og med høj puls. Vi kommer ud på et lidt fladere stykke, inden det går videre ned. Her bliver jeg overhalet. Først af en kvinde og så igen af pigen. Vi krydser en et lille åløb og løber nu nede over markerne. Anden kilometer bliver rundet i 4:54 min/km. De to andre kvindelige deltagere løber lige foran mig på marken. Vi krydser en vej, og løber nu ind i skoven. Her kommer der lidt flere højdemeter på. Vi løber først på singletracks og efterfølgende på en god bred jordvej.
Hele tiden ligger jeg maks 20 meter efter de andre kvindelige løbere. Vi drejer fra og løber direkte op i skoven. Bakken er stejl, og jeg må ned og gå. Efter en god stigning flader bakken ud, og der kan løbes til toppen, hvor et udsigtstårn står. Herefter skyder jeg igennem et stykke krat og er næsten ved at vælte udover en skrænt. Vi skal selvfølgelig ned ad skrænten, hvor jorden er meget løs. Det er ikke min stærke side at løbe nedad, så jeg kan se, at jeg taber tid til de kvinder. Da jeg kommer ned følger jeg bare manden foran mig. Vi løber direkte over grusvejen og forbi vandposten. Efter 300 meter undrer jeg mig over, at jeg ikke kan se nogle flag. Lidt efter stopper manden foran også op, da der lige pludselig ud fra siden kommer en lille dreng på cykel. Manden giver sig til at trække cyklen, og jeg er for alvor sikker på, at jeg er løbet forkert – mega æv!
Så jeg må tilbage på sporet, hvor jeg åbenbart skulle have drejet ved vanddepotet. Fuld speed tilbage, og da jeg rammer den næste bakke er benene flade. Den første trappe bliver løbet, men på den næste må jeg ned at gå. Herefter får den lidt mere gas, da jeg VIL overhale den herre, der ligger foran mig. Jeg løber derfor også op ad den næste bakke, hvor jeg kan se, at alle andre går. Herefter en bakke ned, som er ret mudret. Mit tempo falder igen, da jeg har svært ved at stå fast. Jeg når bunden, løber over et stykke græs, igennem en låge og så videre op ad endnu en bakke. Det flader ud og efterfølgende kan jeg næsten se til målområdet. Ruten går over en parkeringsplads, hvor der vist er noget byfest (i hvert fald var der dansktopmusik og en del mennesker på 60+ år!). Jeg giver den fuld gas på den sidste kilometer, der går på fortovet og rundt om Comwell Rebild Bakker. I målområdet står Henrik klar. Jeg giver en highfive, og når lige at sige til ham, at han skal til højre ved vanddepotet.
Min anden tur går en smule hurtigere, da jeg næsten sparer en kilometer på ikke at løbe forkert. Desuden er nedløbet med den løse bund blevet mere fast. Til gengæld er benene allerede ved at være lidt mærket efter første omgang. Jeg må nok ærligt erkende, at det med at sprinte omgange ikke er mit speciale. Jeg har det lidt bedre på de lange ture.
Tredje tur er hård. Jeg taber mere tid. Benene er trætte, og jeg går stort set op ad alle bakkerne. På de lige stykker og nedad forsøger jeg at give den en skalle og indhente noget af den tid, som jeg ellers taber opad. Efter at have skiftet med Henrik, begynder jeg sammen med Claus at regne på, om vi mon kan nå to eller tre omgange mere. Vi er begge ved at være ret trætte, og selvom man har en pause på lidt over en time, er vi begge ved at være mærket af højdemeterne og al den fart, som vi har givet den ude på ruten. Henrik kommer retur og Claus løber af sted. Jeg spørger Henrik om, hvad han tænker. Kan vi mon nå to runder mere? Nej. Vi alle tre ramte af trætte ben.
Claus kommer løbende ind, og vi giver en highfive. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er okay, at jeg ikke presser den for meget. Derfor bliver den sidste tur bare nydt. Det er tydeligt, at alle løbere på ruten er trætte. Jeg overhaler flere løbere, og knap så mange kommer forbi. De fleste ved vist, at de er ude på den sidste runde, for alle tager sig god tid til at nyde den fantastiske natur. Jeg går op ad bakkerne, og tager mig tid til at tale med de andre løbere og komme med opmuntrende kommentar. Folk har jo gjort det godt i den bagende hede, der har hersket hele dagen. Cirka 23-24 grader, fuld sol og ingen vind.
Sidste runde bliver utrolig langsom, men jeg nyder det i fulde drag. Det er skønt at være ude på nye og hårde spor. På målstregen står alle Kristinas atleter. De hepper mig i mål, og giver masser af highfives.
Man kan jo ikke andet end at blive glad, når så mange mennesker står og hepper en i mål.
Den sidste løber ude på ruten er Kristina. Vi står alle og venter på hende. Hun kommer løbende syv minutter senere end mig. Selvfølgelig fuld af overskud og et stort smil, hopper hun ind over målstregen.
Kristinas hold med tre af de andre atleter endte med en flot 2. plads. Mit hold blev nummer seks, og jeg er selvfølgelig lidt træt af, at jeg startede med at løbe forkert. Til gengæld havde vi en virkelig god dag i godt vejr, hvor vi atleter lærte hinanden at kende. Ruten var fed og udfordrende, og vi har selvfølgelig aftalt, at næste år er 8 timers Trail Challenge hovedmålet for alle os atleter. Vi skal jo vinde!
Billeder af Steffen Feldbæk Jensen og Kenneth fra Runners DK
English Talk or Motivational Speech
You can book her as a motivational speaker and she'll be happy to travel abroad to give the talk (If there are some good trails around!)
Contact the KriXrun team for further details and pricing.
World Trail Championship 2017 – Trail Sacret Forest
Jeg har taget tilløb til at skrive den løbsrapport i et stykke tid. Faktum er, at jeg har været enorm skuffet, og det har taget mig noget tid at få vendt tankerne og sat dem i de rigtige kasser.
Som de fleste sikkert har fået med, var jeg ude for et uheld og får tidligt i løbet en sten i hovedet, men lad mig starte løbsberetningen fra begyndelsen.
Dette års World Trail Championship blev afviklet i Italien i Bologna-området ved løbet Sacret Forest Trail. Fantastiske bjergrige omgivelser på en 52 km-rute med lige knap 3000 højdemeter og nogle ret gode bakker undervejs. Et helt anderledes løb end sidste års VM i Portugal på 85 km med 5000 hm, og jeg havde trænet målrettet mod verdensmesterskabet sæsonen igennem. Jeg havde bl.a. en overlegen DM-sejr med i bagagen. Jeg var sulten og klar.
Kl. 8 d. 10. juni starter vi i byen Badia Prataglia, og lige op i himmelen med 600 positive højdemter på 4 km for at møde en stejl bakke ned på ca 1 km, inden vi skal op igen til 1400 meters højde. Det er virkelig en brutal start, og mine ben brokker sig lidt, men jeg er fuld af adrenalin og er helt høj over endelig at være i gang. De to andre danske deltagere, Katrine og Mette, er løbet fra mig, og det havde jeg også regnet med. Katrine bor til daglig i Schweiz, og er en virkelig stærk bjergløber. Hun løber normalt lidt kortere distancer, så det var spændende at se, hvad hun kunne byde på denne dag. Mette er en tough cookie med et kæmpe talent. Hun brillerede sidste år ved at dukke ukendt op til DM kort trail, og vandt med markant margin ned til Dorte Dahl, og vi stod alle og måbede: “Hvor kom hun lige fra!?”. Alt i alt var jeg forberedt på, de to hurtige harer ville trække fra i starten.
Jeg løber dog lidt langsommere end den plan, jeg havde lagt, men efter første depot, får jeg godt gang i benene på nedadløbet, og kan mærke min trail-mojo breder sig i kroppen! Det er den bedste følelse, når kroppen bare spiller, benene render derudaf og omgivelserne er fantastiske. Usammenligneligt og simpelthen grunden til, jeg er trailløber.
På vej ned viser de flotteste blå søer sig, og jeg ved, at jeg skal rundt om dem for at komme op på det næste bjerg. Jeg ligger langt nede i feltet, og der er faktisk ikke så mange løbere omkring mig, men jeg overhaler alligevel nogle få kvinder, da de gamle stænger begynder at vågne lidt op, og jeg sørger for at give mig selv et par skulderklap. Jeg ved, der venter mig et stejlt bjerg med en hardcore stigning, men jeg er klar til at angribe.
På de stejle stykker kan jeg ikke løbe op, og derfor slår jeg over i en gå-teknik, hvor jeg har hænderne på låret og kroppen let foroverbøjet. Og ja, så sker det, der ikke må ske, og jeg har siden tænkt 1000 gange: Hvad er oddsene?
En nedfalden sten fra bjergsiden rammer mig i højre side af hovedet, og det giver et ordenligt “klunk”.
“Av for filan”, råber jeg måske – jeg tænker det i hvert fald, og efter et par sekunder kan jeg mærke smerten og ikke mindst rammer chokket mig. Chokket bliver ikke mindre, da en kvindelig løber bag ved mig, kommer op på siden, og hun er nærmest helt i panik, og råber på gebrokken engelsk, at hun vil løbe efter hjælp. Jeg tænker ikke til at starte med, det er så slemt, og smerten aftager faktisk ret hurtigt igen. Jeg er dog lidt rundt på gulvet, og jeg kan ikke helt huske, om jeg sætter mig ned, eller om jeg går stille og roligt videre. Hovedet begynder dog efter lidt tid at dunke, og jeg kan med mine fingre mærke en voksende bule. Da jeg nærmer mig et par officials, starter en anden kamp. En kamp for at få lov til at blive i løbet.
De trækker mig til side, og undersøger hovedet. Faktum er, at bulen er ret stor og øm, og de siger til mig, jeg skal stoppe. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden at stoppe, men det har jeg svært ved at forklare dem, da deres engelske kundskaber er nærmest ikke-eksisterende. Jeg sætter i løb, og kommer væk fra dem enorm frustreret, og jeg har svært ved at få styr på mine tanker:
Er det nu, jeg skal træffe den modne og voksne beslutning om at udgå fra et løb? Hvor slemt er jeg kommet til skade? Er det hjernerystelse eller er jeg bare chokeret? Jeg prøver at berolige mig selv med, hvor ofte jeg i mine fromme boksedage har taget imod slag til hovedet, men det er jo en åndssvag argumentationsmetode, da det jo ikke gør skaden mindre alvorlig. Tværtimod måske.
Jeg kommer som sidste dansker til første check point, hvor de danske officials står klar til at hjælpe. Jeg får tanket væske og energi op, men glemmer at tage mine stave med, og efter et par hundrede meter må jeg løbe tilbage efter dem. Sådan noget glemmer jeg ellers aldrig. Jeg overholder altid planen, og det som jeg har gennemtænkt 100 gange. Situationen var bare helt anderledes den dag, og jeg havde ikke overblikket.
Som jeg kommer længere frem i løbet, får jeg mere ondt i hovedet, og på et tidspunkt, da jeg tager mig til bulen, går der hul. Og I kender det sikkert; et hul i hovedet bløder abnormt meget. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde en hvid åben kasket på, som fik den nu blødende bule i hovedet til at virke langt mere voldsomt end det egentlig var. Det havde selvfølgelig sin effekt, når jeg ankom til diverse check points.
Det var et enorm irritationsmoment for mig at skulle diskutere med folkene på check points’ne og det kulminerer, da der et sted holder en ambulance, og de hiver fat i mig. Jeg tror, de limer hullet og de er meget insisterende på, jeg ikke skal videre i løbet. I bakspejlet forstår jeg godt deres bekymring.
Jeg kan desværre ikke berette om det flotte landskab, naturen, bjergene og battle med de andre deltagere, da dette års VM kom til at handle om noget helt andet. Kampen om blot at gennemføre.
Jeg har tankemylder, og det er en ond cirkel at blive frustreret over, ikke at kunne få styr på det mentale. Jeg kan simpelthen ikke trække noget som helst brugbart ud af situationen, og jeg forsøger bare at lukke af. Det eneste jeg tænker på er at gennemføre, få medaljen og give Danmark en placering i holdkonkurrencen. (Vi var tre kvinder afsted, og for placering i holdkonkurrencen skal minimum 3 gennemføre). Et skridt foran det andet. Og igen.
Ved sidste check point står Søren(Mettes kæreste) og han samt Tysklands officials får banket lidt energi i mig og giver god mental støtte til at gennemføre. Ved det sidste nedløb mod mål, dunker hovedet forfærdeligt hver gang jeg tager et skridt fremad. Jeg er mere end lettet, da jeg i tiden 7.02 endelig betræder målstregen. Sikke en tur.
I skrivende stund er jeg stadig ærgerlig, men jeg gjorde hvad jeg kunne, og er tilfreds med at gennemføre. Jeg har sjældent, måske aldrig, mødt så meget modgang i et løb, som ved dette VM, og det har medført timevis af refleksionstanker om, hvordan jeg tacklede det, og hvad jeg kan tage med derfra.
Jeg havde virkelig høje forventninger til mig selv, og det er nok også derfor at skuffelsen rammer dobbelt så hårdt, når tingene ikke går, som jeg håber. Et par har skrevet til mig på Facebook, at jeg skal lære at se lysere på tingene efterfølgende, men jeg vil gerne have lov til at være ærgerlig og skuffet over, i dette tilfælde, en udefrakommende faktor har så stor indflydelse på min præstation. Jeg investerer alt, hvad jeg har i disse mesterskaber, og når tingene ikke går som forventet, bliver jeg ked af det, frustreret, vred og irriteret. Det er fordi, jeg vil det så meget. Hvis jeg bare trak på skulderen, vil der være noget andet galt.
Der er altid noget læring i at blive en erfaring rigere. Jeg fik jobbet gjort, og hvor andre måske ville ha’ trukket stikket, ved jeg, at jeg kan æde mig selv og komme i mål. Og nogle løb – forhåbenligt et fåtal – vil handle om at få jobbet gjort, geden barberet, punktum, mazarintærte og videre. Bare enorm ærgerligt at det lige ramler ind i mit VM. Skulle jeg ha’ udgået? Nej, når det handler om et mesterskab som dette, trækker jeg den helt til grænsen og måske også lidt over. Og dette skal bestemt ikke forstås som en opfordring, men som et forsøg på at give et ærligt indblik i, hvem jeg er som løber og hvordan mit hoved fungerer. At være stædig er en af mine store forcer, men også der, hvor jeg er mest sårbar.
Jeg kan til note trøste mig selv med at Danmark fik en god holdplacering og slog lande som fx Schweiz.
Nu ser jeg frem til VM i bjergløb, som er d. 6. august. 32 km med 2900 højdemeter i med nogle vilde op- og nedstigninger undervejs. Det er min revanche, og den skal have en over nakken, selvom jeg er lidt på udebane i disciplinen.
Resultater:
KVINDER, INDIVIDUELT
1. Adeline Roche, Frankrig, 5:00.44
2. Amandine Ferrato, Frankrig, 5:00.47
3. Silvia Rampazzo, Italien, 5:11.07
39. Katrine Villumsen, Sparta, 5:58.35
67. Mette Busch, Blovstrød Løverne, 6:28.30
82. Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 7:02.02
113 til start, 101 i mål
KVINDER, HOLD
1. Frankrig, 15:17.41
2. Italien, 16:05.08
3. Spanien, 16:26.04
14. Danmark, 19:29.07
MÆND, INDIVIDUELT
1. Luis Alberto Hernando, Spanien, 4:23.31
2. Cristofer Clemente, Spanien, 4:24.31
3. Cedric Fleureton, Frankrig, 4:28.03
44. Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne, 5:10.21
45. David Stoltenborg, Silkeborg OK, 5:10.57
70. Peter Bech, Silkeborg OK, 5:27.05
76. Peter Arnoldsen, Silkeborg OK, 5:34.38
89. Simon Grimstrup, Silkeborg OK, 5:48.16
155 til start, 138 i mål
MÆND, HOLD
1. Spanien, 13:17.32
2. Frankrig, 13:43.05
3. USA, 14:16.52
12. Danmark, 15:48.23
26 hold til start, 23 i mål
Succesfuld strategi – både i erhvervslivet og extremløb
At løbe 230 selvforsynende km gennem Amazonas jungle kan kun lade sig gøre, når den fysiske form og udstyret er i orden. Det mentale spiller dog en endnu større rolle, da risikovillighed, forandringsparathed, positiv tankegang, konkurrencegen og et drive til at fortsætte, selvom det gør ondt, er altafgørende for succes.
Strategierne for at nå godt i mål på trods af mentale udfordringer i et ekstremløb, er identiske med strategier, der med stor effekt kan anvendes, når der skal skabes succeser i erhvervslivet.
Foredraget præsenterer bl.a. de mentale strategier, der gøres brug af i ekstremløb og de kobles direkte til udfordringer, man som leder, team eller medarbejder kan møde i forskellige arbejdssituationer:
- Hvad gør man, når præmissen på et øjeblik ændres, og der kræves en forandring i den ellers etablerede strategi?
- Hvordan træffes den bedste beslutning i ekstrem pressede situationer?
- Hvilke mentale strategier kan man gøre brug af for at ændre en negativ reaktion til noget positivt og brugbart?
Foredraget giver nogle konkrete redskaber og teknikker, der kan implementeres direkte i hverdagen på arbejdspladsen.
Trail de Quéribus
Søndag d. 21. maj deltog jeg i et fantastisk 20 km bjergløb med start i en charmerende lille by kaldet Cucugnan ca. en halv times kørsel fra den lidt større by Perpignan på den franske sydkyst tæt på grænsen til Spanien. Min gode britiske ven, Malc, som jeg mødte til The Everest Marathon i 2013 har et hus i Cucugnan, og på vores trek til startstregen i 2013 ved Everest Basecamp inviterede han mig ofte på besøg i det franske, og der skulle desværre gå 3,5 år, før det kunne blive aktuelt.
Jeg rejste fra Danmark torsdag, så der var god tid til at se sig om i den henrivende natur, og få løbet lidt småture inden søndagens strabadser. Foruden distancen på 20 km, var der også mulighed for at rende 94, 50 samt 10 km med et svimlende antal højdemeter.
Kl. 9.00 gik løbet i gang(ja, det vil sige nok nærmere et par minutter over – vi er trods alt i Frankrig!).
En gut varmede stemningen op med franske huj hej og hep, og uden nedtælling gik starten, og afsted med os. Der var en masse tumult på den korte runde i rundt i byens smalle og stejle stræder, og da vi ramte de små stier efter ca. 6-800 meter, måtte jeg se mig overhalet af en del kvinder, som var lidt bedre forberedt på albuekampen end jeg. Der var så meget fokus på ikke at vrikke om på det ujævne underlag, at jeg ikke nåede at danne mig et overblik over, hvor mange kvinder, der lå foran mig.
Hurtigt fulgte en smal, stejl stigning, hvor det var ret umuligt at overhale, og jeg endte i kø, men efter et par kilometer blev stien en smule bredere og på nedadløbet, formåede jeg at hente et par af de tabte placeringer. Den længste stigning mødte vi allerede efter ca. 3 km op mod Chateau de Chatares, og mega ret fedt at løbe ind i selve slottet på høje trappetrin og med geder som tilskuer, for derefter at rende ned igen og møde de andre deltagere på vej op.
Slottet var ikke toppen af bjerget, og vi fortsatte op på den tekniske bjergryg med et overvældende udsigt. Klipper samt store og små sten udgjorde underlaget, og der var fuld koncentration fra min side – jeg skulle ikke risikere at falde, og dermed risikere mit kommende VM i Italien om 3 uger. Se nedenstående galleri med billeder taget af Rachel Fargher og James Clay, som også deltog.
Nedløbet var ret teknisk og meget stejlt med løse sten samt store klippestykker, og der måtte jeg bare overgive mig til nogle af franskmændene. Er du vimmer, hvor løber nogle af dem hurtigt nedad! Og det ser så legende let og elegant ud! Og til note har jeg besluttet mig for, at sådan vil jeg også lære at løbe nedad…
Efter omkring 1,5 km stejlt nedadløb, fulgte lidt kortere og knap så stejle opløb. Her var jeg i mit es, og fik overhalet en del mænd samt en enkelt kvinde. Malc, som ikke selv deltog i løbet, havde briefet mig til at være mellem nr. 4 og 6, og selvom det jo kun var et træningsløb, føles det altså bare fedt at overhale!
Ved det sidste check point 5 km før mål, er jeg 30 sek efter en kvinde og jeg sætter alle sejl ind på at hente hende. Der går heller ikke lang tid, før jeg råber “PARDON” efter at have luret et par minutter bag, for at samle lidt ekstra energi til at blæse forbi hende med smil og overskud. “Yes”, tænkte jeg, og drømmede lidt om at hente en mere. Sådan skulle det dog ikke gå, da laver den klassiske fejl at følge et par gutter, der løber foran. Vi løber omkring 6-700 meter ad en sti, før 4 højlydte irriterrede mænd kommer os i møde, og en ærgerligt følelse rammer mig, men ret hurtigt får jeg den i “pyt-kassen”, da jeg skal finde kræfterne til at hente den kvinde, jeg ellers lige havde overhalet. Da jeg kommer til det sted, hvor jeg er løbet forkert, ser jeg hende løbe forbi, og her rammer vi sammen den andensidste stigning. Hun er ret hurtigtgående opad, og jeg beslutter at sætte i løb, selvom den type stigning normalt vil fordre mig til at gå. Med en puls oppe i det røde felt og et hæsblæsende åndedrag jogger jeg forbi hende, og hun råber et eller andet på fransk til mig. Om det var “Sikke flot løbet” eller “Skrid din svans” ved jeg ikke, og det er nok også ligemeget! Jeg var i hopla, men var ikke forberedt på den sidste stigning, som gik direkte op i himlen. Nøj, hvor var den stejl og lang – eller “never ending”, som jeg fik gengivet til briterne. Men stigningen er jo lige lang for alle, og det er nok ikke kun mig, som har det hårdt – det hjælper faktisk at tænke sådan.
Da jeg kommer på toppen, rammer lyden af musik af en stemme i et sæt højtalere mig, og det må jo betyde, jeg er tæt på mål. Dog lige et langt nedløb på et par kilometer, men knap så teknisk, så jeg havde god fart på.
Jeg rammer mål i 2:41:11 med 2 og 4 min ned til henholdvis nr. 4 og 3, og havde jeg ikke løbet forkert, kunne jeg nok have snust til en podieplads. Men skidt pyt – præmien var ost, som jeg ikke kan fordraget, og jeg havde et fantastisk løb, hvor jeg især er tilfreds med min VAM (Velocità Ascensionale Media, average rate of climb eller gennemsnitlige opadgående tempo) på 445 m/h, som er væsentlig bedre sammenlignet med fx VM sidste år. Det er selvfølgelig svært at sammenligne forskelligt underlag, men alle mine data ser bedre og bedre ud.
Jeg melder mig hermed klar til VM!
Udstyr:
CEP Ultralight No Show Socks
Nike løbeskirt
Saysky T-shirt
Inov8 Elite Race Vest med blære
32Gi geler og chews
Et stort tak til Malc, Rachel og James for en dejlig tur!
Resultatliste: http://www.ats-sport.com/index.php?file=resu_affiche&id=4417-8679
Danmarksmesterskaberne i lang trail
Lørdag d. 29. april blev DM i lang trail afviklet ved Julsø Ultra, og det hidtil stærkeste felt på både herre- og damesiden stod klar til battle.
Kl. 9 afgår starten – jeg er mega tændt og klar på at komme i gang. Jeg placerer mig sammen med de to andre landsholdsatleter Laura Hulgaard og Mette Busch, og havde egentlig ventet at Bouchra(suveræn vinder af North Coast Ultra 53 km) og Anette Corydon(verdensmester i duathlon) ligeledes ville lægge hårdt ud, men de to sidstnævnte ser jeg overhovedet ikke i løbet af turen. Derimod trækker Laura godt fra start, og i mine forberedelser havde jeg accepteret at skulle slippe et par løbere i starten, da jeg mere er sejtrækker-typen end hurtigløber-typen, men der var bare et eller andet i mig, der gjorde, at jeg fulgte med i et tempo på 4.35-5.15 de første mange kilometer. Også selvom det ret hurtigt stod klar, at benene var lidt småtunge, og jeg følte mig ikke flyvende og fuld af energi, som jeg har gjort til nogle af de andre konkurrencer, jeg har løbet her i foråret. Det syntes jeg jo var lidt træls, men ikke noget jeg dvælede ved, da jeg de sidste mange måneder netop har trænet fokuseret mod lige præcis dette løb, og et par halvslatne ben skulle i bestemt ikke stoppe mig.
Laura falder tilbage efter 6-8 km, og Mette og jeg skiftes til at løbe i front. Jeg tænker egentlig, at Laura hænger på, men da vi ved 12,5 km når første depot, er hun ikke med. Indtil nu har vi ikke mødt de vilde højdemeter, men turen mod Knøsen og Himmelbjerget bringer hurtigt nogle gode op- og nedløb med sig og jeg trækker i front. Jeg har trænet en del ved Himmelbjergområdet, og da vi skal på toppen, kan jeg ikke lade være med at give god gas op og ned igen, og tænker lidt diva- og kækagtigt, at her må jeg da ryste Mette af, men hun hang på, og jeg tog mig selv i at tænke: “Det var lige godt s…..!” Herefter løb vi på mudrede traktorspor med små op- og nedstigninger, og her fik Mette lavet et hul på 2-400 meter. Jeg havde brugt mange kræfter på de første 22-23 km med høj puls, og jeg forsøgte at løbe på den mest energibesparende måde uden, hun skullerende helt fra mig. Lige inden 2. depot ved 27 km havde vi omkring 6-800 meter på et nedadgående asfaltstykke, hvor jeg gav fuld gas i et forsøg på at nå depotet nogenlunde samtidigt med Mette, og der var ca. 30 sek., som skilte os.
Jeg havde et nærmest perfekt depotbesøg, hvor min supporter, Asger stod klar med en ny vest med vand, energi og alutæppe(del af sikkerhedsudstyr), og jeg smed min gamle vest og havde telefonen(del af minimumsudstyr) i hånden. Jeg vil tro det tog max 15 sek., og her kan jeg fornemme at Mette blev hængende i meget længere tid. Og dermed forlader jeg 2. depot som første kvinde, der ellers ikke var en del af planen. Planen var, at jeg skulle til at indhente de andre løbere nu, men i det nye scenarie besluttede jeg mig for at sætte tempoet op alligevel. Jeg bildte mig selv ind: “Det er jo trods alt det, jeg kan her på den anden halvdel af løbet!” Mine ben var stadig ret trætte, men drømmen om at vinde overrulede det hele.
Jeg vidste, der fulgte et forholdsvis langt fladt stykke, hvor mange i feltet er langt stærkere end mig, og på et tidspunkt kan jeg fornemme en løber bag ved mig, og jeg er overbevidst om, det er Bouchra. Men da løberen kommer nærmere, kan jeg se, det er en mand, og en lettelse rammer mig. På hele nordsiden og da Sindbjerg og resten af de grumme bakker rammer, kører jeg på autopilot. Jeg giver al den gas, jeg har og æder mig selv total. Det er så mega hårdt, og tankerne om jeg kan holde i mål, presser sig på, men jeg lytter ikke til dem. Jeg VIL vinde og jeg vil give mig alt, hvad jeg overhovedet har. Jeg har lidt problemer op ad de sidste bakker, men nedad har jeg fart på, og beroliger mig selv med, at de andre skal løbe rigtig stærkt for at hente mig. Da jeg når Silkeborg by, ved jeg, der kun er 2 km tilbage, og selvom jeg er ret sikker på, at ingen henter mig, sætter jeg slutspurten ind og rammer mål i tiden 5:16:20 som ny dansk mester og endda med 18 min ned til Mette, der kommer ind som nr. 2.
Jeg er virkelig glad for at blive dansk mester. Især med et skarpt felt bestående af Danmarks bedste trailløbere, og det betyder meget for mig at sætte streg under, at jeg ikke længere “blot” er Facebookløberen, der kan filme mens hun løber og få likes, men jeg er rent faktisk Danmarks bedste ultratrailløber!
Tusind tak til alle jer, som har fulgt med på Facebook og Instagram, til mine venner og familie samt mine sponsorer og samarbejdspartnere. Uden jer kunne dette projekt ikke have lykkedes. Tak.
Særligt tak til min supporter, Asger som var sublim i depoterne. Tak til K og H for vejledning og støtte.
Top 5 kvinder:
Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 5:16:20
Mette Busch, Blovstrød – Løverne, 5:34:28
Annette Corydon, SMT-Silkeborg, 5:36:16
Laura Hulgaard, Tejn IF, 5:44:15
Bouchra Eriken, Klub 100 Marathon Danmark, 5:44:34
Top 5 herrer:
Peter Bech, Silkeborg Orienteringsklub, 4:26:03
Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød – Løverne, 4:29:45
David Stoltenborg, Silkeborg Orienteringsklub, 4:34:58
Simon Grimstrup, Silkeborg Orienteringsklub, 4:39:35
Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion
Den officielle video fra Julsø Ultra:
Paradise Trail – 18 km
Paradise Trail var en fed, fed trailtur i et langt loop på 18,3 km i et varierende terræn i den smukke natur omkring Borre Sø og Slåensø. Markeringen var i top med små orange flag sat i jorden, og selv for en blondine-navigator som mig, stod det ret klart, hvilken vej ruten gik.
Her følger en løbsberetning om min sidste konkurrencen inden DM i lang trail:
Jeg havde i dagene op til Paradise Trail glædet mig meget til at løbe et forholdsvis kort trailløb med fuld power på, og jeg var især spændt på at løbe med Josephine Dewett, som i år markerede sig med “best known time” på Danmarks barskeste marathon, Thy Trail Marathon.
Kl. 11 stod vi klar ved startstregen i det lækre område omkring Virklund, starten gik og vi strøg afsted. Jeg forventede at Josephine ville lægge hårdt fra land, men en anden løber, Sara Frydenlund tog med det samme føringen i et hæsblæsende tempo omkring 4.10 min/km. Det kom ret meget bag på mig(og måske også Josephine), men vi valgte i hvert fald at følge med, og efter ca halvanden kilometer faldt Sara også i tempo, og Josephine tog føringen med mig lige i hælene.
Jeg har de sidste mange måneder haft fokus på at øge min hurtighed, og jeg følte mig i dag ret godt tilpas i det høje tempo og med høj puls. Efter omkring 3-4 km valgte jeg at overhale, og var spændt på at se, om jeg kunne holde i mål. Det er en dejlig følelse, når alt flasker sig, om man føler sig ovenpå. Trods det høje tempo, og at jeg pressede pulsen, følte jeg mig til tilpas og mine ben var fulde af overskud. Jeg løb store dele af turen selv, men efter 15 km begyndte jeg at passere en del mandlige løbere, og de heppede i bedste trailkarmastil.
Sidste del af ruten var ret teknisk og med lidt gode stigninger samt et lækkert område med væltede træer, som skulle forceres. Ikke nemt med mine korte ben, men til gengæld sjovt!
Jeg var i dagens anledning trådt i de nye Hoka One One Speed Instinct 2.0, de er monster lækre og det rette valg i et forholdsvist tørt terræn. Dertil et par kompressionstrømper fra CEP, som jeg altid bruger under konkurrence. Jeg indtog 3x geler fra 32Gi.
Jeg har kun ros til dette fine arrangement, men synes dog, at tilmeldingsgebyret på 399 kr. (ved tilmelding efter d. 1. februar) er lige til den gode side, og jeg tror desværre, at nogen fravælger Paradise Trail på denne baggrund. Og det er jo en skam!
Fakta:
Tid: 1:28:33
Gennemsnitstempo: 4:49 min/km
Distance: 18,3 km
Højdemeter: +313 m
Placering: 1. plads / 9. overall
Præmie: Gavekort til overnatning på Vejlsø Hotel, Ultimate Direction løbebælte og LED Lenser pandelampe
Distancer: 6, 12 og 18 km
Priser: 299 kr., 349 kr. og 399 kr. (ved tilmelding efter 1. februar)
Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65874/results?lang=dk#
Hjemmeside: http://www.trailrunning.dk/paradisetrail/
Arrangør: Racing Denmark
Adresse: Fort Østerlund, Østerlundvej 10, 8600 Silkeborg
Foto credit: RD Media Crew og Morten Mosevang
Stige Ø Trail – 12 km
Det var ikke meningen, jeg i denne weekend skulle deltage i løb, men jeg blev simpelthen så misundelig på alle de Facebookopdatering fra mine venner og bekendte, som skulle ud og race, og jeg i mere eller mindre desperation googlede mig frem til et trailløb i en fair kørselsafstand fra Kolding: Stige Ø Trail i Odense.
Jeg fandt med det samme adressen, og tjekkede det ville tage 45 min at køre til start, og så tænkte jeg ikke mere over det den lørdag.
Dagen efter sætter jeg, med al min tro og tillid til teknologi, min GPS til og kører mod Odense. Da jeg ankommer, undrer jeg mig over, jeg ikke kan se andre løbere, og jeg forstår hurtigt, at jeg ikke er på det rigtige sted. Jeg får hjælp af en lokalkendt, som fortæller at løbet er nede omkring havnen, men heller ikke her, kan jeg finde løbere.
Da jeg endelig finder adressen, kan jeg se, jeg er meget for sent på den, og drøner i bedste diva-stil tværs over parkeringspladsen, og smider bilen ind lige foran nummerudlevering, og beder ret frustreret om, at få mit nummer udleveret. Jeg får en chip, som skal sættes om benet, men de kan ikke finde mit startnummer.
Jeg præsterer at komme 22 min for sent til start, og det er lutter min egen skyld!
Stige Ø Trail er et rundeløb a’ 3 km, som skal gennemløbes flere gange – i mit tilfælde 4 gange, men eftersom jeg i min ivrighed efter at komme i gang, ikke får løbet over startstregen, røg jeg på en ekstra omgang rundt. Det var lidt frustrerende i starten, men jeg var faktisk ret godt løbende, og ruten var super fed med gode korte bakker og et pragtfuldt varmt vejr. Der var nogle forskellige forhindringer undervejs i form af fx en legeplads, nogle hængende dækhjul og steder, hvor man skulle dukke sig for ikke at slå hovedet. Charmerende og anderledes løb!
Jeg kan klart anbefale Stige Ø Trail, og jeg kommer bestemt igen. Denne gang til tiden 😉
Fakta:
Tid: 1:14:58
Gennemsnitstempo: 5:28 min/km
Distance: 13,7 km
Højdemeter: +366 meter
Placering: Nr. 3 (med et hængeparti på 22 min)
Præmie: GripGrab Skull Cap
Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65369/results?lang=dk
Hjemmeside: http://www.teamfit4run.dk/?page_id=119
Adresse: Stige Ø, Østre Kanalvej, 5000 Odense (Tjek evt adresse for Stige Ø på Google først! 😉 )
Foredrag: Jungle Ultra
Kom med på et af verdens sejeste etapeløb gennem Amazonas Jungle
Det er varmt. Det er hårdt. Det er ekstremt. Det er Jungle Ultra. Kom med på Kristina Extrem Runnings vej fra idé til sejr i et af verdens sejeste løb.
Kristina fortæller om sine forberedelser til et af verdens hårdeste etapeløb gennem Amazonas Jungle. 230 selvforsynende km fordelt over 5 dage i et fjendligt miljø og ekstremt udfordrende terræn. Hør om hendes mentale taktikker, motivation, den fysiske udfordring og selve gennemførelse af Jungle Ultra med flotte billeder og videoer fra løbet. Foredraget kan målrettes virksomheder, hvor Kristina fortæller om motivation, værdi- og målsætning i udholdenhedssport og hvordan det kan anvendes i erhverslivet for den enkelte medarbejder, teamet og for virksomheden.
World Trail Championship 2016
Kl. 05.00 gik starten ved dette års verdensmesterskab i trail, og det er en ret speciel og overvældende følelse at stå til start med 234 af verdens bedste trailløbere, og heriblandt et af mine idoler, Emilie Forsberg fra Sverige. Vi var 110 kvinder med i feltet, hvoraf de 86 af dem har højere ITRA-point end jeg – dvs mit mål om at placere mig i top 75% ville kun lykkedes, hvis jeg virkelig løb op til mit bedste, men det var lige præcis det, jeg havde besluttet mig at gøre!
Inden løbet havde jeg i samarbejde med min træner, Søren udarbejdet en forsigtig plan i forhold tid, energi og væske; når jeg skriver forsigtig, er det fordi, at ingen har løbet ruten før, og derfor er det svært at sammenligne tider og teknisk sværhedsgrad.
De første kilometer er på flad asfaltvej, og Laura og Dorte smutter hurtigt fra mig. Det havde jeg sådan set også regnet med, da jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg er lidt en langsom starter, men måske er det netop det, der giver kræfter senere i løbet. Jeg får nogle ret hurtige kilometertider ind på mit ur, og bliver klar over, at noget er galt. Mit ur måler simpelthen forkert – meget forkert, og jeg kan slet ikke regne med tiderne, der tikker ind. Det er frustrerende, men jo ikke noget, jeg kan dvæle ved, og jeg må istedet bruge højdemeterkurverne, som er trykt på startnummeret, til at vurdere distancen. Efter ca 15 min på flad vej, drejer vi mod højre op ad en asfaltvej direkte til himlen. I første omgang sætter jeg bare hænderne på lårene, som jeg plejer ved stejle stigninger, men her bliver jeg simpelthen overhalet af, hvad der virker som hele feltet! Jeg finder lidt modvilligt mine stave frem, som gør, jeg i det mindste kan følge lidt med. Det er en hård mental start, og samtidig synes jeg ikke, min krop og ben vil makke ret. Maven driller, da det desværre er “den tid på måneden”, og jeg havde sådan en dum følelse af at skulle på toilet. Selvom jeg føler mig tung og energiforladt, knokler jeg på til toppen af den første stigning ved ca 7 km og 800 højdemeter(hm). Herefter følger et ca. 4 kilometer nedløb, som jeg i skrivende stund faktisk ikke rigtig kan huske – nok fordi jeg var mega presset, men får et smil på læben, da jeg uventet ser vores supportgruppe(Selina og Tommy) stå på vejen og heppe. Jeg kæmper mig frem til første væskedepot, hvor jeg får fyldt flaskerne med vand og spiser lidt appelsin. Det er stadig mørkt, og jeg ved, at stigningen fortsætter frem til de 25 km, hvor der herefter følger et stejlt nedløb til det andet depot, som er bemandet med vores supportere. På stigningen op begynder det langsomt at blive lyst, og jeg kan pakke min pandelampe ned i rygsækken. Jeg møder ikke så mange løbere, men en islændinge kommer på et tidspunkt op til mig, og vi snakker lidt, indtil han løber fra mig. Jeg forsøger, at finde rytmen op ad bjerget og få lidt flow og tempo ned af bjerget, men det kører bare ikke for mig. Jeg har dog en klar forventning om, at den tilstand jeg befinder mig i, vil vende på et tidspunkt. Det er bare et spørgsmål om hvornår; og når det sker, gælder det bare om at gribe muligheden og komme tilbage i løbet.
Andet depot er placeret ved 30 km, som ligger i en lille by Vila de Geres – status er her, at jeg har løbet ca 2000 hm op og ca 1550 hm ned, og jeg ligger henholdsvis 19 og 14 min bag de to andre danske løbere. Jeg får tanket op, og kommer hurtigt videre. Jeg når dog lige at brokke mig til vores to supportere, Selina og Tommy, over at jeg føler mig utilpas. Jeg får en tampon og noget toiletpapir, og de efterfølgende kilometer skal jeg nok spare lidt på detaljerne, men lad os bare sige, at jeg får altså ordnet nogle ting! Jeg får det en del bedre, og især på opstigningerne kan jeg mærke, at benene begynder at vågne. Desværre punkterer en af mine soft bottles, og det er ret kritisk, da temperaturerne er ved at nærme sig 25-28 grader. Ved ca. 40 km spotter jeg Laura op af en bjergside, og da jeg overhaler hende, snakker vi lidt, og hun fortæller, hun er træt. Jeg indhenter flere og flere af de løbere, som tidligere havde overhalet mig, og det giver et godt energiboost, og selvom jeg er løbet tør for vand, klør jeg på. Jeg ved, der er et væskedepot på toppen ved 46 km(3500 hm), men det er virkelig barsk at komme derop. Underlaget er teknisk udfordrende bestående af stejle, ujævne klipper, men igen er stavene virkelig en god hjælp. Da jeg når depotet, er jeg desperat efter vand og cola, og løbets hjælperne er fantastiske til at tage flaskerne ud af min taske, fylde dem op og sætte dem igen. De kender gamet, og det er dejligt! Da jeg får slukket tørsten, vender jeg mig rundt for at få noget at spise. Her spotter jeg alle de udgåede løbere, som ligger hist og pist rundt i teltet med folietæpper over sig, og jeg hører ambulancen komme. Jeg får virkelig et chok over at se så mange have det dårligt, men jeg må bare skubbe det væk og komme videre. Jeg forlader depotet med gode ben, og er klar til det næsten 10 km lange nedløb. Jeg møder desværre Dorte, som er dårligt løbende. Hun fortæller, at hun har slået sin fod, og selvom alt i en skriger på at hjælpe hende, er der ikke noget at gøre. Vi snakker kort, og Dorte sender mig videre. Hermed løber jeg forbi med en forhåbning om, at begge danske kvinder er okay. Jeg er så småt begyndt at få min krop tilbage, og jeg giver den fuld gas ned af – endelig føler jeg, jeg er let på tå og leger ned af de tekniske passager, og smilet er tilbage på læben. Jeg rammer 4. depot ved 55 km, hvor Selina og Tommy står klar. Det er virkelig dejligt at have hjælpere, som bakker mig 100% op, spørger hvad jeg vil have og hepper mig videre. Jeg er på toppen, og overhaler en del løbere – bl.a. en portugisisk kvinde, og jeg sørger for at rose mig selv for at indhente en bjergged på hjemmebane! Da jeg kommer til det sidste bjerg med en stigning på ca 800 hm, er jeg mega klar til at tage kampen op. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive denne stigning, men bjerget er bare kolo-enormt stejlt og der er skisme langt op! Jeg kommer til at battle med en hollandsk kvinde, og hun puster og stønner bag ved mig. Jeg tænker, at hun må da falde fra på et tidspunkt, og jeg forsøger at lave nogle små ryk op ad bjerget for at få hul ned til hende, men hun hænger bare på. “For dælen, altså”, tænker jeg, og jeg er da selv ved at blive lidt træt i bentøjet på denne stigning, som åbenbart aldrig har tænkt sig at ende. Et par hundrede meter før bjerget, overhaler hollænderen mig, og selvom jeg højlydt udtrykker: “Det kan skisme ikke passe!” – ja, så kan jeg simpelthen ikke følge med. Jeg er glad for at nå toppen, og beslutter mig for at få hentet hende i en fart, og vupti-huj-hej hvor det går ned ad bjerget. Jeg får overhalet en del kvinder inkl hollænderen, og jeg stryger ind i sidste depot, hvor Selina prøver at fortælle mig noget vigtig information om, at der er tjek af gear efter depotet. Men jeg hører overhovedet ikke efter, og får kun sagt til Selina: “Flyt jer – jeg skal afsted nu. Jeg skal bare slå hende hollænderen”. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og løber af sted. Da jeg bliver stoppet til tjek 50 meter efter, forstår jeg pludselig, hvad Selina havde forsøgt at fortælle mig. Jeg finder min regnjakke og pandelampe frem, og får lov til at løbe videre. Til note kan jeg undre mig over, hvorfor et tjek ligger lige efter et depot, hvor supporterne kan “advare” om tjekket, men rigtig fint at arrangørerne tjekker minimumsudstyret.
Herfra er der 15 km hjem, og på højdeprofilkortet havde jeg set det hele som værende nedløb. Det var det langt fra! De tre “små” toppe på kortet kan sammenlignes med tre ture op ad Himmelbjerget – altså toppe på over 100 hm, som sikkert i daglig tale hernede kaldes for små bump på vejen! Jeg fortryder et par gange, at jeg havde lagt mine stave af i sidste depot, men jeg må bare tage mig sammen og komme op i en fart! Jeg fortsætter med at overhale et par løbere, og jeg ser heldigvis ikke noget til den hollandske kvinde. Da jeg når ca 80 km, begynder det at gå op for mig, at jeg rent faktisk snart er i mål. Ikke fordi jeg på noget tidspunkt havde frygtet ikke at komme i mål, men når man starter på et langt løb, som kan vare mellem 12-15 timer, gælder det om ikke at tænke på mål i den første del af løbet. Den følelse indeni, som pludselig rammer, er overvældende, og et par tårer presser sig på. Selvom en del af nedløbet er ret teknisk og jeg kan høre speakeren fra mål, har jeg overskud til at rose mig selv over den måde, jeg er kommet tilbage i løbet på. Det startede skidt – virkelig skidt – og det var på papiret bare ikke min dag, men det ville jeg på ingen måde ikke acceptere. Jeg møder en official fra løbet, som fortæller, at nu er der 1 km igen. Mit ur melder 12.51 timer, og jeg spotter chancen for at komme under 13 timer, og jeg sætter tempoet op! 500 meter efter møder jeg en islandsk supporter, som også melder, der er 1 km igen, og her melder mit ur 12.54. Her får jeg lidt travlt, og sætter igen tempoet op på et stadig teknisk underlagt og gud-hjælpe-mig om jeg ikke også møder en vejviser, som hepper “Only 1 km to finish”! Jeg giver den absolut alt hvad jeg overhovedet har, og løber ind på den røde løber mod mål med hænderne over hovedet. Jeg passerer målstregen i 13.01.38 som nr. 58 kvinde ud af 110.
Det er stort og jeg har præsteret langt bedre, end hvad jeg havde håbet på!
Et stort tak skal lyde til især supporterne Selina og Tommy for at hjælpe mig i depoterne, og tackle min diskrethed med krammere, knus og hep. Tak til Søren for god træning og opbakning det sidste halve år. Tak til Koldingegnens Idrætsefterskole, og tak til min familie og venner. Et tak til jer her på Facebook for beskeder og likes. Et særligt tak til Henrik, som har støttet mig i alt.
Som afsluttende bemærkning vil jeg bestemt forsøge at kvalificere mig til næste års VM i trail, som bliver afviklet i Italien i juni næste år.
Fakta:
85 km
4600 positive højdemeter
4800 negative højdemeter
Tider for de danske løbere:
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF
Udstyr:
Hoka One One Speed Instinct
CEP Ultra Light Low Cut Sock
Salomon S-lap sense ultra
8x soft bottles
Nike Landsholdstøj
Mountain King Trail Blaze stave 110 cm
Petzl NAO 2 pandelampe med ekstra batterier
Ekstra billig pandelampe – ukendt mærke
Energiindtag:
17 32Gi-geler
2 pakker 32Gi chews
2,5 poser 32Gi energidrik blandet med vand
Ca. 6,5 liter væske(hvilket var alt for lidt i varmen)
Diverse kage, appelsiner og chips fra depoterne.
Den fulde resultatliste: http://lap2go.com/en/event/trail-world-championships-2016/live-results.html
Startliste: http://www.i-tra.org/page/345/2016_Trail_World_Championships.html
Det danske traillandshold består af:
Simon Grimstrup, Silkeborg OK
Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne
Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion
Dorte Dahl, Blovstrød Løverne
Laura Hulgaard, Tejn IF
Kristina Schou Madsen, Kolding Motion
Supportgruppe og teamledere:
Selina
Tommy
Flemming
Hanne
Marie
Landsholdskoordinator:
Søren Rasmussen
Mellemtider (lånt fra Løbecoach:SR)
P1:
Jonas, 1:26.59
Simon, 1:28.14
Christian, 1:28.20
Dorte, 1:43.12
Laura, 1:46.25
Kristina, 1:56.20
P2:
Christian, 3.12.49
Jonas, 3.13.51
Simon, 3:17.14
Dorte, 3:59.47
Laura, 4:04.16
Kristina, 4:18.54
P3:
Christian, 5:39.01
Simon, 5:49.59
Jonas, 5:59.12
Dorte, 7:14.09
Kristina, 7:18.50
Laura, DNF
P4:
Christian, 6.18.56
Simon, 6:31.53
Jonas, 6.43.34
Kristina, 8:08.16
Dorte, 8:26.02
Laura, DNF
P5:
Christian, 7:32.26
Simon, 7:49:57
Jonas, 8:09.36
Kristina, 9.35.27
Dorte, 10:16:54
Laura, DNF
P6:
Christian, 9:23.55
Simon, 9:24:33
Jonas, 10:39:03
Kristina, 11:27:22
Dorte, DNF
Laura, DNF
Mål:
Simon, 10:44:16
Christian, 11:01:12
Jonas, 12:08.27
Kristina, 13:01:35
Dorte, DNF
Laura, DNF
Jungle Ultra
At stå på startstregen til et af verdens hårdeste etapeløb, midt i Peru, med 9,8 kg på ryggen, med udsigt til 230 km over 5 dage i Amazonas jungle blandt eksotiske dyr, høj luftfugtighed, varme, bjerge og et skiftende teknisk underlag, var en thrilling fornemmelse. Og så lige det faktum at være selvforsynende. Sommerfugle i maven som øjebliksvis blev skiftet ud med lidt bekymrende miner og nervøsitet, når det en gang i mellem gik op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i!
Men når alt kom til alt, var jeg klar! Jeg kunne ikke lade være med at tjekke de andre deltagere ud, og en del af dem, så da også ud til at være nogle hårde bananer, og snakken den forgående aften tydede da også på, at de fleste havde lidt mere erfaring på etapefronten end mig. Ja, der skal vel heller ikke så meget til, når jeg nu er debutant!
1. etape – Cloud 9
Fakta: 36,33 km
Tid: 4:10:32
6:54 min/km
+1825/-3298 m
Gnm temperatur: 28 grader
Placering på etape: 1./ 5. overall
Samlet placering: 1./ 5. overall
Startskuddet lyder kl. 9.00 på en øde landevej med grus, sten, huller og humpler. Jeg har nydt godt af en uges akklimatisering, og synes ikke i første omgang at være generet af at befinde mig i 3300 meters højde – lige indtil jeg begynder at løbe! Selvom vi løber nedad og mit tempo kun rækker til en placering i omtrent den bagerste tredjedel, hiver jeg grueligt efter vejret og svimmelhed samt sorte pletter for øjnene trænger sig på. Det får jeg dog nogenlunde hurtigt styr på, og da vi efter et par kilometer endelig drejer fra landevejen og ud på et fedt spor i et junglelignende terræn, kommer smilet rigtig frem på mine læber! Sporet er så smalt, at ét forkert skridt kan sende dig ned af bjergskrænten, og med masser af grene, blade, rødder og andre lækkerier, var min koncentration på 100% på underlaget. Med de mange kilo på ryggen og enorm respekt for den totale distance, tog jeg det stille og roligt og fandt et fornuftigt pace på det smalle spor, men tempoet rakte alligevel til at indhente et par stykker, og da vi når første checkpoint(CP) ved floden, får jeg meldingen om, at jeg er 3. hurtigste kvinde og foran mig er den britiske bjerg-etapeløber Michelle Bowen(Vinder af det berygtede Dragon’s Back Race) samt verdensrekordholderen i 12 timer på løbehold, Susie Chan, som desuden startede i elitefeltet ved hendes sidste deltagelse i Marathon de Sables. To løbere som var udnævnt til favoritter inden løbets start, og det havde jeg og mit konkurrencegen egentlig fint med. Efter CP fulgte en grum, lang stigning, hvor hænderne måtte i brug for at komme op. Jeg får hentet en del af de andre, som bevæger sig meget langsomt op og holder hyppige pauser. Det giver lidt gejst, at se nogle af dem, som jeg havde klassificeret som hårde bananer, gå ned! Da vi når toppen, følger de sidste 22 km af landevejen med de ujævne sten og negative højdemeter. Jeg forsøger at følges med dem, som jeg møder, men hver gang føler jeg, at jeg har lidt mere at give af, og løber fra dem. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi og hendes mand Shaun Marsden, som også er erfaren ultraløber, just er passeret, og et dualistisk princip med konkurrencegenet på den ene skulder og fornuften på den anden træder frem. Uden dog at være meget fysisk presset, sætter jeg tempoet en smule op, og overhaler efter kort tid de to, som til gengæld ser ud til at være presset af det hårde underlag. Med ca. 6 km igen fanger jeg CP3, hvor min kæreste Henrik er placeret(han er med som løbssupporter), og han fortæller mig, at Michelle ikke er langt foran. Den melding giver ikke anledning til andet end race-mode, og jeg får overhalet hende et par kilometer før mål, og vinder dermed første etape!
2. etape – Amazonias
Fakta: 33,87 km
Tid: 4:23:19
7:46 min/km
-524/+1144m
Gnm, temperatur: 32 grader
Placering på etape: 2./ 6. overall
Samlet placering: 2. kvinde/ 6. overall
Kl. 7.00 stod vi alle klar på startstregen, og skulle desværre fortsætte ad landevejen med de strittende sten. De andre deltagere havde beklaget sig over det hårde underlag, og at det havde givet vabler og stive ben, men jeg havde det faktisk ganske fint, og kunne overhovedet ikke mærke noget i ben, og var endnu ikke blevet ramt af vabler. Igen lagde jeg forsigtigt ud, og blev overhalet af, hvad der virkede som absolut alle deltagere i løbet! Efter ca. 7-8 km begyndte min b-menneskekrop at lystre. Jeg kom ind i en god rytme, og fik overhalet en del af de andre, og da vi endelig drejer ind mod junglen bliver jeg virkelig glad! Jeg kan med det samme mærke at luftfugtigheden og varmen stiger; underlaget består af glatte sten, mudder og lidt mere mudder, grene, blade og floder der skal krydses. Alt sammen krydret med op- og nedstigninger samt dyrelyde og rumsteren fra junglen. Det er præcis det, som jeg er kommet for! Omgivelserne er så overvældende, at det virker urealistisk, at jeg faktisk er tilstede mit i den sydamerikansk jungle, men samtidig må jeg ikke svinde hen i ekstase, da underlaget kræver enorm koncentration, hvis jeg ikke skal snuble. Dog var det umuligt ikke at tilte over en gang i mellem, og diverse blå mærker begyndte at vise sig hist og pist. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi er ca. 5 min foran mig og Michelle er omkring 15 min foran. Jeg sætter jagten ind efter Susi, og fanger hende på en af de stejle stigninger, hvor jeg også overhaler en del mænd. Jeg er i et rigtig godt pace, men desværre løber jeg forkert, da jeg overser et skarp sving og får krydset en stor flod, og følger herefter en forkert sti. Jeg får mistanke efter 1 kilometers penge, og da en lokal landmand svinger med sine arme og råber ”No, no” ved jeg, at har løbet forkert. ”PIS!”, tænker jeg og må tilbage. Jeg bruger en del tid på at finde den rigtige vej, og det irriterer mig grusomt, og jeg skyder hurtigt skylden på den dårlige markering. Jeg ved, at Michelle ikke har løbet forkert, da jeg i så fald ville have mødt hende. Når sådanne ting sker, gælder det om at holde hovedet koldt, og få stoppet den negative tankegang. Den kan man nemlig kun bruge til nul og nix. Hjemmefra havde jeg brugt en del tid på at gennemtænke forskellige scenarier, og ét af dem var selvfølgelig det at løbe forkert. Et par eksempler på hvordan jeg fik det vendt i mit hoved: ”Godt jeg opdagede det i tide”, ”tænk sig at løbe forkert og stadig ligge langt fremme i feltet” ”Det er da sejt at have løbet længere end alle de andre”. Sådanne sætninger hjælper mig til at komme godt videre. Resten af etapen foregik i fedt jungleterræn på små, nærmest ikkeeksisterende stier med væltede træer, stejle og mudrede skrænter med garanti for styrt samt strømstærke floder. Jeg nyder det, giver den god gas og kommer i mål ca. 15 min efter Michelle, og det viser sig, at hun er den eneste løber i feltet, som ikke har løbet forkert. Efter mit ur har jeg løbet 34 km og Michelle har indsamlet 29 km.
3. etape – Logging
Fakta: 36,08 km
Tid: 4:42:27
7:50 min/km
-622/+592 m
Gnm. temperatur: 32 grader
Placering på etape: 1./ 4. overall
Samlet placering: 1. kvinde/ 5. Overall
Dagens etape begyndte kl. 7 for top 6 løberne samt de peruvianske løbere, og 7.15 for det resterende felt, da Kris King ville undgå kø for de hurtigere løbere ved den første store flodovergang. Egentlig var min plan at starte roligt, som jeg plejede, men da vi satte i gang, besluttede jeg mig bare for at følge Michelle, som altid de to forgående etaper havde lagt hårdt ud. Flodovergangen kom efter 4 (lange) km, og jeg kæmpede for at holde tempo med hende, og fandt for første gang min iPod frem. Efter vi blev wiret over floden fulgte det fedeste jungleterræn, og Michelle og jeg fulgtes ad. Jeg forsøgte flere gange at starte en samtale med hende, men hun svarede altid meget kort tilbage. På et tidpunkt spørger jeg hende, om hun helst bare vil fokusere på at løbe og ikke snakke, hvortil hun svarer: ”Ja, jeg foretrækker ikke at snakke, når jeg løber” – Okay så, tænkte jeg og stoppede med at snakke. Jeg lå for det mest forrest og trak, og efter CP1 fulgte en hård og stejl stigning op og herefter ned, hvor vi desværre begge to mister en markering og løber vel omkring 10 min. forkert. Michelle tackler ikke situationen særlig godt, og jeg kan tydeligt mærke at hun er irriteret. Det udnytter jeg, og sætter tempoet en smule op i håb om, at hun falder fra. Et sted mellem 17-18 km hægter jeg hende af, og jeg fortsætter med at presse tempoet, hvor jeg kan. Jeg VIL indhente den tabte tid til hende, og jeg er virkelig koncentreret. Med ca. 10 km igen overhaler jeg en af de peruvianske løbere, og det giver virkelig blod på tanden. Jeg er dog forsigtig, da temperaturen er steget til næsten 40 grader, og da jeg kommer ud af junglen, brænder solen nærmest på huden. Jeg finder min kasket med slør frem, og sørger for at dybe den i vandløb og ved vandfald. Med 5-6 km igen møder jeg Mark, der ligger placeret som nr. 4, og han kæmper med de hårde stigninger.
Jeg følges lidt med ham, men jeg har mere energi, og løber fra ham. Jeg kommer i mål 55 min foran Michelle! Jeg begynder at indse muligheden for, at jeg kan lave en rigtig god placering, men ved også, at morgendagen byder på den absolut hårdeste etape.
4. etape – The Lull
Fakta: 34,14 km
Tid: 6:13:10
10:56 min/km
-1644/+1560 m
Gnm temperatur: 30 grader
Placering på etape: 2./ overall
Samlet placering: 1. kvinde/
Mit vækkeur ringer kl. 04, da starten på løbets hårdeste etape er annonceret til at starte kl. 06. Jeg har haft en virkelig dårlig nat med vand i min hængekøje, dårlig mave og vabler med betændelse til følge på mine fødder. Min krop er træt, og jeg kan næsten ikke få min morgenmad ned. Til mit held bliver starten udskudt til kl. 7.30, da ruten skal sikkerhedstjekkes efter nattens hårde og stadig silende regn. Flere steder har der været mudderskred, og ruten må ændres hist og pist. Jeg benytter chancen til at lægge mig, og jeg får omkring 45 min søvn, hvilket var guld værd! Da jeg vågner, er jeg klar til at løbe og give den gas! Jeg kunne godt fornemme, at Michelle ville gribe chancen for at indhente mig, og da starten afgik, fløj hun af sted i højt fart! Min krop ville ikke makke ret, så jeg havde ikke andet valg end at give slip på hende, og måtte fokusere på at løbe mit eget løb. Terrænet og stigningerne var dræbende – jeg har aldrig oplevet noget så teknisk og udfordrende. Og det blev bare ved og ved og ved, og jeg var hele tiden maksimalt presset. Det var så forbandet hårdt, men alligevel så elskede jeg det!
Det var jo absolut lige præcis dette, jeg var kommet efter, og jeg havde ikke tænkt mig at lade min – på det tidspunkt – dumme krop styre showet! Jeg ved, at jeg kan løbe i lang tid med høj puls og at mine ben kan klare lange og hårde stigninger, så jeg knoklede på. Da uret bippede 15 km ind, havde jeg brugt lige præcis to timer, og det var hermed slået fast, at det ville blive en lang dag på kontoret! Langsomt indhentede jeg flere og flere, og fulgtes med Mark og Tony igen. Mark blev hægtet af pga. et styrt, men Tony og jeg ramte ”The Hill” sammen. Vi var blevet briefet om, at der skulle kåres en ”King and Queen of the Hill”, og da jeg ved start af bjerget fik at vide, at Michelle var lige foran, besluttede jeg mig for at ræse og gå efter titlen. Meldingen var, at stigningen ville være 2 km, så da jeg så Michelle, lå jeg lidt bag hende og spurtede forbi hende efter 1 km. Det var ekstremt hårdt og flere gange måtte jeg ned på alle 4 for at kravle op, og med alt det mudder endte jeg tit med at glide ned igen! Det var virkelig fedt, men da uret begyndte at melde 2,3 km og videre 2,6 km, begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kunne simpelthen ikke holde tempoet, og begyndte at blive svimmel og meget øm i benene. Da jeg nærmer mig 3 km op ad bjerget overhaler Michelle mig, og jeg bliver meget frustreret over, at bjerget er så langt, når nu meldingen havde været noget andet. Jeg når toppen efter 4,4 km og er en blanding mellem glad for at have nået toppen og skide sur over forkert information, der gjorde at jeg satsede for tidligt. Der fulgte et 3 km nedløb til mål, og hvilke 3 km! Jeg havde lige blæst mig selv om kuld i det hårdeste terræn, jeg nogensinde havde prøvet med et 4,4 km mega-bjerg lige op i himlen som afslutning, og nu skulle jeg have fragtet min krop ned igen? Det var virkelig krævende, og jeg var løbet tør for energi. Sorte pletter for øjnene og svimmelhed gjorde det svært at koncentrere sig, og jeg havde en del styrt. Men jeg ville tabe så lidt tid til Michelle, som overhovedet muligt, og det holdte mig oppe. Jeg var lykkelig, da jeg endelig så mål. Jeg blev kort tjekket af lægerne, da de hurtigt spottede, at jeg ikke var helt godt kørende. Jeg frøs, men fik mig taget sammen til at spise den resterende morgenmad, 32Gi protein samt min BiFi. Jeg fik aldrig rigtig varmen igen, og floden var for langt væk til jeg kunne overkomme at gå derned. Den aften var der hurtigt godnat til mig.
5. etape – The Long One
Fakta: 76,84 km
Tid: 10:56:52
8:33 min/km
-1695/+1701 m
Gnm.- temperatur: 29 grader
Placering på etape: 1./ 5. overall
Samlet placering: 1. kvinde/5. Overall
Oprindelig skulle den sidste etape være 92 km, men blev kortet ca. 15 km af, da nogle floder var for farlige at krydse. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, om det var godt eller skidt. Jeg ved, jeg er god på de lange distancer, men 92 km gennem junglestrabadser, synes jeg godt nok lige, var til den gode side! Vi startede kl. 5 om morgenen i mørke, og Michelle lagde ud ret godt tempo. Jeg havde besluttet mig at blive tæt på hende, da jeg jo så ville vinde samlet. Vi løb side om side de første kilometer, og vi pressede hinanden på skift. Der er ingen, der taler eller så meget kigger på hinanden. Den direkte duel tænder mig helt vildt, og jeg kan ikke dy mig, da hun efter omkring 8 km sakker en smule bagud. Jeg sætter tempoet op og uret melder en kilometertid på 5.09 ind, og jeg kan fornemme at Michelle kæmper for at hænge på. Jeg forsøger at blive ved med at øge, og da vi kommer til et par nedløb, og jeg ved at en stor flodpassage med zipliners snart må komme, satser jeg hele butikken og spurter af sted! Jeg når ziplineren et godt stykke inden Michelle, og den er klar til afgang med det samme. Da jeg når over på den anden side, kan jeg se hende ankomme, og hun skal vente på den returnerer.
Jeg løber mange kilometer alene på store og små spor, på marker og langs floden. Jeg ved at, der er over 50 flodovergangen, og pludselig nøjes jeg ikke med kun at løbe langs floden, men markeringerne er placeret på den modsatte side, og jeg må krydse. Flere steder er strømmen virkelig stærk, og jeg bruger mange kræfter på ikke at vælte. Dertil er det ikke altid, jeg kan se bunden og de store glatte sten, gør det ikke nemmere. Men det er sjovt, og jeg hygger mig lige indtil jeg tager et skridt ud i floden, og pludselig kan jeg ikke bunde. Strømmen tager mig med, og med rygsæk flyder jeg med, og går nok en smule i panik, da mine svømmeegenskaber er meget ringe. Jeg skyller heldigvis ind på den anden side, og der går lige lidt tid, før jeg får rystet den oplevelse af mig. På 2,5 timer laver jeg ca. 45 overgange af floder, og forsøger hele tiden at holde det højest mulige tempo. Jeg ved ikke hvor langt Michelle er bag mig, men jeg tænker hele tiden, at hun er på vej, og at hun er stærk i bjergene. Jeg vidste, at vi ville møde over 20 km tæt jungle med især én stigning på niveau med gårsdagens, og jeg ville have det bedste forspring. Ved CP3 ca. 5 km før junglestigningen fylder jeg godt med vand i flaskerne og blander den ene med det sidste 32Gi-energi, jeg har tilbage. Jeg er lidt nervøs for, at jeg ikke har formået at spise særlig meget siden slutningen af 3. etape, og de nødder jeg ifølge planen skulle have spist nu, overlevede ikke floden. Min krop har det dog godt, og selvom jeg føler mig lidt sulten, når jeg nu tænker over det, er jeg ikke løbet tør for energi. Da jeg rammer junglen, pibler sveden af mig, og jeg tager skiftevis slurke af vand og energi hver andet minut. Det er virkelig barske løjer med lede stigningerne og et mudreret underlag med spidse rødder og super sized myrer(bullet ants) klar til angreb. Alt sammen krydret med junglens grønne, grønne farve og fornemmelsen af at alle dyrene har bestilt billet på forreste række for at lure på løberne. Jeg får overhalet Tony, og da jeg når toppen og jeg endnu ikke har set skyggen af Michelle, ved jeg, at jeg faktisk har en ret god chance for at vinde det her! Bjergnedløbet er vildt!
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glat og stejlt det var. Det var umuligt ikke at bruge træerne til hjælp for ikke at falde ned, men nogle af trænerne havde skarpe pigge, som tilmed kunne være giftige, og det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af. Der var så mange ting at koncentrere sig om, og selvom jeg var maksimalt presset, nød jeg det i fulde drag. (Til note har jeg tænkt meget på de deltagere, der måtte forcere bjerget i mørke med pandelampe – kæmpe respekt til dem!). Da jeg når ud af junglen følger et langt fladt stykke langs en bred, men lidt udtørret flod. Jo længere jeg når frem, jo mere kan jeg se tilbage, og jeg er mutters alene, hvilket bringer mig nærmere og nærmere sejren. Jeg kan næsten ikke tro, at det snart er ovre, og selvom jeg er ved at være godt træt og brugt, er jeg så glad, at det er som om, at tårerne nærmest presser sig på! Ved CP6 er meldingen at nu går det opad indtil, vi når mål. Jeg tager det stille og roligt, og går en del op ad bakken, mens jeg nøje holder øje med den tørre flod efter nr. 2 kvinde. Tony henter mig, og vi møder en storsmilende Henrik, som følger os i mål! Hvor er jeg glad for at se ham, og hvor er jeg glad for hans melding om, at der kun er 1,5 km i mål!
Jeg løber over målstregen i Jungle Ultra – det mest ekstreme jeg nogensinde har oplevet – i tiden 10:56:52 over slår Michelle med over 2,5 timer på sidste etape. Min samlet tid er 30:27:49, som rækker til en 5. plads overall. Hold op, hvor en fed oplevelse!
Tallinn Maraton
4:14:07 – 1:02:29 – 29:17:02 var tiderne på weekendens løb i Tallinn, Estland! 3 ture på henholdsvis 5, 10 og maraton midt i centrum af en fantastisk by med sjæl, charme, åbenhed og mine forestillinger om betonklodser i lange baner, kommunistiske træk samt Trabis i hobetal blev bragt til skamme.
Frem blomstrede en lille europæisk storby med et skandinavisk touch, og jeg undrede mig over, hvorfor jeg aldrig har været her før?
Mit ærinde i denne weekend var løb, da jeg var blevet inviteret til at deltage i maratonet, og da jeg alligevel skulle samle 100 km ind på løbekontoen denne uge, passede det perfekt med deltagelse i “Come Run With us” – 5 km løb fredag, 10 km løb lørdag og afsluttende maraton søndag. Der forelå også den mulighed at løbe halvmaraton søndag, men med en start kl. 12, kræver det en SUB 3 timers maraton for at nå den også! Og det er måske lige i overkanten!
5 km-løbet fredag startede kl. 19 fra Freedom Square og mest med børn og unge som deltagere. Der var en fantastisk opbakning gennem byen og den lokale park, og selvom ruten kun målte 4,5 km, får arrangementet top-point herfra! Alle blev opfordret til at løbe i den udleverede hvide Nike T-shirt, og det skabte et godt fællesskab, at vi alle rendte rundt i den. En flot medalje blev hængt om halsen, da vi kom i mål samt fik vi væske og energibar.
Kl. 10 næste formiddag stod jeg igen på startlinjen til 10 km. Ligeledes her var der en fantastisk stemning og opbakning gennem Tallinn by!
Kl. 9 søndag var jeg igen klar og denne gang på maratondistancen, som skulle løbes af et loop på 21 km. At løbe er bare den bedste måde at lave sightseeing på, og ruten var rigtig fed langs vandet. Utrolig smuk, og det giver en cool effekt at kunne møde de forreste maraton- og halvmaratonløbere; der er godt nok smæk på! Jeg tog det stille og roligt, da jeg træner frem mod VM sidst i oktober, og kom i mål i 4:14:07. Det var en udfordring for mig at holde det langsomme tempo, og det glippede da også en smule til sidst 🙂
Tallinn Maraton er et velarrangeret løb og en fed måde at tilbringe weekenden på! Der er distancer og sightseeing for alle!
Tak for invitationen og tak til Greve Løbeklub for den gode opbakning!
Trail du Galibier
Jeg blev for noget tid siden udtaget til at repræsentere Danmark til VM i trail d. 29. oktober. Betinget for min udtagelse var, at jeg skulle løbe et bjergtrailløb, men ikke med noget krav om et bestemt ITRA-point(pointsystem som vurderer din præstation). Jeg fandt Trail du Galibier på 46 km og med lige knap 3000 højdemeter samt udfordrerne tekniske passager, så det ud til at være det perfekte løb.
Og det var det!
Til start stod Karin Louise Joubert, Annemette Skov samt jeg fra Danmark, mens Søren Rasmussen var supporter.
De 2900 positive højdemeter lå på de første 31 km, og med lidt hurtig hovedregning giver det en gennemsnitstigning på 10% pr. km, og dertil at vi jo også løb ned! Så ret stejle stigninger, og især bankede åndenød sig på i de +2700 meter over havets overflade(m.o.h.).
Starten afgik kl. 7.00, og jeg valgte at ignorere mit ellers udprægede b-menneskegen, som på normal vis ville ha’ overtaget min krop så tidligt om morgenen. Men jeg følte mig absolut klar til kamp, og det er en dejlig følelse at stå til start velvidende om, at jeg har trænet godt, er i god form og forberedt til turen.
Den første kilometer var et loop inde i Valloire, og jeg løb side om side med Karin og Annemette. Herefter fulgte 4,5 km opad fra 1430 m.o.h. til 1921 m.o.h. i tætte hårnålesving, men på et rimelig tilgængeligt underlag på et etableret stisystem. Da jeg er en forholdsvis langsom starter, havde jeg regnet med at Annemette og Karin ville være foran mig, men det var ikke tilfældet, og en tanke om, at jeg måske havde lagt for hårdt ud, strejfede mig. Men det havde jeg ikke – tværtimod lagde jeg forsigtigt ud, og ville på den første stigning ikke tage nogle unødige chancer i et forventet 6-8 timers løb med en tætpakket højdeprofil.
Min træner Søren havde klædt mig godt på til opgaven; vi havde snakket ruten godt igennem og han mente at 6.45 timer var et rimelig bud på en sluttid, og jeg tegnede højdekortet samt plan for væske- og energiindtag på mit startnummer. Jeg nåede første depot ved 6 km 10 min før den aftalte tid, men følte mig godt tilpas og klar på det første nedløb. Her gik det op for mig, hvor stejlt og teknisk udfordrende dette løb ville blive! Løse sten og smalle stier med en hældningsprocent man næppe kan forestille sig, krydret med skarpe franske kvindelige trailløbere, som elegant og uden besvær dansede ned af bjergsiden og med en stemme i lystige toner nærmest sang: “passé”! Jeg blev en anelse frustreret, og lidt flov over min egen buldrende og anstrengte kampvognsteknik, da løber efter løber passerede mig, og jeg fik hurtigt skubbet podiettanken væk. Jeg var slet, slet ikke på niveau med disse kvinder.
De første 10 km bød på 3 små(!) bjergtoppe, og herefter fra 1753 m.o.h. til Plan de Orient i 2624 m.o.h. For dælen, der var langt op og det meste foregik i gåtempo og ned til 16 min/km. Jeg var en af de få, som ikke havde medbragt stave, og da jeg gik der op ad bjerget i en urimelig pulszone og brændende lår, kunne jeg pludselig godt se en fordel i de dersens stave! Jeg har besluttet, at jeg vil hjem og eksperimentere mere med gå-teknikker på stejle stigninger, og finde ud af, hvad der virker for mig. Når 90% af et felt til et sydfransk bjergløb har stave med, må der vel være noget om snakken, og dertil havde både Annemette og Karin dem også med.
Jeg nåede toppen lidt efter tidsplanen, som sagde 2.40 timer, og der fulgte et relativ kort nedløb til 3. depot. Her skulle der fyldes vand i væskeblæren, da jeg først ville komme i depot igen på næste bjergtop 14 km og ca. 2,5 timer senere. Jeg fik meldingen om, at Annemette var 10 min efter mig, og siden Søren ikke nævnte noget om de forreste kvinder, måtte de ha’ været langt foran. Jeg havde et rigtig godt nedløb selvom stierne var meget smalle og med store og små sten hist og pist. Ikke på noget tidspunkt kan man slå autopiloten til og koncentrationen fra – regningen kommer prompte og man støder tæerne i stenene, laver små vrid i anklerne eller mister balancen. Altså en kontinuerlig reminder om at fastholde fokus.
Jeg er igen en smule bagud ift tidsplanen, og nu følger den, på papiret, hårdeste del af ruten med et langt, stejlt og teknisk opløb til Galibier. Første del er på græs, men der er ingen sti. Ruten går bare op i hårnålesving og det er så stejlt, at man bare kigger ind i bjerget! Flot udsigt til den anden side, javel ja, men at kunne se markeringer i det uendelige op af bjerget var en vild oplevelse! Jeg var fysisk hårdt presset, og havde “kun” lige rundet 20 km og altså ikke en gang halvvejs, men jeg elskede hvert sekund af det! Jeg var i flow, og høj af omgivelserne, terrænet og det faktum, at jeg næsten holdte planen. Op ad bjerget hører jeg pludselig Søren råbe efter mig, og skæbnen ville, at han på sin vej op til næste depot i bil, kørte parallelt med mig. Han råbte at Annemette var 22 min efter, men at jeg ikke skulle lade det blive en sovepude. Jeg råbte tilbage, at jeg ville holde planen om at nå toppen på 5 timer uden indsigt i, hvad der egentlig ventede mig på vej derop. Den sidste kilometer inden peaket var brutal, og jeg havde kilometertider helt nede på 20.44 min/km, og det tynde luftlag kunne mærkes! Nøj, hvor var jeg glad, da jeg nåede toppen ved 31 km – dog 15 min senere end aftalt, og en kontant besked fra Søren om, at jeg skulle spænde hjelmen på det 16 km lange nedløb for at indhente den tabte tid. Jeg nikkede, og var klar til at give den gas på nedløbet. I hvert fald indtil jeg så det! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig efter sådan et ubarmhjertigt opløb, men naivt var det i hvert fald… De første kilometer var så stejle og beklædt med løse klippestykker – det var simpelthen for farligt og risikabelt for mig at løbe, og jeg accepterede kilometertider ned til 10.27 min/km og først på den 39. kilometer kunne jeg få gang i noget nogenlunde fornuftigt nedløb. Men så fik den til gengæld også max gas! Jeg VILLE simpelthen i mål i 6.45, som efter Sørens udregning ville give 600 ITRA-point(ville blive mit hidtil bedste resultat). Jeg tvang mig selv til at løbe så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg begyndte at overhale nogen af dem, som tidligere i løbet havde passeret mig. Det er en fed følelse, og selvom jeg pressede mig selv helt ud over grænsen, hvor både underben og lår føltes som om, de kunne springe hvert et øjeblik, og pulsen var så høj, at jeg kunne høre mig selv stønne med hvert åndedrag, var mit hoved fuld af eurofori og en fast besluttet på at nå mit mål. Mellemtiderne strøg ned på 4.20 min/km, og jeg åd mig selv. Langt om længe begyndte byskilte at vise sig, og jeg genkendte området: jeg vidste, jeg var tæt på mål, men da de små stier igen begynder at være tekniske og med korte stigninger, var det kun overlevelsesinstinktet, der fik mig igennem. Jeg kunne simpelthen ikke løbe flere højdemeter, men jeg tvang tanken frem om, at man altid kan løbe 2 min mere. Og 2 min mere. Og 2 min mere. Og pludselig var der kun 2 min til mål!
Jeg kom i mål i tiden 6.50.53 og er mega tilfreds og stolt. Det var et hårdt og brutalt bjergløb, men overvældende interessant og det har bestemt givet mig mere blod på tanden. Jeg har taget mange erfaringer med, og der er bestemt elementer, der skal trænes på!
Tak til Søren, Karin og Annemette for godt selskab og tak til mine sponsorerer, som lige nævnes her. Uden dem kan mit løberliv med rejser og træning ikke lade sig gøre:
Oceany, Yding Grønt, Gitte Schlage, Bo Kortegaard, CEP Danmark, Hoka One One Danmark, 32Gi, Zebla, World of Nuts, Proteinbar, DAT, FitRABBIT og Garmin.
Highland Trail
Danmarks mest kuperede terræn og det hårdeste? Jo tak, den er god nok!
D. 7. august stod jeg i Silkeborg Vesterskov til start på 14 km-distancen med lige knap 1000 hm, som nok er det trailløb i Danmark, der kan præsentere flest højdemeter på distancen. Dvs. ikke så meget lige-ud-pjat(glimt i øjet/skrivepennen!), men hardcore op eller ned! Lige efter min smag…
Der var både mulighed for at løbe 7 km, 14 km, 21 km samt maraton på en 7 km ubarmhjertig og teknisk rundstrækning, og distancerne startede selvfølgelig forskudt af hinanden med nogenlunde samlet sluttidspunkt.
Der var 39 kvinder til start, og jeg synes, det var lidt spændende om måske nogle hurtige o-løbere havde fundet vej til skoven. Dem kan jeg simpelthen ikke hamle op med på sådan en relativ kort distance! Kvinderne løb til fra start, og efter en kilometers penge lå jeg vel som nr. 3 eller 4, men herefter begyndte jeg at indhente på især nedløbene.
Løbet var perfekt afmærket, og der var ikke mindre end 3 depoter pr. 7. kilometer. Ruten og terrænet var barsk, men herudover var det ren forkælelse.
Jeg vinder i tiden 1:34:16 med 12 min ned til nr. 2. Nr. 9 samlet ud af 102 deltagere.
Præmier til de 3 bedste mænd og kvinder på hver distance + gode lodtrækningspræmier.
Et klart anbefalelsesværdigt trailløb, som lige er en tand hårdere end så mange andre løb.
DM i lang trail, 50 km
Lørdan d. 16 januar fik jeg en 2. plads samt en 1. plads i min aldersklasse til danmarksmesterskaberne i lang trail(52 km) afviklet på Bornholm. Jeg gennemførte i en tid på 6.24.28.
Starten afgik kl. 8.30 og jeg var klar! Jeg havde i dagene op til været usikker på hvilke sko, jeg skulle vælge, men en nat med hård frost samt en morgentemperatur på -8 grader og isglat overalt, var valget ikke så svært, og jeg hoppede i mine Salomon Spikecross. Efter få meter blev jeg bekræftet i mit skovalg, da en løber lige foran mig, væltede så lang han var på isen – og slog sig, desværre.
Jeg lagde hårdt ud, og min plan var at følge med Maibritt Skovgaard, som løber på traillandsholdet og, på papiret, den bedste løber i feltet. Hun gav den gas, men jeg var fast besluttet på ikke at slippe hende af syne. Efter en udfordrende prolog med meget tekniske op- og nedstigninger krydret med spejlblank is, runder jeg depotet som 3. bedste kvinde og beslutter mig for at sætte farten op, og ligge mig helt tæt på Maibritt. Efter et par kilometer kan jeg dog se, at Maibritt tøver lidt på sporet, og desværre har hun tidligt i løbet haft et styrt, som har påvirket hendes knæ, og hun vælger ikke at løbe videre. En beslutning jeg virkelig har respekt for, da jeg ved, hvor svært det er at udgå i konkurrence.
Jeg havde dog fundet et godt tempo, og Allan som også lå i vores lille gruppe, blev hægtet af. Sporerne omkring
Hammerknuden og hele vestkysten er i sig selv teknisk svære og med isen oveni, krævede det virkelig fuld koncentration hele vejen. Men jeg kan ikke udtrykke hvor fedt, jeg synes, det er! De første 20 km går rigtig hurtigt – jeg forsøger hele tiden at optimere der, hvor jeg kan, og jeg havde forinden løbet besluttet mig for, at jeg også ville tage nogle chancer i sporene. Især nedstigningerne ville jeg give en skalle, og de vildeste adrenalinsus kildede i maven og bragte smilet frem på læben! Jeg har skrevet det før, og gør det igen: Jeg elsker at løbe trail! Midt i mit runners high øjner jeg den forreste kvinde et godt stykke foran, og det er alt andet lige noget, som giver blod på tanden. Og så sker det, som bare ikke må ske: På et nedløb vrikker jeg om på min venstre fod – jeg er helt nede og det gør virkelig ondt. Jeg udbryder diverse skældsord, og en modløbende deltager spørger, om jeg er okay, hvor jeg dertil forsøger at nikke, mens smerten breder sig i min fod. Jeg ved med det samme, at dette er ikke godt, og min spontane reaktion er, at få noget af sneen ned i skoen og binde snørebåndene endnu strammere. Jeg prøver at humpe lidt videre, men hold op, hvor gør det ondt, og så gør jeg noget, som jeg ellers aldrig plejer at gøre: Jeg tager to Panodiler, og tænker, at jeg må holde smerten ud, indtil de begynder at virke. Jeg har på dette tidspunkt løbet omkring 24 km, og jeg skal virkelig grave dybt for ikke at blive mindet om, at jeg ikke engang har løbet halvdelen af løbet. Jeg finder langsomt ind i noget, der ligner løb igen, og jeg får fokuseret væk fra smerten og synes også, det hjælper lidt at komme i gang, men det er svært at finde flow, da jeg er usikker på foden. Jeg “knækker over” et par gange – dog ikke helt rundt, men nok til at blive reminded om, at jeg bliver nødt til at løbe mere sikkert på det ujævne underlag og især nedad. Jeg møder kort tid efter Søren Rasmussen på ruten, som fortæller mig, at der er 5 min op til forreste kvinde, men mit fokus går på dette tidspunkt på at komme ind i en rytme, der kan få mig gennem løbet.
Jeg vil gerne berette om naturens herligheder, sporernes lækre og udfordrende detaljer samt om de andre deltagere i løbet, men alt mit overskud til resten af løbet gik til at holde fokus på foden og underlaget – på nøje at læse terrænet og planlægge hvilket skridt, der skal tages hvor og med hvilken fod.
Har jeg haft en god tur? Bestemt!
Jeg løb min chance, og gjorde hvad jeg kunne. Jeg var indforstået med de risici, der var ved at løbe i så teknisk svært terræn, og jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg tog chancer – det er uheldigt, at jeg vrikker om, men jeg er tilfreds og stolt over at have gennemført løbet med en fod, der i skrivende stund har alle regnbuens farver og med rumfang 1x1x1. Burde jeg have stoppet? Måske, måske ikke – jeg ved ikke endnu, hvad eftervirkningerne på foden bliver, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt i løbet at stoppe.
Et stort tak skal lyde til Søren, som gav råd før og efter løbet. Et stort tak til Maibritt, der tiltræder som den bedste supporter efter hun selv er udgået.(Hvor er det ægte altruisme – tænk sig at udgå fra et løb, og så have overskud og lyst til at hjælpe andre) samt et tak til Thomas Skov, der altid er klar med en mellemtid, moralsk støtte, væskeopfyldning osv.! Ovenstående er noget, jeg værdsætter meget i trail: Vi hjælper hinanden – også selvom vi i løbet er konkurrenter!
Der skal også lyde et tak til mine sponsorere: OCEAN7 Projects, Yding Grønt, Danish Air Transport, Protein Bar, 32Gi, Zebla, Fitrabbit Functional Drinks – Danmark, CEP Danmark, HOKA One One Danmark, Gitte Schlage, World Of Nuts, Bo Kortegaard.
Til løbet var jeg iført CEP Ultralight langærmet trøje, Kolding Motion singlet, OMM jakke, Odlo vintertight, CEP merionouldsokker, CEP buff, Salomon Spikecross, Odlo headband, Inov-8 Vest. Dertil forsynede jeg mig med 32Gis geler og chews.
Zugspitze Supertrail – 60,7 km
Se hvordan løbet foregik. Videoen er lånt fra Zugspitze Supertrail
CEP kompression anmeldelse
Joh, jeg bruger en del tid på at træne, og derfor er det vigtigt for mig, at udstyret er i orden. En af mine samarbejdspartnere i 2015 er et af Europas førende kompressionsmærker CEP, som forsyner mig med lækkert og funktionelt træningstøj. CEP har et bredt sortiment med fokus inden for kompression, og jeg nyder godt af deres kvalitetsrige tøj bestående af et bredt sortiment i alt fra korte til lange sokker, kompressionstights samt svedtransporterende t-shirts.
Mine tre favoritter blandt CEPs produkter er:
- Active Ultralight Shirt(den kortærmede i + 10 grader og den lange under 10 grader)
- Progressive Ultralight Socks
- Progressive+ Run Merino Socks
Ultralight Shirt
CEPs Ultralight t-shirt er ekstrem let og i et materiale, som tørrer (fandens) hurtigt. Det er den perfekte trailløbe-shirt, og jeg er i problemer, hvis den er til vask, når jeg skal bruge den. Jeg er stort set altid iført Ultralight – enten under en t-shirt eller som eneste lag på varme sommerdage. Med min pæreformet krop(måske lidt karikeret!) har jeg haft en del problemer med tætsiddende t-shirts, som kryber op af maven, og jeg har fået taget diverse løbefotos, hvor jeg uvildigt flasher flæsket – ikke rart for sådan en forfængelig løber som mig(!) – men det er heldigvis slut nu, da Ultralight Shirten har en magisk lille elastikafrunding, der sidder tæt ind til den nederste del af maven, og gør, at den ikke kryber op.
Størrelsen på shirten er normal, og den sidder perfekt i en størrelse small til mig, selvom jeg kan præstere et måske lidt større brystmål end de fleste andre i en størrelse small. Jeg har altid tyet til merinould som det inderste lag, men CEPs Ultralight er klart at foretrække, og en anden god feature er, at shirten ikke lugter, som jeg ellers kan opleve med andre trøjer i kunststof. Faktisk kan jeg godt bruge den samme trøje både til morgentræningen og igen om aftenen.
Kommentar:
Findes også uden ærmer
Pris: 350 kr. for korte ærmer og 400 kr. for lange ærmer
Ultralight Socks
Jeg er ligeledes blevet lidt småafhængig af CEPs Ultralight kompressionssokker, og især deres Ultralight sleeves har gjort indtryk på mig, da jeg tidligere har bøvlet med at sleeves presser ind på min akillessene, og irritationen kunne godt vare et par dage eller mere. Med Ultralight er det slet ikke et problem, så dem benytter jeg ofte i min træning og til konkurrence.
Det er svært at vurdere om de har en præstationsfremmende virkning og effektiviserer restitutionen – det må jeg lade videnskaben om at fastslå, men jeg oplever, at mine ben føles lettere med kompression i på mine løbetrue og jeg har endda også fået for vane at have dem med til boksetræningen. Ligeledes føles mine ben ikke så trætte på lange træningspas eller i uger med mange timer på sporet.
Kommentar:
Selvom de hvide sokker er ekstrem fede, skal man lige overveje om løbeturen byder på mudder!
Priser:
Ultralight Strømpe: 450 kr.
Ultralight Sleeve: 300 kr.
Ultralight Short Sock: 200 kr
Ulttralight No Show Sock:150 kr
Run Merino Socks
Jeg nyder at løbe i al slags vejr og på al slags underlag. Mindst én gang i ugen løber jeg langs Kolding Fjord og det giver med garanti våde fødder, og her kan jeg ikke undvære CEPs merinouldsokker. De findes både i en short sock, men også som lange med kompression. Til DM i lang trail på Bornholm valgte jeg at løbe i den korte sok, som holdte mig tør og på forunderlig vis slap jeg med få vabler. I koldt vejr er merinokompressionsstrømpen min foretrukne, da den holder mig varm – også selvom den er våd.
Det kan virke dyrt for en sok, men jeg har skambrugt mine to par merinouldstrømper, og det har tidligere været min erfaring at materialet ikke holder helt vildt godt, men det må jeg sige, at CEP gør. Jeg brugte før Ashmeis strømper, som jeg også løbemæssigt var godt tilfreds med, men de blev hurtigt slidt ved hælen og ude ved tæerne, og jo tyndere stoffet blev, jo flere vabler kunne jeg sætte ind på kontoen.
Pris:
Kort: 180 kr.
Lang: 400 kr.
DM i lang trail Hammertrail
Startskuddet lød lørdag d. 4. maj kl. 00 – og det er en speciel følelse at vide, der venter sig 80 km i danmarks mest udfordrende terræn bestående af en 3,1 km prolog og 3x 25,7 km runder på den vestlige side af øen.
Jeg stillede mig et godt stykke frem i feltet, for ikke at risikere at skulle løbe i kø, når ruten blev snævret ind. Derfor lagde jeg lidt hurtigt ud, og skæbnen ville, at jeg allerede på prologen havde mit første styrt. Jeg gled ned af en våd sten, og faldt lige så lang(altså kort) jeg var, men jeg slog mig ikke særlig meget, så det var bare op igen og videre. Ude på første runde skulle jeg lige vende mig til det teknisk udfordrende underlag, og jeg havde fuld koncentration på – så meget koncentration at jeg desværre løber forkert ned i en dal, og der går lidt tid inden jeg indser, der er noget galt. Jeg kigger mig tilbage og spotter de andres pandelamper, og jeg må op af bakken igen. Jeg mister ca. 10 min, og det er mental ret hård at håndtere, men i løbet af ugens forberedelser, har jeg brugt meget tid på at tænke løbet igennem, og et af dets scenarier var selvfølgelig at løbe forkert. Min taktik for ikke at gå i frustrations-mode, var at tænke, at det kunne da ha’ gået møj værre(Tak til De Nattergale)!
Jeg finder tilbage til ruten og løber et kort stykke med en hollandsk kvindelig trailløber, som havde taget turen til Danmark. Vores tempo var dog ikke helt det samme, og jeg trækker fra hende. Det eneste positive ved at løbe forkert er, at så indhenter jeg jo nogle af dem, som havde overhalet mig, og det giver alt andet lidt energi. Efter at have løbet forbi omkring 10 løbere, fanger jeg en gruppe, som godt nok løber lidt langsommere end jeg har lyst til, men jeg tænker også, at jeg skal passe lidt på. Der er jo lang vej igen, og jeg skal have både fysisk og mental energi til hele løbet. Jeg vælger at placere mig i gruppen, og vi får snakket en smule. Desværre laver jeg den klassiske og farlige fejl, når man løber flere sammen: man følger bare med, og pludselig finder vi ud af, at vi er løbet forkert. Jeg tror ikke vi mister så meget tid, men mit hoved spiller mig her et puds, og dumme tanker, om at jeg er pisse træt af igen at have mistet tid og kræfter på at løbe forkert, presser sig på. Jeg kommer til depotet med et lidt mørkt sind, men formår at få startet på en frisk til anden runde, hvor solen så småt begynder at titte frem, og det giver vist alle løbere et lille boost af energi og ekstra gejst. Jeg løber 2. runde helt selv, men med fuld fokus på og jeg synes, det går rigtig godt. Jeg kan dog mærke, at især lårmusklerne er hårdt belastet efter 40 km med lede op- og nedstigninger, mudder, skrå stier, sand, store sten, skråninger med reb, klipper som der skal klatres op/ned ad, uendelige trapper og ikke mindst asfalt – sidstnævnte oplever jeg som enorm krævende, selvom det burde være en form for break fra det teknisk svære terræn, men jeg har det svært med asfalt i trailløb samt passager uden stigninger – altså der hvor det “bare” går ligeud.
Da jeg nærmer mig slutningen af 2. runde, møder jeg den førende dame, Annemette, som er på vej ud på sidste runde og hun ser ud til at være forrygende godt løbende og omkring 15 min foran mig – på papiret en sikker føring.
Jeg spiser et par pomfritter i depotet samt får fyldt min rygsæk op med energi til resten af turen, og jeg løber ud på 3. runde med godt humør. Især da jeg møder 3. bedste kvinde, som ligger meget langt bag mig, og det er jo lig med en andenplads til mig, hvis jeg formår at gennemføre at holde et nogenlunde tempo på de sidste 25,7 km. Jeg kan dog mærke at jeg har mere at give af, og med et stort smil på læben, lader jeg mine ben lege afsted i et lidt højere tempo end hvad jeg havde forventet på 3. runde. Med ca 15 km igen, får jeg en melding om, at jeg haler kraftigt ind på Annemette, og jeg beslutter at hvis mine ben stadig er gode ved 70 km, vil jeg sætte tempoet op. Jeg ved, at det er en kæmpe chance at tage i et krævende løb som dette og på en endnu ukendt distance for mig, men mit vinderinstinkt, lyst til at konkurrere samt trangen til at udfordre mig selv gør, at jeg presser pulsen og tempoet op, og det går de første kilometer rigtig godt. Jeg er fuldt ud motiveret og jeg blæser noget musik i ørerne: Det her elsker jeg – det er på trailsporet, jeg hører til! Desværre løber jeg tør for vand, og det er ret kritisk – jeg husker at kigge ned på mit ur, da den bibber ved 77 km og da jeg kigger op igen, ser jeg mærkelige farver på stien og græsset. Der danser lyserøde, orange og røde farver rundt og jeg ser ting, som jeg ved selvfølgelig ikke er tilstede. Jeg er dog ved fuld bevidsthed, og er godt klar over, det er et klokkeklart tegn, jeg skal tage alvorligt, så jeg kommer ned at gå og spiser lidt chews fra 32GI, men jeg kan ikke rigtig få svimmelheden væk. Jeg accepterer, at der ikke er mere jeg kan gøre for at hente Annemette, og at jeg nu skal passe på mig selv, så jeg ikke risikerer at udgå med kun få kilometer tilbage. Jeg skiftevis går og løber, men falder en del gange, fordi jeg ikke kan holde balancen og har svært ved at læse terrænet – jeg har helt klart presset mig selv for hårdt uden vand, men det var bare en chance, jeg måtte tage. På en af de sidste stigninger tror jeg, jeg ser Annemette foran mig, og uden at tænke, sætter jeg i et hurtigt løb efter hende. Det viser sig dog at være en tilskuer – i øvrigt af et andet køn, og jeg både småsmiler/bliver bange over det faktum, at jeg åbenbart er så desorienteret…
Jeg nærmer mig langsomt – lykkefølelsen og stoltheden når et nyt højdepunkt, da jeg ser mål og mit ur melder en tid på 10.43.18 og jeg vinder en andenplads til danmarksmesterskaber i lang trail samt bliver dansk mester i min klasse! Det er virkelig virkeligt!
Det har været hele træningen værd – de hårde løbepas kl. tidligt om morgenen, de sene nattetimer i Marielundskoven og krævende interval i de høje pulszoner! Vil jeg gøre det igen – ja, absolut! Jeg har fået blod på tanden, og jeg er overvældet af tanken om at jeg løber lige op med ultralandsholdsløbere.
Tider:
Prolog: 17.57
runde 1: 3:20:13
runde 2: 3:36:15
runde 3: 3:28:38
Slutteligt vil jeg sige et kæmpe tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det er meget motiverende! Tak til CEP Danmark og 32Gi Denmark som hjalp med merinouldstrømper og kompression samt energi uden at slå maven i stykker smile emoticon + tak til den bedste supporter, man kan ønske sig!
Og et kæmpe tak til min seje træner Casper Callesen fra StayActive!
“F… Janteloven”-epilog:
– Jeg løber 3. runde 11 min hurtigere end nr. 1 og som den 5. bedste løber overall
– Over halvdelen af kvinderne samt 1/3 af mændene udgår
– Jeg modtager et bæltespænde, som mænd får hvis de gennemfører under 11 timer og kvinder under 11.30
Taulov Halvmaraton
Startskuddet til forårsklassikeren Taulov Halvmaraton lød søndag d. 14. marts kl. 11, og næsten 400 løbere stod klar til at tæmme 21, 10 eller 5,3 km. Solen stod klar på himlen, og en frisk vind fra sydvest peb godt i ørerene. Efter en weekend med dejligt besøg af gode venner, var jeg absolut klar til at få lidt kilometer i benene og teste mine nye Hoka Clifton i godt selskab.
Taulov Halvmaraton er i min sæsonplan kategoriseret som et C-løb. Jeg lister alle mine løb fra A-D, hvor A er de løb jeg skal toppræstere og C-D er de løb jeg udelukkende skal bruge som træningsredskab, så jeg ikke brænder igennem på alle løb. Taulov var dermed et træningsløb for mig, men jeg kan godt lide at deltage i løb som en del af min træning. Det er trods alt sjovere at løbe med andre end at trække i løbeskoene selv, men det er bare ikke altid, der er tid til det hele.
Min træner Casper, fra StayActive styrer min træning via trainingpeaks.com og havde sat et tidsmål på 1:45 og dermed en gennemsnitshastighed på 5 min/km. Det er længe siden jeg har testet formen af, så jeg var faktisk spændt på, hvordan stængerne ville reagere på tempoet. De første 10 km formåede jeg at holde omkring de 12 km/timen, men så gik det lidt galt med et par hurtige kilometertider på stigningerne, da jeg totalt blev grebet af stemningen og verdens fedeste følelse af at overhale andre, som sætter farten ned på bakkerne. Jeg havde min hurtigste kilometertid på 04:22 min/km på den 20ende kilometer og de sidste 5 med 04:29 i gennemsnit, og vidste godt, at det jeg gjorde ikke var en del af planen, men jeg kunne simpelthen bare ikke lade være. I kender det at være på en slankekur, men alligevel ikke kunne modstå trangen om at spise den lækre chokolademuffin alligevel… J
Jeg har tre gange tidligere deltaget i Taulov, og erindrede ruten som værende udfordrende og kuperet med dræberbakker, der kan udfordre ethvert sæt lunger. Jeg huskede til dels rigtigt, men stigningerne føltes ikke nær så slemme, og jeg smiler på læben, når jeg nævner for mig selv, at det må jo alt andet lige betyde, at formkurven er stigende.
Jeg kan klart anbefale Taulov Halvmaraton som et perfekt løb at teste startformen med. Velarrangeret, kuperet og godt humør!
Fakta:
Distancer: halvmaraton, 10 km, 5,3 km
Pris: 150 kr. for halvmaraton + 12,50 kr. i gebyr
Medalje: nej
Depoter: 3 stk med vand, energidrik, frugt
Højdemeter: 147 m op/142 m ned
Se min tur på trainingpeaks: http://tpks.ws/oOvQ
Kursus: Styrketræning i forbindelse med løb
Book Kristina til at komme ud og lave et praktisk-orienteret kursus i styrketræning i forbindelse med løb.
Hun giver gode fif og råd til, hvordan man kan få integreret den del af træningen, som vi så ofte glemmer at få med.
I kurset vil indgå løberelevante styrkeøvelse for ben og core samt stabilitet-, koordinations- og udstrækøvelser, der vil gøre jer til stærkere og bedre løbere med mindre risiko for skader.
Ultrarun ørkenbootcamp
Bootcampen startede i Ultraruns kælder med et killerteam bestående af 3 x 2015 MdS-deltagere Nicolai, Peter samt Lars(4 inkl. Christian Madsen) og så ultraløberen Anders(se hans blog: https://42kplus.wordpress.com) samt det hardcore friluftsmenneske Bent fra Fredericia Løbeklub. Altså lille mig som eneste kvindelige indslag, men det havde jeg vel også forventet.
Efter kort præsentation af deltagerne holdte Christian et foredrag om hans 3 år som deltager ved Marathon de Sables. Et spændende foredrag, som virkelig fristede mig, og det var godt, der ikke var en tilmeldingsknap på sidste slide, for så havde jeg nok siddet i saksen!
Efter foredraget nørdede vi lidt udstyr i forbindelse med etapeløb i ørkenen. Christian viste os hans kitliste, og fortalte hvordan han år efter år havde skåret på vægten, justeret på komforten samt fundet den rette mængde kalorier.
Herefter fulgte et praktisk indslag om at ordne vabler, og være på forkant. Christian fortalte, at mange tror vabler skyldes gnidninger fra løbeskoen, som herved skaber en forbrænding på fødderne, men det er ifølge forskningen ikke tilfældet. Vabler skyldes forskydning, og selvom tape ikke anses som værende forebyggende, da det ikke reducerer forskydningen, fik vi alligevel en gennemgang af tapning på fødderne. Evt. læs mere om vabler på ultrarun.com(Link ind!)
Ved eftermiddagstid var vi endelig klar til afgang til Kårup Skov shelterplads i Fårevejle ved Odsherred for at komme i gang med bootcampen. Aftenen bestod af gearudpakning, valg af shelter og sovemakkere samt hygge ved bålet samt frysetørret mad med rigeligt indhold af kalorier. Med en temperatur omkring frysepunktet virkede det helt naturligt at krybe til køjs før kl. 21, i håbet om at få varmen i soveposen.
Lørdag formiddag stod der navigation på programmet, og jeg havde set frem til at lære mere omkring kortlæsning og kompasnavigation – det er bestemt ikke på dette område, jeg har mine forcer, men jeg vil gerne lære mere. Først vi fik en gennemgang af kompassets udformning og brug, og et par opgaver med krydsspejling og kompasgang. Om det var mit blondiegen, der gjorde at jeg ikke helt opfangede metoden, kan nu godt være, men jeg kunne godt have brugt lidt mere tid på denne del af kurset. De andre militærfolk virkede til at være lidt mere på hjemmebane end hvad min tidligere blåspejder-baggrund kunne præstere, og jeg fik desværre ikke så meget med derfra.
Efter navigationsindlægget stod den på løb med oppakning og staveteknik. Jeg havde omkring 4 kg i min rygsæk med 2 l vand, og synes faktisk det er en del at have med på farten. Jeg løb med OMMs 32 liter letvægtsrygsæk, og mine tanker går helt klart på at opgradere til deres nye Phantom 20 l på sølle 295 g, som både Christian og Lars løb med. Jeg må indrømme, at jeg ikke bruger stavene så meget i min træning, og jeg havde dem heller ikke med til The Everest Marathon, men var til gengæld enorm glad for at have dem med til Zugspitze Supertrail. Jeg var derfor meget nysgerrig på at få optimeret min teknik især på nedløbene. Alt i alt et givende indspark til hvordan en bakke kan angribes med eller uden stave.
Til frokost lavede jeg en kop nudler, da eftermiddagens program ville bestå af en lang løbetur på
den 25 km lange runde på NDURE trailruten med enorm varieret terræn på stier, skov, mudder, sand og lidt asfalt samt gode højdemeter. En virkelig smuk og udfordrende tur, hvor jeg klart fik lyst til at tilmelde mig løbet til august. For at bruge mine efterskoleelevers terminologi, så var det bare ”mega, fucking, for sygt nice” at rende rundt i overvældende natur, fede spor, dejligt vejr og lækkert selskab!
Aftenen bestod af aftensmad, hygge og røverhistorier ved bålet inden vi alle krøb tidligt til køjs.
Søndag morgen vågnede vi til regn og slud, og Christian havde planlagt et hemmeligt løb. Jeg var spændt på at høre mere om hvad det handlede om og han løftede sløret for at det ville være strandløb og så en holdkonkurrence med bakkeløb! Jeg var med det samme tændt!
Holdene blev delt så jeg, Christian og Bent udgjorde det ene hold, og Anders, Nicolai og Peter det andet hold. Vi skulle starte fra bunden af ”Dødens Dal” fra NDURE-ruten og holdet der nåede flest gange på toppen på en time, ville vinde konkurrencen! Dog må holdets løbere ikke have en afstand mellem sig på større end 2 m, så den hurtigste kunne ikke bare fræse derudaf, men der skulle stables et holdsamarbejde på benene, og udnytte de enkeltes styrker. Det andet hold lagde sig i spidsen fra start op ad bakken, og vi forsøgte forgæves at holde trit. Bakken var sindssyg hård med lede stigninger på op til 18%, og vi måtte ned og gå. Da vi nåede toppen og rundt om graven, var det andet hold en del foran, men vi formåede at hente dem på vejen ned af de mudrede og glatte bakker, og holdte føringen til slut! Ret fed følelse at slå et hold af herrer, hvoraf de to af dem deltager ved årets MdS!
Tak for en helt fantastisk weekend med god og lummer stemning – ordet håndvarmer har fået en helt ny betydning for mig!
Jeg kunne godt have ønsket mig flere træningspas – gerne et fredag aften med pandelampe, men det er vist noget med at man skal have tilladelse til at løbe med pandelamper på. Selvom vi havde en lang tur lørdag på Endure-ruten på 25 km på 3 timer, og navigation samt teknisk træning om formiddagen, kunne der også godt have sneget sig et lille løbepas ind om aftenen igen. Dog er ultraruns bootcamp bestemt anbefalesesværdigt som forberedelse til et etapeløb eller blot for at få en fed, social løbeevent med et par overnatninger i det fri.
Afsluttende, internt og uden for løbe-kontekst bemærkning:
Det er gået op for mig at lærere ikke nødvendigvis er den erhvervsgruppe, som elsker kaffe mest!
Ultrarun ørkenbootcamp
Ultrarun ørkenbootcamp d. 27. februar – 1. marts med Christian Madsen
Testanmeldelse: MIIEGO
Når jeg løber gælder det om at have så lidt at tænke på som muligt. Tøjet skal være behageligt, rygsækken sidde komfortabelt, skoen må ikke give vabler og ledninger må ikke være i vejen. Så da det danske høretelefonmærke MIIEGO, som udmærker sig ved at være ledningsløse, tilbød mig at teste deres to ud af deres tre modeller, var jeg ikke i tvivl! ”Jo tak, det vil jeg da gerne!”
Jeg har længe drømt om at opgradere på høretelefonsfronten, da mine Yurbuds efterhånden har 6 år på bagen og iPhoneshøretelefonerne bare ikke genererer særlig god lyd.
So here we go!
MIIEGO er et dansk brand som så dagens lys i 2010 og går under sloganet: No wires. No worries.
Høretelefonerne sluttes til din Smartphone eller anden bluetooth-enhed. Parringen foregår ret smertefri på min iPhone, så jeg vil vove den påstand at selv teknologianalfabeterne kan være med her! Man skal dog lige vende sig til betjeningen, som på AL3 sidder på højre ørebøf, og panellet virker som om det er drejet 45 grader den forkerte vej. Men det vænnede jeg mig til efter et par løbeture, og nød i stedet at jeg ikke skulle have telefonen frem for at skifte musiknummer, justere volumen eller besvare et opkald. På AL5 skal man lige finde den rette metode til at få trykket knapperne ind uden at rykke rundt på høretelefonerne, men betjeningen fungerer overordnet godt.
Forbindelsen mellem enhederne er ganske god, og jeg oplevede kun knas på linjen den første gang parringen blev foretaget. MIIEGO anbefaler selv at man bærer sin musikafspiller på højre arm, men jeg oplevede ikke at forbindelsen blev dårligere af at have min telefon i en mavetaske om livet og heller ikke, når jeg har den på lænden. Skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk præsteret at gå på toilettet med min mobil på skrivebordet og stadig høre musik!
AL3 Freedom Woman
Jeg synes denne model har en rigtig god lyd, og hvis man har begivet sig udenfor i lidt koldt vejr, kan hørebøfferne også give lidt varme på ørerne. Jeg har testet dem på både korte og lange ture, og jeg var især spændt på om de begyndte at stramme og irritere på øret, men de er overraskende behagelige at have på også ud over 2 timers løb – også i regnvejr. Bøfferne er forbundet via en nakkebøjle, som ved kvindemodellen er lidt kortere end mændenes, og flugter omkring hårgrænsen. Når man tager den på skal den lige drejes en omgang, og virker ved første øjekast lidt stiv, men det fungerer egentlig bare, når man har den på.
AL3 har ligeledes mikrofon indbygget, så mens du render rundt i de lave pulszoner, kan du lige få ordnet opkaldene! Her er det muligt at aktivere iPhones stemmestyring og via mikrofonen ringe til svigermor og sige hej; dog aktiveres stemmestyringen også, hvis du forsøger at slukke høretelefonerne, og jeg har ikke lige regnet ud, hvordan jeg undgår dette bortset fra at slå Bluetooth fra på telefonen eller lade høretelefonerne slukke selv.
En anden smart feature er, at du kan se MIIEGOs batterilevetid på iPhonen. Se det er jo ret smart, da det giver dig en fornemmelse af, hvor mange løbeture, der er tilbage og det har faktisk fået mig til at lade lidt undervejs.
Udover løb har jeg brugt headsettet til boksning for at teste, hvor godt det sidder fast. Jeg har selvfølgelig ikke sparret med det, men slået sandsæk, skyggebokset, haft plethandsketræning, sjippet samt styrketrænet og høretelefonerne har bare fulgt med mine bevægelser.
Og så lige en ting jeg undrer mig over: I æsken medfølger et par virkelig grimme hvide pads uden logo. Jeg kan ikke forestille mig hvem der ville smide et par af dem på?
I den flotte kasse(som man næsten ikke nænner at smide ud) får du:
- Høretelefoner
- USB-opladerkabel
- Ekstra pads i hvid farve
- Vandtæt etui
- Lille manual
Specifikationer:
- Rækkevidde op til 10 m
- Vægt: 45 gram
- Batterilevetid: 6 timer og 45 min(både musik og telefonopkald)
- Standby: Op til 150 timer (ifølge MIIEGOs hjemmeside)
- Wireless technology: Bluetooth v. 3.0
Min indtryk er en god hørebøf til prisen, og jeg er vild med de manglende ledninger og det faktum at forbindelsen mellem telefon og headphones fungerer.
Pris: 499 kr.
AL5 Perform
Da jeg har ret små ører, var jeg på forhånd lidt kritisk indstillet for denne model, da den virker lidt stor og klodset, men jeg må tage mine ord tilbage. Høretelefonerne har en god komfort og det justerbare design med pasformen bag om og over øret gør, at du kan indstille dem til netop at passe dine ører – store som små! Jeg har tidligere haft udfordringer med at in ear-høretelefoner falder ud af mine øre, men det er slet ikke et problem her.
AL5 Perform har kun 3 knapper: Øverst er den lille runde control-knap(C) placeret og under en todelt aflang knap med pile op og ned, og her kan du med ét tryk justere volumen og med to tryk nederst afspille sangen forfra og to tryk mere afspille forrige sang og omvendt med den øverste knap. AL5 har ligeledes indbygget mikrofon, som sidder i bunden af højre høretelefon under betjeningspanelet, og det kræver blot et tryk på c-knappen for at besvare et opkald.
På AL5s betjeningspanel synes jeg det kan være lidt svært at få trykket ordentlig på knapperne, som virker lidt stramme, men hvis du samtidig tager fat om øret, er det ikke noget problem – blot noget du lige skal vende dig til.
I forhold til prisen er lyden er ret okay – jeg kan nu godt lide at bassen sparker lidt ekstra, og det savner jeg en smule her, men som trøst har AL5 Perform COMPLY ear tips(top-mærkevare inden for de skumdimser man sætter ind i øret. Fås bl.a. til Seenheiser, Sony, Beats by Dr. Dre osv), som indkapsler lyden og lukker udefrakommende støj ude. Desuden medfølger 3 stk. ear-buds fra størrelse small til large, men jeg ved ikke lige hvorfor man skulle bytte de lækre COMPLY ear tips ud…
Høretelefonerne er forbundet med en ledning rundt om nakken, og kan ligeledes justeres. Du kan vælge både at have den siddende løst eller stramt alt efter hvilken sportsgren du dyrker eller hvad du lyster, og det er nu en meget praktisk feature.
I den flotte kasse(som man næsten heller ikke nænner at smide ud) får du:
- Høretelefoner
- USB-opladerkabel
- COMPLY Premium Active Eartips
- Vandtæt etui
- Ekstra ear tips i 3 størrelser: S, M og L
- Lille manual
Specifikationer:
- Rækkevidde op til 10 m
- Batterilevetid: 4 timer og 50 min
- Vægt: 28g
- Standby: Op til 150 timer(ifølge MIIEGOs hjemmeside)
- Wireless technology: Bluetooth 2.1+EDR
Pris: 649 kr.
Lir:
Og så lige en sjov gimmick: de vandtætte etuier er forskellige, så dem der følger med de lidt dyrere AL5 Perform har lige et etui med en tand mere coolness… J
Ulemper:
– Når jeg slukker høretelefonerne aktiveres stemmekontrol på min telefon. Det har bl.a. medført et par ufrivillige opkald
– Jeg kan nogle gange være offer for at mine dimsedutter løber tør for strøm. Jeg skal huske at lade mit GPS-ur, Gaiteye og nu høretelefoner!
MIIEGO kan købes i specialbutikker – bl.a. Bodyzens webshop samt i Kolding samt på MIIEGOs hjemmeside: www.miiego.com
Eilat Desert Marathon
Video from Eilat Desert Marathon 2014 – a tough race 🙂
Trail Experience Munkebjerg
Lørdag d. 20/12 skulle have stået i maratonets tegn, men mine blondinegener havde desværre filtreret den ellers simple bedrift af tilmeldingen til Løb4andre maraton i Aabenraa. Jeg opdagede misforståelsen alt for sent, og løbet var meldt udsolgt!
Men hvad betyder det, når nu Trail Experience stod klar med et gratis super trailløb ved Munkebjerg i Vejle?
Runder af 2,5 km i barsk terræn med lede højdemeter, som i alt kunne runderes 4 gange til den totale længde af 10 km. Med start fra Munkebjerg Hotel stod knap 100 løbere klar til start klokken-meget-tidlig 9 lørdag morgen. Den føltes formentligt lidt tidligere end ellers, da det var tusmørke, vinden peb i ørerne og på køreturen nordpå ramte et haglnedslag uden lige! Men det kunne ikke forhindre os trailtosser i at give gas bakker op og bakker ned – mudder op og mudder ned. Vi var dog slet ikke bekymret, da løbslederen lovede os medvind op af bakkerne, men jeg skal vist lige have en efterfølgende alvorlig snak med ham…!
Ellers bød runderne på mudder, lidt mudder og så mudder! Fede stier, der på bakkerne nedaf
satte teknikken på prøve og på de opadgående bakker satte viljen på prøve!
Jeg blev hængende lidt længere end de 10 km og nåede 7 omgange med knap 1000 højdemeter, som jeg i skrivende stund godt kan mærke i stængerne!
Først i mål på de 4 runder var ikke overraskende Søren Rasmussen(som skisme overhalede mig på min 3. omgang?!) samt Belinda Ditlevsen.
Tak til Mikael og sønnike, Jakob for at pace på 4. runde. Jeg fornemmer en up coming i dansk trailløb 🙂
Hurra for folkene bag Trail Experience, som bruger kræfter på vi andre kan boltre os i skoven. Besøg deres Facebookside og støt op om et godt initiativ: Trail Experience
Juleløbet Skamling – et anderledes juleeventyr
Årets julebegivenhed er næstefter juleaften helt klart Juleløbet Skamling – et anderledes juleeventyr. Især hvis man er en trailtosse ligesom mig! Der er efterhånden ved at være mange derude, og her lever Juleløbet op til alle trailforventningerne med både halvmaraton, 10 km, 6 km samt en 2 km familierute. Sidstnævnte en to runders strækning på 10 km-ruten i ret så kuperet terræn med mudder op til begge øre.
Juleløbet kan bestemt skrives i bogen som et udfordrende løb med tekniske udfordringer på op- og nedstigninger, der fik – en ellers efterhånden garvet trailløber – på numsen ned ad Skamlingsbankens mudderplæne! Dvs. at jeg allerede efter en små 4 kilometer måtte døjes med ekstravægt i form af mudder på bagenden til stor fornøjelse for de andre løbere! Efter det lange nedløb gennem skov og små stier fulgte et blæsende stykke langs stranden ved Binderup. Det bløde sand suger kræfterne ud af benene, og man bruger en del energi på at finde ud af hvor på stranden det mest barmhjertige sand er placeret. Strandstykket er ikke så langt, men efterfølges af en grusom og lang asfaltstigning, der synes at fortsætte i det uendelige. Stigningen blev afløst af mudderrige singletracks med gode sving i kuperet terræn.
Søde efterskoleelever dirigerede os løbere den rigtige vej, og det er super dejligt med bemandede poster – især dem der smiler og hepper!
Løbet får 5 ud af 6 løbesko – den sidste sko er inden for rækkevidde, når sneen falder og sporet er hvidt!
Arrangør: Bodyzen, Kolding og Design- og Idrætsefterskolen Skamling
Pris: 50-150 kr.
Distancer: 2, 6, 10 km og halvmaraton
Højdemeter: 474 op og 472 ned
Andet:
Gratis æbleskiver, glögg og saftevand + råhygge i efterskolens spisesal
Eilat Desert Marathon
D. 28. november gennemførte jeg ekstremløbet Eilat Desert Marathon i det sydlige Israel på grænsen til Jordan og Egypten.
Med 320 deltagere til start blev løbet kl. 06 skudt i gang, og vi begav sig ud på de 42,195 km i ørkenens sand og varme. Efter 3 km begyndte den første 9 km lange stigning på et ubarmhjertigt underlag af blødt sand og småsten fulgte efter. Den høje temperatur og det drilske underlag havde stor indvirkning på os alle, og 62 løbere måtte udgå af løbet.
Jeg løb med oppakning og en camelbag med 2 liter vand, som jeg fyldte op undervejs, men selvom væsken blev suppleret med elektrolytter og energi i form af geler, kunne jeg ikke forhindre en mild dehydrering i slutningen af løbet. Tempoet måtte sættes ned, og kroppens signaler respekteres.
Jeg gennemførte ørkenmaratonet på 4:46:32 og er godt tilfreds med resultatet, men det var dælme en noget af omgang med tilføjelse af unik, smuk, barsk og ekstrem hård oplevelse.
Polar Circle Marathon – 2014
Video from The Polar Circle Marathon 2014, Kangerlussuaq, Greenland
The Polar Circle Marathon
Søndag d. 26. oktober deltog jeg i The Polar Circle Marathon på Grønland under ekstreme forhold på den 66. breddegrad – bedre kendt som Polarcirklen. Maratonruten løber over den tykke indlandsis og gennem enestående grønlandske landskaber med gletsjere, tundraer, arktisk ørken og et absolut smukt morænelandskab. Efter mange måneders intens træning varetaget af StayActive følte jeg mig 100% klar til den kolde udfordring.
Alle deltagere mødtes i Københavns Lufthavn til nummer- og chipudlevering, og vi kunne således checke fælles ind. Flyveturen til Søndre Strømfjord(Kangerlussuaq) tog omkring 4 timer, og jeg kunne forestille mig at løberne fra bl.a. Australien var glade for at nå frem. Vi landende lokal tid kl. 09 og det var allerede tid til ruteinspektion på indlandsisen, så vi måtte klæde om i lufthavnen og tage med bussen ud i det uvisse.
De omkring 38 km ud til indlandsisen var krydret med ubeskrivelige fede naturoplevelser, som jeg, uden at have oplevet hele verdenen, formoder kun kan opleves på Grønland. Betaget af synet, kunne jeg mærke spændingen i kroppen stige og en smule nervøsitet omkring det faktum, at jeg i disse kølige omgivelser få dage efter skulle rende 42,195 km. Ruteinspektionen på indlandsisen var spændende og der lå ikke så meget sne, som jeg havde forventet, men is så langt som øjet kunne række, og mine ekstra pigge på skoene havde ikke en chance for at trænge igennem. Det gjorde mig temmelig nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne holde balancen? Dertil var det hamrende koldt, vinden piblede igennem mit tøj og jeg ændrede konstant holdning til hvor meget tøj, jeg skulle bære til selve maratonet.
Resten af dagen gik med afslapning og i samvær med de andre deltagere fra hele verden. Jeg holder virkelig af det sociale aspekt på sådan nogle ture, da de mennesker man møder, deler ens interesse for løb, og der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man begiver sig ud i at løbe et maraton nord for Polarcirklen.
Fredag vågnede jeg tidligt og besluttede at tage på endnu en ruteinspektion – især fordi natten havde budt på sne, og landskabet udenfor var ikke til at kende. Det samme gjorde sig gældende ude på indlandsisen, og man skulle tro at jeg befandt mig på to forskellige steder, da alt isen nu var dækket med mellem 20-40 cm sne. Udfordringen var stadig den glatte overflade, når jeg ramte isen under sneen, men det virkelig svære, var at fornemme hvor meget sne jeg skulle træde igennem. Fornemmelsen var lidt som at gå på trapper og ikke vide om der er ét eller to trin tilbage at træde ned på. Det var en ubehagelig fornemmelse, som jeg ikke rigtig kunne finde en måde at håndtere på – udover at sætte tempoet væsentligt ned.
Det lærerige ved endnu en ruteinspektion, var at ALT ændres med vejret. Internettet meldte om forskellige vejrudsigter og alt mellem hård vind og næsten ingen vind samt – 6 grader til – 18 var at finde på DMI, YR og hvad vejrstationerne nu ellers hedder. Jeg synes, det var rigtig svært at lave udstyrsbeslutninger, men mit udgangspunkt var følgende, som også endte med at blive outfittet til maratonet:
- Odlo merino wool undertrøje
- Odlo fleece mellemlag
- Odlo down jacket
- Odlo wintertighst
- Odlo ¾ down pants
- Haglöfs full face
- Odlo pandebånd
- Buff
- Odlo wintergloves
- Smart Wool PHD toe sock mini(five fingers sokke som inderste lag)
- Features winter 100% merinouldsokker
- Salomon Speedcross 3 GTX
- Spikes
Lørdag gik med afslapning og et par sightseeingture i det smukke landskab omkring Kangerlussuaq samt gentagne udstyrstjek. Jeg dedikerede mange tanker til, hvordan mine personlige forsyninger ved halvmaratonmærket og 30 km ikke skulle fryse, og jeg synes selv, jeg kom frem til en god løsning, som indebar en Faxe Kondi energidrik pakket ned i en sleeve med geler rundt om flasken. Dertil lagde jeg 2 Hand Warmes fra Grabberworld, som efter sigende kunne holde sig varme i op til 10 timer.
Om aftenen bød mit b-menneskegen vintertiden og dermed den ekstra nattetime velkommen inden maratonet løb af stablen søndag. Jeg havde stillet mit vækkeur til kl. 04, så jeg kunne narre min dovne morgenkrop til at være tip-top frisk til starten kl. 09.
Løbsrapport:
Busserne ankom ca. 15 min før start og der var lige tid til at tisse af(hvilken virkelig var en kold fornøjelse), få spikes/yaktrax eller andet på løbeskoene samt få afleveret sine personlige forsyninger til ruten.
Præcis kl. 9 lød startskuddet og 167 forventningsfulde løbere tog de første skridt ud på det 42,195 km lange eventyr omkring Polarcirklen. Ruten startede med en ond stigning på ca. 2 km ud til indlandsisen. Stigningen overraskede mange med dens brutale hældningsprocent og glatte underlag, men sceneriet omkring os var absolut fantastisk, som på magisk vis fjernede startproblemerne i benene. Den sidste stigning inden isen var så stejl, at vi måtte ned i gåtempo, men synet der mødtes os for enden af bakken, var spektakulær: Et total hvidt landskab så langt øjet rakte, og jeg lagde mig klar til at angribe! Isen var glat – spejlglat, og tykkelsen på sneen var, som dagen før, svær at vurdere. Jeg kæmpede mig igennem de til tider op til 40 cm
Efter de 3 km på indlandsisen gik turen videre på fast grund, men stadig med meget sne og is som underlag.
Fra ca. 15 km til 19 km løb vi på et nogenlunde fladt terræn, men jeg valgte stadig at beholde piggene på skoene pga. det glatte underlag. Inden vi kunne sætte hak ved halvmaratonmærket, skulle vi bekæmpe en stor bakke, hvor de fleste også måtte opgive at løbe. Jeg passerede de 21 km i tiden 2:13, og var egentlig vældig tilfreds velvidende at jeg muligvis havde lagt for hårdt ud på indlandsisen. Desværre kunne jeg ikke finde mine personlige forsyninger, og jeg blev lidt panisk i væskedepotet, men måtte acceptere at løbe videre uden opfyldning af geler. Jeg trøstede mig med, at der ikke var så langt til 30 km-depotet, hvor jeg havde endnu en forsyning. Min samarbejdspartner StayActive, som varetager min træning, havde udregnet et indtag af 2,3 – 2,4 geler pr. time ved en kampvægt på 59 kg, og den plan var allerede gået i vasken, men jeg formåede at holde et højt humør alligevel nyde omgivelserne maksimalt. Det mentale overskud kom på en prøve, da jeg indså at mine forsyninger heller ikke var at finde ved de 30 km og jeg måtte nøjes med vand og varm hyldeblomstsaft. Jeg kunne mærke trætheden langsomt overtage min krop, og ved 32 km kom den første mavekrampe i en stribe som varede helt til 38 km. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme igennem de 6 km, men kramperne tog alt overskuddet, og jeg måtte gå væsentligt ned i tempo. Så langt ned at jeg blev overhalet og mistede min 3. plads i løbet og dertil begyndte jeg at fryse. Kulden spredte sig langsomt fra det yderste af mine fingre til hele armen og ind på korpus. Min krop gik i forsvarsposition og begyndte at ryste. Min næse og den øverste del af kinderne blev iskolde og jeg følte en ubehagelig smertende fornemmelse, som om at nåle kontinuerligt prikkede ind i huden på mig. Som prikken over i’et skiftede underlaget fra blandingen mellem grus og sne til sand og sne, og hvert eneste skridt blev slugt i sandet og dræbte energien. Jeg søgte desperat efter et godt spor at løbe i, men forgæves og jeg begyndte at have svært ved at styre mine tanker. Uden at tænke over det, fandt jeg mit GoPro-kamera frem og deklarerede afslutningen på min løbekarriere! ”F… Marathon de Sables” udbrød jeg højlydt. Jeg kæmpede med mit mørke sind, men min aggression blev forvaltet til stædighed, og jeg tvang det ene ben foran det andet i den krumme, foroverbøjet position, som mavekramperne fremtvang tænkende den samme tanke: ”Det skal IKKE stoppe mig, det skal IKKE stoppe mig”. Fra det ene øjeblik til det andet ophørte kramperne og jeg kunne igen rette det fulde fokus på løbet. Jeg havde 4 km tilbage af løbet, og underlaget var igen blevet nogenlunde fast. Der var dog stadig masser af op- og nedstigninger og især den sidste stigning op til 41 km, var en udfordring. Jeg bildte mig selv ind, at med The Everest Marathon og Zugzpitze Supertrail i baghånden, kunne jeg fan’me ikke tillade mig at gå, så med et forpint ansigt lykkedes det mig at løbe hele vejen op, og kunne se frem til den sidste kilometer på et nedløb og de sidste par hundrede meter ind gennem byen til målstregen i Kangerlussuaq.
På en dag hvor heldet ikke helt stod mig bi, er jeg dog alligevel stolt over at komme i mål
som 4. bedste kvindelige løber og nr. 29 overall ud af 167 startende. At slå hver og en af de højlydte og opmærksomhedskrævende amerikanske Navy Seals-soldater er guf for selvtillidskontoen, og til gallamiddagen skulle jeg tage mig selv i ikke at spørge: ”Nå, hvor blev I egentlig af?”.
Afslutningsvis må jeg slå fast, at det bestemt er et af de hårdeste løb, jeg har deltaget i. Kulden, den tekniske sværhedsgrad på indlandsisen med 20-40 cm sne, de mange op- og nedstigninger og ikke mindst lange passager i blødt sand blandet med sne i slutningen af løbet krævede ekstrem koncentration. Desværre var ovenstående krydret med mavekramper, som jeg i dagene efter har forsøgt at finde årsagen til – uden held, og måske jeg skal finde svaret i den anderledes kost dagene op til.
At løbe på indlandsisen var unikt, specielt og tåler ingen sammenligning. En følelse af at være langt, langt væk fra civilisationen, og så absolut tæt på naturen og dens rå virkelighed og præmisser. Jeg følte mig nærmest lidt skyldig over at betræde dens urørte sne og markere mine urene og skyldige fodspor.
Fakta:
Distancer: halvmaraton og helmaraton (med mulighed for at gennemføre begge: The Polar Bear Challenge)
Depoter pr. 5. km: (ikke frosset)vand og varm hyldeblomst
Nationer: 27
Antal deltagere: 187
Cut off: 7 timer på maraton
Arrangør: Albatros
Vindere: Norbert Zeppitz, Østrig: 03:30:08 og Debby Urkins, Belgium: 4:11:26
Garmin Trailman Series – Roskilde
Langt væk fra byliv, bilos og larm mødtes knap 100 deltagere til det tredje løb i rækken af Garmin Trailman Series.
I højtaleren blev det hurtigt annonceret, at de forventede 6 og 12 kilometersruter var konverteret til 8 og 16 km med runder af 4 km og den frygtindgydende sum af 116 højdemeter pr. runde. Der kunne hurtigt anes et spektrum af bekymrende til Dr. Evil-grinende ansigter blandt deltagerne, og jeg placerede mig måske et sted midt imellem, da min achillessene stadig ikke helt var i topform, og jeg i ugens løb havde været lidt usikker omkring min deltagelse i det krævende trailløb.
Selve ruten
Runden af 4 km bestod af super fede og udfordrende singletracks, hvor der absolut kun var plads til én løber på sporet. Det gav lidt udfordringer på første runde, men sådan er præmisserne jo, når der laves trailløb. De smalle spor var krydret med heftige op- og nedstigninger, mudderhuller, store sten, glatte rødder og træstubber. Lynhurtigt fremtvang ruten et fedt flow med høj fart nedad bakkerne og muligheden for at tage tempoet med en smule op af de hardcore stigninger. Her måtte kroppen dog lynhurtigt kæmpe med tyngdekræften, som ubestridt modarbejder dit forsøg på fremdrift. Følelsen af at suse ned og runde et sving i fuld fart (måske en smule ude af kontrol) og vende i et næsten 180-graders sving til den modsatte stigningsprocent, er den fedeste følelse, der findes! Jeg glemte i hvert fald tid, sted og det faktum, at min puls meldte om alarmerende høje gennemsnitslag!
Godt arrangeret
Arrangørerne af Garmin Trailman Series formåede at skabe en god stemning blandt deltagerne i målområdet med speaker, musik for fuld udblæsning og små udstillinger af forskellig art. Til dette løb fik alle deltagere endvidere en lille High5 energipakke med gels, bar og andet godt. Hertil skal de vilde præmier, der stilles på højkant, nævnes: To Garmin 620-ure blev kastet ud blandt deltagerne; og det lyder jo meget fedt, men når vi kvinder i gennemsnit er temmelig meget lavere end mænd, var det ikke os, der rendte af med de fede ure! Jeg har dog ingen grund til at brokke mig, da jeg vandt en lækker trøje fra Raidlight samt et pandebånd i samme mærke.
Garmin Trailman Series minder mig endnu en gang om, hvorfor jeg elsker trailløb!
Top 3:
Kristina Beckendorf – 1:33:30
Kristina Schou Madsen – 1:36:24
Anne Fabricius – 1:39:21
Christian Madsen – 1:12:11
Anders Poul – 1:17:03
Thomas Rasmussen – 1:18:55
Ved løbet i Rude Skov er der desuden mulighed for at løbe ultradistancer på 50 km og 80 km.
Fakta:
Antal tilmeldte: 300, men ikke alle mødte op
Pris: 600 kr. for alle 5 løb – ellers 175 kr. 200 kr. ved eftertilmelding
Medalje: nej
Tidstagning: chip i skoen
Præmier: Ja til top 3 + lodtrækning
Serieløb: Risskov, Geels Bakker, Roskilde, Odense(aflyst) og Rude Skov
Depot: vand og cola pr 4 km
Ekstra: Alle løbere fik en lille pakke fra High5 med diverse energiprodukter i.
Zugspitze Supertrail – 60,7 km
Følgende er en løbsrapport fra min deltagelse i mit første ultramaraton: Zugspitze Supertrail
Tidsgrænser:
V5: 12:45 V6: 14:45 V7: 15:45 V8: 17:45V9: 20:00 V10: 21:30 Mål: 22:30
En blæsende, kold og ekstraordinær våd dag i februar –nærmere sagt d. 22. februar midt i Thys nationalpark – besluttede jeg mig forat melde mig til Zugspitze Ultratrail på 60,7 km. Det lød da egentlig som et meget sjovt eventyr, og på det tidspunkt var jeg nok ikke helt klar over, hvad jeg egentlig stillede op til, men efter lidt surfing på det dersens internet, lidt youtube-rundfart og reviews fra forskellige løbehjemmesider indså jeg realiteterne: Zugspitze er kendt som et af Europas barskeste bjergløb med et ubarmhjertigt terræn. Jeg tænkte: ”Hva’ filen har du nu rodet dig ud i?!”.
Lørdag d. 21. juni stod jeg klar til et af Europas mestberygtede bjergløb Zugspitze Ultratrail i supertrailklassen på 60,7 km med et samlet sum af højdemeter på 6308 m, hvoraf de 2973 var af stigende karakter. Efter geartjek lød startskuddet kl. 09.00 til min hidtil længste distance i ukendt terræn og med et skræmmende antal højdemeter til tonerne af Highway to Hell med AC/DC. Symbolikken mellem sætningens betydning og løbets brutalitet røg hurtigt ind på lystavlen, da vi allerede nåede til foden af det første bjerg, Scharnitzjochpå 1100 moh, efter én kilometer og så stod der hardcore stigningsprocenter på menukortet de næste 8 km op til bjergets top på 2048 moh. Jeg fandt mine medbragte poles frem, og må indrømme at de hjalp mig unægtelig meget på de stejle passager. Terrænet gik fra stier med grus og sten til grønt græs, mudder og høje trapper. Bjerget var teknisk udfordrende og især på de sidste ca. 2 km, krævede det 100% koncentration for at sætte både stave og ben rigtigt på underlaget og i forhold til hinanden. Det store felt blev hurtigt delt op i mindre grupper, og det var også nødvendigt, da sidste stykke til toppen var singletrack uden mulighed for at overhale. Jeg nåede toppen efter kilometertider på helt ned til 16 min/km med min klubkammerat Tonni, og der var da lige tid til at nappe et par billeder af den imponerende udsigt inden plus blev til minus. Nedløbet var ligeledes teknisk krævende – især fordi det var så stejlt, at det ikke kunne lade sig gøre at give fuld power og lade benene rende. Jeg blev dog overhalet af et par løbere, som spændende nedad – deres lethed var virkelig imponerende, og jeg lavede lige en hurtig note til mig selv: Dét vil jeg lære! Et stykke nede af bjerge mødte vi pludselig sne, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide. Grundet det gode vejr, var det dog det eneste sne, vi mødte.
Mine fødder fik hurtigt konsekvenserne at mærke på det stejle nedløb, og vablerne under mine hæle sveg grimt og, uden jeg helst vil indrømme det, ret smertefuldt. Jeg løb ellers i Ashmeis merinoløbesok og mine Salomon Speedcross, som jeg også brugte til The Everest Marathon, men det var ikke den rigtige løsning for mig til Zugspitze. Jeg røg i hvert fald meget frem i skoene, og det skabte en uhensigtsmæssig friktion mellem mine fødder og strømperne, og ved stoppet i første væskedepot efter 15 km, kunne jeg virkelig mærke at vablerne ikke bare var de sædvanlige småvabler. Jeg overvejede kort om jeg skulle gøre noget ved dem, men jeg besluttede at lade dem være. I depotet var samlet omkring 20-25 løbere, som overfaldt de lækre bordene med alt fra hjemmelavet kage til energibarer og frugt. Jeg indså hurtigt at min lille madpakke og ekstra forsyninger af myslibarer, saltet nødder og geler var overflødigt, og set i bakspejlet burde jeg have smidt det ud og dermed reduceret vægten i rygsækken.
Efter depotet fulgte en forholdsvis flad strækning i dalen med et imponerende syn til de omkringliggende bjerge. Med dette sceneri kan man ikke undgå at nyde løbet, selvom jeg til min overraskelse allerede begyndte at møde deltagere, som virkede pressede. Jeg nød virkelig turen op og fik frem til 3. depot overhalet en del løbere inkl. en tysk kvinde med stave, som bestemt ikke var glad for at blive overhalet. Ved omkring de 35 km røg jeg desværre også ind i en dum følelse af træthed, som kort efter føltes mere som en udbrændthed. Min mave slog knuder, mine ben var trætte og mit højre knæ låste på sådan en mærkelig måde. Den kvindelige tyske løber overhalede mig en gang for alle, og jeg havde ikke kræfterne til at følge efter. Jeg fandt stavene frem op af stigningen, og synes også de hjalp lidt, men jeg var stadig baldret. Da jeg nåede toppen fulgte et nedløb på ca. 1 km og her gik det helt galt for mit knæ, som låste og jeg kunne ikke rigtig bøje det uden smerterne jagede igennem benet. Jeg måtte kapitulere og gå ned ad bakken, og her begyndte mit hoved virkelig at drille. ”Hvorfor filen er jeg allerede træt nu?” og ”Der er laaaang vej hjem”. Den stejle nedstigning vendte sig til en stejlopstigning. Jeg vidste, den var relativ kort(1 km!) og efterfulgt af et langt stykke nedad igen. Den nedstigning blev løbet med sorte, sorte tanker, et smertende knæ og masser af overhalende løbere – især sidstnævnte irriterede mig grænseløst, mens jeg haltede ned af kæmpe trappetrin af sten, store trærødder og jord. Mit Garmin meldte kilometertider på 18,5 min/km, og det er langt fra tilfredsstillende på et nedadgående stykke, selvom det er stejlt og teknisk svært. Jeg nåede dog endelig 4. depot ved 40 km i dalen 800 moh og her opholdte en del løbere sig. Mange havde smidt sig i græsset for at få lidt skygge for den bagende 25-graders-sol, mens de tog for sig af godterne i depotet. Jeg selv overfaldt det kolde vand og frugten. Jeg spiste en af mine geler og fik ud af øjenkrogen øje på en Red Bull-køleboks, og fik en forfærdelig lyst til at tømme en. Så uden at tænke nærmere over, at jeg ikke tidligere havde gjort mig erfaringer med at tyldre Red Bull på løbeture, røg den ned på nul-komma-fem. Mange af de løbere, som havde nakket mig ned ad bakken, så egentlig ikke ud til at have travlt, og jeg så mit snit til at tage hævn! Jeg forlod derfor hurtigt depotet igen og kort tid efter, kunne jeg mærke energien vende tilbage til min krop, og jeg formåede at abstrahere fra smerterne i mit knæ. Selvom højdekortet viste markante stigninger, følte jeg det ikke som stigninger – jeg var i flow –mine sorte tanker var vendt til optimisme, nydelse, overstadighed og jeg var i mit es med højt humør, smil på læben og god fart. Efter et par kilometer skulle den store prøve stå på det sidste bjerg. Opstigningen gik fra 800 moh til de 2029 på toppen af Alpspitzbahn. Jeg glædede mig til at prøve kræfter med det bjerg, som alle snakkede om, og jeg kunne mærke spændtheden i kroppen. Pulsen endte hurtigt i den høje ende af skalaen, men mine ben havde det godt og kroppen var fuld af energi. Jeg powerwalkede op med stavene i fuld sving, og der ventede mig et absolut imponerende syn på toppen med panorama over hele området. Ærgerligt at jeg ikke kunne hænge lidt ud og nyde det, men det var jo ligesom ikke derfor, jeg var der! Nedløbet var noget af det vildeste, jeg har prøvet. De smalle singletrack var ekstrem glatte med bl.a. kæmpe trappetrin, 360-graders sving, rødder stikkende op og alt mulig andet lækkert. Men jeg følte mig på toppen og overhalede en del på vej ned, som pænt måtte stille sig ud i siden, når jeg kom forbi. Det er og bliver verdens bedste følelse: Når andre er udmattet og trætte, og jeg suser forbi med overskud, smil på læben og gode ben. Især det sidste nedløb i skoven var udfordrende og jeg måtte nærmest glide sidelæns igennem mudderet, og ventede egentlig kun på at ryge på numsen. Men det gik og vi sluttede af med ca. 1,5 km på asfalt ind til mål, hvor hundredevis af mennesker var samlet til at hylde løberne.
Jeg formåede at løbe næsten 1 time hurtigere end forventet og kom i mål på 10:13:35, og ud af 11 danskere på ruten var jeg eneste kvinde, men til gengæld den hurtigste af både mænd og kvinder! Og med en placering i den øverste 1/3 blandtkvinderne, er jeg ret godt tilfreds med min indsats på mit første ultraløb.
Status i skrivende stund: stadig øm i bentøjet, lav på energi, blodvabler på begge hæle og jeg mister formentlig 4 tånegle. Men absolut det hele værd 🙂
Distancer: 35,9 km, 60,7 km 79,3 og 100 km
Starttidspunkt: kl. 09.00
Antal deltagere: 2013 (alle distancer minus eftertilmelding)
Væskedepot: vand, frugt(vandmeloner, banan, æble), iso, Red Bull, suppe,kaffe, bondebrød, diverse pålæg mm.
Medalje: ja
Pris: 75€
Minumumsudstyr: Trailsko, rygsæk, vandtæt jakke, fløjte,førstehjælpsudstyr, alutæppe, foldekop, ekstra lag til arme og ben
Goodiebag: Salomon t-shirt, racebelt, foldekop, fløjte og diverseprøveprodukter og reklamer
Tidstagning: Chip i startnummeret (50€ i depositum)
Arrangør: PlanB
Karakter: 6/6
Energiindtag:
4x winforce geler
4x GU ekspresso og blackberry geler
1x Red Bull
Ca. 9,5 l vand
10 salt sticks
Ca. 1 hel appelsin
Ca. ½ æble
Lidt vandmelon
1 stk. kage ved hvert depot
½ bondebrød med spegepølse
200 ml cola
ca. 1 hel energibar(mærke: ukendt)
Edinburgh Marathon
Jeg har siden Thy Trail Marathon sidst i februar trænet målrettet efter at opnå en god præstation til bjergløbet Zugspitze Super Trail på 60 km i juni. Med dette mål for øje stod der denne weekend maraton på programmet i Skotlands hovedstad, Edinburgh, og man skulle fristes til at tro, det ville byde på masser af hård natur og vilde højdemeter, men der må jeg skuffe(jeg blev måske også selv lidt skuffet). Faktisk er ruten kåret som den hurtigste rute i United Kingdom af magasinet Runners World, og målstregen er placeret omkring 35 højdemeter lavere end startlinjen.
Ankomst til Skotland
Jeg ankom til Skotland onsdag aften, så jeg havde lidt tid til at se mig omkring i den gamle by, og den oprindelige plan var da også at få trænet lidt højdemeter. Men tirsdagens trailtræning med Kolding Motion medførte en lille overbelastning i højre fod, formentlig fordi jeg ikke havde fået snøret mine Salomon Speedtrail-sko godt nok. Det var rigtig dumt af mig, især fordi jeg lige har bøvlet med en skade omkring ledbåndet. Jeg valgte derfor at holde helt træningsfri fra onsdag og frem til maratonet søndag d. 25. maj, og det synes min krop egentlig var ret okay! Det er nok ikke en hemmelighed, at jeg har presset den til det yderste med mange ugentlige kilometer, spinning, boksning samt styrketræning for ben og core.
Dog blev det til en del kilometer i gåtempo med turistrygsækken på, et beredt kamera og bogen ”Turen går til Skotland” i højre hånd. Dagen før dagen kunne jeg alligevel ikke dy mig for at besøge det berømte Athurs’ Seat – en udslukt vulkan 251 meter over havets overflade lige i Edinburghs baghave med fantastisk panoramasyn over byen og den omkringliggende natur. Jeg forcerede det lille bjerg med min gode ven Malc, som også deltog i The Everest Marathon samt hans kæreste Rachel. Vejret bød på regn, blæst og lave temperaturer, men alligevel en charmerende tur op af det mini-bjerg.
De første udfordringer
Jeg kunne godt fornemme, jeg kørte på lidt lavt blus, og jeg havde en formodning om at den tid på måneden var ved at være inde, og ganske rigtigt, så kom der meget ubelejligt russere i lysthuset lørdag aften. Det gav anledning til en del mavekramper, og jeg vidste, de ville forfølge mig minimum et døgns tid – altså lige ind i maraton prime time. Det gør mig ikke noget at træne, imens det står på, men det duer ikke lige dét døgn, mens’en har meldt sin ankomst. Der var dog ikke andet for at acceptere omstændighederne, og jeg har for længst besluttet, jeg ikke gider at bekymre eller ærgre mig over ting, jeg ikke kan ændre eller har indflydelse på alligevel. Så i stedet for at være negativ og tænke trælse tanker, fik jeg det vendt til en udfordring, og jeg bød mavekramperne og eventuelle humørsvingninger velkommen. Jeg ved nogle kvinder tager et par smertestillende, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg tager ikke piller, medmindre det er meget kritisk og især ikke, hvis jeg skal dyrke idræt. Jeg kunne ikke finde på at indtage et stof, der forhindrer min krop i at give mig signaler – sagt lige ud af posen, så har jeg svært nok ved at lytte efter signalerne i forvejen, så hvis de blev sløret, vil jeg da aldrig have en chance.
Raceday
På raceday ringede vækkeuret kl. 06.50, og mit b-menneskegen brokkede sig lidt, men jeg var dog klar i 3.30-3.45-startblokken kl. 9.30 til startskuddet 20 min senere. Men da startskuddet gik, blev jeg overhalet af det, der virkede som absolut alle løbere i blokken! Jeg krydstjekkede med mit Garmin, som meldte en gennemsnitskilometertid på de første 3 km på 5.10, så mit tempo var faktisk lidt hurtigere, end jeg havde planlagt. Jeg løb ikke med oppakning, men i stedet et lille mavebælte med min iPhone til billeder og bundpropper til dagens strabadser.
Jeg havde ligeledes ikke medbragt energi, da jeg regnede med, at frugt, chokolade eller andet godt ved depoterne ville være fyldestgørende for turen. Problemet var bare, at der kun var vand ved depoterne! Ved to stationer delte de High5-geler ud, men dem kan min mave ikke samarbejde med, og da slet ikke når den i forvejen er optaget med andre cykliske omstændigheder. Men at kunne gennemføre et helt maraton uden tilføring af ekstra kulhydrater, ser jeg som en sejr for min fedtforbrænding, og det har længe været et fokus for min træning frem mod Zugspitze.
Løb – i den gode sags tjeneste
Som skrevet, blev jeg overhalet af mange løbere, og det kan være mentalt hårdt at håndtere inde i hovedet, men jeg vidste, jeg løb i det rigtige pace, og at jeg nok skulle indhente de fleste af dem senere. I min egen lille konkurrenceverden udpegede jeg en håndfuld løbere, som jeg ville holde øje med, og klappe mig selv på skulderen, når(ikke hvis) jeg overhalede dem. I den nøje udvalgte skare var en gut med en rød singlet, som løb for velgørenhed – nærmere bestemt samlede han penge ind til hjertesygdomme. Det er meget nobelt og en god gerning, jeg kun kan tage hatten af for, men som jeg så mig omkring, var det meget få, der ikke løb i en trøje, der tydeliggjorde en eller anden form for velgørenhed.
Det må ikke lyde forkert, men jeg følte mig lige pludselig hammer egoistisk, fordi jeg ikke samlede ind til noget godt formål. Jeg løber blot for min egen skyld. Jeg blev lidt nysgerrig på denne indsamlingskultur i Storbritanniens løbeverdenen, og jeg faldt derfor lidt i snak med Brian i den røde singlet. Han forklarede mig, at det var hans første maratonløb, og at han egentlig ikke rigtig havde fået trænet tilstrækkeligt, men nu skulle han bare igennem. Hans motivation var velgørenhed, og den tanke synes jeg indledende ret godt om. Men jo flere velgørenhedsløbere, jeg snakkede med, jo mere kunne jeg mærke, jeg distancerede mig fra det.
Mange af dem havde slet ikke trænet til løbet, men sammenlignede det med, at hvis et nærtstående familiemedlem kan gå igennem et smertefuldt sygdomsforløb, kan jeg også komme igennem et maraton. Det virkede provokerende for mig, at så mange løbere sammenlignede maratonturen med sygdom, og nogles tanke om selv at gå igennem et smertehelvede for at sympatisere med deres syge nære, forstår jeg ikke. Jeg vil dog gerne slå fast, at det naturligvis er dejligt, folk samler ind til de trængende eller hjælpeorganisationer, men jeg forstår ikke, hvis det skal være det primære formål med at løbe? Eller det faktum at sammenligne løb med smerte og ulykke.
Løb langs promenade
Efter omkring 5 km byløb og en tur forbi Arthurs Seat kom vi ud på en lang, smuk promenade ”Porty Prom”, og med den hårde vind viste havet fra sig sin barske, men smukke side, hvor bølgerne haglede ind mod os løbere på promenaden. Det var et betagende syn, og jeg nød omgivelserne samtidig med, jeg forsøgte at holde tempoet på mellem 5.10-5.15 km/min. De første ca. 9 km var af faldende højdemeter, men grundet hardcore modvind, var de faktisk lidt hårde at komme igennem. Efter den smukke promenade havde løbsarrangørerne gjort opmærksom på, at vi ville møde den gamle hestevæddeløbsbane fra 1800-tallet – jeg må have mistet opmærksomheden – jeg så den i hvert fald ikke! I stedet drømte jeg mig væk fra asfalten og ud på de små stier langs vandet eller helt offroad. Da ruten primært var en ud-hjem-rute, begyndte vi hurtigt at møde den hurtige front, og det er nu altid meget sjovt at se eliten komme susende forbi i et helt uvirkeligt højt tempo.
Gennemblødte før målstregen
Jeg havde ingen mavesmerter den første del af maratonet, men efter 13 miles-skiltet måtte jeg finde et toilet for at skifte bundprop. Jeg havde taget ekstra små skraldeposer med i min mavetaske, hvis jeg nu ikke kunne finde et toilet og måtte fixe det i naturen. Efter første ”skifte” kunne jeg mærke mavekramperne komme snigende, men jeg var forberedt på, de ville komme på et tidspunkt. Det var bare et spørgsmål om hvornår. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og fokusere på løbet i stedet for smerterne i underlivet, men på et tidspunkt kom en krampe marcherende, som fik mig i knæ et kort øjeblik. De sidste 10 km af turen var temmelig hårde, men jeg forsøgte at bevare det mentale fokus og holde humøret højt.
Med 2 km igen begyndte det at stå ned i stænger, og alle løbere og publikum blev mildest talt gennemblødte. Men omkring mig bredte sig alligevel den velkendte euforiske stemning af glæde og lettelse over næsten at være i mål, og jeg tænker, at mange af løberne var førstegangsløbere. Strækningen mod mål var ganske smal, og det gav en fed effekt med masser af publikum helt tæt på. Jeg ramte mål i tiden 3.43 og var ganske tilfreds med mig selv, men jeg kan mærke, at asfaltmaraton ikke bringer mig den samme glæder som trailløb. Det må jeg tage til efterretning.
Pris: 62 engelske pund(stiger i pris)
Distancer: 42 km, 21 km, 10 km, 5 km, stafet på maraton, børneløb
Antal deltagere: i alt 30.000 deltagere
Tidstagning: Chip i startnummer
T-shirt: ja (Onesize)
Medajle: ja
Depoter: km vand og High5-gels
Billeder: marathon-photos.com mod betaling
Vindere på maraton: David Toniok 2:15:33 og Kateryna Stetsenko 2:36:07
Cut off time: 6:30
Lillebælt Halvmarathon
Lillebælt Halvmarathon – hele danmarks halvmarathon blev i weekenden afholdt i Middelfart med 11.000 løbere til start. Løbet, der er kendt som et populært førstegangsløb, er velarrangeret og med opbakning i verdensklasse langs ruten. Jeg deltog med min arbejdsplads og brugte de 21 stærke, som et led i min træning til Zugspitze Supertrail på 60 km. Derfor stod jeg til start med 3,2 kg oppakning samt inden og efter løbet en cykeltur til og fra Kolding på 25 km.
Sidste uge bød på 72 km fordelt på en masse trail og bakker i og omkring Kolding. Efter Aalborg Brutal Marathon d. 18. april, har min krop været lidt træt, men de mange højdemeter havde heldigvis ikke den store efterfølgende effekt på mine ben, så det blev til to hviledage og et par restitutionsture, før jeg følte, jeg var tilbage igen. Jeg ved at skadesrisikoen er markant højere lige efter et maraton – især i mit tilfælde ,da jeg nogle gange får lidt hjerneblødninger i forhold til min træning.
I lørdags stod den så på Lillebælt Halvmarathon, og det var egentlig ikke helt planlagt, jeg skulle deltage, men min arbejdsplads idrætsefterskolen BGI Akademiet havde stablet et lærerhold på benene, og eftersom det er en ny arbejdsplads, var jeg ikke fra starten tilmeldt, men sprang med på holdet efter et afbud. Der er ca. halvanden måned til Zugspitze, så jeg kunne sagtens byde de 21 km velkommen i min træningsplan, og det er trods alt lidt sjovere at deltage i et officielt løb end at træne dem selv.
Klokken 11.30 sprang jeg derfor på min mountainbike og satte kursen mod Middelfart. En tur på omkring 25 km på landevejen med en del bakker undervejs, men hvad gjorde det, når man nu har medvind hele vejen? Jeg fløj afsted i højt humør og fart til Lillebælt, og jeg fik overbevist mig selv om, at når jeg nu skulle løbe halvmaratonet på mellem 1:50 og 1:52 – i min optik et roligt pace og dermed total udstødelse af konkurrencegenet, kunne jeg da godt sætte tempo på cyklen og få givet de andre cyklister baghjul. Hvad jeg i cyklende sekund ikke havde indset, var at medvind ud betyder modvind hjem, og det skulle senere vise sig at blive en knaldhård tur til Kolding, og det ellers tautologiske udsagn om at frem og tilbage er lige langt, skulle vise sig at være total inkonsistent! Mere om det senere.
Jeg skulle mødes med BGI Akademiet inden start og lige få styr på nummerudlevering og udstyr. Normalt har et halvmaraton og udstyr ikke så meget med hinanden at gøre, men som skrevet løb jeg med 3,2 kg oppakning, og da min gode ven, Morten ikke kunne nå at aflevere sit overtøj, tog jeg dette i min taske også. Vinden var markant og kold, solen lå godt gemt bag skyerne og omkring kunne man se løbere i dyb overvejelse, om det nu er bedst at smide den ekstra bluse eller beholde den på. Hvor varmt vil man få det, når man nu kommer i gang? Jeg løb selv i Odlos Muscle Force ¾ tights med en Fusion t-shirt og armsleeves, som jeg havde god gavn af under løbet. Når solen skinnede, rullede jeg dem ned af armene, og når det blev koldt, rullede jeg dem op igen. Jeg så alt fra løbere iført store sweatshirt til små tanktoppe, og der må uden tvivl være nogle af dem, som enten fik det for koldt eller for varmt.
Da jeg havde overtaget et startnummer, var jeg lidt spændtpå at se, hvilken startblok jeg skulle starte i. På nummeret er angivet en farve og en kode, og den gule farve betød, jeg var tilmeldt i blok D(2.30), og Morten og jeg tillod os at springe ind ved 1:50-ballonerne. Til de store løb er det altid samme trumme-rum: Folk stiller sig i de forkerte startblokke, og man er omringet af løberne der hjerner fremad eller er på søndagstur. For nogle år siden kunne det irritere mig grænseløst, men efterhånden synes jeg det er lidt småkomisk, og nu kender jeg også til den knap-så-løbeetiske uskrevne regel om, at man typisk tilmelder sig en(måske to!) startblokke hurtigere, hvis man sigter efter PR til et stort løb.
Omkring 13.45 var det nok sidste udkald til at finde sin startblok, og Morten og jeg forsøgte at sluse os ind ved de rette balloner. Som regel er det knap så eksotisk at stå som (allerede svedlugtende)sild i en tønde, men min krop bød varmen fra de tætpakkede løbere hjerteligt velkommen og mit rysteanfald fortog sig. Starten afgik og efter ca. 2,5 min, løb vi over startstregen – klar til en overkommelig opgave med fokus på det rette pace og mentalt overskud. De første par kilometer af løbet var der stor trængsel, og jeg shufflede lidt ind og ud for at komme til at ramme det rigtige tempo, og efter det første væskedepot ved 5 km, begyndte det at munde lidt ud i trængslen. Depoterne var på fineste vis adviseret 200 m før, og placeret i begge sider af vejen. I alt var der seks depoter med vand, energidrik og et enkelt depot med bananer og æble. Man kan måske overveje om sidste depot ved 19,8 km er nødvendigt, men hvis varmen havde været lige så høj som nogle af de forrige år, er det nok bedre at være på den sikre side. Turen over Den Gamle Lillebæltsbro er ganske særlig og udsigten over vandet til begge sider er super flot. På jyllandssiden løbes en lille sløjfe om Snoghøj, hvorefter man drejer, og løber ind under broen og videre mod Erritsø. Opbakningen på denne strækning er fænomenal, og man bliver nærmest helt høj af stemningen og alle tilråbene. På startnummer er angivet dit navn, og hvis du ellers løber i dit eget nummer, giver det virkelig god gejst at høre sit navn opråbt fra publikum. Morten og jeg hed i denne sammenhæng Britta og Ole, og det hyggede vi os gevaldigt meget med! Efter 14,5 km rammer vi igen Den Gamle Lillebæltsbro, og man kan så småt begynde at fornemme at nogle løbere begynder at blive presset. Men det er vildt fedt at se ansigter, som stråler af vilje og beslutsomhed: jeg kan, jeg vil. Eller folk som må ned og gå et par meter, for derefter at tænke: ”Nej fanme, nej”, og sætte i løb igen! Det er fedt! Jeg synes det er en dejlig tanke, at 30.000 løbere for kort tid siden løb VM i København, og nu står der så 11.000 til start til Lillebælt. Her må man da kunne udlede, at Danmark bestemt er en løbernation? Tilbage på Fyn går ruten ud omkring det smukke Hindsgavl Slot, og her kan man godt mærke småstigningerne på vejen, og flere løbere må ned i tempo. Igen hjælper den sublime opbakning især førstegangsløberen og PR-jagterne meget, og det var virkelig en fornøjelse at løbe den sidste del afruten ind gennem de små hyggelige gader for at afslutte på den ca. 200 m lange strækning til mål på havnen med opstillede tribuner til publikum.
Der var ikke så stor trængsel i mål, men det siger nok mere om min tid end om så meget andet. Der blev udleveret vand i små flasker og en Jolly gjorde stor glæde hos mange løbere. Et par hundrede meter væk stod telte med frugt, kage, vand og energidrik og jeg synes at Lillebælt Halvmarathons arrangører har forbedret sig markant på dette punkt. Det er sagt med forbehold, da jeg plejer at løbe lidt stærkere på distancen.
Jeg løb negativ split og kom i mål på 1:50:35 – helt efter planen. Hvad jeg under løbet lykkelig havde forkastet, ramte mig som en mur, da jeg så mine fine mountainbike stå og vente på mig. Den søde medvind på vej ud, ville nu på bedste humørsvingnings-vis vende sig mod mig, og mobbe mig hele vejen hjem. Det blev en hård tur, og jeg tog mig selv i at misunde de mange biler, som passerede mig. Især da jeg opdagede vejarbejdet, som spærrede for den ene side af vejen ved Taulov, og jeg blev ledt ind gennem byen og hele vejen udenom. En del af mig tænkte: ”Jeger jo bare en lille bitte cyklist – jeg kan da sagtens være på vejen”. Men jeg tog den ekstra tur uden om, og det var egentlig også fint at komme lidt ud af den stive modvind. Jeg ramte Kolding omkring 17.30 og kunne velfortjent hente mine to søstre til en velfortjent filmaften efter en aktiv dag i selskab med løbere fra hele Danmark.
Dato: Lørdag d. 3. maj
Antal deltagere: 11.000
Pris: 395 kr.
Minimumsalder: 14 år
Tidstagning: chip i startnummeret
T-shirt: ja
Medalje: nej
Underlag: asfalt
Væskedepot: 6 stk. med vand, energidrik, banan og æble
Vindere: Thijs Nijhuis(1:07:47) og Louise LangelundBatting(1:15:58)
Vurdering: 5/6
Tips: Kør hjemmefra i god tid(evt. tag cyklen med bag på bilen), find din startblok i god tid og hav ekstra tøj med til efter løbet.
Andet:
SMS efter løbet
Værdiopbevaring
Expo med diverse løbegear
Trafikfri rute
Videodiplom
Fartholdere
Minimumsalder: 14 år
Aalborg Brutal Marathon
Der er en klokkeklar grund til, at Danmarks fjerdestørste marathon har fået tilnavnet ”Brutal Marathon”. Med en officiel samlet stigning på 736 højdemeter og 6 omgange af 6,9km + prolog på 800m skulle dette måske blive et af mine hårdeste løb i Danmark. Jeg jagter i øjeblikket formen til gennemførelse af Zugspitze Super Trail 60km i Tysklands højeste bjergkæde og som led i træningen hertil, stod der fredag d. 18. april Aalborg Brutal Marathon på programmet.
210km på 21 dage
Jeg har i de sidste tre uger haft et tætpakket løbeprogram med VM i Halvmarathon, Hannerup/Fulgsang Cannonball Halvmarathon, Ib’s Marathon nr. 100 arrangeret af Kolding Motion, Sct. Georgs Løbet – 21 km og så Aalborg Brutal Marathon som rosinen i pølseenden. Efter næsten 210km på 21 dage inden Brutalen forventede jeg et benhårdt og ubarmhjertigt marathon med energidræbende op- og nedstigninger samt et løbefelt bestående af seje og ukuelige løbere, som formentlig ville smågrine lidt over, mine til dags dato, 17 sølle marathonløb. Men jeg var absolut klar til at teste dagsformen, og jeg havde gået og småglædet mig hele ugen til at prøve kræfter med det berygtede løb.
Som nævnt er Aalborg Brutal Marathon et velarrangeret asfalt/skov/grusløb på runder af 6.9km med en prolog på 800m. Rundstrækningen stiger 120m med to stigninger op ad Nordtoft og Skovbakkevej som de stejleste – sidstnævnte slutter med en stigning på 7,3%. Her er publikum på bedste stratetisk vis placeret, og stemningen nærmer sig Alp d’Huez lignende tilstande med sang, hep, klap, flag og godt humør. På de første to runder viste frivillige vej, og herefter var ruten på fineste vis afmærket med pile og rød/hvide plasticbånd.
Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde.
Efter mange træningskilometer i benene var min taktik fra start at tage det stille og roligt. Faktisk startede jeg omtrent bagerst og fik taget en del billeder og videoer med mit GoPro-kamera på den første rundstrækning. Mine ben brokkede sig en del og var nok temmelig utilfredse med de ekstra 3,5kg i rygsækken. Især den højre læg fik min opmærksomhed, da den truede med kramper og den der grimme fornemmelse af, at boblen inde i musklen bliver større og større, gjorde mig lidt nervøs. Havde jeg gået for hårdt til den de sidste uger? Efter kun 6km ramte jeg min langsomste kilometertid på 6:44 min/km, og da den poppede op på mit ur, udbrød jeg højlydt: ”Det er løgn, det her!”.
En fysisk såvel som mental kamp
Herefter kæmpede jeg lidt med hovedet, som absolut ikke kunne forstå, hvordan jeg skulle tilbagelægge resten af distancen i løbet. Jeg havde jo ikke en gang løbet halvdelen – ja, ikke engang en fjerdedel. Det virkede uoverskueligt, og jeg måtte ned at gå op af Skovbakkevej. Den eneste trøst var, at jeg var langt fra den eneste, som gik op af den lede stigning; det irriterede mig bare, at jeg allerede måtte kapitulere på første runde. Efter bakken lavede jeg en bindende aftale med mig selv: ”Godt nok har jeg ikke ramt dagen, men det er skisme slut med at gå. Det er sgu for tamt. Jeg er ikke kørt hele vejen fra Kolding til Aalborg for at gå et marathon” osv.!
Jeg begyndte at snakke lidt med de andre løbere, og det er altid hyggeligt at høre deres historie, og hvad deres løbebaggrunde er. Jeg kom i snak med en marathondebutant og tænkte, det bare var hammersejt lige at nappe Brutalen som sit første marathon. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg ynkede efter de 30km til mit første i Berlin, så hatten af for hende. Det bevirkede faktisk, at jeg havde knap så ondt af mig selv anden gang, jeg så direkte ind i asfalten på den lede stigning. Jeg ville løbe hele vejen op, og undervejs overhalede jeg en del løbere. De fleste af dem overhalede mig dog efter bakken igen, men det var egentlig også okay. Jeg havde accepteret mine trætte ben, og jeg ville bare nyde turen, komme godt igennem og ikke risikere nogen dumme skader.
Følgeskab gav kæmpe boost
Efter lidt small talk hist og pist rundede jeg de 26km, og jeg kunne se frem til følgeskab af min gode ven Anders Fugmann. Han er bosat i Aalborg, og vi havde en aftale om, at han skulle løbe med på de sidste to runder. Det gav et kæmpe boost, lige pludselig var jeg flyvende, og mine kilometertider raslede nedad. Jeg overhalede den ene efter den anden, og mon ikke nogen af de andre løbere var lidt trætte af at blive overhalet af en lille 160 centimeters-pige med oppakning? Det kunne kun pleje mit konkurrencegen og gøre mig i blændende humør, og hermed tog løbet en uventet drejning.
Nu handlede det om tempo, om at overhale den næste og den næste og den næste. Anders løb med GoPro’et ved siden af og pacede og heppede. Jeg fandt flow og blev nærmest helt høj af det gode tempo og løberne omkring mig, hvor mange var blevet ædt op af distancen, stigningerne havde tynget det mentale og lårene var stive og knæene bløde. De lidende ansigterne(heriblandt mit eget) afspejlede dagens strabadser og afslørede, at Aalborg Brutal Marathon ikke bare er et almindeligt hyggeløb. Det kræver vilje, udholdenhed, mental styrke, gode lårbasser og dagsform.
Jeg toppede med to kilometertider på 4:55 og 4:54 på 36. og 37. kilometer, og den sidste kilometer fløj jeg i mål med 4:04 i snit. Det kan jeg takke min makker Anders for, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget det mentale spiller ind på maratondistancen. Min krop får jo ikke tilført ekstra energi af, at jeg får en løbemakker, og at publikum går amok på min vej til toppen af stigninger er jo heller ikke en direkte kanyle af energi ind i min krop, men det giver et mentalt boost, som har en kæmpe indvirkning på det fysiske. Status er, at jeg skal arbejde mere med det mentale til Zugspitze Super Trail.
Jeg kan klart anbefale Aalborg Brutal Marathon til løberen, der har lyst til at udfordre sig selv med hårde højdemeter og exceptionel god stemning.
Fakta:
Antal tilmeldte: 199 mænd/23 kvinder = 222 løbere heraf 208 gennemførte
70% asfalt – 20% grus – 10% skovsti
Væskedepot 3 gange pr. runde: vand, saft, cola, salte chips, Matadormix, rosiner, chokolade, appelsin og banan
Medalje: ja
Pris: 200,- kr.
Vindere: Søren Rasmussen 2:47:59 og Stine Rex 3:25:06
Tidtagning: Manuel registrering ved officials
Karakter: 5
1. runde inkl. 800 m prolog: 45:26
2. runde: 39:58
3 runde: 39:20
4 runde: 41:45
5 runde: 38:13
6 runde: 38:41
1. halv: 2:04:29
2. halv: 1:58:24
Samlet: 4:02:53
Thy Trail Marathon – 2014
Min video af Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste maraton!
Everest Marathon – endelig i mål!
Her følger mit niende blogindlæg om de sidste forberedelser til verdens højeste marathonløb, Everest Marathon – samt oplevelsen af at komme i mål SUB 7 timer og på en 2. plads! Og det til trods for, at optakten langt fra var optimal, men det er en af præmisserne for at kunne nå til startlinjen i 5.200 meters højde.
Den sidste uge inden løbet bød på ubehagelig opkast/diarre samt udmattende trekkingture med sygdom i kroppen. Men da startskuddet lød tidlig torsdag morgen, glemte hun alt om det hårde arbejde for at nå til Gorak Shep.
En nat i helvede
Natten til mandag d. 25. november skulle vise sig at blive en nat i helvede med smertende mavekramper, opkast i mængder jeg ikke troede var muligt og hyppige besøg ved hullet i toiletteltet. At være syg i næsten 5000 meters højde er hårdt arbejde, og mit eneste ønske var bare at ligge hjemme i min varme seng i Danmark. Da jeg efter et par timer havde tømt absolut alt i min krop, sagde jeg til min tent buddy, Rachel: “This is it. I can’t do the marathon”. Efter en lang og grim nat fortsatte trekkingturen op til Lobuche(4900m). Det var uden sammenligning den hårdeste gåtur, jeg nogensinde har været på, men mine venner i gruppen var flinke til at hjælpe med opbakning og støtte.
Da vi nåede frokoststedet meldte jeg udsolgt og faldt i søvn på jorden. Da jeg kort tid efter vågnede, kastede jeg igen op og besvimede. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne hverken genkende de sneklædte bjergtinder eller menneskerne omkring mig. De tilknyttede læger rådede mig til ikke at gå med længere op. Så jeg og Rachel indlogerede os i et lodge og blev der natten over.
Efter omkring tre timers søvn begyndte jeg at få det bedre, og dagen efter var jeg klar til at gå videre op og mødes med de andre, dog med et ekstremt lavt energiniveau, og det irriterede mig enormt at skulle blive ramt af sygdom så tæt op til løbet. Men der var ikke andet at gøre end at tage det sure med det søde og forblive ved godt mod.
Rygtet og erfaringen fra mit tidligere trek fortæller, at Lobuche uden sammenligning har de koldeste nætter. Temperaturen kan falde ned til -25 grader, og natten, vi tilbragte i telt, var hamrende kold. Heldigvis formåede jeg at holde toiletbesøgene nede på et minimum, og min kvalme var stort set væk. Lobuche er desværre også kendt for trekkers disease, og ligesom pesten blev spredt med lynets hast, måtte næsten halvdelen af holdet overgive sig med opkast og dårlig mave.
Lægetjek dagen før dagen
Inden vi dagen efter begav os ud på den sidste trekkingtur til startlinjen, skulle vi gennem sidste lægetjek bestående af balancetest, måling af puls og kroppens oxygenniveau samt hjerte/lungefunktion. Jeg kom godt igennem med et iltniveau på 96% samt en puls på 90(næsten en fordobling af min hvilepuls!). Lægerne vurderede, at tre deltagere ikke var fysisk klar til at deltage i løbet, men de fik muligheden for at starte løbet i Pheriche i stedet. Trekket til Gorak Shep var sej, og da min gode ven Dave bar min taske, da jeg var syg, var det min tur til at hjælpe ham. Han havde kastet op hele natten og var fuldstændig hvid i ansigtet, ekstrem træt og uden energi. Det er ikke optimal forberedelse at tømme kroppens energilager 3 dage før et marathon, ikke kunne kulhydratloade ordenligt og så oveni udsætte sin krop for en enorm fysisk belastning(og endda med to tasker af omkring 5-6kg hver) dagen før dagen.
De sidste forberedelser
Endelig nåede vi Gorak Shep, og jeg var meget spændt på at være tilbage. Jeg tilbragte resten af dagen for mig selv med at pakke og ompakke min løbetaske og sikre mig, at løbets krav om et minimum kit var opfyldt: “Long sleeved thermal top and leggings, additional top and leg covering, rain and windproof jacket(with hood) and trousers, gloves, thermal head covering, whistle on a neck cord, survival bag, head torch and ekstra batteries”.
Kittet bliver tjekket før og efter løbet, og løbsledelsen annoncerede, at de ville foretage tilfældige prøver undervejs. Hvis du mangler dele af minimumskittet, vil du blive diskvalificeret fra løbet. Jeg tilføjede en ekstra t-shirt, sleeves og min camelbag med plads til 2 liter vand. Ellers stod onsdagen på mental forberedelse, afslapning samt fælles øvelse af starten. Jeg gik tidligt i seng – ekstrem spændt og med maven fuld af sommerfugle! Men natten var lige så grum som sidste gang, og det blev stort set ikke til noget søvn. Jeg vågnede to gange, hvor min krop hyperventilerede og brokkede sig over den utilstrækkelige mængde af ilt. Følelsen af at være spærret inde i et alt for lille rum, hvor man bare har lyst til at bryde ud i det fri og tage 1 dybe, fyldestgørende indåndninger. I 5200 meters højde er der ca. halvdelen af den ilt, jeg er vant til at få i Danmark, så det er ikke underligt, at kroppen reagerer, som den gør.
“I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt.”
Klar til start
Endelig ringede mit vækkeur tidlig torsdag morgen – nærmere sagt kl. 04.00(jeg er b-menneske, så min krop tager et par timer om at vågne). Jeg tjekkede mit kit en sidste gang, spiste den sædvanlige havregrød og så klar til start!
Kl. 06.15 blev vores numre råbt op, så løbsledelsen kunne tjekke, at alle deltagere var mødt til start. Kl. 06.30 lød startskuddet! 63 deltagere ud af 75 havde klaret trekkingturen og lægetjekket og var klar til at forsøge sig med verdens højeste marathonløb. Undervejs var to sendt ned med helikopter, og en del måtte bukke under for højdesyge og/eller diarre/opkast. I -15 grader og ventende i min kæmpe dunjakke på startskuddet, var jeg lykkelig over at have nået så langt. Første del af ruten var teknisk svær på is og sne, og et par gange faldt jeg på numsen, fordi jeg ikke kunne fornemme den glatte frost under sneen.
Fra Gorak Shep og ca. 15 minutter ind i løbet er der en ubehagelig stigning, som mange af de andre deltagere tog fejl af. De forsøgte at løbe op af den, men måtte give op halvvejs pga. vejrtrækningsproblemer, og jeg kunne overhale de omkring første 15 løbere i gåtempo – dog med en puls tæt på de 190! Al bevægelse i 5200 meters højde er ekstrem krævende, og jeg havde bestemt en fordel ved at have løbet her før og vide, hvordan jeg skulle disponere den første del af turen.
Min plan var at dele løbet op mellem de 6 check points og tage tingene, som de kommer. Hvis træt, så gå. Hvis frisk, så løb. Hvis sulten, så spis. Hvis tørstig, så drik. Jeg har aldrig løbet ekstrem- eller ultraløb før, og min længste løbetur har været lige under 5 timer, så jeg ved ikke, hvordan min krop reagerer, når den bliver presset længere ud og især ikke i disse højder med mindre ilt tilgængeligt. Så da jeg passerede tredje check point i Pangboche som første ikke-nepalesiske kvinde, blev jeg mildest talt overrasket. Jeg havde indtil få kilometer før fulgtes med en engelsk kvinde Beth, men hun stoppede for at skifte tøj, og jeg fortsatte i let løb, og vi forsvandt fra hinanden. Efter omkring 20km kommer den første slemme stigning til Tengboche. Den er så stejl, at løb for det første er umuligt, gå uden pauser er umuligt. og du har egentlig bare lyst til at sætte dig ned for få følelsen tilbage i dine ben. Da jeg endelig nåede op af den, var mine ben smadret. Jeg kunne dog glæde mig over at være nået halvvejs i et af verdens hårdeste marathons, men jeg vidste også, at løbet først begyndte der for alvor.
Status: halvvejs i løbet
Efter Tengboche kommer den frygtede nedstigning til Kangjuma med grus, sand og sten, som virkelig er teknisk krævende at løbe på – især når det går nedad. Men det gik overraskende godt, og jeg fik overhalet et par mænd på vej ned. Da jeg nåede bunden af bjerget, mødte jeg ultraløberen Dave, som et par dage før også var blevet ramt af sygdom. Han var helt blottet for energi, og jeg trak fra ham op af den næste stigning til Chorkung. Indtil videre havde jeg haft et rigtig godt løb, men denne stigning var ikke mindre end umenneskelig lang og stejl. Jeg havde forceret den før, så jeg vidste godt, hvad der ventede mig, og det var bestemt ikke en fordel at have vished herom! Stigningen består af snoede grusstier med kæmpe trin, som jeg, med mine korte ben, nærmest måtte kravle op ad.
Det krævede rigtig meget energi, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg var ved at løbe tør. Jeg måtte flere gange stoppe for at få vejret og strække mine ben ud, så de ikke gik i kramper. Her skal der graves dybt eller som mine engelske venner lærte mig: Dig deep! Jeg lå stadig som første ikke-nepalesiske kvinde, men min krop var udmattet, ruten var lang fra flad, og jeg måtte finde min iPod frem og skrue uhæmmet højt op for Volbeats aggressive toner. Det fik mig lidt op i tempo, og jeg nåede endelig Thamosløjfen, som er lig med de sidste 6 miles eller 10km. Fra den tidligere træningstur på sløjfen vidste jeg, at det ville blive hårdt arbejde, for der er ikke et fladt stykke vej at finde. Det er enten op eller ned, og når man er træt og benene bare føles som tunge klodser, gør det lige så ondt at løbe ned som op.
Mælkesyre, high fives og mål i sigte
Mælkesyren i mine lår efter den lange nedstigning fra Tengboche var ubeskrivelig grim, og for hver skridt jeg tog, jagede smerten igennem quadriceps. På vej ud mod vendepunktet kunne jeg give high five til de hurtige nepalesiske løbere og de to første ikke-nepalesiske mænd, Malcom og Steve. Det gav lidt energi at se, de også knoklede for at komme i mål. Da jeg nåede vendepunktet, var jeg absolut fuldstændig smadret og havde hverken lyst til at drikke eller spise. Jeg fik bundet en sløjfe på min taske som et bevis på, jeg havde været helt ude, men jeg var så træt og måske lidt desorienteret, at jeg bare råbte: “Don’t touch me!”. Jeg vendte rundt og kunne se Beth nærme sig med masser af energi, og jeg vidste, at min førsteplads kun havde været til låns. Normalt hader jeg at blive nr. 2, men i dette tilfælde var Beth blevet min gode veninde under den lange trekkingtur, og jeg vidste, at hun var en stærk ultraløber med langt mere erfaring end mig. Status var desuden, at jeg var baldret, udsolgt, finito, wiped out, færdig – basta bum!
Det handlede nu om at slæbe mig igennem de sidste 5km på bedste mulig vis. Når det gik ned ad bakke, kunne jeg tippe min krop forover og tage fra med benene, så det nogenlunde lignede løb, men på lige strækninger og op af bakke var mit mål ikke at gå i stå, men bare at bevæge mig en lille smule fremad. Da jeg langt om længe kunne se målbyen Namche, trængte tårerne sig på, og en uforglemmelig lykkefølelse fyldte min krop. Kun Beth havde overhalet mig på sløjfen, og jeg kunne løbe i mål som nr. 2 ikke-nepalesiske kvinde, nr. 4 over all ikke-nepaleser og nr. 21 på den nepalesiske liste.
Jeg er stolt, glad, overrasket og ikke mindst lykkelig. At deltage i Everest Marathon er uden sammenligning det hårdeste og mest krævende, jeg nogensinde har oplevet. Men alligevel tager jeg mig selv i at dagdrømme om det næste ekstremløb…
Jeg vil gerne takke Koldingegnens Idrætsefterskole, Kolding Bokseklub, Bodyzen og mine søstre Laura, Matilde og Kira for støtte og kæmpe opbakning, samt alle der har fulgt min rejse på Facebook, LøbeMagasinets blog og i avisen.
Overall top 5 for Everest Marathon:
1. Malcolm Attard, Malta – 5.47.22
2. Steve Lang, GB – 6.02.52
3. Beth Thompson (F), GB – 6.50.16
4. Kristina Schou Madsen (F) Denmark – 6.59.50
5. Matt Smart, GB – 7.01.27
Everest Marathon – en uge til raceday!
Søndag d. 10. november mødtes jeg med maratonholdet på Hotel Shanker i Kathmandu. Jeg har set meget frem til at møde de mennesker, som jeg i 15 dage skal trekke, akklimatisere og ikke mindst løbe 42 km i verdens højest beliggende maraton med. I præsentationsrunden blev det dog hurtigt klart, at mange af deltagere er intet mindre end supermennesker! En ældre amerikansk herre, Brent Weigner fortalte, at han havde løbet 22 maratons i år, 218 i alt og løbet på verdens 7 kontinenter for 9. gang – ganske imponerende sammenlignet med mine sølle 14 maratons. Så i dette selskab tør jeg slet ikke nævne mine “latterlige” 54 halvmaratons.
En kold fornøjelse
De 55 udenlandske deltagere er delt op i tre grupper, som trekker, spiser og camperer sammen. Hver gruppe har en leder, to læger og en del frivillige samt et hold bærere og kokke til at tilberede maden. Vi overnatter i telte, og jeg har været rigtig spændt på at sove udenfor i minus 10-20 grader, men mine seks nætter er indtil videre gået godt, og jeg har næsten ikke frosset. Dog er nattisseri noget værre rod i denne kulde, men desværre uundgåeligt, da jeg drikker omkring 3-4 liter vand om dagen for at få nok væske og dermed hjælpe akklimatiseringsprocessen.
Det kræver vilje at hoppe ud af den (en smule) varme sovepose og ud i isende frostvejr, finde udendørstoilettet – dvs et hul i jorden, så tilbage i teltet og forsøge at få varmen igen. Jeg sover med et lag merinould inderst, et lag fleece og en dunjakke samt handsker og hue, og inden sengetid fylder jeg mine to vandflasker med kogende vand og putter dem ned i soveposen. Alt mit elektronik som f.eks. kamera, batterier og telefon har jeg ligeledes med ned i posen, så kulden ikke dræner eller ligefrem ødelægger det. Indersiden af teltet og soveposen er om morgenen dækket af is, og det kræver sit at komme ud af posen.
Inden maratonløbet trekker vi omkring 120 km i Everest-området for at akklimatisere, men det har desværre ikke været muligt at følge den planlagte rute, da Himalaya i øjeblikket oplever det koldeste vejr i 18 år. Arrangørerne er bange for at overnatning i telte i Gokyo(4791)vil gøre os syge, så vi har overnattet fire nætter i Machermo i 4465 meters højde og i stedet taget to dagsture til Gokyo, peaket Gokyo Ri(5483) samt gletsjerne i området.
Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.
Man mødes med forståelse og gensidig respekt
I dag har jeg sammen med en del fra min gruppe løbet fra Machermo(4465) til Kanjuma(3595). En tur på ca. 2 timer. Ganske overraskende er jeg ikke langsomst – faktisk kan jeg holde tempo med de kvindelige deltagere i gruppen. Men en 120 min løbetur for dem er vel bare en søndagsluntetur i parken. Det var super dejligt at få luftet løbeskoene igen. Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.
Det er en helt speciel gruppe mennesker, som er samlet – her er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man vælger at løbe et af verdens hårdeste maratons, eller hvorfor man deltager i andre ekstrem- eller ultraløb. Der er en gensidig respekt for trangen til at udfordre sig selv fysisk, og når Dave Falknwer fortæller om sit 200 miles race, hvor han midt i løbet bliver udelukket af lægerne pga. høj feber, men stadig ønsker at fortsætte, forstår alle her, hvorfor han tænker, som han gør.
“Happy birthday Kristina!”
Søndag d. 17. november fyldte jeg 28 år, og det var en uforglemmelig dag med dejlige folk omkring mig og en natur, som ikke kan beskrives med ord, billeder eller film. Sherpaerne – hjælpeteamet omkring holdet – havde bagt en chokoladekage til mig, hvor der stod “Happy birthday Kristina”. Fuldstændig fantastisk. Jeg skulle i hvert fald lige sluge klumpen i halsen og tørre øjnene. Sherpaerne ejer ikke meget, men vil gøre alt for dig. Det sætter tingene lidt i perspektiv, og jeg bruger en del tid på at tænke over, hvordan jeg lever mit materialistiske liv derhjemme.Det er overvældende at tænke på, at der er under en uge til raceday. Jeg håber at kunne lave en update mere, inden det går løs på torsdag.
De sidste par ugers program:
06.11 – 3×20 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
07.11 – 2×15 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
08.11 – Hviledag
09.11 – 1 times roligt løb + 1 times core- og bentræning + 1 times løb(Borgs skala 17-18-19)
10.11 – 1 times restitution
11.11 – 45 min løb inkl 2×10 min tempo(Borgs skala 18-19)
12.11 – 2×30 min tempo(Borgs skala 16-17) + opvarmning
13.11 – Trek fra Lukla(2800 m) til Phadking(2600 m) 3,5 timer
14.11 – Trek fra Phadking til Namche(3446 m) 7 timer
15.11 – Trek til Everest View Point og tilbage til Namche (400 højdemeter) 3 timer
16.11 – 10 km løbetur fra Namche omkring Thamosløjfen og tilbage + 2 timers trek fra Namche til Kumjung(3780)
17.11 – Trek til Dole fra Kumjung
18.11 – Trek til Machermo(4465) på 3 timer
19.11 – Hviledag med 2 timers trek
20.11 – Trek til Gokyo Ri(5483) på 9 timer
21.11 – Trek fra Machermo til Kumjunga(3597)
22.11 – Trek fra Kumjunga til Tengboche(3867)
Foredrag: Helt til tops – The Everest Marathon
Kom med til Nepal og med op til Himalays sneklædte tinder. Hør om de seje op- og nedture og hvordan man overvinder dem
Hør et spændende foredrag, hvor Kristina fortæller om hendes 2,5 måneders ophold i Nepal som forberedelse til løbet med op- og nedture. Undervejs blev hun indlagt på i tibetansk hospital med symptomer på akut højdesyge, og blev ramt af opkast 3 dage før løbet. Hør med den intensiverede træning i Himalaya, hvor hun før mødet med maratongruppen, selv trekkede til The Everest Base Camp for at optimere akklimatiseringsprocessen. Foredraget slutter med at vi følger i hælene på Kristina hele turen med en personlig og intens løbsberetning af The Everest Marathon. Er du klar til at nå toppen?
Everest Base Camp: Tjek!
At nå Mount Everest Base Camp var første del af målet på mit eventyr, og det var en blanding af lettelse og lykke, efter 10 dages hård trek med flid, sved og hårdt arbejde, at jeg endelig satte min fod på det golde Base Camp med de karakteristiske gule telte. Jeg kunne kigge tilbage på overvældende oplevelser med imponerende naturindtryk, flytten til fysiske og mentale grænser samt sige farvel til næsten halvdelen af trekkinggruppens medlemmer pga. højdesyge.
Solopgang over Mount Everest og iskolde nætter
I et guest house i Gorak Shep i 5184 meters højde forsøger jeg at få lidt søvn. Jeg er pakket ind i mit uldundertøj, -sokker, -hue og -handsker samt silke-, fleece- og min lånte sæson 4-sovepose, men stadig fryser jeg mine fødder, og min næse er kold som en istap.
Natten her rygtes som værende forfærdelig, og en samtale mellem en franskmand og en russer ude på gangen, bekræfter mig i rygterne: “Folk vågner om natten og flår vinduerne op i et desperat forsøg på at få ilt”. Med den grumme forestilling faldt jeg i søvn, men vågnede kort tid efter gispende efter vejret. Jeg kunne ikke få luft, og min krop responderede med en slags panisk hyperventileringstilstand, hvor alt skreg efter luft. Mit hjerte pumpede, mit hoved dunkede og jeg kunne absolut mærke alle lemmer brokke sig i mit korpus.
Tankerne pressede sig på, og med fare for at lydemelodramatisk, blev jeg faktisk i tvivl om min krop overhovedet kunne klare presset. Det kunne den heldigvis, og kl. 4.15 følte jeg mig nogenlunde klar til at kravle op af Kalar Pattar for at se den berømte solopgang over Mount Everest og Nuptse – en tur kun to af gruppens medlemmer klarede.
På min tur til Everest Base Camp har jeg fulgtes med syv andre trekkere, to guider og fire bærere. Jeg havde inden turen overhovedet ikke overvejet, at nogle måske ikke ville nå til Base Camp, og da slet ikke at succesraten ville være under halvdelen.
De første falder fra
I Lobuche måtte vi sende den første pige ned med helikopter pga højdesyge, og stort set alle af gruppens medlemmer følte sig den dag utilpas med hovedpine, kvalme og/eller næseblod. Derfor holdte vi her en ekstra dags pause, men kun for at sende endnu en ned med hest og efterfølgende helikopter. At se sine venner lide på den måde, er en meget skræmmende oplevelse, og at højdesyge ikke er for sjov, skulle jeg tids nok høre flere eksempler om.
Taktikken langs ruten var klar: gå langsomt op, og som Michael Strynø tidligere på måneden insisterede kraftigt på: drik, pis og akklimatisere! Herefter var hans bedste råd, som i tidligere blogs nævnt, hvidløg. Ovenstående har resulteret i en hvidløgsstinkende Kris med hang til bagtroppen og utallige forespørgsler om tissepauser i tide og utide. Jeg er sikker på at de fleste trekkere i Mount Everest-området på et eller andet tidspunkt, har set min hvide numse forsøgt gemt i vejkanten. Men det kan jeg nu godt leve med!
Løbetur til Pangboche
Fra Gorak Shep fik jeg grønt lys fra min guide om at løbe turen ned til Pangboche – en tur på omkring 23-24 km. Starten på turen var enorm hård og især det tynde luftlag var udfordrende og egentlig også surrealistisk at løbe i. Få skridt og den mindste hældning på vejen giver vejrtrækningsproblemer, og man fuldstændig tvunget til at tage det helt roligt. Dog forløb turen over al forventning, og det var virkelig fedt at få trænet teknikken på is-, sten- og grusunderlag og på op- og nedstigninger, jeg ikke troede overhovedet var muligt at løbe på.
Jeg formåede at løbe ca 4/5 af maratonruten på to dage, og det var virkelig en positiv oplevelse – men hold da fast, det bliver en knaldhamrende hård tur!
På maratonruten er det deltagernes eget ansvar at finde vej, så det var godt timet, at jeg på træningsturen drejede af til højre i stedet for til venstre! At finde vej selv, havde jeg frygtet en del, men størstedelen af ruten giver heldigvis sig selv, og ellers er der jo muligheden for at spørge om vej. Navnene på de 11 byer vi skal løbe igennem, har jeg lært udenad, så jeg håber at jeg er dækket ind i tilfælde af, at jeg komme til at løbe allersidst!
Sidste uges program:
25.10 – 7 timers trek (Namche 3446 moh – Tengboche 3867 moh)
26.10 – 5 timers trek ( Tengboche – Dingboche 4343 moh
27.10 – 5 timer – besteg bjerget Nagarun 5313 m og løb ned
28.10 – 5 timers trek (Dingboche – Lobouche 4910 moh)
29.10 – 4,5 timers trek fra Lobuche til ca 5300 moh og retur
30.10 – 8 timers trek (Lobuche – Gorak Shep – Base Camp – Gorak Shep 5184 moh)
31.10 – 3 timers trek til toppen af Kalar Pattar(5623 moh) + 3 t 45 min løb fra Gorak Shep – Pangboche 3901 moh
01.11 – 2 t og 35 min løb fra Pangboche – Namche 3446 moh
02.11 – 4 timers trek’n’run (Namche – Phakding 2652 moh)
03.11 – 2 t 30 min trek’n’run (Phakding – Lukla 2800 moh)
04.11 – 1 t 15 min restitutionsløb i Kathmandu
05.11 – 45 min morgenpowerwalk + 1 times løb med 6×2 min stigninger
Everest Marathon: Drik, pis og afklimatiser!
Ugen op til det første hike har været en kombination af løb, masser af trekking, mountainbike og sport wall climbing – aktiviteter med det formål at forberede mig bedst muligt til første trek til foden af verdens højeste bjerg og naturligvis i sidste ende marathonløbet.
Drik, pis og akklimatisere
Drik, pis og akklimatisere – opsummerende og vise ord fra Michael Strynø, den første dansker på toppen af Mount Everest, som i en Skype-samtale gav gode råd og fifs omkring færden i højderne. Han anbefalede at drikke mellem 4-5 liter vand om dagen, da det tynde luftlag medvirker en hurtigere vejrtrækning, og dermed forsvinder meget af fugten ud gennem åndedrættet. Udover at drikke, skal man også sørge for at spise rigeligt, og især hvidløg, som er med til at rense blodet for affaldsstoffer.
Jeg kan egentlig ikke fordrage hvidløg, men de sidste morgener har jeg fået hvidløg i min omelet, ekstra hvidløgsfed til middag og i aftes fik jeg sørme en hel skål fuld af rå hvidløg, som tilbehør til min aftensmad, og eftersom jeg ikke har været i bad i tre dage nu, må der rende en ganske slem duft efter mig!
Det er svært at få noget ordentlig mad i kroppen; der er hverken frugt, fuldkorn eller andet fra min normale semi-sunde kost derhjemme. Et af Michaels råd var, at du må aldrig være sulten i højderne, da din krop altid skal have nok at arbejde med.
Nu er situationen bare den, at jeg er konstant sulten – og det ved jeg at køkkenpersonalet på min tidligere arbejdsplads Koldingegnens Idrætsefterskole med garanti kan skrive under på! Det koster et par ekstra kilo på kroppen, men mon ikke det er okay at have lidt at tage af?
Den sidste uge
For at skrue tiden tilbage til sidste uge, var de 75 km på mountainbike en kæmpe udfording, men at skulle sætte sig op på cyklen igen to dage efter, var virkelig noget, der krævede viljestyrke! Jeg havde så ubeskrivelig ondt mellem benene, hvor jeg var fuldstændig hudløs, og måtte vandre rundt uden underbukser på! Knap så charmerende, men kanten af trusserne skrabede ind på sårene, og jeg havde simpelthen ikke andet valg, end at undlade det inderste lag! De 4 timer på mountainbike testede min smertetærskel, og det handlede bare om at komme igennem. Turen blev fulgt op af 4,5 timers hike dagen efter i bjerge nær Kathmandu samt et par timers sport wall climbing.
Starten på det virkelige eventyr
Den 22. oktober fløj jeg af sted til Lukla i 2800 meters højde – verdens mindste landingsbane og i et fly med plads til kun 16 mennesker. Det var en anderledes oplevelse, og da vi landede i god behold, følte jeg, at første lille sejr var i hus! Vi lagde ud med et trek på 3 timer ned til Phakding i 2610 meters højde for at overnatte og være klar til morgendagens hårde trek på 7,5 timer op til Namche Bazar i 3446 moh.
Her har vi nu været i to dage for at akklimatisere eller sagt med andre ord: Tilpasse kroppen til det lave lufttryk dvs. til iltmangel. Kroppen har en imponerende even til at tilpasse sig under forskellige forhold, og ved ophold i et lavt CO2-tryk udligner kroppen det med et forøget tempo i vejrtrækning og i hjerterytme, som i sidste ende medfører en kraftig stigning i kroppens hæmatokritforhold.
Løbet
Jeg har været på en enkelt løbetur i meget stejlt terræn, og jeg fik mildest talt et chok, da mit GPS-ur meldte en tid på 16,5 min/km. Nogle steder går det så meget op, at man bliver nødt til at kravle op til næste trappetrin, og kilometertiderne rasler op. Det tynde luftlag bevirker, at jeg lynhurtig hiver efter vejret, og mit hjerte pumper af sted. Men hvor er det fedt! Man mærker virkelig sin krop, og med protesterende lunger og andre organer i undtagelsestilstand, tænker jeg alligevel: Det her – det elsker jeg!
Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af, hvor hårdt al ting i 3446 meters højde er, men 50 meter her i rask gåtempo tager pusten fra mig, og jeg føler mig som en inaktiv, storrygende hval på 200 kg, der kæmper sin vej frem! Man kan spørge, hvad det er, der får mig til fortsætte, når det gør ondt, og hvorfor der alligevel er et smil at finde på læber. Det kan jeg ikke svare på, men forhåbentlig giver de sidste mange blogindlæg et billede af, hvordan jeg tænker løb, udfordringer, grænser og forberedelse til noget, jeg stadig ikke helt kan forstille mig, hvor hårdt bliver.
Den kommende uge vandrer jeg videre op i højderne, og jeg håber på at have endnu et blog-indlæg klar om en uges tid igen, hvor jeg nærmer mig Everest Base Camp.
Sidste uges program:
17/10 – 4 timers mountainbike
18/10 – 5 timers trek
19/10 – 1,5 timers løb
20/10 – 35 min rolig morgenløb + sport wall climbing
21/10 – 1,5 timers løb med 4x stigningsløb på 10 min + Start på første trek til Mount Everest Base Camp
22/10 – 3 timers trek
23/10 – 7,5 timers trek
24/10 – 25 min løb stejlt op (gps-uret meldte 16,30 min/km!) + 10 min på småsten nedad + 1 times trek
Everest Marathon: Formen er tilbage!
Det er nu over en måned siden, at jeg sad i flyet på vej herned for at træne op til Everest Marathon. Den forgange uge har budt på masser af eventyr med bungy jump, rapelling, løb i bjerge, trekking, teknik og mountainbike. Pulsen har været helt oppe at ringe, og jeg føler, at formen endelig er ved at være tilbage efter de sidste ugers uoverensstemmelser med min krop.
Jeg ankom til Nepal tirsdag d. 8. oktober efter en ambivalent, dog indholdsrig uge i Tibet. Tre dage blev tilbragt i The Last Resort – virkelig et sted for eventyrslystne vovehalse!
Verdens højeste canyon swing!
For at indvie det nye sted, prøvede jeg kræfter med verdens højeste canyon swing fra en hængebro 160 m over en flod. Følelsen af at blive hængt fast en elastik, og vide at der venter 100 m frit fald, et sving på 240 m og en topfart på 150 km/t, er temmelig nervepirrende! At miste kontrollen fuldstændig er en underlig fornemmelse, men adrenalinsuset som canyon swing og bungy jump gav, skulle jeg åbenbart blive helt afhængig af! Det blev til 2x swing, hvoraf ét af dem var baglæns og så 3 bungy jump med 160 m frit fald.
Fælles for alle hop var turen op igen, som bestod af stejle bakker og trapper, der selvfølgelig blev forceret i løb. Ja, det vil sige, at nogle steder var der så stejlt, at mine korte ben umuligt kunne holde tempo, men de ca. 20 min løb op ad bakke var helt obligatorisk efter hvert spring, og det må da alt andet lige være motivation for at springe ud i det?!
Naturen omkring resortet var helt fantastisk. Masser af bakker op og ned, skiftende terræn fra glatte sten til bjergsider man skulle klatre/kravle op af – det kræver virkelig koncentration og fokus for ikke at træde forkert og vrikke om på foden, eller at lægge vægten rigtigt, så du er klar til næste afsæt fra den rigtige sten videre til den næste. Det er udfordrende og hårdt, men samtidig også sjovt, og nogle gange kan man faktisk ende i et flow og glemme at man egentlig er ved at kaste sine lunger op!
To dages trekkingtur
Efter adrenalinsusene i Last Resort smuttede jeg på en to-dages trekkingtur i silende regnvejr. Cyklonen, som ramte Indien, medførte et kraftigt blæsevejr – selv min Peak Performance-jakke måtte bukke under for det konstante regnvejr, og jeg var absolut gennemblødt.
Trekket bestod af hårde ture op ad bjerge, samt tekniskkrævende ture nedad igen. De våde sten kostede et par styrt på numsen, men lidt efter lidt, lærte jeg teknikken, og den sidste dag klarede jeg igennem uden blå mærker og rifter. Blod var der dog masser af, da fugtigt vejr betyder fest for iglerne, og hovedmåltidet var mit kød! Jeg vender mig altså aldrig til at hive regnormslignende, små sorte, slimende væsener ud af min krop, men som min guide sagde til mig: Det er en del af oplevelsen. Og det er det vel! Jeg smiler i hvert fald af det nu, dog med et håb om, at jeg aldrig skal møde dem igen!
74 km MTB
Efter trekket stod den på en 74 km mountainbiketur tilbage til Kathmandu, og igen på udfordrende underlag. Jeg har aldrig rigtig kørt på mountainbike, men der er godt nok action på, og jeg var med det samme solgt. Især da vi mødte det sidste bjerg, hvor de 4 cykelguider sagde, at her kan ingen cykle hele vejen op, og jeg tænkte med det samme: “Jeg VIL cykle hele vejen op!”. Det blev til 7 km med pulsen i den absolut højeste zone, og når jeg forsøgte at stå op og træde, følte jeg, at jeg faldt bagover. De snoede veje/stier op bestod af store og små sten, grusstier, asfaltveje og to gange måtte jeg passere et stenskred.
Dog udgjorde de modkørende biler en større trussel, og jeg måtte have foden i efter de første 100 m for ikke at køre ud over bjerget, da en bil skulle passere. Cirka halvvejs oppe af bjerget, vælger en anden bil at overhale mig indenom, så jeg kun lige undgår at blive ramt af bilen, men vælter til gengæld på numsen. Jeg slår mig ikke slemt, men et fint brunt/gult/blåt mærke, er det da blevet til!
Efter styrtet måtte jeg trække omkring 10 m, da der var for stejlt til at komme tilbage på cyklen. Det var en ubeskrivelig hård tur, men sikke en lykkefølelse at nå toppen! Og så erfare at ingen af de fire guider var i stand til at cykle op, er et kæmpe selvtillidsboost, og jeg er nu sikker på at alle skavanker er ude af min krop, og formen er ved at være tilbage.
Løbetræningen
Min obligatoriske morgenløbetur i morges blev helt naturlig konverteret til en eftermiddagstur, da jeg mildt sagt var øm bag i! At cykle over 70 km i våde tights skulle vise sig at give heftige brændmærker, og uden at uddybe det, blev min løbetur klaret i et meget roligt tempo! I morgen forsøger jeg at hoppe på mountainbiken igen, og tager fredag et hike på et endnu ukendt antal kilometer og terræn.
Slutteligt vil jeg gerne sige et stort tak for opbakningen fra jer, alle de inspirerende beskeder på Facebook og donationerne på Caremaker.dk
Program foruden den daglige styrketræning
08/10 – 15 min udstræk, 20 min stejlt op og 15 min ned igen + 15 min stræk + 1 swing
09/10 – 30 min styrke ben + core. 2x 20 min trappetræning + 2 x bungy jump
10/10 – 30 min morgenstyrke ben + core. 3,5 timers rapelling ned af vandfald. 1,5 timers løb i terræn + 20 stræk og smidighed. 1 x baglæns swing + 1 bungy jump
11/10 – 1,5 timers løbetur Borgs skala: 15-17
12/10 – 50 min morgenløbetur i restitutionstempo
13/10 – grundig opvarmning – interval 5×4 min(skala: 19-20) – afjog. Smidighed og stræk. 6 timers trek i skiftende terræn: glatte sten, grus, græs, træ osv.
14/10 – 3 timers trek
15/10 – 74 km mountainbike
16/10 – 1 times løb i roligt tempo + 30 smidighed
Everest Marathon: En blandet oplevelse
De sidste 2 uger har været fulde af eventyr med kajak, riverrafting, paragliding, og mountainbiketure i Pokhara – og en fantastisk tur til det Kina-styret land Tibet. De sjove oplevelser har desværre også være krydret med en overbelastet achillessene, ondsindet diarre samt et møde med noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet: højdesyge.
Efter min 5-dages trekkingtur i bjergene, begyndte jeg at få en brændende fornemmelse i min achillessene, og tænkte, at jeg måtte holde en lille pause fra løb. Jeg fik selvproduceret en kile af brugt slikpapir og sportstape, som løftede mine hæle ca. 1 centimeter op, for derved at aflaste achillessenen mest mulig.
Efter 3 dages pause synes jeg, det gik bedre, og jeg skulle jo indvie stierne og det smukke landskab i den nye by, Pokhara, som jeg var rejst til. Det blev til to morgenløbeture i blødt terræn på henholdsvis 35 og 45 min, men den brændende fornemmelse vendte øjeblikkeligt tilbage.
Mavepine
Oveni begyndte min mave også at brokke sig over de til tider knap så kulinariske madoplevelser, og en del af den obligatoriske sightseeing fik ufrivilligt inkluderet mange toiletbesøg, hvor man bestemt ikke skal være sart. Mange steder er toilettet bare et hul i jorden, og der er ofte hverken toiletpapir eller vand, men det skulle ikke holde mig fra at tage på kajaktur, paragliding, mountainbike- og en 2 dages riverraftingtur med overnatning på stranden. Desværre gjorde den ellers usårlige Achilleus i cocktail med min dårlige mave, at løbeprogrammet endnu en gang måtte sættes på standby, og der skulle gå 6 dage, før jeg fik opsøgt en læge med foden og afleveret en afføringsprøve.
I forhold til foden var beskeden klar: overbelastning med pause og røde gigtpiller til følge. Heldigvis forstod lægen hvor vigtigt dette løb er for mig, og vi snakkede om excentrisk træning, udstræk og konsekvenser for at fortsætte med at træne, gennemføre de to planlagte trekkingture til Mount Everest Base Camp og selve maratonet i sne, is, glatte sten, grus, græs og alt mulig andet, hvor jeg tænker, at min achillessene ellers ville have stå mig bi.
Tibet
Efter lægebesøget tog jeg hjem på hotellet for at pakke til 7 dage i Tibet og det første rigtige møde med højderne. Jeg har været meget spændt på at se, hvordan min krop ville reagere i højderne, og de første par dage tilbragte jeg i hovedstaden Lhasa i 3650 moh, og jeg havde forstået, at jeg de første dage skulle holde mig i ro for at akklimatisere. Desværre var der bud fra lægen i Nepal om min mave – jeg skulle opsøge et hospital for at få styr på bakterierne. Jeg satte min lid til mine medbragte danske diarrepiller, og valgte ikke at tage på sygehuset(nogle spørger måske, hvorfor jeg ikke tog dem i første omgang, men jeg tager kun piller i absolut nødstilfælde).
Højdesyge
At være lidt småsyg i højderne skulle vise sig at være en farlig cocktail. På 3. dagen vågnede jeg kl. 5 om morgenen med en ubeskrivelig hovedpine, svimmelhed og kvalme. Jeg havde planlagt at rejse videre til en anden by, så det var bare ind i bussen og håbe på at få det bedre. Det gik desværre ikke sådan, hovedpinen blev kun værre, og da jeg blev ved med at kaste både mad og væske op, besluttede min guide at køre forbi et tibetansk hospital, hvor jeg kunne få noget ilt.
En times oxygen hjalp på højdesygen, men jeg var stadig helt udmattet og utilpas. Det tog et par dage før jeg helt kom ovenpå igen, men jeg nåede dog at føle mig nogenlunde tilpas i 5.200 meters højde, og det må alt andet lige være en fordel til Mount Everest. At bevæge sig rundt i disse højder er ekstrem krævende. Bare 10 trapper eller en gåtur kan tage pusten fuldstændig fra en, og jeg begynder så småt at spore mig ind på, hvor hårdt det her maraton egentlig bliver. Det er i hvert fald ikke underligt, at deltagerne får 11,5 timer til at gennemføre løbet!
Kathmandu kalder
Jeg har stadig én dag tilbage i Tibet, og har lige været på min første løbetur efter alle uoverensstemmelserne med min krop. Jeg satser på, at vi nu er gode venner igen, og tænker, at det er bedre med udfordringer i starten af mit eventyr end i slutningen! Jeg ser frem til de næste par uger med dejlige løbeture i Kathmandu, indtil jeg d. 22. oktober flyver til Lukla, og starter første trek til Base Camp på Mount Everest.
Everest Marathon: Trekking og mentaltræning
Jeg ligger lige nu i mit telt på den sidste aften af en 5-dags trekkingtur i bjergene. Jeg kan se tilbage på en uge i Nepal, der allerede har fyldt mig med oplevelser. Det ekstremt venlige og gæstfrie folkefærd har virkelig gjort indtryk på mig – her er al materialisme lagt i baggrunden til fordel for indre ro og lykke, væren i nuet og et oprigtigt altruistisk syn på livet.
Da regnvejret på dagens trekkingtur fik iglerne til at gå på rov i mine ben og fødder, kastede min sherpa alle ting fra sig og ignorerede sine egne blodige klipklap-fødder, blot for at hjælpe en stakkels vesterlændinge som mig.
Trekkingturen har været en hård fysisk rejse med imponerende naturoplevelser som smukke landskaber, sneklædte bjerge i det fjerne og ikke mindst de små landsbyer med et fattigt, men hårdtarbejdende folk. Det var især en stor oplevelse at besøge det farverige Namobuddha-tempel, som er et af de helligste pilgrimssteder for buddhister i Nepal, og her møder man munke overalt i deres klæder og sandaler.
Træning
Jeg forsøger at lægge løbeturene ind om morgenen, så jeg kan passe dagens tætpakkede program. Jeg har min base på et hotel i Kathmandu, og der er efterhånden ved at være god opbakning på min rute, når jeg kommer løbende i fuld udstyr med min camelback, solbriller og kasket mellem klokken 7 og 8 om morgenen. Selv vagten smider en high five og lunter med de første meter!
Der er rigtig meget trafik hernede, og her får folk virkelig deres aggressioner ud! Foruden fuldstændig hensynsløs kørsel, kører nepaleserne også i den anden side af vejen, end vi er vant til, så det kræver ekstra omtanke og påpasselighed at færdes på vejene. Det er indtil videre “kun” blevet til et sidespejl i albuen, og det skal jeg vist bare være taknemmelig for! Heldigvis har jeg fundet en vej med fortov, som jeg løber lidt frem og tilbage på, og nogle dage kan jeg endda tillade mig at komme lidt op i tempo uden at løbe ind i de mange folk.
Mentalt
Mentalt forsøger jeg også at forberede mig på Everest. Jeg har endnu ikke prøvet at være ude på en længere løbetur end 5 timer og 50 min, og den tid kan meget vel blive fordoblet, når jeg skal i ilden på verdens højeste bjerg. Hvordan kan jeg tænke positive tanker hele vejen? Hvordan håndterer jeg modgang og smerte? Det vil med garanti komme til at gøre ondt, men hvordan kan jeg forberede mig på noget, som jeg ikke ved hvordan føles? Løbsberetninger fra tidligere år fortæller om lammende hovedpine, mavekramper, opsvumlethed, desorientering og uhæmmet næseblod – det lyder enormt skræmmende, men jeg tager alligevel mig selv i at glæde mig underligt meget til at mærke, hvordan min krop vil reagere på den fysiske udfording i cocktail med det tynde luftlag.
Efter første uge i Nepal, er min motivation helt i top! Humøret er højt, træningsglæden stor og jeg bliver bombarderet med unikke oplevelser og indtryk.
Ugens træningsprogram:
13.9 = 30 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
14.9 = 10 min restitution + 5 min intensiv trappeløb
15.9 = 55 min tempo inkl. 600 trapper
16.9 = 30 min tempo inkl. trapper, 4 timers trekking i skiftende terræn, 50 min løb på stejle bakker i bjergene. Højeste punkt = 1750 moh
17.9 = 5 timers trekking(1800 moh)
18.9 = 6 timers trekking hård 30 min løbetur op af bakke og nedad igen(2000 moh)
19.9 = 7 timers trekking (1600 moh)
Foruden ligger det daglige styrkeprogram:
50 walking lunges til hvert ben
50 smalle + 50 brede squat
30 balancestillinger
100 mavebøjninger
3×2 min planke (midt, venstre og højre)
4×20 englehop
50 maveøvelse med cykling
Udstræk og smidighedsøvelser
Everest Marathon: Jeg er klar til udfordringen!
Jeg sidder i flyet og tænker over hvilken udfordring, jeg nu har taget op. Jeg har sommerfugle i maven og føler en blanding mellem ekstrem spænding og ulmende nervøsitet – foran mig venter sig et 3 måneders eventyr med kajak, rafting, mountainbike, trekking, kano, elefantsafari, bungee jumping, rundrejse i Tibet og nå ja et af verdens hårdeste maratons og timevis af koncentreret løbetræning!
Men jeg kan mærke, at jeg er fuldstændig helt og aldeles klar. Det bliver mit livs oplevelse og mit livs største udfordring. Heldigvis har jeg kun mødt opbakning på min vej. Venner, familie, min andet hjem Kolding Bokseklub, løbeklubben Kolding Motion og endda rigtig mange, som jeg ikke en gang kender, bakker mig 100% op på bl.a. Facebook og synes det er fedt, at jeg tager tager udfordringen op. Det er måske ikke alle, som forstår hvorfor jeg gør det, men måske min blog de kommende måneder kan give et svar på, hvorfor jeg har tendens til at søge de fysiske grænser, og hvad der driver mig.
Jeg skal afsted!
Torsdag d. 5. september fik jeg endelig bekræftelse fra løbsarrangøren om deltagelse i verdens højeste beliggende maraton, og jeg fandt endelig et forsikringsselskab, som ville godkende betingelser som bl.a. helikoptorredning, hospitalsindlæggelse og de risici der nu ellers er forbundet med ekstremsport. Nu stod det klart: lille mig skal af sted til Mount Everest! Den eneste måde at fejre det på, var ved at gribe løberygsækken, smide 6×1/2 liters dunke med vand og et par håndklæder i og så af sted. Jeg har heldigvis løbet en del med rygsæk til og fra mit arbejde på Koldingegnens Idrætsefterskole, så kilo på ryggen er ikke helt nyt for mig. Det vil højden og det skiftende terræn til gengæld være, og jeg er spændt på at komme ned og træne i lignende forhold.
Jeg har i samarbejde med ultraløberne Christian Madsen og Maibritt Skovgaard fået udarbejdet en træningsplan, som især indeholder løb på op- og nedstigninger, på sten og grus samt så meget tilvendelse til højderne som muligt. Min store frygt er, at blive ramt af højdesyge, og hvad jeg kan læse mig frem til, er det svært at sige, hvem den rammer. Det handler om at få nok væske og mad, komme langsomt op i højderne og så tænker jeg, det mentale betyder enormt meget. Der må findes nogle bjergløbere i Nepal, som kan give mig nogle råd – jeg skal for alt i verden ikke rammes! Hermed basta!
Råd fra Jacob Juul Hastrup
Dagen før take of mødtes jeg med ekstremløberen Jacob Juul Hastrup, og han vejledte mig om det rigtige udstyr til vejen op på bjerget og til maratonet ned af bjerget. Sikke en entusiast og perfektionist – den mand kan vist snakke udstyr, teknik og løb i dagevis:) Jeg fik smidt min egen ski- og løbejakke til side til fordel for jakker, der omtrent vejer og fylder 1/5 mindre end mine egne. En ny verden har åbnet sig for mig, og han forsynede med endvidere med uld, tights, merinouldstrømper, hat og meget andet. Han spurgte intenst ind til energi og jeg viste ham mit lager af Winforce energi og saltsticks, hvor han dertil hentede en slags king size nutellapose, som han sagde, jeg måtte få med! Flydende chokolade har derved fået en plads i min taske:) Jeg udspurgte Jacob om nærmest alt, og han udbrød på et tidspunkt med sin sjællandske accent: “Det er jo bare 42 k og det går jo for helvede bare nedad!”. Ja tak skæbne – når man har løbet op til 560 km, så er 42 km vel bare en luntetur i frokostpausen! Inden jeg kørte, kom Jacob springende med 4 løbevenlige kartoner rødvin, og sagde, at dem skal jeg da nyde på toppen. Jeg lover dig Jacob, hvis jeg ved Gorak Shep (5.182 m), har overskud til en sjat, så skal min første skål gå til dig!
Træningen op til
Siden bekræftelsen om deltagelsen i løbet har jeg haft 4 løbeturen på mellem 10-20 km med oppakning på 2.5-4,5 kg, og jeg er ved at vende mig til at løbe med væskeblære og komme ned i tempo. Jeg løber et normalt maraton med omkring 5.00-5.10 min/km i snit, men jeg skal vende mig til at løbe langsommere. Omvendt skal jeg også have en del tempoture, da programmet allerede er stramt tilrettelagt, og nogle dage formentlig ikke vil tillade en lang udholdenhedstur. Min daypack-rygsæk er pakket med løbesko, og min dagsuniform er løbetøj, så jeg til enhver tid kan stikke af og træne. Mine medmennesker må indfinde sig med lugten af sved, da det nok ikke altid vil være muligt at få sig et bad. Ifølge Christian Madsen skal jeg have 40-60 km i skoene om ugen, og det er omtrent de antal kilometer, som jeg også løber hjemme. Jeg er i maratonform, så den skal “bare” holdes ved lige, men terræn- og bakkeløb skal trænes.
Tilbage i flyet, tænker jeg videre: Hvor er du heldig Kris: du har fået en enestående mulighed, som kun få mennesker får tilbudt, og du har grebet den! Du er på vej til et af verdens hårdeste maratons i ekstreme forhold, og det kribler i hele din krop for at komme ned og prøve kræfter med selveste Hr. Mount Everest!