Fra fysioterapeut til Konkurrence og Eliteidræt

Tilbage i januar 2016 da jeg blev færdiguddannet fysioterapeut, svor jeg, at jeg aldrig nogensinde skulle tilbage på skolebænken og igennem flere opgaver og eksaminer. Man kan godt sige, at jeg var godt og grundig skoletræt. Særligt efter at have skrevet et udvidet bachelorprojekt, som var del af et større forskningsprojekt og endte ud med en engelsk artikel, der havde krævet rigtig meget af min tid og overskud i et år. Alt sammen samtidig med jeg selv trænede rigtig mange timer og skulle have tid til familie og venner.

Jeg fik arbejde som fysioterapeut efter bachelor eksamen på en privat klinik med spændende nye arbejdsopgaver og gode kollegaer. Tiden gik og det var fantastisk endelig at have flere penge imellem hænderne, end det jeg havde haft på SU. Nu kunne jeg langt om længe stille op i alle de løb og adventure races, som jeg gerne ville, uden at jeg skulle tælle småpengene op for at se, om jeg nu havde råd til det og få mad på bordet næste måned. Tiden gik og efter nogle års arbejde, begyndte det at rumstere en masse overvejelser oppe i mit hoved, omkring hvorvidt det job jeg havde, nu også var det rigtige job til mig?

En mulighed for at skabe drømmejobbet

Skæbnen ville så, at jeg faldt over kandidatuddannelsen Idræt og Sundhed, hvor man kunne søge om, at blive optaget på en af de få pladser der var på specialiseringen Konkurrence og Eliteidræt. Jeg øjnende med det samme muligheden for, at jeg kunne kombinere alt min viden om træning, skadesforebyggelse og behandling, som jeg havde som fysioterapeut med en masse ny viden omkring træning og eliteidræt. Drømmen var pludselig blevet vakt til live om, at jeg kunne få eller skabe mig et drømmejob indenfor løbeverdenen.

Jeg var dog lidt sen på den, da jeg opdagede uddannelsen, var ansøgningsfristen for en plads på studiet nemlig udløbet, men der var heldigvis nogle få ledige pladser tilbage på uddannelsen, som jeg kunne nå at søge om. Heldet tilsmilede mig, og jeg fik en uge inden studiestart beskeden om, at jeg var optaget. Nu var næste trin at søge om en af de 30 pladser, der var på specialiseringen Konkurrence og Eliteidræt. Endnu engang var heldet med mig, og jeg fik en af de eftertragtede pladser.

Jeg har nu været et år på Konkurrence og Eliteidræts specialiseringen, og jeg har været igennem videnskabsteori, elitemiljøer i praksis,
præstationsoptimering, project governance (projektledelse). Det har alt sammen været rigtig lærerigt og spændende, men fra her efter sommerferien blev det endnu mere spændende, da jeg skulle begynde i en selvvalgt praktik, hvor jeg får lov at anvende alt min ny tillærte viden fra studiet kombineret med min erfaring som fysioterapeut.

Da jeg skulle finde praktikplads, vidste jeg selvfølgelig allerede fra start, at det skulle være noget med fokus på løb. Der var to oplagte valgmuligheder, som var en praktik hos Team Danmark eller Dansk Atletik Forbund, men så ville jeg skulle til at rejse fra Esbjerg til enten Århus eller København hver dag, og der døde den tanke allerede. Jeg måtte tænke mig om, kortvarigt. For tanken om hvorfor jeg ikke selv fandt på mit eget spændende projekt indenfor trailløb hos KriXrun dukkede op. Jeg greb telefonen og ringede til KristinaExtremeRunning og spurgte, om hun havde plads til mig som praktikant i september og oktober måned. Svaret var heldigvis ja, og så var spørgsmålet bare, hvad mit projekt hos hende skulle omhandle så det gav mening både for Kristina, og for mig og skolen.

Trailløb

I Danmark er trailløb endnu ikke en særlig udbredt sportsgren, men på tros af det har vi en håndfuld rigtig dygtige trailløbere, som hvert år kæmper med om pladserne på det danske traillandshold og om at komme med til VM i trail- og bjergløb. Der findes derudover rigtig mange trailløbere i Danmark, som lige mangler det sidste, for at kunne blande sig helt i toppen af danske trailløb. Mit ønske med praktikpladsen hos KriXrun blev derfor hurtig at finde en flok dygtige og talentfulde trailløbere, som manglede hjælp til coaching og træningsplanlægning, for at nå længere med deres sport og på sigt eventuelt opnå en plads på det danske traillandshold.
De næste to måneder i praktikken skal bruges på at coache disse udvalgte løbere samt lave træningsplaner for dem. Det er et rigtig spændende projekt, da alle løbere har forskellige udgangspunkter og mål med deres træning. Selvom forskningen og den viden vi har om løbetræning fortæller os, hvordan man bør skrue træningen sammen for at opnå de bedste resultater, så har alle løbere forskellige udgangspunkter og forudsætninger der gør, at de vil reagere forskelligt på det samme træningsprogram. Derfor er det min store opgave at justere og planlægge hver enkel løbers træning, så den passer lige præcis til løberen og dennes hverdag, så de opnår den bedste træningseffekt. Jeg vil også skulle anvende min viden fra min tid som fysioterapeut, da nogle af de løbere jeg skal træne, er skadede og har brug for at blive hjulpet et hundred procent tilbage i løbeskoene.

Træning
Meget forskning og undersøgelser er blevet lavet igennem tidens løb af eliteløbere, samt mange steder er det muligt at tilgå, hvordan de løbere

træner, hvilket gør det muligt bare at kopiere deres træning. At prøve at efterligne de allerbedste løbere til punkt og prikke, er dog en af de største fejl man kan begå, da disse løbere er professionelle og kan holde til meget større træningsbelastning, end vi andre mere ”dødelige løbere” kan. Prøver man at efterleve verdenselitens træning, vil det resultere i, at man hurtigt vil løbe ind problemer i form af overtræning og eventuelt en overbelastningsskade, hvis man ikke bremser op i tide.

Det er vigtigt, lige meget om man er nybegynder eller allerede dygtig løber, at træningen bliver specialdesignet til den enkelte og justeret løbende ud fra hvordan løberen har det og reagerer på træningen. Det er derfor vigtigt enten at have en der hjælper en med træningen, eller man selv sætter sig grundigt ind i træning og den basale del af træningsfysiologien, for at få de bedste resultater og undgå overbelastningsskader.

Ud over at sidde og planlægge optimal træning for løberne, vil jeg også skulle bruge en del tid på at sætte mig ind i de forskellige konkurrencer, som løberne skal deltage i. Det er for det første vigtigt i forhold til hvordan de skal træne, så træningen bliver så specifik som mulig mod netop den konkurrence, som de skal deltage i. For det andet er der rigtig meget forberedelse i, hvordan man taktisk griber løbene an. For eksempel hvor hårdt skal man starte ud? Hvilket energi og hvor meget vand skal indtage undervejs? Ud over de ovenstående opgaver, vil jeg skulle hjælpe Kristina med andre opgaver i KriXrun, som for eksempel hjælpe til ved hendes motionsløb, skrive blogindlæg og andre ad hoc-opgaver.

Hele praktikforløbet vil i starten af november bliver afsluttet med et vidensdelingsseminar for Konkurrence og Eliteidrætsklassen, som også vil fungere som eksamen. Her har jeg 30 minutter til at præsentere praktikforløbet og hvad jeg har lavet og fået ud af den. Derefter venter afslutningen af min kandidat med et speciale. Mon ikke den også kommer til at handle om løb?

D. 24. juni kl. 9 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb i en lille flække i det sydvestlige Polen ved navn Karparz. Det samme gjorde 133 andre af verdens bedste mandlige og kvindelige bjergløbere og jeg var klar på at give den maksimal gas. 

Ruten bød på 36 km med lige knap 2100 højdemeter op og ned og med to ture på toppen af det lokale bjerg Górski i lige knap 1600 meter over havets overflade.

Først skulle vi én vej til toppen og rundt om en pæl, dernæst ned til Karparz og runde en kegle ved målportalen og retur af en anden vej til toppen af bjerget og ned af samme sti til mål igen.

På papiret var det en ret speciel rute, som bød på 9 km lige op i himlen, 9 km ned igen og så lige én gang til på toppen og retur!

Jeg havde lagt en klar taktik om at give den fuld hare frem fra starten af, og det var nærliggende at lægge mig i slipvinden af min landsholdskollega Tracy Høeg, som på papiret er en del stærkere end jeg med en bopæl i Californien i et bjergrigt træningsterræn samt nogle rigtig fine resultater bag sig. Min plan gik strålende den første kilometer, som blev forceret i et ægte adrenalinsus med 4.15 min/km i gennemsnit og taget de positive højdemeter med i betragtningen, er det lige et hak over, hvad jeg normalt kan præstere at løbe i. Jeg forsøgte virkelig at holde ved Tracy, men da stigningen hurtigt blev stejlere, rendte hun simpelthen fra mig og der var absolut intet, jeg kunne gøre ved det. Jeg syntes, mine ben føltes tunge og jeg var en smule utilpas med lidt hovedpine og en uoplagt krop, som ikke rigtig ville, hvad jeg ville.

Kender I de dage, hvor man kommer ud at løbe eller træne, og man bare tænker: “Det er ikke lige min dag i dag”? Sådan en dag var det, og jeg forsøgte forskellige strategier for at ryste det af mig: Jeg prøvede at komme helt ned i tempo og mærke, hvordan kroppen reagerede på det. Jeg prøvede at fyre helt vildt op for farten og tænkte, at så måtte min krop da kunne forstå, hvad jeg ville have den til. Intet hjalp og jeg følte mig bare tung og ugidelig. Jeg forsøgte at være taknemmelig for, at selvom jeg løber her på en dårlig dag, er jeg faktisk ikke den sidste. Dét er et højt bundniveau at have, og med den tanke kæmpede jeg mig til toppen af bjerget Górski og high-fivede Tracy, der var godt løbende og på vej ned af bjerget, mens jeg var på vej op. 

Jeg var meget spændt på nedløbet, som jeg vidste var en blanding af store stier med mulighed for racer-tempo, teknisk underlag med store og små ujævne sten strittende op hist og pist samt asfalt med hældningsgrader, jeg endnu ikke tidligere havde oplevet. Alle tre typer af underlag var udebane for mig, men jeg var klar til at tage kampen op. Den første del af nedløbet var på de tekniske sten, og jeg må indrømme, jeg tog det lidt mere forsigtigt end, hvad jeg – set i bakspejlet – burde have gjort. Mit uheld med at vrikke rundt tidligere på året ved Kilimanjaro sad stadig kroppen, og selvom jeg gjorde alt for at give slip, hang usikkerhedsskyen bare der over hovedet på mig og fulgte efter. Heldigvis var stykket ikke så langt, og det blev overtaget af en bred grussti, som også var stejl og her var det bare at give slip og få flyttet benene hurtigt nok til at følge med. En gang imellem måtte jeg bremse en smule for ikke at få for meget fart på og miste kontrollen helt. Det var super sjovt at løbe på den måde, men det er ikke en disciplin, jeg var særlig skarp til – i hvert fald ikke at bedømme efter, hvor mange der egentlig overhalede mig. Grusstien blev erstattet af asfalt, og jeg kunne sagtens begynde at mærke de mange kontinuerlige negative højdemeter i lårbasserne. Igen et parameter man som dansker er på udebane på: Lange nedadløb.

Nede i byen stod Maibritt Skovgaard og Søren Rasmussen klar med mellemtider og energi, og jeg mødte igen Tracy som så ud til at være godt løbende. Jeg var ca. 4 min efter hende og loggede første omgang af 18 km på 2 timer og 2 min. Jeg havde håbet på en samlet tid under 4 timer, så jeg blev godt og grundigt irriteret over min ringe præstation, og besluttede mig for at løbe anden omgang hurtigere end den første(negativ split). Jeg begyndte også at have en god følelse i kroppen, og som set så mange gange før i mine tidligere løb, er jeg bare bedst på den sidste halvdel. Jeg pressede min krop og ben til det ypperste op af bjerget og de responderede godt. Jeg kan godt lide den følelse af at give fuld gas og være maksimalt belastet med lungerne hængende ude af halsen og med ben, der syrer godt op! På den første del op fik jeg hentet et par løbere af begge køn hist og pist og det giver altid et boost med energi.  

Ud fra højdemeterprofilen vidste jeg, at den sidste del af bjerget ville være med vilde stigningsprocenter, og jeg glædede mig til at angribe dem. Med hænderne på lårene gav jeg den virkelig gas og nærmede mig toppen. Det var koldt, diset og blæsende. Men det var fedt, betagende og jeg var flyvende! Omkring 1,5 km før toppen aner jeg Tracy i det fjerne, og stille og roligt får jeg lukket hullet til hende og efter et par hundrede meter i nedløbet, henter jeg hende. Hun virkede overrasket over at se mig, og jeg spurgte om alt var okay, hvortil hun svarede ja, og sendte mig godt afsted med jubel. Det er ægte teamspirit og jeg susede videre med et smil på læben klar til at angribe det tekniske nedløb på bedre vis end på første runde. Det er den dejligste følelse, når alt bare spiller i fuld hopla og jeg blev ved med at overhale både mandlige og kvindelige deltagere. Jeg bankede afsted så hurtigt jeg kunne, og de sidste splittider på 3.24-3.56 min/km vidner også om et tempo, der ikke lige associeres med mine korte stænger. Men flow, nydelse, vilje og et konkurrencegen kan trylle mange ting frem og jeg ramte mål i en splittid på 1 time og 58 min. 4 minutter hurtigere end første runde og en samlet tid på 3 timer og 58 min. Sikke en fed afslutning og jeg er meget tilfreds med min indsats og måde at komme igen på.  

Jeg får en placering som anden bedste dansker som nr. 39, hvor bedste dansker blev Katrine Willumsen, der til daglig bor i de Schweiziske bjerge og præsterede en flot præstation som nr. 15. 

Et stort tak til Maibritt Skovgaard, der tog med som verdens bedste supporter!

Galleri med billeder fra turen og ruten.

Billeder taget af Bikelife, Bez Miary Magdalena Bogdan, Trailrun.cz  og fra medlemmer af det danske crew

Fraklip: 

• Energidrikken i depoterne indeholdte ikke noget sukker (Ja, du læste rigtigt!)
• Vandet i depoterne var danskvand med mild brus! (Ja, her læste du også rigtigt. Man plejer som regel at undgå kulsyre, men for lige at twiste tingene lidt, havde de polske arrangører bruset vandet en smule. Ret overraskende første gang jeg slugte et glas og bøvsede flere kilometer efter!) 
• Gelerne blev opbevaret i BH’en, da landsholdstøjet ikke indeholder lommer! Her dagene efter går jeg så uden BH pga slidsår 😉 
• Linket til live-streaming blev udleveret på en lap papir (det synes jeg er vældig sjovt!) 

Indtag undervejs:

6x GU geler 

En til to kopper væske ved hvert af de 6 depoter undtagen de sidste to på vej ned. 

Udstyr: 

Landsholdtøj

CEP kompressionstrømper med dannebrogsflag

Hoka One One Speedgoat (perfekt til det glatte underlag) 

Resultater: 

Katrine Willumsen nr. 15

Kristina Schou Madsen nr. 39

Tracy Høeg nr. 41 

Holdresultat: nr. 10

Peter Bech nr. 40

Christian Grøn Nørfelt nr. 41

Anders Aagaard nr. 54

Peter Arnoldsen nr. 59

Rasmus Høeg nr. 66 

Holdresultat: nr. 12

Optakten

Mange måneders træning og forberedelse skulle fredag d. 23. februar kulminere i et verdensrekordforsøg på at nå toppen af Kilimanjaro som hurtigste kvinde i verden. Med Josephine Dewett som makker og Simon Grimstrup som altmuligmand, var vi et stærkt dansk team med kun ét problem: Vi har ingen bjerge i Danmark, men det er der jo ikke nogen i Afrika, som ved… 

Den indledende fase til rekordforsøget blev tilbragt sammen med en Topas-gruppe bestående af 16 mand med en mission om at bestige Kili på 7 dage i et roligt tempo med et akklimatiseringsfokus i top. Det var en perfekt forberedelse, og jeg og Josephine havde en rigtig god tilvænning til højden. Første dag ramte vi 3000 meter over havets overflade(moh), anden dag 3800 moh og sådan gik det til toppen, hvor alle af 16 gruppedeltagere undtagen én nåede toppen. Den sidste nat trekkede vi fra Kosovo Camp i 4700 moh mod toppen af Kilimanjaro(Uhuru). Jeg havde en smule ondt i baghovedet, da vækkeuret ringede kl. 01 og jeg kunne med det samme se, at hverken Jose eller Simon var på toppen. Simon havde kvalme og Jose ondt i hovedet, men da vi angreb bjerget forsvandt min hovedpine og jeg havde det godt stort set helt til toppen. Jose kæmpede en del mere, og måtte have hjælp af guider til at nå toppen. Hendes tempo var super langsomt, og jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive lidt utilpas og grunden var nok, at jeg tilbragte for lang tid i højden. Jeg ville dog ikke forlade Jose, selvom jeg vidste, hun var i gode hænder. Vi nåede toppen sammen, og det var absolut en kæmpe oplevelse. Under nedstigningen fik Josephine det hurtigt bedre, mens jeg selv, kæmpede med kvalme. Det føltes som en omgang tømmermænd af den ubehagelige slags, hvor det at kravle fra sengen ind på sofaen føles som en uoverskuelig rejse. Jeg famlede mig ned af 1200 meters højde i løst sand og klipper, og faldt omkuld i mit telt i Kosovo-campen. Lettet og glad over endelig at kunne ligge ned, og jeg må indrømme, at jeg forsøgte ikke at tænke alt for meget over det kommende rekordforsøg!

Efter et par timer på langs begyndte de sidste fra gruppen at komme ned til lejren, og vi fortsatte samlet ned til Millenium Camp i 4000 moh, hvor jeg fik det godt igen. Jeg tog mig frihed til at løbe derned, og det var virkelig dejligt. 

Mens alt var godt skete der det, som ikke måtte ske. Jeg vrikkede om på min venstre fod og jeg vidste med det samme, at det var noget skidt. Jeg bandede mig selv langt væk for at have været så uforsigtig og dumdristig, men jeg blev grebet af stemningen. Sket var sket, og jeg måtte have mit fokus rettet mod at give den forvredne ankel den nødvendige behandling og støtte. Foden var hævet og blå, men gjorde heldigvis ikke så ondt, og det så jeg som et godt tegn. De kommende dage i Moshi gik med kompression, elevation og at komme ud og gå på foden på jævne overflader. 

Jeg var fortrøstningsfuld, men også realistisk vedrørende det dobbelte rekordforsøg( op og op+ned), som det kunne blive nødvendigt at skære ned til ét. Det var en hård tanke, som jeg blev nødt til at arbejde på for at acceptere. At slå rekorden op har dog altid været det vigtigste og klart det, som jeg trænet mest mod. 

Rekorddagen

Fredag d. 23. startede kl. 3.30 med en stram stram optapening af en fod, som stadig var brun, lilla og gul, men jeg var ved godt mod og var indforstået med et eventuelt opsamlingsarbejde efter rekordforsøget. Kl. 4.45 blev vi hentet af vores team, som skulle starte med os ved Mweka Gate. Humøret var højt bilen, og det var svært for mig at gå ind i min lille bobbel af fokus inden et race, som dog også blev afbrudt af, at vi pludselig bremsede op og der kom røg fra motorhjelmen. Lukas, Dustan(de to portere, som skulle løbe med os fra gaten) samt chaufføren steg ud og begyndte at rode i motoren. Jeg tænkte: “Det er LØGN, det her…”. I et kvarters tid knoklede gutterne på, mens Simon beroligede os med, at vi jo ikke skulle nå et startskud, og at vi i princippet kunne starte rekordforsøget, når vi ville. Jeg ville dog gerne holde mig til planen og starte kl. 6, og pludselig var der gang i bilen igen. Røgen var væk og vi kørte op en den hullede grusvej til starten ved gaten i 1630 meters højde. 

Starten kl. 6 blev nøje dokumenteret med billeder, film og vidner og på slaget løb Josephine og jeg afsted med vores to hjælpere samt Simon. De første ca. 1000 højdemeter(hm) blev forceret i mørke med vores pandelamper på og vi fulgtes ad med få meters mellemrum. Underlaget var stejlt, men vi vidste begge, at stigningsprocenten her var ingenting i forhold til, hvad den sidste halvdel af ruten ville byde på. Jeg kløede godt på, men som altid skal mine ben lige i gang og min krop skal lige forstå, hvad jeg har besluttet, den skal gøre. Her kan vi godt være lidt uenige en gang imellem, men det er som regel mig, der får min vilje!

Vi havde tre depoter på turen op og ned, hvor første var Mweka Camp, som vi gerne skulle nå efter 1.50. Vi ramte begge en perfekt splittid, hvor Josephine tilbragte lidt mere tid med at få tanket op end jeg selv, og her skiltes vi. Jeg var hurtigt videre sammen med min hjælper, Dustan, og Simon indhentede os efter lidt tid. Jeg gav Dustan en lille vandflaske og bad ham om kort at holde mine stave. Hvad jeg ikke havde opfattet var, at han var ved at gå kold og han sakkede bagud. Pludselig var han væk og Simon og jeg undrede os over, at han ikke kunne holde tempo. De vader jo bjerget op og ned hele tiden, men at forcere det i højt tempo er nok mere krævende end som så. Heldigvis var Simon vågen og fik mine stave med.

Vi accepterede, at hjælperen ikke var til megen hjælp og nåede næste check point ved Millenium Camp(3900 m?) på minuttet i forhold til tidsplanen. (9.15?!) Nyt vand, mere energi og en slurk te inden vi hurtigt drog videre mod Barafu Camp i 4700 meters højde. Jeg var virkelig godt kørende. Fuldt fokus, god rytme, benene var for alvor vågnet og jeg var fast besluttet på at slå den rekord. Men jeg tog også beslutningen om, at jeg ikke ville gå efter den dobbelte rekord, da min fod brokkede sig en del på de ujævne flader. 

På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg ville slå den rekord, men den altafgørende faktor om, hvordan min hårdtarbejdende krop ville reagere i højderne, gjorde mig nervøs. Jeg måtte bare klø på med en fornuftig intensitet, som jeg i høj grad styrede med pulsmåling og fornemmelse i kroppen, og så håbe på det bedste. Alt omkring mig fungerede perfekt og Simon var en kæmpe hjælp med motiverende snak og faktainfo om tider, højdemeter og tidsplan. Vi knoklede på mod Barafu, og den tynde luft begyndte at have større og større indflydelse på min vejrtrækning og fysiske formåen. Men jeg var forberedt på det, og forsøgte at holde tempoet så højt og kontinuerligt som muligt. 

Jeg tog mig selv i at tænke, hvor er det her fedt. Lille mig er på vej op af Kilimanjaro, og hver gang jeg kiggede op, kunne jeg se den snebeklædte top, der ventede på mig. Jeg var kommet fra den frodige regnskov, til månelandsskabet(Moor land) og jeg var på vej til den alpine ørken og skulle ende i en arktisk zone på toppen. Hvor mange får lov til at opleve det? 

Simon og jeg nåede Barafu, hvor vi havde et større depotbesøg. Jeg skulle have lange tights på, tisse og tanket op. Dertil skulle jeg have chef-guiden Freddy med som hjælper mod toppen, og jeg syntes, jeg havde givet instruks om hans opgave om at bære mit varme tøj og 3 liter væske, men hans taske var ikke pakket. Mens jeg skiftede bukser, fik jeg pakket hans taske, og inden jeg ser mig om, var han allerede gået i forvejen. Her skulle jeg lige afkode situationen og acceptere at deres mindset ikke var lig vores. Simon og jeg kom dog godt afsted alligevel, men var begge enige om, at det ikke var et særligt effektivt depotbesøg. 

Der ventede mig 1200 højdemeter i ekstremt stejlt terræn med klipper og løst sand i over 5000 meters højde. I disse højder er der under 50% af den ilt til rådighed, som jeg ellers er vant til og det havde enorm påvirkning på mine kræfter, men det eneste, jeg havde i hovedet, var den rekord. Kroppen hungrede efter ilt og pause, men jeg ville have den rekord. Vi indhentede ret hurtigt Freddy, som holdte ved os et kvarters tid før han også sakkede bagud. Jeg nåede ikke at tænke på, han bar alt mit tøj, udstyr og Red Bull-dåsen, der skulle flashes på toppen i sin taske. 

Simon gik for det meste lidt foran mig, for at vise mig den bedste vej op. Han forsynede mig med mellemtider og statistikker, og ca. 1 time før toppen sagde han, at nu skulle jeg klø på. Og det gjorde jeg så. Jeg satte alt ind på at komme frem i højest muligt tempo, og et kort stykke inden Stella Point kunne jeg høre Simon råbe bag mig, at han ikke kunne følge med længere og at jeg skulle give den max gas. 

Jeg spurgte ham om rekorden var hjemme, og han svarede: “Ja, for faen”. Præcis ved Stella Point gik det op for mig, at jeg havde slået rekorden. Spørgsmålet var bare, med hvor meget. Jeg åd mig selv til toppen… Jeg har aldrig prøvet noget, der var så hårdt… Min krop skreg: “STOP”, men jeg vilel det så meget, at jeg ikke hørte den. Jeg forsøgte at sætte i løb, men mine ben var som gelé og jeg blev pludselig hjulbenet med knæerne vendende udad. Trods det, var jeg et kæmpe smil hele vejen, selvom alt i min krop brokkede sig. 19 min og 55 sekunder tog det mig fra Stella Point til Uhuru(toppen) og jeg ankom med hænderne løftet over hovedet. Der stod en amerikansk gruppe derude, og de spurgte med det samme, hvorfor filan jeg kom løbende. Jeg fik fremstammet, at jeg havde slået verdensrekorden og tårerne pressede sig på. “I’m okay, but I’ve just beated the world record!”. Vi fik taget billeder, og jeg var meget opmærksom på at få lavet den rette dokumentation med billeder og splittider. Efter 5-6 min kom Simon og han fik det største knus! Han var også helt op at køre, og efterfølgende kan jeg kun sige, at jeg ikke kunne have klaret dette uden ham. Både i planlægningsfasen og i udførelsen var han uundværlig. Professionel, realistisk, motiverende og en ven. 

Jeg slår verdensrekorden med 16 min i tiden 6.52.54! 

Efter fejring på toppen gik vi roligt ned til Stella Point, hvor vi mødte Freddy og endnu en omgang fejring blev sat i værk! Det var fantastisk og jeg var i den syvende himmel indtil vi spottede Josephine lidt længere nede af bjerget. På lang afstand var det nemt at se, hun ikke var godt kørende. Vi løb ned til hende, og ret hurtigt blev beslutningen taget om, at hun skulle stoppe ved Stella Point. Hendes guide Luca tog hende kyndigt under armen og førte hende ned ad bjerget. Det gik faktisk så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med og jeg fik det egentlig også lidt dårligt på vej ned. Jeg havde nok tilbragt for lang tid på toppen, men intet kunne spolere min glæde.

Rute: Fra Mweka Gate til Uhuru

Distance: 21,3 km

Højdemeter: +4265 hm

Sko: Speedgoat fra Hoka One One

At bestige Kilimanjaro uden pause fra bund til top, er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men også en kæmpe oplevelse. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik mulighed for at få denne oplevelse. 

Jeg vil gerne takke Topas Travel for planlægning, afvikling og et yderst professionelt samarbejde omkring rekordforsøget. Dertil et stort tak Red Bull, Garmin, The Good Karma Company og mine andre sponsorere samt min dejlige kæreste Henrik, min familie og venner.

 

 

Kl. 8.00 stod jeg klar på startstregen til verdensmesterskaberne i bjergløb på den lange distance. Ruten bød på 32 km med op til 3000 positive højdemeter i et særdeles barsk og teknisk terræn i Premanas bjerge i Lago de Como-området. Selvom 32 km for mange lyder langt, er det en del kortere end de distancer, jeg normalt præsterer godt på, men når bjerge og teknisk terræn hæmmer på tempoet, skulle det vise sig at være et løb, jeg følte mig ret godt tilpas med.

Danmark stillede med 3 kvinder og 5 mænd:

Mette Busch, Blovstrød Løverne

Katrine Villumsen, Sparta (daglig bosat i Schwiez)

Kristina Schou Madsen, Kolding Motion

Simon Grimstrup, Silkeborg OK

David Stoltenborg, Silkeborg OK

Peter Arnoldsen

Anders Aagård Hansen

Jonas Borsøe, Viborg AM

De første 5-600 meter strøg afsted i højt tempo efter startskuddet gennem byens smalle brostensbeklædte gader, inden vi nåede dalen, og den første stigning ramte mig samtidig med de første regndråber og lyden af torden i bjergene. Jeg loggede kilometer nr. 1 til 4:05 min, men kun fordi jeg vidste, at de forholdsvis brede bygader ville blive afløst af smalle gyder og singletracks. Hermed ville det kunne betale sig, at rende lidt småstærkt for ikke at ende i kø, men faktum er nok mere, at i et felt bestående af verdens bedste bjergløbere hører jeg nok reelt til et godt stykke nede i rækken. Jeg ramte i hvert fald bjerget som anden eller trejde sidst, selvom jeg syntes at have givet god gas. 

Jeg havde prioriteret en god og lang opvarmning, men når vi bliver kaldt ind i startblokken 20 min før start, var det svært at holde den kørende, og den første stigning var ubarmhjertig og ramte direkte ned i et par utilfredse og lidt stive ben. Der gik lige en halv times tid, før jeg fik overbevist min krop om, at i dag skulle vi altså løbe bjergløb og helst med lidt god gas!

Til tecnical meeting aftenen før, havde arrangørerne meldt en træls ændring i programmet, hvor det åbne løb med 2000 deltagere, som oprindelig skulle have startet kl. 8.30 – altså 30 min efter VM-deltagerne. Men grundet italiensk tv-dækning af løbet, blev det ændret til kl. 8.05 i stedet. Det var fint at få meldingen i god tid, så jeg kunne forberede mig på at blive overhalet af mange deltagere – det er, som I sikkert kan regne ud – aldrig helt vildt sjovt at blive overhalet.

Ved første bjerg lå jeg og kæmpede bagerst med kvinder fra bl.a. Hviderusland og Argentina og da jeg næsten når toppen, begynder de hurtigste mænd fra open race at overhale. Det var helt ok, men ned ad bjerget var der simpelthen for mange overhalende og insisterende løbere til, jeg syntes, det var fair konkurrence. Jeg måtte flere gange træde til side og bremse mit eget nedadløb for at give plads til at andre kunne komme forbi. Det kostede mig flow og helt sikkert også tid, og min ærlige mening er, at afvikler man et verdensmesterskab, må man prioritere dennes deltagere – og det betyder også de bagerste i feltet.  

Nedløbet var flere steder virkelig teknisk og stejlt, og her har jeg stadig meget at lære. Dertil var det glat og især de store, våde sten, var det svære at holde balancen på, men hammersjovt og udfordrende. 

Da andet bjerg begyndte at vise sig, var jeg klar på at give den en skalle. Jeg havde en god rytme opad og begyndte at overhale en del mænd fra det åbne race, og også få kvinder fra VM-feltet. Det er nu altid en god følelse at overhale! Stigningen var stejl og lang, og i takt med jeg kom længere mod toppen, begyndte tordenbulder at blive højere og højere og regnen tog til. Ved toppen stod publikum tæt sammen under en pavillon, men alligevel heppede de på fuld power. Et par high fives på toppen, og jeg glædede mig til nedløbet. Pludselig skiftede vejret, og det blev nærmest helt mørkt og tåget(på billedet her kan I se, hvor mørkt det pludselig blev!).

Regnen blev meget kraftig og jeg kunne mærke, at det faktisk gjorde ondt at blive ramt, og da jeg så regnen på jorden blev forvandlet til hagl og isklumper, forstod jeg hvorfor. Haglene blev større og større, og jeg blev ledt ind under en pressening af en official, og måtte vente der et halvt minuts tid, før det var sikkert at løbe videre. Sporet ned af bjerget var fyldt af en mini-flod med vandet, der skulle ned fra toppen, og det stod ned i stænger. Til andres fornøjelse blev mit landsholdstøj en udfordring for mig: Jeg havde fået et par shorts, som var alt for store, og da de blev våde og tunge, faldt de simpelthen ned op til flere gange. Jeg er heldigvis ikke så forfængelig, og at blotte mine bleg-hvide dansker-baller går nok, men det var træls at skulle hente shorts’ne nede omkring mine knæ. (Jeg vil undlade at vise jer billeder!) Når tempoet kom op eller når jeg løb nedad, måtte jeg holde fast i buksekanten, men det måtte jeg bare acceptere og få det til at fungere.

Bjerg nr. 2 var en vild oplevelse på et surrealistisk eventyrsniveau, og jeg havde et kæmpe adrenalinkick! Jeg formåede dog at tage det stille og fornuftigt ned af bjerget, og mit løb skal nok mere betegnes som gang, da jeg ikke ville risikere at falde og slå mig. Jeg blev overhalet af rigtig mange, men jeg prioriterede ikke at satse og tage chancer. 

Da jeg næsten var nede, ser jeg til min værste frygt, at Mette står med 3 samaritter. Jeg stopper op, og hun er helt rundt på gulvet. Hun fortæller, hun er faldet og har slået hovedet. Jeg får snakket med hjælperne, som fortæller, at de ringer til Mettes kæreste, som også er med som supporter.

Hun græder lidt, og er tydeligvis chokkeret og ked af det, men siger selvfølgelig, at jeg skal løbe videre. Det gør jeg, men er så påvirket af situationen og ked af det på Mettes vegne, at jeg egentlig også græder lidt, og det er en underlig situation at forlade hende, selvom jeg selvfølgelig ved, at hun er i gode hænder. 

Jeg rammer det sidste bjerg med kampklare ben, eftersom jeg i rolig og sikker stil er kommet ned af nr. 2. Jeg er sulten og klar på at give den fuld hare frem, og jeg hygger mig virkelig op ad de lede stigninger. Det er hårdt og udfordrende, men virkelig fedt, og jeg er i total flow. Når sådanne fede følelser rammer, smiler jeg og tænker, at det er præcis derfor, jeg er trailløber. Og hvor er jeg priviligeret over, at kunne rende rundt i de italienske bjerge og leve af det, som jeg elsker. (Nu skal jeg nok stoppe det pladderromantiske!)

Jeg battler med en del mænd, og jeg kan fornemme, at det italienske publikum godt kan lide at en danskertøs sætter de italienske mænd fra det åbne løb på plads. En enkelt løber får sagt til mig, at jeg skal tage det roligt, da bjerget er langt og stejlt, men jeg tog det kun som et udtryk for, at han nok var ved at være træt!  Tju-hej det gik, og ved 28,5 km nåede jeg toppen og var spændt på, hvor glat nedløbet ville blive. Jeg havde forberedt mig på, at en del ville overhale mig igen, men kun to mænd kom forbi, hvor jeg til gengæld overhalede 4 kvinder fra VM-feltet. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne for at brænde det sidste energi af, da jeg jo nødigt skal komme i mål med overskud. Dog var jeg stadig meget opmærksom og påpasselig med de glatte sten, hvor jeg nogle gange tænkte, om mine Hoka One One Speed Instinct 2 var den rigtig model. I bakspejlet ville jeg havde valgt Speedgoat eller Mafate, men pyt med det. 

Jeg rammer målstregen i 5:10:14, og er meget tilfreds med mit løb. Jeg taber en del tid på første og andet nedløb, men er ovenud glad og stolt over at være nr. 37 i verden i bjergløb ud af 57 startende kvinder. Danmarks kvinder får desværre ikke en holdplacering, da der skal minimum 3 gennemførende deltagere til, men pyt med det – det vigtigste er, at Mette er okay igen. Vores bedste placering blev Katrine, som kom ind på en flot og imponerende 16. plads i tiden 04:21:08 – respekt og stort tillykke. Simon Grimstrup løber sig ind som bedste herre på en sej 39. plads i tiden 03:39:38.

Resultater: 

KVINDER:

1. Silvia Rampazzo, Italien – 03:56:45

2. Kasie Enman, USA – 03:57:30

3. Denisa Dragomir, Rumænien – 03:59:34

16. Katrine Villumsen, Danmark – 04:21:08

37. Kristina Schou Madsen, Danmark – 05:10:19

DNF: Mette Busch, Denmark

MÆND:

1. Petro Mamu, Eritrea – 03:12:52

2. Francecgo Puppui, Italien – 03:14:37

3. Pascal Egli, Schweiz – 03:18:13

39. Simon Grimstrup, Danmark – 03:59:38

49. Anders Aagaard Hansen, Danmark – 04:06:15

54. Jonas Borsøe, Danmark – 04:09:42

60. Davis Stoltenborg, Danmark – 04:17:59

66. Peter Arnoldsen, Danmark – 04:25:30

Holdkonkurrence: nr. 13 ud af 17

Tilføjende noter: 

Ved disse typer af løb, er jeg vant til at løbe med mine egne forsyninger, men til dette VM var der depot ca. hver 5. kilometer, som betød, jeg ikke skulle løbe med oppakning. Det var jeg rigtig spændt på, men det gik super godt. Jeg var ikke på noget tidspunkt i energi- eller væskekrise. 

Link til resultatliste

Jeg har taget tilløb til at skrive den løbsrapport i et stykke tid. Faktum er, at jeg har været enorm skuffet, og det har taget mig noget tid at få vendt tankerne og sat dem i de rigtige kasser. 

Som de fleste sikkert har fået med, var jeg ude for et uheld og får tidligt i løbet en sten i hovedet, men lad mig starte løbsberetningen fra begyndelsen.

Dette års World Trail Championship blev afviklet i Italien i Bologna-området ved løbet Sacret Forest Trail. Fantastiske bjergrige omgivelser på en 52 km-rute med lige knap 3000 højdemeter og nogle ret gode bakker undervejs. Et helt anderledes løb end sidste års VM i Portugal på 85 km med 5000 hm, og jeg havde trænet målrettet mod verdensmesterskabet sæsonen igennem. Jeg havde bl.a. en overlegen DM-sejr med i bagagen. Jeg var sulten og klar. 

Kl. 8 d. 10. juni starter vi i byen Badia Prataglia, og lige op i himmelen med 600 positive højdemter på 4 km for at møde en stejl bakke ned på ca 1 km, inden vi skal op igen til 1400 meters højde. Det er virkelig en brutal start, og mine ben brokker sig lidt, men jeg er fuld af adrenalin og er helt høj over endelig at være i gang. De to andre danske deltagere, Katrine og Mette, er løbet fra mig, og det havde jeg også regnet med. Katrine bor til daglig i Schweiz, og er en virkelig stærk bjergløber. Hun løber normalt lidt kortere distancer, så det var spændende at se, hvad hun kunne byde på denne dag. Mette er en tough cookie med et kæmpe talent. Hun brillerede sidste år ved at dukke ukendt op til DM kort trail, og vandt med markant margin ned til Dorte Dahl, og vi stod alle og måbede: “Hvor kom hun lige fra!?”. Alt i alt var jeg forberedt på, de to hurtige harer ville trække fra i starten.

Jeg løber dog lidt langsommere end den plan, jeg havde lagt, men efter første depot, får jeg godt gang i benene på nedadløbet, og kan mærke min trail-mojo breder sig i kroppen! Det er den bedste følelse, når kroppen bare spiller, benene render derudaf og omgivelserne er fantastiske. Usammenligneligt og simpelthen grunden til, jeg er trailløber. 

På vej ned viser de flotteste blå søer sig, og jeg ved, at jeg skal rundt om dem for at komme op på det næste bjerg. Jeg ligger langt nede i feltet, og der er faktisk ikke så mange løbere omkring mig, men jeg overhaler alligevel nogle få kvinder, da de gamle stænger begynder at vågne lidt op, og jeg sørger for at give mig selv et par skulderklap. Jeg ved, der venter mig et stejlt bjerg med en hardcore stigning, men jeg er klar til at angribe. 

På de stejle stykker kan jeg ikke løbe op, og derfor slår jeg over i en gå-teknik, hvor jeg har hænderne på låret og kroppen let foroverbøjet. Og ja, så sker det, der ikke må ske, og jeg har siden tænkt 1000 gange: Hvad er oddsene?

En nedfalden sten fra bjergsiden rammer mig i højre side af hovedet, og det giver et ordenligt “klunk”.

“Av for filan”, råber jeg måske – jeg tænker det i hvert fald, og efter et par sekunder kan jeg mærke smerten og ikke mindst rammer chokket mig. Chokket bliver ikke mindre, da en kvindelig løber bag ved mig, kommer op på siden, og hun er nærmest helt i panik, og råber på gebrokken engelsk, at hun vil løbe efter hjælp. Jeg tænker ikke til at starte med, det er så slemt, og smerten aftager faktisk ret hurtigt igen. Jeg er dog lidt rundt på gulvet, og jeg kan ikke helt huske, om jeg sætter mig ned, eller om jeg går stille og roligt videre. Hovedet begynder dog efter lidt tid at dunke, og jeg kan med mine fingre mærke en voksende bule. Da jeg nærmer mig et par officials, starter en anden kamp. En kamp for at få lov til at blive i løbet. 

De trækker mig til side, og undersøger hovedet. Faktum er, at bulen er ret stor og øm, og de siger til mig, jeg skal stoppe. Jeg havde slet ikke overvejet muligheden at stoppe, men det har jeg svært ved at forklare dem, da deres engelske kundskaber er nærmest ikke-eksisterende. Jeg sætter i løb, og kommer væk fra dem enorm frustreret, og jeg har svært ved at få styr på mine tanker: 

Er det nu, jeg skal træffe den modne og voksne beslutning om at udgå fra et løb? Hvor slemt er jeg kommet til skade? Er det hjernerystelse eller er jeg bare chokeret? Jeg prøver at berolige mig selv med, hvor ofte jeg i mine fromme boksedage har taget imod slag til hovedet, men det er jo en åndssvag argumentationsmetode, da det jo ikke gør skaden mindre alvorlig. Tværtimod måske. 

Jeg kommer som sidste dansker til første check point, hvor de danske officials står klar til at hjælpe. Jeg får tanket væske og energi op, men glemmer at tage mine stave med, og efter et par hundrede meter må jeg løbe tilbage efter dem. Sådan noget glemmer jeg ellers aldrig. Jeg overholder altid planen, og det som jeg har gennemtænkt 100 gange. Situationen var bare helt anderledes den dag, og jeg havde ikke overblikket. 

Som jeg kommer længere frem i løbet, får jeg mere ondt i hovedet, og på et tidspunkt, da jeg tager mig til bulen, går der hul. Og I kender det sikkert; et hul i hovedet bløder abnormt meget. Det gjorde det ikke bedre, at jeg havde en hvid åben kasket på, som fik den nu blødende bule i hovedet til at virke langt mere voldsomt end det egentlig var. Det havde selvfølgelig sin effekt, når jeg ankom til diverse check points. 

Det var et enorm irritationsmoment for mig at skulle diskutere med folkene på check points’ne og det kulminerer, da der et sted holder en ambulance, og de hiver fat i mig. Jeg tror, de limer hullet og de er meget insisterende på, jeg ikke skal videre i løbet. I bakspejlet forstår jeg godt deres bekymring. 

Jeg kan desværre ikke berette om det flotte landskab, naturen,  bjergene og battle med de andre deltagere, da dette års VM kom til at handle om noget helt andet. Kampen om blot at gennemføre.

Jeg har tankemylder, og det er en ond cirkel at blive frustreret over, ikke at kunne få styr på det mentale. Jeg kan simpelthen ikke trække noget som helst brugbart ud af situationen, og jeg forsøger bare at lukke af. Det eneste jeg tænker på er at gennemføre, få medaljen og give Danmark en placering i holdkonkurrencen. (Vi var tre kvinder afsted, og for placering i holdkonkurrencen skal minimum 3 gennemføre). Et skridt foran det andet. Og igen.

Ved sidste check point står Søren(Mettes kæreste) og han samt Tysklands officials får banket lidt energi i mig og giver god mental støtte til at gennemføre. Ved det sidste nedløb mod mål, dunker hovedet forfærdeligt hver gang jeg tager et skridt fremad. Jeg er mere end lettet, da jeg i tiden 7.02 endelig betræder målstregen. Sikke en tur. 

I skrivende stund er jeg stadig ærgerlig, men jeg gjorde hvad jeg kunne, og er tilfreds med at gennemføre. Jeg har sjældent, måske aldrig, mødt så meget modgang i et løb, som ved dette VM, og det har medført timevis af refleksionstanker om, hvordan jeg tacklede det, og hvad jeg kan tage med derfra. 

Jeg havde virkelig høje forventninger til mig selv, og det er nok også derfor at skuffelsen rammer dobbelt så hårdt, når tingene ikke går, som jeg håber. Et par har skrevet til mig på Facebook, at jeg skal lære at se lysere på tingene efterfølgende, men jeg vil gerne have lov til at være ærgerlig og skuffet over, i dette tilfælde, en udefrakommende faktor har så stor indflydelse på min præstation. Jeg investerer alt, hvad jeg har i disse mesterskaber, og når tingene ikke går som forventet, bliver jeg ked af det, frustreret, vred og irriteret. Det er fordi, jeg vil det så meget. Hvis jeg bare trak på skulderen, vil der være noget andet galt.

Der er altid noget læring i at blive en erfaring rigere. Jeg fik jobbet gjort, og hvor andre måske ville ha’ trukket stikket, ved jeg, at jeg kan æde mig selv og komme i mål. Og nogle løb – forhåbenligt et fåtal – vil handle om at få jobbet gjort, geden barberet, punktum, mazarintærte og videre. Bare enorm ærgerligt at det lige ramler ind i mit VM. Skulle jeg ha’ udgået? Nej, når det handler om et mesterskab som dette, trækker jeg den helt til grænsen og måske også lidt over. Og dette skal bestemt ikke forstås som en opfordring, men som et forsøg på at give et ærligt indblik i, hvem jeg er som løber og hvordan mit hoved fungerer. At være stædig er en af mine store forcer, men også der, hvor jeg er mest sårbar. 

Jeg kan til note trøste mig selv med at Danmark fik en god holdplacering og slog lande som fx Schweiz. 

Nu ser jeg frem til VM i bjergløb, som er d. 6. august. 32 km med 2900 højdemeter i med nogle vilde op- og nedstigninger undervejs. Det er min revanche, og den skal have en over nakken, selvom jeg er lidt på udebane i disciplinen. 

Resultater:

KVINDER, INDIVIDUELT
1. Adeline Roche, Frankrig, 5:00.44
2. Amandine Ferrato, Frankrig, 5:00.47
3. Silvia Rampazzo, Italien, 5:11.07

39. Katrine Villumsen, Sparta, 5:58.35
67. Mette Busch, Blovstrød Løverne, 6:28.30
82. Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 7:02.02
113 til start, 101 i mål

KVINDER, HOLD

 
1. Frankrig, 15:17.41
2. Italien, 16:05.08
3. Spanien, 16:26.04

14. Danmark, 19:29.07

MÆND, INDIVIDUELT

1. Luis Alberto Hernando, Spanien, 4:23.31
2. Cristofer Clemente, Spanien, 4:24.31
3. Cedric Fleureton, Frankrig, 4:28.03

 
44. Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød Løverne, 5:10.21
45. David Stoltenborg, Silkeborg OK, 5:10.57
70. Peter Bech, Silkeborg OK, 5:27.05
76. Peter Arnoldsen, Silkeborg OK, 5:34.38
89. Simon Grimstrup, Silkeborg OK, 5:48.16
155 til start, 138 i mål

MÆND, HOLD
1. Spanien, 13:17.32
2. Frankrig, 13:43.05
3. USA, 14:16.52
12. Danmark, 15:48.23
26 hold til start, 23 i mål

Lørdag d. 29. april blev DM i lang trail afviklet ved Julsø Ultra, og det hidtil stærkeste felt på både herre- og damesiden stod klar til battle. 

Kl. 9 afgår starten – jeg er mega tændt og klar på at komme i gang. Jeg placerer mig sammen med de to andre landsholdsatleter Laura Hulgaard og Mette Busch, og havde egentlig ventet at Bouchra(suveræn vinder af North Coast Ultra 53 km) og Anette Corydon(verdensmester i duathlon) ligeledes ville lægge hårdt ud, men de to sidstnævnte ser jeg overhovedet ikke i løbet af turen. Derimod trækker Laura godt fra start, og i mine forberedelser havde jeg accepteret at skulle slippe et par løbere i starten, da jeg mere er sejtrækker-typen end hurtigløber-typen, men der var bare et eller andet i mig, der gjorde, at jeg fulgte med i et tempo på 4.35-5.15 de første mange kilometer. Også selvom det ret hurtigt stod klar, at benene var lidt småtunge, og jeg følte mig ikke flyvende og fuld af energi, som jeg har gjort til nogle af de andre konkurrencer, jeg har løbet her i foråret. Det syntes jeg jo var lidt træls, men ikke noget jeg dvælede ved, da jeg de sidste mange måneder netop har trænet fokuseret mod lige præcis dette løb, og et par halvslatne ben skulle i bestemt ikke stoppe mig. 

Laura falder tilbage efter 6-8 km, og Mette og jeg skiftes til at løbe i front. Jeg tænker egentlig, at Laura hænger på, men da vi ved 12,5 km når første depot, er hun ikke med. Indtil nu har vi ikke mødt de vilde højdemeter, men turen mod Knøsen og Himmelbjerget bringer hurtigt nogle gode op- og nedløb med sig og jeg trækker i front. Jeg har trænet en del ved Himmelbjergområdet, og da vi skal på toppen, kan jeg ikke lade være med at give god gas op og ned igen, og tænker lidt diva- og kækagtigt, at her må jeg da ryste Mette af, men hun hang på, og jeg tog mig selv i at tænke: “Det var lige godt s…..!” Herefter løb vi på mudrede traktorspor med små op- og nedstigninger, og her fik Mette lavet et hul på 2-400 meter. Jeg havde brugt mange kræfter på de første 22-23 km med høj puls, og jeg forsøgte at løbe på den mest energibesparende måde uden, hun skullerende helt fra mig. Lige inden 2. depot ved 27 km havde vi omkring 6-800 meter på et nedadgående asfaltstykke, hvor jeg gav fuld gas i et forsøg på at nå depotet nogenlunde samtidigt med Mette, og der var ca. 30 sek., som skilte os.

Jeg havde et nærmest perfekt depotbesøg, hvor min supporter, Asger stod klar med en ny vest med vand, energi og alutæppe(del af sikkerhedsudstyr), og jeg smed min gamle vest og havde telefonen(del af minimumsudstyr) i hånden. Jeg vil tro det tog max 15 sek., og her kan jeg fornemme at Mette blev hængende i meget længere tid. Og dermed forlader jeg 2. depot som første kvinde, der ellers ikke var en del af planen. Planen var, at jeg skulle til at indhente de andre løbere nu, men i det nye scenarie besluttede jeg mig for at sætte tempoet op alligevel. Jeg bildte mig selv ind: “Det er jo trods alt det, jeg kan her på den anden halvdel af løbet!” Mine ben var stadig ret trætte, men drømmen om at vinde overrulede det hele. 

Jeg vidste, der fulgte et forholdsvis langt fladt stykke, hvor mange i feltet er langt stærkere end mig, og på et tidspunkt kan jeg fornemme en løber bag ved mig, og jeg er overbevidst om, det er Bouchra. Men da løberen kommer nærmere, kan jeg se, det er en mand, og en lettelse rammer mig. På hele nordsiden og da Sindbjerg og resten af de grumme bakker rammer, kører jeg på autopilot. Jeg giver al den gas, jeg har og æder mig selv total. Det er så mega hårdt, og tankerne om jeg kan holde i mål, presser sig på, men jeg lytter ikke til dem. Jeg VIL vinde og jeg vil give mig alt, hvad jeg overhovedet har. Jeg har lidt problemer op ad de sidste bakker, men nedad har jeg fart på, og beroliger mig selv med, at de andre skal løbe rigtig stærkt for at hente mig. Da jeg når Silkeborg by, ved jeg, der kun er 2 km tilbage, og selvom jeg er ret sikker på, at ingen henter mig, sætter jeg slutspurten ind og rammer mål i tiden 5:16:20 som ny dansk mester og endda med 18 min ned til Mette, der kommer ind som nr. 2.

Jeg er virkelig glad for at blive dansk mester. Især med et skarpt felt bestående af Danmarks bedste trailløbere, og det betyder meget for mig at sætte streg under, at jeg ikke længere “blot” er Facebookløberen, der kan filme mens hun løber og få likes, men jeg er rent faktisk Danmarks bedste ultratrailløber!

Tusind tak til alle jer, som har fulgt med på Facebook og Instagram, til mine venner og familie samt mine sponsorer og samarbejdspartnere. Uden jer kunne dette projekt ikke have lykkedes. Tak. 

Særligt tak til min supporter, Asger som var sublim i depoterne. Tak til K og H for vejledning og støtte. 

Top 5 kvinder:

Kristina Schou Madsen, Kolding Motion, 5:16:20

Mette Busch, Blovstrød – Løverne, 5:34:28

Annette Corydon, SMT-Silkeborg, 5:36:16

Laura Hulgaard, Tejn IF, 5:44:15

Bouchra Eriken, Klub 100 Marathon Danmark, 5:44:34

Top 5 herrer:

Peter Bech, Silkeborg Orienteringsklub, 4:26:03

Christian Grøn Nørfelt, Blovstrød – Løverne, 4:29:45

David Stoltenborg, Silkeborg Orienteringsklub, 4:34:58 

Simon Grimstrup, Silkeborg Orienteringsklub, 4:39:35

Jonas Borsøe Christensen, Viborg Atletik og Motion

Den officielle video fra Julsø Ultra: 

 

Det var ikke meningen, jeg i denne weekend skulle deltage i løb, men jeg blev simpelthen så misundelig på alle de Facebookopdatering fra mine venner og bekendte, som skulle ud og race, og jeg i mere eller mindre desperation googlede mig frem til et trailløb i en fair kørselsafstand fra Kolding: Stige Ø Trail i Odense.

Jeg fandt med det samme adressen, og tjekkede det ville tage 45 min at køre til start, og så tænkte jeg ikke mere over det den lørdag. 

Dagen efter sætter jeg, med al min tro og tillid til teknologi, min GPS til og kører mod Odense. Da jeg ankommer, undrer jeg mig over, jeg ikke kan se andre løbere, og jeg forstår hurtigt, at jeg ikke er på det rigtige sted. Jeg får hjælp af en lokalkendt, som fortæller at løbet er nede omkring havnen, men heller ikke her, kan jeg finde løbere. 

Da jeg endelig finder adressen, kan jeg se, jeg er meget for sent på den, og drøner i bedste diva-stil tværs over parkeringspladsen, og smider bilen ind lige foran nummerudlevering, og beder ret frustreret om, at få mit nummer udleveret. Jeg får en chip, som skal sættes om benet, men de kan ikke finde mit startnummer. 

Jeg præsterer at komme 22 min for sent til start, og det er lutter min egen skyld! 

Stige Ø Trail er et rundeløb a’ 3 km, som skal gennemløbes flere gange – i mit tilfælde 4 gange, men eftersom jeg i min ivrighed efter at komme i gang, ikke får løbet over startstregen, røg jeg på en ekstra omgang rundt. Det var lidt frustrerende i starten, men jeg var faktisk ret godt løbende, og ruten var super fed med gode korte bakker og et pragtfuldt varmt vejr. Der var nogle forskellige forhindringer undervejs i form af fx en legeplads, nogle hængende dækhjul og steder, hvor man skulle dukke sig for ikke at slå hovedet. Charmerende og anderledes løb! 

Jeg kan klart anbefale Stige Ø Trail, og jeg kommer bestemt igen. Denne gang til tiden 😉 

Fakta:

Tid: 1:14:58

Gennemsnitstempo: 5:28 min/km

Distance: 13,7 km 

Højdemeter: +366 meter

Placering: Nr. 3 (med et hængeparti på 22 min)

Præmie: GripGrab Skull Cap

Resultatliste: http://my4.raceresult.com/65369/results?lang=dk

Hjemmeside: http://www.teamfit4run.dk/?page_id=119

Adresse: Stige Ø, Østre Kanalvej, 5000 Odense (Tjek evt adresse for Stige Ø på Google først! 😉 ) 

At stå på startstregen til et af verdens hårdeste etapeløb, midt i Peru, med 9,8 kg på ryggen, med udsigt til 230 km over 5 dage i Amazonas jungle blandt eksotiske dyr, høj luftfugtighed, varme, bjerge og et skiftende teknisk underlag, var en thrilling fornemmelse. Og så lige det faktum at være selvforsynende. Sommerfugle i maven som øjebliksvis blev skiftet ud med lidt bekymrende miner og nervøsitet, når det en gang i mellem gik op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i!

Men når alt kom til alt, var jeg klar! Jeg kunne ikke lade være med at  tjekke de andre deltagere ud, og en del af dem, så da også ud til at være nogle hårde bananer, og snakken den forgående aften tydede da også på, at de fleste havde lidt mere erfaring på etapefronten end mig. Ja, der skal vel heller ikke så meget til, når jeg nu er debutant!  

1. etape – Cloud 9

Fakta: 36,33 km

Tid: 4:10:32

6:54 min/km

+1825/-3298 m

Gnm temperatur: 28 grader

Placering på etape: 1./ 5. overall

Samlet placering: 1./ 5. overall

Startskuddet lyder kl. 9.00 på en øde landevej med grus, sten, huller og humpler. Jeg har nydt godt af en uges akklimatisering, og synes ikke i første omgang at være generet af at befinde mig i 3300 meters højde – lige indtil jeg begynder at løbe! Selvom vi løber nedad og mit tempo kun rækker til en placering i omtrent den bagerste tredjedel,  hiver jeg grueligt efter vejret og svimmelhed samt sorte pletter for øjnene trænger sig på. Det får jeg dog nogenlunde hurtigt styr på, og da vi efter et par kilometer endelig drejer fra landevejen og ud på et fedt spor i et junglelignende terræn, kommer smilet rigtig frem på mine læber! Sporet er så smalt, at ét forkert skridt kan sende dig ned af bjergskrænten, og med masser af grene, blade, rødder og andre lækkerier, var min koncentration på 100% på underlaget. Med de mange kilo på ryggen og enorm respekt for den totale distance, tog jeg det stille og roligt og fandt et fornuftigt pace på det smalle spor, men tempoet rakte alligevel til at indhente et par stykker, og da vi når første checkpoint(CP) ved floden, får jeg meldingen om, at jeg er 3. hurtigste kvinde og foran mig er den britiske bjerg-etapeløber Michelle Bowen(Vinder af det berygtede Dragon’s Back Race) samt verdensrekordholderen i 12 timer på løbehold, Susie Chan, som desuden startede i elitefeltet ved hendes sidste deltagelse i Marathon de Sables. To løbere som var udnævnt til favoritter inden løbets start, og det havde jeg og mit konkurrencegen egentlig fint med. Efter CP fulgte en grum, lang stigning, hvor hænderne måtte i brug for at komme op. Jeg får hentet en del af de andre, som bevæger sig meget langsomt op og holder hyppige pauser. Det giver lidt gejst, at se nogle af dem, som jeg havde klassificeret som hårde bananer, gå ned! Da vi når toppen, følger de sidste 22 km af landevejen med de ujævne sten og negative højdemeter. Jeg forsøger at følges med dem, som jeg møder, men hver gang føler jeg, at jeg har lidt mere at give af, og løber fra dem. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi og hendes mand Shaun Marsden, som også er erfaren ultraløber, just er passeret, og et dualistisk princip med konkurrencegenet på den ene skulder og fornuften på den anden træder frem. Uden dog at være meget fysisk presset, sætter jeg tempoet en smule op, og overhaler efter kort tid de to, som til gengæld ser ud til at være presset af det hårde underlag. Med ca. 6 km igen fanger jeg CP3, hvor min kæreste Henrik er placeret(han er med som løbssupporter), og han fortæller mig, at Michelle ikke er langt foran. Den melding giver ikke anledning til andet end race-mode, og jeg får overhalet hende et par kilometer før mål, og vinder dermed første etape!

2. etape – Amazonias

Fakta: 33,87 km

Tid: 4:23:19

7:46 min/km

-524/+1144m

Gnm, temperatur: 32 grader

Placering på etape: 2./ 6. overall

Samlet placering: 2. kvinde/ 6. overall

Kl. 7.00 stod vi alle klar på startstregen, og skulle desværre fortsætte ad landevejen med de strittende sten. De andre deltagere havde beklaget sig over det hårde underlag, og at det havde givet vabler og stive ben, men jeg havde det faktisk ganske fint, og kunne overhovedet ikke mærke noget i ben, og var endnu ikke blevet ramt af vabler. Igen lagde jeg forsigtigt ud, og blev overhalet af, hvad der virkede som absolut alle deltagere i løbet! Efter ca. 7-8 km begyndte min b-menneskekrop at lystre. Jeg kom ind i en god rytme, og fik overhalet en del af de andre, og da vi endelig drejer ind mod junglen bliver jeg virkelig glad! Jeg kan med det samme mærke at luftfugtigheden og varmen stiger; underlaget består af glatte sten, mudder og lidt mere mudder, grene, blade og floder der skal krydses. Alt sammen krydret med op- og nedstigninger samt dyrelyde og rumsteren fra junglen. Det er præcis det, som jeg er kommet for! Omgivelserne er så overvældende, at det virker urealistisk, at jeg faktisk er tilstede mit i den sydamerikansk jungle, men samtidig må jeg ikke svinde hen i ekstase, da underlaget kræver enorm koncentration, hvis jeg ikke skal snuble. Dog var det umuligt ikke at tilte over en gang i mellem, og diverse blå mærker begyndte at vise sig hist og pist. Ved CP2 får jeg meldingen om at Susi er ca. 5 min foran mig og Michelle er omkring 15 min foran. Jeg sætter jagten ind efter Susi, og fanger hende på en af de stejle stigninger, hvor jeg også overhaler en del mænd. Jeg er i et rigtig godt pace, men desværre løber jeg forkert, da jeg overser et skarp sving og får krydset en stor flod, og følger herefter en forkert sti. Jeg får mistanke efter 1 kilometers penge, og da en lokal landmand svinger med sine arme og råber ”No, no” ved jeg, at har løbet forkert. ”PIS!”, tænker jeg og må tilbage. Jeg bruger en del tid på at finde den rigtige vej, og det irriterer mig grusomt, og jeg skyder hurtigt skylden på den dårlige markering. Jeg ved, at Michelle ikke har løbet forkert, da jeg i så fald ville have mødt hende. Når sådanne ting sker, gælder det om at holde hovedet koldt, og få stoppet den negative tankegang. Den kan man nemlig kun bruge til nul og nix. Hjemmefra havde jeg brugt en del tid på at gennemtænke forskellige scenarier, og ét af dem var selvfølgelig det at løbe forkert. Et par eksempler på hvordan jeg fik det vendt i mit hoved: ”Godt jeg opdagede det i tide”, ”tænk sig at løbe forkert og stadig ligge langt fremme i feltet” ”Det er da sejt at have løbet længere end alle de andre”. Sådanne sætninger hjælper mig til at komme godt videre. Resten af etapen foregik i fedt jungleterræn på små, nærmest ikkeeksisterende stier med væltede træer, stejle og mudrede skrænter med garanti for styrt samt strømstærke floder. Jeg nyder det, giver den god gas og kommer i mål ca. 15 min efter Michelle, og det viser sig, at hun er den eneste løber i feltet, som ikke har løbet forkert. Efter mit ur har jeg løbet 34 km og Michelle har indsamlet 29 km.  

3. etape – Logging

Fakta: 36,08 km

Tid: 4:42:27

7:50 min/km

-622/+592 m

Gnm. temperatur: 32 grader

Placering på etape: 1./ 4. overall

Samlet placering: 1. kvinde/ 5. Overall

Dagens etape begyndte kl. 7 for top 6 løberne samt de peruvianske løbere, og 7.15 for det resterende felt, da Kris King ville undgå kø for de hurtigere løbere ved den første store flodovergang. Egentlig var min plan at starte roligt, som jeg plejede, men da vi satte i gang, besluttede jeg mig bare for at følge Michelle, som altid de to forgående etaper havde lagt hårdt ud. Flodovergangen kom efter 4 (lange) km, og jeg kæmpede for at holde tempo med hende, og fandt for første gang min iPod frem. Efter vi blev wiret over floden fulgte det fedeste jungleterræn, og Michelle og jeg fulgtes ad. Jeg forsøgte flere gange at starte en samtale med hende, men hun svarede altid meget kort tilbage. På et tidpunkt spørger jeg hende, om hun helst bare vil fokusere på at løbe og ikke snakke, hvortil hun svarer: ”Ja, jeg foretrækker ikke at snakke, når jeg løber” – Okay så, tænkte jeg og stoppede med at snakke. Jeg lå for det mest forrest og trak, og efter CP1 fulgte en hård og stejl stigning op og herefter ned, hvor vi desværre begge to mister en markering og løber vel omkring 10 min. forkert. Michelle tackler ikke situationen særlig godt, og jeg kan tydeligt mærke at hun er irriteret. Det udnytter jeg, og sætter tempoet en smule op i håb om, at hun falder fra. Et sted mellem 17-18 km hægter jeg hende af, og jeg fortsætter med at presse tempoet, hvor jeg kan. Jeg VIL indhente den tabte tid til hende, og jeg er virkelig koncentreret. Med ca. 10 km igen overhaler jeg en af de peruvianske løbere, og det giver virkelig blod på tanden. Jeg er dog forsigtig, da temperaturen er steget til næsten 40 grader, og da jeg kommer ud af junglen, brænder solen nærmest på huden. Jeg finder min kasket med slør frem, og sørger for at dybe den i vandløb og ved vandfald. Med 5-6 km igen møder jeg Mark, der ligger placeret som nr. 4, og han kæmper med de hårde stigninger.

Jeg følges lidt med ham, men jeg har mere energi, og løber fra ham. Jeg kommer i mål 55 min foran Michelle! Jeg begynder at indse muligheden for, at jeg kan lave en rigtig god placering, men ved også, at morgendagen byder på den absolut hårdeste etape.

4. etape – The Lull

Fakta: 34,14 km

Tid: 6:13:10

10:56 min/km

-1644/+1560 m

Gnm temperatur: 30 grader

Placering på etape: 2./ overall

Samlet placering: 1. kvinde/

Mit vækkeur ringer kl. 04, da starten på løbets hårdeste etape er annonceret til at starte kl. 06. Jeg har haft en virkelig dårlig nat med vand i min hængekøje, dårlig mave og vabler med betændelse til følge på mine fødder. Min krop er træt, og jeg kan næsten ikke få  min morgenmad ned. Til mit held bliver starten udskudt til kl. 7.30, da ruten skal sikkerhedstjekkes efter nattens hårde og stadig silende regn. Flere steder har der været mudderskred, og ruten må ændres hist og pist. Jeg benytter chancen til at lægge mig, og jeg får omkring 45 min søvn, hvilket var guld værd! Da jeg vågner, er jeg klar til at løbe og give den gas! Jeg kunne godt fornemme, at Michelle ville gribe chancen for at indhente mig, og da starten afgik, fløj hun af sted i højt fart! Min krop ville ikke makke ret, så jeg havde ikke andet valg end at give slip på hende, og måtte fokusere på at løbe mit eget løb. Terrænet og stigningerne var dræbende – jeg har aldrig oplevet noget så teknisk og udfordrende. Og det blev bare ved og ved og ved, og jeg var hele tiden maksimalt presset. Det var så forbandet hårdt, men alligevel så elskede jeg det!

Det var jo absolut lige præcis dette, jeg var kommet efter, og jeg havde ikke tænkt mig at lade min – på det tidspunkt – dumme krop styre showet! Jeg ved, at jeg kan løbe i lang tid med høj puls og at mine ben kan klare lange og hårde stigninger, så jeg knoklede på. Da uret bippede 15 km ind, havde jeg brugt lige præcis to timer, og det var hermed slået fast, at det ville blive en lang dag på kontoret! Langsomt indhentede jeg flere og flere, og fulgtes med Mark og Tony igen. Mark blev hægtet af pga. et styrt, men Tony og jeg ramte ”The Hill” sammen. Vi var blevet briefet om, at der skulle kåres en ”King and Queen of the Hill”, og da jeg ved start af bjerget fik at vide, at Michelle var lige foran, besluttede jeg mig for at ræse og gå efter titlen. Meldingen var, at stigningen ville være 2 km, så da jeg så Michelle, lå jeg lidt bag hende og spurtede forbi hende efter 1 km. Det var ekstremt hårdt og flere gange måtte jeg ned på alle 4 for at kravle op, og med alt det mudder endte jeg tit med at glide ned igen! Det var virkelig fedt, men da uret begyndte at melde 2,3 km og videre 2,6 km, begyndte jeg at løbe tør for energi. Jeg kunne simpelthen ikke holde tempoet, og begyndte at blive svimmel og meget øm i benene. Da jeg nærmer mig 3 km op ad bjerget overhaler Michelle mig, og jeg bliver meget frustreret over, at bjerget er så langt, når nu meldingen havde været noget andet. Jeg når toppen efter 4,4 km og er en blanding mellem glad for at have nået toppen og skide sur over forkert information, der gjorde at jeg satsede for tidligt. Der fulgte et 3 km nedløb til mål, og hvilke 3 km! Jeg havde lige blæst mig selv om kuld i det hårdeste terræn, jeg nogensinde havde prøvet med et 4,4 km mega-bjerg lige op i himlen som afslutning, og nu skulle jeg have fragtet min krop ned igen? Det var virkelig krævende, og jeg var løbet tør for energi. Sorte pletter for øjnene og svimmelhed gjorde det svært at koncentrere sig, og jeg havde en del styrt. Men jeg ville tabe så lidt tid til Michelle, som overhovedet muligt, og det holdte mig oppe. Jeg var lykkelig, da jeg endelig så mål. Jeg blev kort tjekket af lægerne, da de hurtigt spottede, at jeg ikke var helt godt kørende. Jeg frøs, men fik mig taget sammen til at spise den resterende morgenmad, 32Gi protein samt min BiFi. Jeg fik aldrig rigtig varmen igen, og floden var for langt væk til jeg kunne overkomme at gå derned. Den aften var der hurtigt godnat til mig.

5. etape – The Long One

Fakta: 76,84 km

Tid: 10:56:52

8:33 min/km

-1695/+1701 m

Gnm.- temperatur: 29 grader

Placering på etape: 1./ 5. overall

Samlet placering: 1. kvinde/5. Overall

Oprindelig skulle den sidste etape være 92 km, men blev kortet ca. 15 km af, da nogle floder var for farlige at krydse. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, om det var godt eller skidt. Jeg ved, jeg er god på de lange distancer, men 92 km gennem junglestrabadser, synes jeg godt nok lige, var til den gode side! Vi startede kl. 5 om morgenen i mørke, og Michelle lagde ud ret godt tempo. Jeg havde besluttet mig at blive tæt på hende, da jeg jo så ville vinde samlet. Vi løb side om side de første kilometer, og vi pressede hinanden på skift. Der er ingen, der taler eller så meget kigger på hinanden. Den direkte duel tænder mig helt vildt, og jeg kan ikke dy mig, da hun efter omkring 8 km sakker en smule bagud. Jeg sætter tempoet op og uret melder en kilometertid på 5.09 ind, og jeg kan fornemme at Michelle kæmper for at hænge på. Jeg forsøger at blive ved med at øge, og da vi kommer til et par nedløb, og jeg ved at en stor flodpassage med zipliners snart må komme, satser jeg hele butikken og spurter af sted! Jeg når ziplineren et godt stykke inden Michelle, og den er klar til afgang med det samme. Da jeg når over på den anden side, kan jeg se hende ankomme, og hun skal vente på den returnerer. 

Jeg løber mange kilometer alene på store og små spor, på marker og langs floden. Jeg ved at, der er over 50 flodovergangen, og pludselig nøjes jeg ikke med kun at løbe langs floden, men markeringerne er placeret på den modsatte side, og jeg må krydse. Flere steder er strømmen virkelig stærk, og jeg bruger mange kræfter på ikke at vælte. Dertil er det ikke altid, jeg kan se bunden og de store glatte sten, gør det ikke nemmere. Men det er sjovt, og jeg hygger mig lige indtil jeg tager et skridt ud i floden, og pludselig kan jeg ikke bunde. Strømmen tager mig med, og med rygsæk flyder jeg med, og går nok en smule i panik, da mine svømmeegenskaber er meget ringe. Jeg skyller heldigvis ind på den anden side, og der går lige lidt tid, før jeg får rystet den oplevelse af mig. På 2,5 timer laver jeg ca. 45 overgange af floder, og forsøger hele tiden at holde det højest mulige tempo. Jeg ved ikke hvor langt Michelle er bag mig, men jeg tænker hele tiden, at hun er på vej, og at hun er stærk i bjergene. Jeg vidste, at vi ville møde over 20 km tæt jungle med især én stigning på niveau med gårsdagens, og jeg ville have det bedste forspring. Ved CP3 ca. 5 km før junglestigningen fylder jeg godt med vand i flaskerne og blander den ene med det sidste 32Gi-energi, jeg har tilbage. Jeg er lidt nervøs for, at jeg ikke har formået at spise særlig meget siden slutningen af 3. etape, og de nødder jeg ifølge planen skulle have spist nu, overlevede ikke floden. Min krop har det dog godt, og selvom jeg føler mig lidt sulten, når jeg nu tænker over det, er jeg ikke løbet tør for energi. Da jeg rammer junglen, pibler sveden af mig, og jeg tager skiftevis slurke af vand og energi hver andet minut. Det er virkelig barske løjer med lede stigningerne og et mudreret underlag med spidse rødder og super sized myrer(bullet ants) klar til angreb. Alt sammen krydret med junglens grønne, grønne farve og fornemmelsen af at alle dyrene har bestilt billet på forreste række for at lure på løberne. Jeg får overhalet Tony, og da jeg når toppen og jeg endnu ikke har set skyggen af Michelle, ved jeg, at jeg faktisk har en ret god chance for at vinde det her! Bjergnedløbet er vildt!

Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor glat og stejlt det var. Det var umuligt ikke at bruge træerne til hjælp for ikke at falde ned, men nogle af trænerne havde skarpe pigge, som tilmed kunne være giftige, og det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af. Der var så mange ting at koncentrere sig om, og selvom jeg var maksimalt presset, nød jeg det i fulde drag. (Til note har jeg tænkt meget på de deltagere, der måtte forcere bjerget i mørke med pandelampe – kæmpe respekt til dem!). Da jeg når ud af junglen følger et langt fladt stykke langs en bred, men lidt udtørret flod. Jo længere jeg når frem, jo mere kan jeg se tilbage, og jeg er mutters alene, hvilket bringer mig nærmere og nærmere sejren. Jeg kan næsten ikke tro, at det snart er ovre, og selvom jeg er ved at være godt træt og brugt, er jeg så glad, at det er som om, at tårerne nærmest presser sig på! Ved CP6 er meldingen at nu går det opad indtil, vi når mål. Jeg tager det stille og roligt, og går en del op ad bakken, mens jeg nøje holder øje med den tørre flod efter nr. 2 kvinde. Tony henter mig, og vi møder en storsmilende Henrik, som følger os i mål! Hvor er jeg glad for at se ham, og hvor er jeg glad for hans melding om, at der kun er 1,5 km i mål!

Jeg løber over målstregen i Jungle Ultra – det mest ekstreme jeg nogensinde har oplevet – i tiden 10:56:52 over slår Michelle med over 2,5 timer på sidste etape. Min samlet tid er 30:27:49, som rækker til en 5. plads overall. Hold op, hvor en fed oplevelse! 

Jeg blev for noget tid siden udtaget til at repræsentere Danmark til VM i trail d. 29. oktober. Betinget for min udtagelse var, at jeg skulle løbe et bjergtrailløb, men ikke med noget krav om et bestemt ITRA-point(pointsystem som vurderer din præstation). Jeg fandt Trail du Galibier på 46 km og med lige knap 3000 højdemeter samt udfordrerne tekniske passager, så det ud til at være det perfekte løb.  

Og det var det! 

Til start stod Karin Louise Joubert, Annemette Skov samt jeg fra Danmark, mens Søren Rasmussen var supporter. 

De 2900 positive højdemeter lå på de første 31 km, og med lidt hurtig hovedregning giver det en gennemsnitstigning på 10% pr. km, og dertil at vi jo også løb ned! Så ret stejle stigninger, og især bankede åndenød sig på i de +2700 meter over havets overflade(m.o.h.). 

Starten afgik kl. 7.00, og jeg valgte at ignorere mit ellers udprægede b-menneskegen, som på normal vis ville ha’ overtaget min krop så tidligt om morgenen. Men jeg følte mig absolut klar til kamp, og det er en dejlig følelse at stå til start velvidende om, at jeg har trænet godt, er i god form og forberedt til turen. 

Den første kilometer var et loop inde i Valloire, og jeg løb side om side med Karin og Annemette. Herefter fulgte 4,5 km opad fra 1430 m.o.h. til 1921 m.o.h. i tætte hårnålesving, men på et rimelig tilgængeligt underlag på et etableret stisystem. Da jeg er en forholdsvis langsom starter, havde jeg regnet med at Annemette og Karin ville være foran mig, men det var ikke tilfældet, og en tanke om, at jeg måske havde lagt for hårdt ud, strejfede mig. Men det havde jeg ikke – tværtimod lagde jeg forsigtigt ud, og ville på den første stigning ikke tage nogle unødige chancer i et forventet 6-8 timers løb med en tætpakket højdeprofil.

Min træner Søren havde klædt mig godt på til opgaven; vi havde snakket ruten godt igennem og han mente at 6.45 timer var et rimelig bud på en sluttid, og jeg tegnede højdekortet samt plan for væske- og energiindtag på mit startnummer. Jeg nåede første depot ved 6 km 10 min før den aftalte tid, men følte mig godt tilpas og klar på det første nedløb. Her gik det op for mig, hvor stejlt og teknisk udfordrende dette løb ville blive! Løse sten og smalle stier med en hældningsprocent man næppe kan forestille sig, krydret med skarpe franske kvindelige trailløbere, som elegant og uden besvær dansede ned af bjergsiden og med en stemme i lystige toner nærmest sang: “passé”! Jeg blev en anelse frustreret, og lidt flov over min egen buldrende og anstrengte kampvognsteknik, da løber efter løber passerede mig, og jeg fik hurtigt skubbet podiettanken væk. Jeg var slet, slet ikke på niveau med disse kvinder.

De første 10 km bød på 3 små(!) bjergtoppe, og herefter fra 1753 m.o.h. til Plan de Orient i 2624 m.o.h. For dælen, der var langt op og det meste foregik i gåtempo og ned til 16 min/km. Jeg var en af de få, som ikke havde medbragt stave, og da jeg gik der op ad bjerget i en urimelig pulszone og brændende lår, kunne jeg pludselig godt se en fordel i de dersens stave! Jeg har besluttet, at jeg vil hjem og eksperimentere mere med gå-teknikker på stejle stigninger, og finde ud af, hvad der virker for mig. Når 90% af et felt til et sydfransk bjergløb har stave med, må der vel være noget om snakken, og dertil havde både Annemette og Karin dem også med.

Jeg nåede toppen lidt efter tidsplanen, som sagde 2.40 timer, og der fulgte et relativ kort nedløb til 3. depot. Her skulle der fyldes vand i væskeblæren, da jeg først ville komme i depot igen på næste bjergtop 14 km og ca. 2,5 timer senere. Jeg fik meldingen om, at Annemette var 10 min efter mig, og siden Søren ikke nævnte noget om de forreste kvinder, måtte de ha’ været langt foran. Jeg havde et rigtig godt nedløb selvom stierne var meget smalle og med store og små sten hist og pist. Ikke på noget tidspunkt kan man slå autopiloten til og koncentrationen fra – regningen kommer prompte og man støder tæerne i stenene, laver små vrid i anklerne eller mister balancen. Altså en kontinuerlig reminder om at fastholde fokus.

Jeg er igen en smule bagud ift tidsplanen, og nu følger den, på papiret, hårdeste del af ruten med et langt, stejlt og teknisk opløb til Galibier. Første del er på græs, men der er ingen sti. Ruten går bare op i hårnålesving og det er så stejlt, at man bare kigger ind i bjerget! Flot udsigt til den anden side, javel ja, men at kunne se markeringer i det uendelige op af bjerget var en vild oplevelse! Jeg var fysisk hårdt presset, og havde “kun” lige rundet 20 km og altså ikke en gang halvvejs, men jeg elskede hvert sekund af det! Jeg var i flow, og høj af omgivelserne, terrænet og det faktum, at jeg næsten holdte planen. Op ad bjerget hører jeg pludselig Søren råbe efter mig, og skæbnen ville, at han på sin vej op til næste depot i bil, kørte parallelt med mig. Han råbte at Annemette var 22 min efter, men at jeg ikke skulle lade det blive en sovepude. Jeg råbte tilbage, at jeg ville holde planen om at nå toppen på 5 timer uden indsigt i, hvad der egentlig ventede mig  på vej derop. Den sidste kilometer inden peaket var brutal, og jeg havde kilometertider helt nede på 20.44 min/km, og det tynde luftlag kunne mærkes! Nøj, hvor var jeg glad, da jeg nåede toppen ved 31 km – dog 15 min senere end aftalt, og en kontant besked fra Søren om, at jeg skulle spænde hjelmen på det 16 km lange nedløb for at indhente den tabte tid. Jeg nikkede, og var klar til at give den gas på nedløbet. I hvert fald indtil jeg så det! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig efter sådan et ubarmhjertigt opløb, men naivt var det i hvert fald… De første kilometer var så stejle og beklædt med løse klippestykker –  det var simpelthen for farligt og risikabelt for mig at løbe, og jeg accepterede kilometertider ned til 10.27 min/km og først på den 39. kilometer kunne jeg få gang i noget nogenlunde fornuftigt nedløb. Men så fik den til gengæld også max gas! Jeg VILLE simpelthen i mål i 6.45, som efter Sørens udregning ville give 600 ITRA-point(ville blive mit hidtil bedste resultat). Jeg tvang mig selv til at løbe så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg begyndte at overhale nogen af dem, som tidligere i løbet havde passeret mig. Det er en fed følelse, og selvom jeg pressede mig selv helt ud over grænsen, hvor både underben og lår føltes som om, de kunne springe hvert et øjeblik, og pulsen var så høj, at jeg kunne høre mig selv stønne med hvert åndedrag, var mit hoved fuld af eurofori og en fast besluttet på at nå mit mål. Mellemtiderne strøg ned på 4.20 min/km, og jeg åd mig selv. Langt om længe begyndte byskilte at vise sig, og jeg genkendte området: jeg vidste, jeg var tæt på mål, men da de små stier igen begynder at være tekniske og med korte stigninger, var det kun overlevelsesinstinktet, der fik mig igennem. Jeg kunne simpelthen ikke løbe flere højdemeter, men jeg tvang tanken frem om, at man altid kan løbe 2 min mere. Og 2 min mere. Og 2 min mere. Og pludselig var der kun 2 min til mål! 

Jeg kom i mål i tiden 6.50.53 og er mega tilfreds og stolt. Det var et hårdt og brutalt  bjergløb, men overvældende interessant og det har bestemt givet mig mere blod på tanden. Jeg har taget mange erfaringer med, og der er bestemt elementer, der skal trænes på! 

Tak til Søren, Karin og Annemette for godt selskab og tak til mine sponsorerer, som lige nævnes her. Uden dem kan mit løberliv med rejser og træning ikke lade sig gøre: 

Oceany, Yding Grønt, Gitte Schlage, Bo Kortegaard, CEP Danmark, Hoka One One Danmark, 32Gi, Zebla, World of Nuts, Proteinbar, DAT, FitRABBIT og Garmin. 

Lørdan d. 16 januar fik jeg en 2. plads samt en 1. plads i min aldersklasse til danmarksmesterskaberne i lang trail(52 km) afviklet på Bornholm. Jeg gennemførte i en tid på 6.24.28. 

Starten afgik kl. 8.30 og jeg var klar! Jeg havde i dagene op til været usikker på hvilke sko, jeg skulle vælge, men en nat med hård frost samt en morgentemperatur på -8 grader og isglat overalt, var valget ikke så svært, og jeg hoppede i mine Salomon Spikecross. Efter få meter blev jeg bekræftet i mit skovalg, da en løber lige foran mig, væltede så lang han var på isen – og slog sig, desværre. 

Jeg lagde hårdt ud, og min plan var at følge med Maibritt Skovgaard, som løber på traillandsholdet og, på papiret, den bedste løber i feltet. Hun gav den gas, men jeg var fast besluttet på ikke at slippe hende af syne. Efter en udfordrende prolog med meget tekniske op- og nedstigninger krydret med spejlblank is, runder jeg depotet som 3. bedste kvinde og beslutter mig for at sætte farten op, og ligge mig helt tæt på Maibritt. Efter et par kilometer kan jeg dog se, at Maibritt tøver lidt på sporet, og desværre har hun tidligt i løbet haft et styrt, som har påvirket hendes knæ, og hun vælger ikke at løbe videre. En beslutning jeg virkelig har respekt for, da jeg ved, hvor svært det er at udgå i konkurrence. 

Jeg havde dog fundet et godt tempo, og Allan som også lå i vores lille gruppe, blev hægtet af. Sporerne omkring

Hammerknuden og hele vestkysten er i sig selv teknisk svære og med isen oveni, krævede det virkelig fuld koncentration hele vejen. Men jeg kan ikke udtrykke hvor fedt, jeg synes, det er! De første 20 km går rigtig hurtigt – jeg forsøger hele tiden at optimere der, hvor jeg kan, og jeg havde forinden løbet besluttet mig for, at jeg også ville tage nogle chancer i sporene. Især nedstigningerne ville jeg give en skalle, og de vildeste adrenalinsus kildede i maven og bragte smilet frem på læben! Jeg har skrevet det før, og gør det igen: Jeg elsker at løbe trail! Midt i mit runners high øjner jeg den forreste kvinde et godt stykke foran, og det er alt andet lige noget, som giver blod på tanden. Og så sker det, som bare ikke må ske: På et nedløb vrikker jeg om på min venstre fod – jeg er helt nede og det gør virkelig ondt. Jeg udbryder diverse skældsord, og en modløbende deltager spørger, om jeg er okay, hvor jeg dertil forsøger at nikke, mens smerten breder sig i min fod. Jeg ved med det samme, at dette er ikke godt, og min spontane reaktion er, at få noget af sneen ned i skoen og binde snørebåndene endnu strammere. Jeg prøver at humpe lidt videre, men hold op, hvor gør det ondt, og så gør jeg noget, som jeg ellers aldrig plejer at gøre: Jeg tager to Panodiler, og tænker, at jeg må holde smerten ud, indtil de begynder at virke. Jeg har på dette tidspunkt løbet omkring 24 km, og jeg skal virkelig grave dybt for ikke at blive mindet om, at jeg ikke engang har løbet halvdelen af løbet. Jeg finder langsomt ind i noget, der ligner løb igen, og jeg får fokuseret væk fra smerten og synes også, det hjælper lidt at komme i gang, men det er svært at finde flow, da jeg er usikker på foden. Jeg “knækker over” et par gange – dog ikke helt rundt, men nok til at blive reminded om, at jeg bliver nødt til at løbe mere sikkert på det ujævne underlag og især nedad. Jeg møder kort tid efter Søren Rasmussen på ruten, som fortæller mig, at der er 5 min op til forreste kvinde, men mit fokus går på dette tidspunkt på at komme ind i en rytme, der kan få mig gennem løbet. 

Jeg vil gerne berette om naturens herligheder, sporernes lækre og udfordrende detaljer samt om de andre deltagere i løbet, men alt mit overskud til resten af løbet gik til at holde fokus på foden og underlaget – på nøje at læse terrænet og planlægge hvilket skridt, der skal tages hvor og med hvilken fod. 

Har jeg haft en god tur? Bestemt! 

Jeg løb min chance, og gjorde hvad jeg kunne. Jeg var indforstået med de risici, der var ved at løbe i så teknisk svært terræn, og jeg ville ikke have gjort noget anderledes. Jeg tog chancer – det er uheldigt, at jeg vrikker om, men jeg er tilfreds og stolt over at have gennemført løbet med en fod, der i skrivende stund har alle regnbuens farver og med rumfang 1x1x1. Burde jeg have stoppet? Måske, måske ikke – jeg ved ikke endnu, hvad eftervirkningerne på foden bliver, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt i løbet at stoppe. 

Et stort tak skal lyde til Søren, som gav råd før og efter løbet. Et stort tak til Maibritt, der tiltræder som den bedste supporter efter hun selv er udgået.(Hvor er det ægte altruisme – tænk sig at udgå fra et løb, og så have overskud og lyst til at hjælpe andre) samt et tak til Thomas Skov, der altid er klar med en mellemtid, moralsk støtte, væskeopfyldning osv.! Ovenstående er noget, jeg værdsætter meget i trail: Vi hjælper hinanden – også selvom vi i løbet er konkurrenter! 

Der skal også lyde et tak til mine sponsorere: OCEAN7 Projects, Yding Grønt, Danish Air Transport, Protein Bar, 32Gi, Zebla, Fitrabbit Functional Drinks – Danmark, CEP Danmark, HOKA One One Danmark, Gitte Schlage, World Of Nuts, Bo Kortegaard. 

Til løbet var jeg iført CEP Ultralight langærmet trøje, Kolding Motion singlet, OMM jakke, Odlo vintertight, CEP merionouldsokker, CEP buff, Salomon Spikecross, Odlo headband, Inov-8 Vest. Dertil forsynede jeg mig med 32Gis geler og chews.

Joh, jeg bruger en del tid på at træne, og derfor er det vigtigt for mig, at udstyret er i orden. En af mine samarbejdspartnere i 2015 er et af Europas førende kompressionsmærker CEP, som forsyner mig med lækkert og funktionelt træningstøj. CEP har et bredt sortiment med fokus inden for kompression, og jeg nyder godt af deres kvalitetsrige tøj bestående af et bredt sortiment i alt fra korte til lange sokker, kompressionstights samt svedtransporterende t-shirts.

Mine tre favoritter blandt CEPs produkter er:

• Active Ultralight Shirt(den kortærmede i + 10 grader og den lange under 10 grader)
• Progressive Ultralight Socks
• Progressive+ Run Merino Socks

Ultralight Shirt

CEPs Ultralight t-shirt er ekstrem let og i et materiale, som tørrer (fandens) hurtigt. Det er den perfekte trailløbe-shirt, og jeg er i problemer, hvis den er til vask, når jeg skal bruge den. Jeg er stort set altid iført Ultralight – enten under en t-shirt eller som eneste lag på varme sommerdage. Med min pæreformet krop(måske lidt karikeret!) har jeg haft en del problemer med tætsiddende t-shirts, som kryber op af maven, og jeg har fået taget diverse løbefotos, hvor jeg uvildigt flasher flæsket – ikke rart for sådan en forfængelig løber som mig(!) – men det er heldigvis slut nu, da Ultralight Shirten har en magisk lille elastikafrunding, der sidder tæt ind til den nederste del af maven, og gør, at den ikke kryber op.

Størrelsen på shirten er normal, og den sidder perfekt i en størrelse small til mig, selvom jeg kan præstere et måske lidt større brystmål end de fleste andre i en størrelse small. Jeg har altid tyet til merinould som det inderste lag, men CEPs Ultralight er klart at foretrække, og en anden god feature er, at shirten ikke lugter, som jeg ellers kan opleve med andre trøjer i kunststof. Faktisk kan jeg godt bruge den samme trøje både til morgentræningen og igen om aftenen. 

Kommentar:

Findes også uden ærmer

Pris: 350 kr. for korte ærmer og 400 kr. for lange ærmer

Ultralight Socks

Jeg er ligeledes blevet lidt småafhængig af CEPs Ultralight kompressionssokker, og især deres Ultralight sleeves har gjort indtryk på mig, da jeg tidligere har bøvlet med at sleeves presser ind på min akillessene, og irritationen kunne godt vare et par dage eller mere. Med Ultralight er det slet ikke et problem, så dem benytter jeg ofte i min træning og til konkurrence.

Det er svært at vurdere om de har en præstationsfremmende virkning og effektiviserer restitutionen – det må jeg lade videnskaben om at fastslå, men jeg oplever, at mine ben føles lettere med kompression i på mine løbetrue og jeg har endda også fået for vane at have dem med til boksetræningen. Ligeledes føles mine ben ikke så trætte på lange træningspas eller i uger med mange timer på sporet. 

Kommentar:

Selvom de hvide sokker er ekstrem fede, skal man lige overveje om løbeturen byder på mudder!

Priser:

Ultralight Strømpe: 450 kr.

Ultralight Sleeve: 300 kr.

Ultralight Short Sock: 200 kr

Ulttralight No Show Sock:150 kr

Run Merino Socks

Jeg nyder at løbe i al slags vejr og på al slags underlag. Mindst én gang i ugen løber jeg langs Kolding Fjord og det giver med garanti våde fødder, og her kan jeg ikke undvære CEPs merinouldsokker. De findes både i en short sock, men også som lange med kompression. Til DM i lang trail på Bornholm valgte jeg at løbe i den korte sok, som holdte mig tør og på forunderlig vis slap jeg med få vabler. I koldt vejr er merinokompressionsstrømpen min foretrukne, da den holder mig varm – også selvom den er våd.

Det kan virke dyrt for en sok, men jeg har skambrugt mine to par merinouldstrømper, og det har tidligere været min erfaring at materialet ikke holder helt vildt godt, men det må jeg sige, at CEP gør. Jeg brugte før Ashmeis strømper, som jeg også løbemæssigt var godt tilfreds med, men de blev hurtigt slidt ved hælen og ude ved tæerne, og jo tyndere stoffet blev, jo flere vabler kunne jeg sætte ind på kontoen.

Pris:

Kort: 180 kr.

Lang: 400 kr.