Startskuddet lød lørdag d. 4. maj kl. 00 – og det er en speciel følelse at vide, der venter sig 80 km i danmarks mest udfordrende terræn bestående af en 3,1 km prolog og 3x 25,7 km runder på den vestlige side af øen.

Jeg stillede mig et godt stykke frem i feltet, for ikke at risikere at skulle løbe i kø, når ruten blev snævret ind. Derfor lagde jeg lidt hurtigt ud, og skæbnen ville, at jeg allerede på prologen havde mit første styrt. Jeg gled ned af en våd sten, og faldt lige så lang(altså kort) jeg var, men jeg slog mig ikke særlig meget, så det var bare op igen og videre. Ude på første runde skulle jeg lige vende mig til det teknisk udfordrende underlag, og jeg havde fuld koncentration på – så meget koncentration at jeg desværre løber forkert ned i en dal, og der går lidt tid inden jeg indser, der er noget galt. Jeg kigger mig tilbage og spotter de andres pandelamper, og jeg må op af bakken igen. Jeg mister ca. 10 min, og det er mental ret hård at håndtere, men i løbet af ugens forberedelser, har jeg brugt meget tid på at tænke løbet igennem, og et af dets scenarier var selvfølgelig at løbe forkert. Min taktik for ikke at gå i frustrations-mode, var at tænke, at det kunne da ha’ gået møj værre(Tak til De Nattergale)! 

Jeg finder tilbage til ruten og løber et kort stykke med en hollandsk kvindelig trailløber, som havde taget turen til Danmark. Vores tempo var dog ikke helt det samme, og jeg trækker fra hende. Det eneste positive ved at løbe forkert er, at så indhenter jeg jo nogle af dem, som havde overhalet mig, og det giver alt andet lidt energi. Efter at have løbet forbi omkring 10 løbere, fanger jeg en gruppe, som godt nok løber lidt langsommere end jeg har lyst til, men jeg tænker også, at jeg skal passe lidt på. Der er jo lang vej igen, og jeg skal have både fysisk og mental energi til hele løbet. Jeg vælger at placere mig i gruppen, og vi får snakket en smule. Desværre laver jeg den klassiske og farlige fejl, når man løber flere sammen: man følger bare med, og pludselig finder vi ud af, at vi er løbet forkert. Jeg tror ikke vi mister så meget tid, men mit hoved spiller mig her et puds, og dumme tanker, om at jeg er pisse træt af igen at have mistet tid og kræfter på at løbe forkert, presser sig på. Jeg kommer til depotet med et lidt mørkt sind, men formår at få startet på en frisk til anden runde, hvor solen så småt begynder at titte frem, og det giver vist alle løbere et lille boost af energi og ekstra gejst. Jeg løber 2. runde helt selv, men med fuld fokus på og jeg synes, det går rigtig godt. Jeg kan dog mærke, at især lårmusklerne er hårdt belastet efter 40 km med lede op- og nedstigninger, mudder, skrå stier, sand, store sten, skråninger med reb, klipper som der skal klatres op/ned ad, uendelige trapper og ikke mindst asfalt – sidstnævnte oplever jeg som enorm krævende, selvom det burde være en form for break fra det teknisk svære terræn, men jeg har det svært med asfalt i trailløb samt passager uden stigninger – altså der hvor det “bare” går ligeud. 

Da jeg nærmer mig slutningen af 2. runde, møder jeg den førende dame, Annemette, som er på vej ud på sidste runde og hun ser ud til at være forrygende godt løbende og omkring 15 min foran mig – på papiret en sikker føring.

Jeg spiser et par pomfritter i depotet samt får fyldt min rygsæk op med energi til resten af turen, og jeg løber ud på 3. runde med godt humør. Især da jeg møder 3. bedste kvinde, som ligger meget langt bag mig, og det er jo lig med en andenplads til mig, hvis jeg formår at gennemføre at holde et nogenlunde tempo på de sidste 25,7 km. Jeg kan dog mærke at jeg har mere at give af, og med et stort smil på læben, lader jeg mine ben lege afsted i et lidt højere tempo end hvad jeg havde forventet på 3. runde. Med ca 15 km igen, får jeg en melding om, at jeg haler kraftigt ind på Annemette, og jeg beslutter at hvis mine ben stadig er gode ved 70 km, vil jeg sætte tempoet op. Jeg ved, at det er en kæmpe chance at tage i et krævende løb som dette og på en endnu ukendt distance for mig, men mit vinderinstinkt, lyst til at konkurrere samt trangen til at udfordre mig selv gør, at jeg presser pulsen og tempoet op, og det går de første kilometer rigtig godt. Jeg er fuldt ud motiveret og jeg blæser noget musik i ørerne: Det her elsker jeg – det er på trailsporet, jeg hører til! Desværre løber jeg tør for vand, og det er ret kritisk – jeg husker at kigge ned på mit ur, da den bibber ved 77 km og da jeg kigger op igen, ser jeg mærkelige farver på stien og græsset. Der danser lyserøde, orange og røde farver rundt og jeg ser ting, som jeg ved selvfølgelig ikke er tilstede. Jeg er dog ved fuld bevidsthed, og er godt klar over, det er et klokkeklart tegn, jeg skal tage alvorligt, så jeg kommer ned at gå og spiser lidt chews fra 32GI, men jeg kan ikke rigtig få svimmelheden væk. Jeg accepterer, at der ikke er mere jeg kan gøre for at hente Annemette, og at jeg nu skal passe på mig selv, så jeg ikke risikerer at udgå med kun få kilometer tilbage. Jeg skiftevis går og løber, men falder en del gange, fordi jeg ikke kan holde balancen og har svært ved at læse terrænet – jeg har helt klart presset mig selv for hårdt uden vand, men det var bare en chance, jeg måtte tage. På en af de sidste stigninger tror jeg, jeg ser Annemette foran mig, og uden at tænke, sætter jeg i et hurtigt løb efter hende. Det viser sig dog at være en tilskuer – i øvrigt af et andet køn, og jeg både småsmiler/bliver bange over det faktum, at jeg åbenbart er så desorienteret…

Jeg nærmer mig langsomt – lykkefølelsen og stoltheden når et nyt højdepunkt, da jeg ser mål og mit ur melder en tid på 10.43.18 og jeg vinder en andenplads til danmarksmesterskaber i lang trail samt bliver dansk mester i min klasse! Det er virkelig virkeligt! 

Det har været hele træningen værd – de hårde løbepas kl. tidligt om morgenen, de sene nattetimer i Marielundskoven og krævende interval i de høje pulszoner! Vil jeg gøre det igen – ja, absolut! Jeg har fået blod på tanden, og jeg er overvældet af tanken om at jeg løber lige op med ultralandsholdsløbere. 

Tider: 
Prolog: 17.57
runde 1: 3:20:13 
runde 2: 3:36:15
runde 3: 3:28:38

Slutteligt vil jeg sige et kæmpe tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det er meget motiverende! Tak til CEP Danmark og 32Gi Denmark som hjalp med merinouldstrømper og kompression samt energi uden at slå maven i stykker smile emoticon + tak til den bedste supporter, man kan ønske sig! 

Og et kæmpe tak til min seje træner Casper Callesen fra StayActive!

“F… Janteloven”-epilog:

– Jeg løber 3. runde 11 min hurtigere end nr. 1 og som den 5. bedste løber overall

– Over halvdelen af kvinderne samt 1/3 af mændene udgår

– Jeg modtager et bæltespænde, som mænd får hvis de gennemfører under 11 timer og kvinder under 11.30

Bootcampen startede i Ultraruns kælder med et killerteam bestående af 3 x 2015 MdS-deltagere Nicolai, Peter samt Lars(4 inkl. Christian Madsen) og så ultraløberen Anders(se hans blog: https://42kplus.wordpress.com) samt det hardcore friluftsmenneske Bent fra Fredericia Løbeklub. Altså lille mig som eneste kvindelige indslag, men det havde jeg vel også forventet.

Efter kort præsentation af deltagerne holdte Christian et foredrag om hans 3 år som deltager ved Marathon de Sables. Et spændende foredrag, som virkelig fristede mig, og det var godt, der ikke var en tilmeldingsknap på sidste slide, for så havde jeg nok siddet i saksen!

Efter foredraget nørdede vi lidt udstyr i forbindelse med etapeløb i ørkenen. Christian viste os hans kitliste, og fortalte hvordan han år efter år havde skåret på vægten, justeret på komforten samt fundet den rette mængde kalorier.

Herefter fulgte et praktisk indslag om at ordne vabler, og være på forkant. Christian fortalte, at mange tror vabler skyldes gnidninger fra løbeskoen, som herved skaber en forbrænding på fødderne, men det er ifølge forskningen ikke tilfældet. Vabler skyldes forskydning, og selvom tape ikke anses som værende forebyggende, da det ikke reducerer forskydningen, fik vi alligevel en gennemgang af tapning på fødderne. Evt. læs mere om vabler på ultrarun.com(Link ind!)

Ved eftermiddagstid var vi endelig klar til afgang til Kårup Skov shelterplads i Fårevejle ved Odsherred for at komme i gang med bootcampen. Aftenen bestod af gearudpakning, valg af shelter og sovemakkere samt hygge ved bålet samt frysetørret mad med rigeligt indhold af kalorier. Med en temperatur omkring frysepunktet virkede det helt naturligt at krybe til køjs før kl. 21, i håbet om at få varmen i soveposen.

Lørdag formiddag stod der navigation på programmet, og jeg havde set frem til at lære mere omkring kortlæsning og kompasnavigation – det er bestemt ikke på dette område, jeg har mine forcer, men jeg vil gerne lære mere. Først vi fik en gennemgang af kompassets udformning og brug, og et par opgaver med krydsspejling og kompasgang. Om det var mit  blondiegen, der gjorde at jeg ikke helt opfangede metoden, kan nu godt være, men jeg kunne godt have brugt lidt mere tid på denne del af kurset. De andre militærfolk virkede til at være lidt mere på hjemmebane end hvad min tidligere blåspejder-baggrund kunne præstere, og jeg fik desværre ikke så meget med derfra.

Efter navigationsindlægget stod den på løb med oppakning og staveteknik. Jeg havde omkring 4 kg i min rygsæk med 2 l vand, og synes faktisk det er en del at have med på farten. Jeg løb med OMMs 32 liter letvægtsrygsæk, og mine tanker går helt klart på at opgradere til deres nye Phantom 20 l på sølle 295 g, som både Christian og Lars løb med. Jeg må indrømme, at jeg ikke bruger stavene så meget i min træning, og jeg havde dem heller ikke med til The Everest Marathon, men var til gengæld enorm glad for at have dem med til Zugspitze Supertrail. Jeg var derfor meget nysgerrig på at få optimeret min teknik især på nedløbene. Alt i alt et givende indspark til hvordan en bakke kan angribes med eller uden stave.

Til frokost lavede jeg en kop nudler, da eftermiddagens program ville bestå af en lang løbetur på

den 25 km lange runde på NDURE trailruten med enorm varieret terræn på stier, skov, mudder, sand og lidt asfalt samt gode højdemeter. En virkelig smuk og udfordrende tur, hvor jeg klart fik lyst til at tilmelde mig løbet til august. For at bruge mine efterskoleelevers terminologi, så var det bare ”mega, fucking, for sygt nice” at rende rundt i overvældende natur, fede spor, dejligt vejr og lækkert selskab!

Aftenen bestod af aftensmad, hygge og røverhistorier ved bålet inden vi alle krøb tidligt til køjs.

Søndag morgen vågnede vi til regn og slud, og Christian havde planlagt et hemmeligt løb. Jeg var spændt på at høre mere om hvad det handlede om og han løftede sløret for at det ville være strandløb og så en holdkonkurrence med bakkeløb! Jeg var med det samme tændt!

Holdene blev delt så jeg, Christian og Bent udgjorde det ene hold, og Anders, Nicolai og Peter det andet hold. Vi skulle starte fra bunden af ”Dødens Dal” fra NDURE-ruten og holdet der nåede flest gange på toppen på en time, ville vinde konkurrencen! Dog må holdets løbere ikke have en afstand mellem sig på større end 2 m, så den hurtigste kunne ikke bare fræse derudaf, men der skulle stables et holdsamarbejde på benene, og udnytte de enkeltes styrker. Det andet hold lagde sig i spidsen fra start op ad bakken, og vi forsøgte forgæves at holde trit. Bakken var sindssyg hård med lede stigninger på op til 18%, og vi måtte ned og gå. Da vi nåede toppen og rundt om graven, var det andet hold en del foran, men vi formåede at hente dem på vejen ned af de mudrede og glatte bakker, og holdte føringen til slut! Ret fed følelse at slå et hold af herrer, hvoraf de to af dem deltager ved årets MdS!

Tak for en helt fantastisk weekend med god og lummer stemning – ordet håndvarmer har fået en  helt ny betydning for mig!

Jeg kunne godt have ønsket mig flere træningspas – gerne et fredag aften med pandelampe, men det er vist noget med at man skal have tilladelse til at løbe med pandelamper på. Selvom vi havde en lang tur lørdag på Endure-ruten på 25 km på 3 timer, og navigation samt teknisk træning om formiddagen, kunne der også godt have sneget sig et lille løbepas ind om aftenen igen. Dog er ultraruns bootcamp bestemt anbefalesesværdigt som forberedelse til et etapeløb eller blot for at få en fed, social løbeevent med et par overnatninger i det fri.

Afsluttende, internt og uden for løbe-kontekst bemærkning:

Det er gået op for mig at lærere ikke nødvendigvis er den erhvervsgruppe, som elsker kaffe mest! 

Når jeg løber gælder det om at have så lidt at tænke på som muligt. Tøjet skal være behageligt, rygsækken sidde komfortabelt, skoen må ikke give vabler og ledninger må ikke være i vejen. Så da det danske høretelefonmærke MIIEGO, som udmærker sig ved at være ledningsløse, tilbød mig at teste deres to ud af deres tre modeller, var jeg ikke i tvivl! ”Jo tak, det vil jeg da gerne!”

Jeg har længe drømt om at opgradere på høretelefonsfronten, da mine Yurbuds efterhånden har 6 år på bagen og iPhoneshøretelefonerne bare ikke genererer særlig god lyd.

So here we go! 

MIIEGO er et dansk brand som så dagens lys i 2010 og går under sloganet: No wires. No worries.

Høretelefonerne sluttes til din Smartphone eller anden bluetooth-enhed. Parringen foregår ret smertefri på min iPhone, så jeg vil vove den påstand at selv teknologianalfabeterne kan være med her! Man skal dog lige vende sig til betjeningen, som på AL3 sidder på højre ørebøf, og panellet virker som om det er drejet 45 grader den forkerte vej. Men det vænnede jeg mig til efter et par løbeture, og nød i stedet at jeg ikke skulle have telefonen frem for at skifte musiknummer, justere volumen eller besvare et opkald. På AL5 skal man lige finde den rette metode til at få trykket knapperne ind uden at rykke rundt på høretelefonerne, men betjeningen fungerer overordnet godt.

Forbindelsen mellem enhederne er ganske god, og jeg oplevede kun knas på linjen den første gang parringen blev foretaget. MIIEGO anbefaler selv at man bærer sin musikafspiller på højre arm, men jeg oplevede ikke at forbindelsen blev dårligere af at have min telefon i en mavetaske om livet og heller ikke, når jeg har den på lænden. Skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk præsteret at gå på toilettet med min mobil på skrivebordet og stadig høre musik! 

AL3 Freedom Woman

Jeg synes denne model har en rigtig god lyd, og hvis man har begivet sig udenfor i lidt koldt vejr, kan hørebøfferne også give lidt varme på ørerne. Jeg har testet dem på både korte og lange ture, og jeg var især spændt på om de begyndte at stramme og irritere på øret, men de er overraskende behagelige at have på også ud over 2 timers løb – også i regnvejr. Bøfferne er forbundet via en nakkebøjle, som ved kvindemodellen er lidt kortere end mændenes, og flugter omkring hårgrænsen. Når man tager den på skal den lige drejes en omgang, og virker ved første øjekast lidt stiv, men det fungerer egentlig bare, når man har den på.

AL3 har ligeledes mikrofon indbygget, så mens du render rundt i de lave pulszoner, kan du lige få ordnet opkaldene! Her er det muligt at aktivere iPhones stemmestyring og via mikrofonen ringe til svigermor og sige hej; dog aktiveres stemmestyringen også, hvis du forsøger at slukke høretelefonerne, og jeg har ikke lige regnet ud, hvordan jeg undgår dette bortset fra at slå Bluetooth fra på telefonen eller lade høretelefonerne slukke selv. 

En anden smart feature er, at du kan se MIIEGOs batterilevetid på iPhonen. Se det er jo ret smart, da det giver dig en fornemmelse af, hvor mange løbeture, der er tilbage og det har faktisk fået mig til at lade lidt undervejs.

Udover løb har jeg brugt headsettet til boksning for at teste, hvor godt det sidder fast. Jeg har selvfølgelig ikke sparret med det, men slået sandsæk, skyggebokset, haft plethandsketræning, sjippet samt styrketrænet og høretelefonerne har bare fulgt med mine bevægelser.

Og så lige en ting jeg undrer mig over: I æsken medfølger et par virkelig grimme hvide pads uden logo. Jeg kan ikke forestille mig hvem der ville smide et par af dem på? 

I den flotte kasse(som man næsten ikke nænner at smide ud) får du:

• Høretelefoner
• USB-opladerkabel
• Ekstra pads i hvid farve
• Vandtæt etui
• Lille manual

Specifikationer:

• Rækkevidde op til 10 m
• Vægt: 45 gram
• Batterilevetid: 6 timer og 45 min(både musik og telefonopkald)
• Standby: Op til 150 timer (ifølge MIIEGOs hjemmeside)
• Wireless technology: Bluetooth v. 3.0

Min indtryk er en god hørebøf til prisen, og jeg er vild med de manglende ledninger og det faktum at forbindelsen mellem telefon og headphones fungerer. 

Pris: 499 kr.

AL5 Perform

Da jeg har ret små ører, var jeg på forhånd lidt kritisk indstillet for denne model, da den virker lidt stor og klodset, men jeg må tage mine ord tilbage. Høretelefonerne har en god komfort og det justerbare design med pasformen bag om og over øret gør, at du kan indstille dem til netop at passe dine ører – store som små! Jeg har tidligere haft udfordringer med at in ear-høretelefoner falder ud af mine øre, men det er slet ikke et problem her. 

AL5 Perform har kun 3 knapper: Øverst er den lille runde control-knap(C) placeret og under en todelt aflang knap med pile op og ned, og her kan du med ét tryk justere volumen og med to tryk nederst afspille sangen forfra og to tryk mere afspille forrige sang og omvendt med den øverste knap. AL5 har ligeledes indbygget mikrofon, som sidder i bunden af højre høretelefon under betjeningspanelet, og det kræver blot et tryk på c-knappen for at besvare et opkald.

På AL5s betjeningspanel synes jeg det kan være lidt svært at få trykket ordentlig på knapperne, som virker lidt stramme, men hvis du samtidig tager fat om øret, er det ikke noget problem – blot noget du lige skal vende dig til.

I forhold til prisen er lyden er ret okay – jeg kan nu godt lide at bassen sparker lidt ekstra, og det savner jeg en smule her, men som trøst har AL5 Perform COMPLY ear tips(top-mærkevare inden for de skumdimser man sætter ind i øret. Fås bl.a. til Seenheiser, Sony, Beats by Dr. Dre osv), som indkapsler lyden og lukker udefrakommende støj ude. Desuden medfølger 3 stk. ear-buds fra størrelse small til large, men jeg ved ikke lige hvorfor man skulle bytte de lækre COMPLY ear tips ud…

Høretelefonerne er forbundet med en ledning rundt om nakken, og kan ligeledes justeres. Du kan vælge både at have den siddende løst eller stramt alt efter hvilken sportsgren du dyrker eller hvad du lyster, og det er nu en meget praktisk feature.

I den flotte kasse(som man næsten heller ikke nænner at smide ud) får du:

• Høretelefoner
• USB-opladerkabel
• COMPLY Premium Active Eartips
• Vandtæt etui
• Ekstra ear tips i 3 størrelser: S, M og L
• Lille manual 

Specifikationer:

• Rækkevidde op til 10 m
• Batterilevetid: 4 timer og 50 min
• Vægt: 28g
• Standby: Op til 150 timer(ifølge MIIEGOs hjemmeside)
• Wireless technology: Bluetooth 2.1+EDR

Pris: 649 kr.

Lir:

Og så lige en sjov gimmick: de vandtætte etuier er forskellige, så dem der følger med de lidt dyrere AL5 Perform har lige et etui med en tand mere coolness… J

Ulemper:

– Når jeg slukker høretelefonerne aktiveres stemmekontrol på min telefon. Det har bl.a. medført et par ufrivillige opkald

– Jeg kan nogle gange være offer for at mine dimsedutter løber tør for strøm. Jeg skal huske at lade mit GPS-ur, Gaiteye og nu høretelefoner!

MIIEGO kan købes i specialbutikker – bl.a. Bodyzens webshop samt i Kolding samt på MIIEGOs hjemmeside: www.miiego.com

Lørdag d. 20/12 skulle have stået i maratonets tegn, men mine blondinegener havde desværre filtreret den ellers simple bedrift af tilmeldingen til Løb4andre maraton i Aabenraa. Jeg opdagede misforståelsen alt for sent, og løbet var meldt udsolgt!

Men hvad betyder det, når nu Trail Experience stod klar med et gratis super trailløb ved Munkebjerg i Vejle?

Runder af 2,5 km i barsk terræn med lede højdemeter, som i alt kunne runderes 4 gange til den totale længde af 10 km. Med start fra Munkebjerg Hotel stod knap 100 løbere klar til start klokken-meget-tidlig 9 lørdag morgen. Den føltes formentligt lidt tidligere end ellers, da det var tusmørke, vinden peb i ørerne og på køreturen nordpå ramte et haglnedslag uden lige! Men det kunne ikke forhindre os trailtosser i at give gas bakker op og bakker ned – mudder op og mudder ned. Vi var dog slet ikke bekymret, da løbslederen lovede os medvind op af bakkerne, men jeg skal vist lige have en efterfølgende alvorlig snak med ham…! 

Ellers bød runderne på mudder, lidt mudder og så mudder! Fede stier, der på bakkerne nedaf

satte teknikken på prøve og på de opadgående bakker satte viljen på prøve!

Jeg blev hængende lidt længere end de 10 km og nåede 7 omgange med knap 1000 højdemeter, som jeg i skrivende stund godt kan mærke i stængerne!

Først i mål på de 4 runder var ikke overraskende Søren Rasmussen(som skisme overhalede mig på min 3. omgang?!) samt Belinda Ditlevsen.  

Tak til Mikael og sønnike, Jakob for at pace på 4. runde. Jeg fornemmer en up coming i dansk trailløb 🙂 

Hurra for folkene bag Trail Experience, som bruger kræfter på vi andre kan boltre os i skoven. Besøg deres Facebookside og støt op om et godt initiativ: Trail Experience

D. 28. november gennemførte jeg ekstremløbet Eilat Desert Marathon i det sydlige Israel på grænsen til Jordan og Egypten.

Med 320 deltagere til start blev løbet kl. 06 skudt i gang, og vi begav sig ud på de 42,195 km i ørkenens sand og varme. Efter 3 km begyndte den første 9 km lange stigning på et ubarmhjertigt underlag af blødt sand og småsten fulgte efter. Den høje temperatur og det drilske underlag havde stor indvirkning på os alle, og 62 løbere måtte udgå af løbet.

Jeg løb med oppakning og en camelbag med 2 liter vand, som jeg fyldte op undervejs, men selvom væsken blev suppleret med elektrolytter og energi i form af geler, kunne jeg ikke forhindre en mild dehydrering i slutningen af løbet. Tempoet måtte sættes ned, og kroppens signaler respekteres.

Jeg gennemførte ørkenmaratonet på 4:46:32 og er godt tilfreds med resultatet, men det var dælme en noget af omgang med tilføjelse af unik, smuk, barsk og ekstrem hård oplevelse.

Søndag d. 26. oktober deltog jeg i The Polar Circle Marathon på Grønland under ekstreme forhold på den 66. breddegrad – bedre kendt som Polarcirklen. Maratonruten løber over den tykke indlandsis og gennem enestående grønlandske landskaber med gletsjere, tundraer, arktisk ørken og et absolut smukt morænelandskab. Efter mange måneders intens træning varetaget af StayActive følte jeg mig 100% klar til den kolde udfordring.  

Alle deltagere mødtes i Københavns Lufthavn til nummer- og chipudlevering, og vi kunne således checke fælles ind. Flyveturen til Søndre Strømfjord(Kangerlussuaq) tog omkring 4 timer, og jeg kunne forestille mig at løberne fra bl.a. Australien var glade for at nå frem. Vi landende lokal tid kl. 09 og det var allerede tid til ruteinspektion på indlandsisen, så vi måtte klæde om i lufthavnen og tage med bussen ud i det uvisse.

De omkring 38 km ud til indlandsisen var krydret med ubeskrivelige fede naturoplevelser, som jeg, uden at have oplevet hele verdenen, formoder kun kan opleves på Grønland. Betaget af synet, kunne jeg mærke spændingen i kroppen stige og en smule nervøsitet omkring det faktum, at jeg i disse kølige omgivelser få dage efter skulle rende 42,195 km. Ruteinspektionen på indlandsisen var spændende og der lå ikke så meget sne, som jeg havde forventet, men is så langt som øjet kunne række, og mine ekstra pigge på skoene havde ikke en chance for at trænge igennem. Det gjorde mig temmelig nervøs, for hvordan skulle jeg dog kunne holde balancen? Dertil var det hamrende koldt, vinden piblede igennem mit tøj og jeg ændrede konstant holdning til hvor meget tøj, jeg skulle bære til selve maratonet.

Resten af dagen gik med afslapning og i samvær med de andre deltagere fra hele verden. Jeg holder virkelig af det sociale aspekt på sådan nogle ture, da de mennesker man møder, deler ens interesse for løb, og der er ingen, som sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man begiver sig ud i at løbe et maraton nord for Polarcirklen.

Fredag vågnede jeg tidligt og besluttede at tage på endnu en ruteinspektion – især fordi natten havde budt på sne, og landskabet udenfor var ikke til at kende. Det samme gjorde sig gældende ude på indlandsisen, og man skulle tro at jeg befandt mig på to forskellige steder, da alt isen nu var dækket med mellem 20-40 cm sne. Udfordringen var stadig den glatte overflade, når jeg ramte isen under sneen, men det virkelig svære, var at fornemme hvor meget sne jeg skulle træde igennem. Fornemmelsen var lidt som at gå på trapper og ikke vide om der er ét eller to trin tilbage at træde ned på. Det var en ubehagelig fornemmelse, som jeg ikke rigtig kunne finde en måde at håndtere på – udover at sætte tempoet væsentligt ned.

Det lærerige ved endnu en ruteinspektion, var at ALT ændres med vejret. Internettet meldte om forskellige vejrudsigter og alt mellem hård vind og næsten ingen vind samt – 6 grader til – 18 var at finde på DMI, YR og hvad vejrstationerne nu ellers hedder. Jeg synes, det var rigtig svært at lave udstyrsbeslutninger, men mit udgangspunkt var følgende, som også endte med at blive outfittet til maratonet:

• Odlo merino wool undertrøje
• Odlo fleece mellemlag
• Odlo down jacket
• Odlo wintertighst
• Odlo ¾ down pants
• Haglöfs full face
• Odlo pandebånd
• Buff
• Odlo wintergloves
• Smart Wool PHD toe sock mini(five fingers sokke som inderste lag)
• Features winter 100% merinouldsokker 
• Salomon Speedcross 3 GTX
• Spikes

Lørdag gik med afslapning og et par sightseeingture i det smukke landskab omkring Kangerlussuaq samt gentagne udstyrstjek. Jeg dedikerede mange tanker til, hvordan mine personlige forsyninger ved halvmaratonmærket og 30 km ikke skulle fryse, og jeg synes selv, jeg kom frem til en god løsning, som indebar en Faxe Kondi energidrik pakket ned i en sleeve med geler rundt om flasken. Dertil lagde jeg 2 Hand Warmes fra Grabberworld, som efter sigende kunne holde sig varme i op til 10 timer.

Om aftenen bød mit b-menneskegen vintertiden og dermed den ekstra nattetime velkommen inden maratonet løb af stablen søndag. Jeg havde stillet mit vækkeur til kl. 04, så jeg kunne narre min dovne morgenkrop til at være tip-top frisk til starten kl. 09.

Løbsrapport:

Busserne ankom ca. 15 min før start og der var lige tid til at tisse af(hvilken virkelig var en kold fornøjelse), få spikes/yaktrax eller andet på løbeskoene samt få afleveret sine personlige forsyninger til ruten.

Præcis kl. 9 lød startskuddet og 167 forventningsfulde løbere tog de første skridt ud på det 42,195 km lange eventyr omkring Polarcirklen. Ruten startede med en ond stigning på ca. 2 km ud til indlandsisen. Stigningen overraskede mange med dens brutale hældningsprocent og glatte underlag, men sceneriet omkring os var absolut fantastisk, som på magisk vis fjernede startproblemerne i benene. Den sidste stigning inden isen var så stejl, at vi måtte ned i gåtempo, men synet der mødtes os for enden af bakken, var spektakulær: Et total hvidt landskab så langt øjet rakte, og jeg lagde mig klar til at angribe! Isen var glat – spejlglat, og tykkelsen på sneen var, som dagen før, svær at vurdere. Jeg kæmpede mig igennem de til tider op til 40 cm

Efter de 3 km på indlandsisen gik turen videre på fast grund, men stadig med meget sne og is som underlag.

Fra ca. 15 km til 19 km løb vi på et nogenlunde fladt terræn, men jeg valgte stadig at beholde piggene på skoene pga. det glatte underlag. Inden vi kunne sætte hak ved halvmaratonmærket, skulle vi bekæmpe en stor bakke, hvor de fleste også måtte opgive at løbe. Jeg passerede de 21 km i tiden 2:13, og var egentlig vældig tilfreds velvidende at jeg muligvis havde lagt for hårdt ud på indlandsisen. Desværre kunne jeg ikke finde mine personlige forsyninger, og jeg blev lidt panisk i væskedepotet, men måtte acceptere at løbe videre uden opfyldning af geler. Jeg trøstede mig med, at der ikke var så langt til 30 km-depotet, hvor jeg havde endnu en forsyning. Min samarbejdspartner StayActive, som varetager min træning, havde udregnet et indtag af 2,3 – 2,4 geler pr. time ved en kampvægt på 59 kg, og den plan var allerede gået i vasken, men jeg formåede at holde et højt humør alligevel nyde omgivelserne maksimalt. Det mentale overskud kom på en prøve, da jeg indså at mine forsyninger heller ikke var at finde ved de 30 km og jeg måtte nøjes med vand og varm hyldeblomstsaft. Jeg kunne mærke trætheden langsomt overtage min krop, og ved 32 km kom den første mavekrampe i en stribe som varede helt til 38 km. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog mig at komme igennem de 6 km, men kramperne tog alt overskuddet, og jeg måtte gå væsentligt ned i tempo. Så langt ned at jeg blev overhalet og mistede min 3. plads i løbet og dertil begyndte jeg at fryse. Kulden spredte sig langsomt fra det yderste af mine fingre til hele armen og ind på korpus. Min krop gik i forsvarsposition og begyndte at ryste. Min næse og den øverste del af kinderne blev iskolde og jeg følte en ubehagelig smertende fornemmelse, som om at nåle kontinuerligt prikkede ind i huden på mig. Som prikken over i’et skiftede underlaget fra blandingen mellem grus og sne til sand og sne, og hvert eneste skridt blev slugt i sandet og dræbte energien. Jeg søgte desperat efter et godt spor at løbe i, men forgæves og jeg begyndte at have svært ved at styre mine tanker. Uden at tænke over det, fandt jeg mit GoPro-kamera frem og deklarerede afslutningen på min løbekarriere! ”F… Marathon de Sables” udbrød jeg højlydt. Jeg kæmpede med mit mørke sind, men min aggression blev forvaltet til stædighed, og jeg tvang det ene ben foran det andet i den krumme, foroverbøjet position, som mavekramperne fremtvang tænkende den samme tanke: ”Det skal IKKE stoppe mig, det skal IKKE stoppe mig”. Fra det ene øjeblik til det andet ophørte kramperne og jeg kunne igen rette det fulde fokus på løbet. Jeg havde 4 km tilbage af løbet, og underlaget var igen blevet nogenlunde fast. Der var dog stadig masser af op- og nedstigninger og især den sidste stigning op til 41 km, var en udfordring. Jeg bildte mig selv ind, at med The Everest Marathon og Zugzpitze Supertrail i baghånden, kunne jeg fan’me ikke tillade mig at gå, så med et forpint ansigt lykkedes det mig at løbe hele vejen op, og kunne se frem til den sidste kilometer på et nedløb og de sidste par hundrede meter ind gennem byen til målstregen i Kangerlussuaq.

På en dag hvor heldet ikke helt stod mig bi, er jeg dog alligevel stolt over at komme i mål

som 4. bedste kvindelige løber og nr. 29 overall ud af 167 startende. At slå hver og en af de højlydte og opmærksomhedskrævende amerikanske Navy Seals-soldater er guf for selvtillidskontoen, og til gallamiddagen skulle jeg tage mig selv i ikke at spørge: ”Nå, hvor blev I egentlig af?”.

Afslutningsvis må jeg slå fast, at det bestemt er et af de hårdeste løb, jeg har deltaget i. Kulden, den tekniske sværhedsgrad på indlandsisen med 20-40 cm sne, de mange op- og nedstigninger og ikke mindst lange passager i blødt sand blandet med sne i slutningen af løbet krævede ekstrem koncentration. Desværre var ovenstående krydret med mavekramper, som jeg i dagene efter har forsøgt at finde årsagen til – uden held, og måske jeg skal finde svaret i den anderledes kost dagene op til.

At løbe på indlandsisen var unikt, specielt og tåler ingen sammenligning. En følelse af at være langt, langt væk fra civilisationen, og så absolut tæt på naturen og dens rå virkelighed og præmisser. Jeg følte mig nærmest lidt skyldig over at betræde dens urørte sne og markere mine urene og skyldige fodspor.

Fakta:

Distancer: halvmaraton og helmaraton (med mulighed for at gennemføre begge: The Polar Bear Challenge)

Depoter pr. 5. km: (ikke frosset)vand og varm hyldeblomst

Nationer: 27
Antal deltagere: 187

Cut off: 7 timer på maraton
Arrangør: Albatros
Vindere: Norbert Zeppitz, Østrig: 03:30:08 og Debby Urkins, Belgium: 4:11:26

Følgende er en løbsrapport fra min deltagelse i mit første ultramaraton: Zugspitze Supertrail

Tidsgrænser: 

V5: 12:45 V6: 14:45 V7: 15:45 V8: 17:45V9: 20:00 V10: 21:30 Mål: 22:30

En blæsende, kold og ekstraordinær våd dag i februar –nærmere sagt d. 22. februar midt i Thys nationalpark – besluttede jeg mig forat melde mig til Zugspitze Ultratrail på 60,7 km. Det lød da egentlig som et meget sjovt eventyr, og på det tidspunkt var jeg nok ikke helt klar over, hvad jeg egentlig stillede op til, men efter lidt surfing på det dersens internet, lidt youtube-rundfart og reviews fra forskellige løbehjemmesider indså jeg realiteterne: Zugspitze er kendt som et af Europas barskeste bjergløb med et ubarmhjertigt terræn. Jeg tænkte: ”Hva’ filen har du nu rodet dig ud i?!”.

Lørdag d. 21. juni stod jeg klar til et af Europas mestberygtede bjergløb Zugspitze Ultratrail i supertrailklassen på 60,7 km med et samlet sum af højdemeter på 6308 m, hvoraf de 2973 var af stigende karakter. Efter geartjek lød startskuddet kl. 09.00 til min hidtil længste distance i ukendt terræn og med et skræmmende antal højdemeter til tonerne af Highway to Hell med AC/DC. Symbolikken mellem sætningens betydning og løbets brutalitet røg hurtigt ind på lystavlen, da vi allerede nåede til foden af det første bjerg, Scharnitzjochpå 1100 moh, efter én kilometer og så stod der hardcore stigningsprocenter på menukortet de næste 8 km op til bjergets top på 2048 moh. Jeg fandt mine medbragte poles frem, og må indrømme at de hjalp mig unægtelig meget på de stejle passager. Terrænet gik fra stier med grus og sten til grønt græs, mudder og høje trapper. Bjerget var teknisk udfordrende og især på de sidste ca. 2 km, krævede det 100% koncentration for at sætte både stave og ben rigtigt på underlaget og i forhold til hinanden. Det store felt blev hurtigt delt op i mindre grupper, og det var også nødvendigt, da sidste stykke til toppen var singletrack uden mulighed for at overhale. Jeg nåede toppen efter kilometertider på helt ned til 16 min/km med min klubkammerat Tonni, og der var da lige tid til at nappe et par billeder af den imponerende udsigt inden plus blev til minus. Nedløbet var ligeledes teknisk krævende – især fordi det var så stejlt, at det ikke kunne lade sig gøre at give fuld power og lade benene rende. Jeg blev dog overhalet af et par løbere, som spændende nedad – deres lethed var virkelig imponerende, og jeg lavede lige en hurtig note til mig selv: Dét vil jeg lære! Et stykke nede af bjerge mødte vi pludselig sne, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden for ikke at glide. Grundet det gode vejr, var det dog det eneste sne, vi mødte. 

Mine fødder fik hurtigt konsekvenserne at mærke på det stejle nedløb, og vablerne under mine hæle sveg grimt og, uden jeg helst vil indrømme det, ret smertefuldt. Jeg løb ellers i Ashmeis merinoløbesok og mine Salomon Speedcross, som jeg også brugte til The Everest Marathon, men det var ikke den rigtige løsning for mig til Zugspitze. Jeg røg i hvert fald meget frem i skoene, og det skabte en uhensigtsmæssig friktion mellem mine fødder og strømperne, og ved stoppet i første væskedepot efter 15 km, kunne jeg virkelig mærke at vablerne ikke bare var de sædvanlige småvabler. Jeg overvejede kort om jeg skulle gøre noget ved dem, men jeg besluttede at lade dem være. I depotet var samlet omkring 20-25 løbere, som overfaldt de lækre bordene med alt fra hjemmelavet kage til energibarer og frugt. Jeg indså hurtigt at min lille madpakke og ekstra forsyninger af myslibarer, saltet nødder og geler var overflødigt, og set i bakspejlet burde jeg have smidt det ud og dermed reduceret vægten i rygsækken. 

Efter depotet fulgte en forholdsvis flad strækning i dalen med et imponerende syn til de omkringliggende bjerge. Med dette sceneri kan man ikke undgå at nyde løbet, selvom jeg til min overraskelse allerede begyndte at møde deltagere, som virkede pressede. Jeg nød virkelig turen op og fik frem til 3. depot overhalet en del løbere inkl. en tysk kvinde med stave, som bestemt ikke var glad for at blive overhalet. Ved omkring de 35 km røg jeg desværre også ind i en dum følelse af træthed, som kort efter føltes mere som en udbrændthed. Min mave slog knuder, mine ben var trætte og mit højre knæ låste på sådan en mærkelig måde. Den kvindelige tyske løber overhalede mig en gang for alle, og jeg havde ikke kræfterne til at følge efter. Jeg fandt stavene frem op af stigningen, og synes også de hjalp lidt, men jeg var stadig baldret. Da jeg nåede toppen fulgte et nedløb på ca. 1 km og her gik det helt galt for mit knæ, som låste og jeg kunne ikke rigtig bøje det uden smerterne jagede igennem benet. Jeg måtte kapitulere og gå ned ad bakken, og her begyndte mit hoved virkelig at drille. ”Hvorfor filen er jeg allerede træt nu?” og ”Der er laaaang vej hjem”. Den stejle nedstigning vendte sig til en stejlopstigning. Jeg vidste, den var relativ kort(1 km!) og efterfulgt af et langt stykke nedad igen. Den nedstigning blev løbet med sorte, sorte tanker, et smertende knæ og masser af overhalende løbere – især sidstnævnte irriterede mig grænseløst, mens jeg haltede ned af kæmpe trappetrin af sten, store trærødder og jord. Mit Garmin meldte kilometertider på 18,5 min/km, og det er langt fra tilfredsstillende på et nedadgående stykke, selvom det er stejlt og teknisk svært. Jeg nåede dog endelig 4. depot ved 40 km i dalen 800 moh og her opholdte en del løbere sig. Mange havde smidt sig i græsset for at få lidt skygge for den bagende 25-graders-sol, mens de tog for sig af godterne i depotet. Jeg selv overfaldt det kolde vand og frugten. Jeg spiste en af mine geler og fik ud af øjenkrogen øje på en Red Bull-køleboks, og fik en forfærdelig lyst til at tømme en. Så uden at tænke nærmere over, at jeg ikke tidligere havde gjort mig erfaringer med at tyldre Red Bull på løbeture, røg den ned på nul-komma-fem. Mange af de løbere, som havde nakket mig ned ad bakken, så egentlig ikke ud til at have travlt, og jeg så mit snit til at tage hævn! Jeg forlod derfor hurtigt depotet igen og kort tid efter, kunne jeg mærke energien vende tilbage til min krop, og jeg formåede at abstrahere fra smerterne i mit knæ. Selvom højdekortet viste markante stigninger, følte jeg det ikke som stigninger – jeg var i flow –mine sorte tanker var vendt til optimisme, nydelse, overstadighed og jeg var i mit es med højt humør, smil på læben og god fart. Efter et par kilometer skulle den store prøve stå på det sidste bjerg. Opstigningen gik fra 800 moh til de 2029 på toppen af Alpspitzbahn. Jeg glædede mig til at prøve kræfter med det bjerg, som alle snakkede om, og jeg kunne mærke spændtheden i kroppen. Pulsen endte hurtigt i den høje ende af skalaen, men mine ben havde det godt og kroppen var fuld af energi. Jeg powerwalkede op med stavene i fuld sving, og der ventede mig et absolut imponerende syn på toppen med panorama over hele området. Ærgerligt at jeg ikke kunne hænge lidt ud og nyde det, men det var jo ligesom ikke derfor, jeg var der! Nedløbet var noget af det vildeste, jeg har prøvet. De smalle singletrack var ekstrem glatte med bl.a. kæmpe trappetrin, 360-graders sving, rødder stikkende op og alt mulig andet lækkert. Men jeg følte mig på toppen og overhalede en del på vej ned, som pænt måtte stille sig ud i siden, når jeg kom forbi. Det er og bliver verdens bedste følelse: Når andre er udmattet og trætte, og jeg suser forbi med overskud, smil på læben og gode ben. Især det sidste nedløb i skoven var udfordrende og jeg måtte nærmest glide sidelæns igennem mudderet, og ventede egentlig kun på at ryge på numsen. Men det gik og vi sluttede af med ca. 1,5 km på asfalt ind til mål, hvor hundredevis af mennesker var samlet til at hylde løberne. 

Jeg formåede at løbe næsten 1 time hurtigere end forventet og kom i mål på 10:13:35, og ud af 11 danskere på ruten var jeg eneste kvinde, men til gengæld den hurtigste af både mænd og kvinder! Og med en placering i den øverste 1/3 blandtkvinderne, er jeg ret godt tilfreds med min indsats på mit første ultraløb.

Status i skrivende stund: stadig øm i bentøjet, lav på energi, blodvabler på begge hæle og jeg mister formentlig 4 tånegle. Men absolut det hele værd 🙂 

Distancer: 35,9 km, 60,7 km 79,3 og 100 km

Starttidspunkt: kl. 09.00

Antal deltagere: 2013 (alle distancer minus eftertilmelding)

Væskedepot: vand, frugt(vandmeloner, banan, æble), iso, Red Bull, suppe,kaffe, bondebrød, diverse pålæg mm.

Medalje: ja

Pris: 75€ 

Minumumsudstyr: Trailsko, rygsæk, vandtæt jakke, fløjte,førstehjælpsudstyr, alutæppe, foldekop, ekstra lag til arme og ben

Goodiebag: Salomon t-shirt, racebelt, foldekop, fløjte og diverseprøveprodukter og reklamer   

Tidstagning: Chip i startnummeret (50€ i depositum)

Arrangør: PlanB

Karakter: 6/6

Energiindtag:

4x winforce geler

4x GU ekspresso og blackberry geler

1x Red Bull

Ca. 9,5 l vand

10 salt sticks

Ca. 1 hel appelsin

Ca. ½ æble

Lidt vandmelon

1 stk. kage ved hvert depot

½ bondebrød med spegepølse

200 ml cola

ca. 1 hel energibar(mærke: ukendt)

Lillebælt Halvmarathon – hele danmarks halvmarathon blev i weekenden afholdt i Middelfart med 11.000 løbere til start. Løbet, der er kendt som et populært førstegangsløb, er velarrangeret og med opbakning i verdensklasse langs ruten. Jeg deltog med min arbejdsplads og brugte de 21 stærke, som et led i min træning til Zugspitze Supertrail på 60 km. Derfor stod jeg til start med 3,2 kg oppakning samt inden og efter løbet en cykeltur til og fra Kolding på 25 km.

Sidste uge bød på 72 km fordelt på en masse trail og bakker i og omkring Kolding. Efter Aalborg Brutal Marathon d. 18. april, har min krop været lidt træt, men de mange højdemeter havde heldigvis ikke den store efterfølgende effekt på mine ben, så det blev til to hviledage og et par restitutionsture, før jeg følte, jeg var tilbage igen. Jeg ved at skadesrisikoen er markant højere lige efter et maraton – især i mit tilfælde ,da jeg nogle gange får lidt hjerneblødninger i forhold til min træning. 

I lørdags stod den så på Lillebælt Halvmarathon, og det var egentlig ikke helt planlagt, jeg skulle deltage, men min arbejdsplads idrætsefterskolen BGI Akademiet havde stablet et lærerhold på benene, og eftersom det er en ny arbejdsplads, var jeg ikke fra starten tilmeldt, men sprang med på holdet efter et afbud. Der er ca. halvanden måned til Zugspitze, så jeg kunne sagtens byde de 21 km velkommen i min træningsplan, og det er trods alt lidt sjovere at deltage i et officielt løb end at træne dem selv. 

Klokken 11.30 sprang jeg derfor på min mountainbike og satte kursen mod Middelfart. En tur på omkring 25 km på landevejen med en del bakker undervejs, men hvad gjorde det, når man nu har medvind hele vejen? Jeg fløj afsted i højt humør og fart til Lillebælt, og jeg fik overbevist mig selv om, at når jeg nu skulle løbe halvmaratonet på mellem 1:50 og 1:52 – i min optik et roligt pace og dermed total udstødelse af konkurrencegenet, kunne jeg da godt sætte tempo på cyklen og få givet de andre cyklister baghjul. Hvad jeg i cyklende sekund ikke havde indset, var at medvind ud betyder modvind hjem, og det skulle senere vise sig at blive en knaldhård tur til Kolding, og det ellers tautologiske udsagn om at frem og tilbage er lige langt, skulle vise sig at være total inkonsistent! Mere om det senere.

Jeg skulle mødes med BGI Akademiet inden start og lige få styr på nummerudlevering og udstyr. Normalt har et halvmaraton og udstyr ikke så meget med hinanden at gøre, men som skrevet løb jeg med 3,2 kg oppakning, og da min gode ven, Morten ikke kunne nå at aflevere sit overtøj, tog jeg dette i min taske også. Vinden var markant og kold, solen lå godt gemt bag skyerne og omkring kunne man se løbere i dyb overvejelse, om det nu er bedst at smide den ekstra bluse eller beholde den på. Hvor varmt vil man få det, når man nu kommer i gang? Jeg løb selv i Odlos Muscle Force ¾ tights med en Fusion t-shirt og armsleeves, som jeg havde god gavn af under løbet. Når solen skinnede, rullede jeg dem ned af armene, og når det blev koldt, rullede jeg dem op igen. Jeg så alt fra løbere iført store sweatshirt til små tanktoppe, og der må uden tvivl være nogle af dem, som enten fik det for koldt eller for varmt. 

Da jeg havde overtaget et startnummer, var jeg lidt spændtpå at se, hvilken startblok jeg skulle starte i. På nummeret er angivet en farve og en kode, og den gule farve betød, jeg var tilmeldt i blok D(2.30), og Morten og jeg tillod os at springe ind ved 1:50-ballonerne. Til de store løb er det altid samme trumme-rum: Folk stiller sig i de forkerte startblokke, og man er omringet af løberne der hjerner fremad eller er på søndagstur. For nogle år siden kunne det irritere mig grænseløst, men efterhånden synes jeg det er lidt småkomisk, og nu kender jeg også til den knap-så-løbeetiske uskrevne regel om, at man typisk tilmelder sig en(måske to!) startblokke hurtigere, hvis man sigter efter PR til et stort løb. 

Omkring 13.45 var det nok sidste udkald til at finde sin startblok, og Morten og jeg forsøgte at sluse os ind ved de rette balloner. Som regel er det knap så eksotisk at stå som (allerede svedlugtende)sild i en tønde, men min krop bød varmen fra de tætpakkede løbere hjerteligt velkommen og mit rysteanfald fortog sig. Starten afgik og efter ca. 2,5 min, løb vi over startstregen – klar til en overkommelig opgave med fokus på det rette pace og mentalt overskud. De første par kilometer af løbet var der stor trængsel, og jeg shufflede lidt ind og ud for at komme til at ramme det rigtige tempo, og efter det første væskedepot ved 5 km, begyndte det at munde lidt ud i trængslen. Depoterne var på fineste vis adviseret 200 m før, og placeret i begge sider af vejen. I alt var der seks depoter med vand, energidrik og et enkelt depot med bananer og æble. Man kan måske overveje om sidste depot ved 19,8 km er nødvendigt, men hvis varmen havde været lige så høj som nogle af de forrige år, er det nok bedre at være på den sikre side. Turen over Den Gamle Lillebæltsbro er ganske særlig og udsigten over vandet til begge sider er super flot. På jyllandssiden løbes en lille sløjfe om Snoghøj, hvorefter man drejer, og løber ind under broen og videre mod Erritsø. Opbakningen på denne strækning er fænomenal, og man bliver nærmest helt høj af stemningen og alle tilråbene. På startnummer er angivet dit navn, og hvis du ellers løber i dit eget nummer, giver det virkelig god gejst at høre sit navn opråbt fra publikum. Morten og jeg hed i denne sammenhæng Britta og Ole, og det hyggede vi os gevaldigt meget med! Efter 14,5 km rammer vi igen Den Gamle Lillebæltsbro, og man kan så småt begynde at fornemme at nogle løbere begynder at blive presset. Men det er vildt fedt at se ansigter, som stråler af vilje og beslutsomhed: jeg kan, jeg vil. Eller folk som må ned og gå et par meter, for derefter at tænke: ”Nej fanme, nej”, og sætte i løb igen! Det er fedt! Jeg synes det er en dejlig tanke, at 30.000 løbere for kort tid siden løb VM i København, og nu står der så 11.000 til start til Lillebælt. Her må man da kunne udlede, at Danmark bestemt er en løbernation? Tilbage på Fyn går ruten ud omkring det smukke Hindsgavl Slot, og her kan man godt mærke småstigningerne på vejen, og flere løbere må ned i tempo. Igen hjælper den sublime opbakning især førstegangsløberen og PR-jagterne meget, og det var virkelig en fornøjelse at løbe den sidste del afruten ind gennem de små hyggelige gader for at afslutte på den ca. 200 m lange strækning til mål på havnen med opstillede tribuner til publikum.

Der var ikke så stor trængsel i mål, men det siger nok mere om min tid end om så meget andet. Der blev udleveret vand i små flasker og en Jolly gjorde stor glæde hos mange løbere. Et par hundrede meter væk stod telte med frugt, kage, vand og energidrik og jeg synes at Lillebælt Halvmarathons arrangører har forbedret sig markant på dette punkt. Det er sagt med forbehold, da jeg plejer at løbe lidt stærkere på distancen. 

Jeg løb negativ split og kom i mål på 1:50:35 – helt efter planen. Hvad jeg under løbet lykkelig havde forkastet, ramte mig som en mur, da jeg så mine fine mountainbike stå og vente på mig. Den søde medvind på vej ud, ville nu på bedste humørsvingnings-vis vende sig mod mig, og mobbe mig hele vejen hjem. Det blev en hård tur, og jeg tog mig selv i at misunde de mange biler, som passerede mig. Især da jeg opdagede vejarbejdet, som spærrede for den ene side af vejen ved Taulov, og jeg blev ledt ind gennem byen og hele vejen udenom. En del af mig tænkte: ”Jeger jo bare en lille bitte cyklist – jeg kan da sagtens være på vejen”. Men jeg tog den ekstra tur uden om, og det var egentlig også fint at komme lidt ud af den stive modvind. Jeg ramte Kolding omkring 17.30 og kunne velfortjent hente mine to søstre til en velfortjent filmaften efter en aktiv dag i selskab med løbere fra hele Danmark.

Dato: Lørdag d. 3. maj

Antal deltagere: 11.000 

Pris: 395 kr. 

Minimumsalder: 14 år

Tidstagning: chip i startnummeret  

T-shirt: ja

Medalje: nej

Underlag: asfalt

Væskedepot: 6 stk. med vand, energidrik, banan og æble 

Vindere: Thijs Nijhuis(1:07:47) og Louise LangelundBatting(1:15:58)

Vurdering: 5/6

Tips: Kør hjemmefra i god tid(evt. tag cyklen med bag på bilen), find din startblok i god tid og hav ekstra tøj med til efter løbet.

Andet:

SMS efter løbet

Værdiopbevaring

Expo med diverse løbegear

Trafikfri rute

Videodiplom

Fartholdere

Minimumsalder: 14 år

Min video af Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste maraton! 

Søndag d. 10. november mødtes jeg med maratonholdet på Hotel Shanker i Kathmandu. Jeg har set meget frem til at møde de mennesker, som jeg i 15 dage skal trekke, akklimatisere og ikke mindst løbe 42 km i verdens højest beliggende maraton med. I præsentationsrunden blev det dog hurtigt klart, at mange af deltagere er intet mindre end supermennesker! En ældre amerikansk herre, Brent Weigner fortalte, at han havde løbet 22 maratons i år, 218 i alt og løbet på verdens 7 kontinenter for 9. gang – ganske imponerende sammenlignet med mine sølle 14 maratons. Så i dette selskab tør jeg slet ikke nævne mine “latterlige” 54 halvmaratons.

En kold fornøjelse
De 55 udenlandske deltagere er delt op i tre grupper, som trekker, spiser og camperer sammen. Hver gruppe har en leder, to læger og en del frivillige samt et hold bærere og kokke til at tilberede maden. Vi overnatter i telte, og jeg har været rigtig spændt på at sove udenfor i minus 10-20 grader, men mine seks nætter er indtil videre gået godt, og jeg har næsten ikke frosset. Dog er nattisseri noget værre rod i denne kulde, men desværre uundgåeligt, da jeg drikker omkring 3-4 liter vand om dagen for at få nok væske og dermed hjælpe akklimatiseringsprocessen.

Det kræver vilje at hoppe ud af den (en smule) varme sovepose og ud i isende frostvejr, finde udendørstoilettet – dvs et hul i jorden, så tilbage i teltet og forsøge at få varmen igen. Jeg sover med et lag merinould inderst, et lag fleece og en dunjakke samt handsker og hue, og inden sengetid fylder jeg mine to vandflasker med kogende vand og putter dem ned i soveposen. Alt mit elektronik som f.eks. kamera, batterier og telefon har jeg ligeledes med ned i posen, så kulden ikke dræner eller ligefrem ødelægger det. Indersiden af teltet og soveposen er om morgenen dækket af is, og det kræver sit at komme ud af posen.

Inden maratonløbet trekker vi omkring 120 km i Everest-området for at akklimatisere, men det har desværre ikke været muligt at følge den planlagte rute, da Himalaya i øjeblikket oplever det koldeste vejr i 18 år. Arrangørerne er bange for at overnatning i telte i Gokyo(4791)vil gøre os syge, så vi har overnattet fire nætter i Machermo i 4465 meters højde og i stedet taget to dagsture til Gokyo, peaket Gokyo Ri(5483) samt gletsjerne i området.

Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.

Man mødes med forståelse og gensidig respekt

I dag har jeg sammen med en del fra min gruppe løbet fra Machermo(4465) til Kanjuma(3595). En tur på ca. 2 timer. Ganske overraskende er jeg ikke langsomst – faktisk kan jeg holde tempo med de kvindelige deltagere i gruppen. Men en 120 min løbetur for dem er vel bare en søndagsluntetur i parken. Det var super dejligt at få luftet løbeskoene igen. Selvom vi trekker mange timer hver dag, kan jeg godt føle mig lidt doven, når jeg ikke har mulighed for at løbe eller tage i bokseklubben, og jeg kan mærke, at den samme hungren efter høj puls og bevægelse er delt af mine medmennesker.

Det er en helt speciel gruppe mennesker, som er samlet – her er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor man vælger at løbe et af verdens hårdeste maratons, eller hvorfor man deltager i andre ekstrem- eller ultraløb. Der er en gensidig respekt for trangen til at udfordre sig selv fysisk, og når Dave Falknwer fortæller om sit 200 miles race, hvor han midt i løbet bliver udelukket af lægerne pga. høj feber, men stadig ønsker at fortsætte, forstår alle her, hvorfor han tænker, som han gør.

“Happy birthday Kristina!”

Søndag d. 17. november fyldte jeg 28 år, og det var en uforglemmelig dag med dejlige folk omkring mig og en natur, som ikke kan beskrives med ord, billeder eller film. Sherpaerne – hjælpeteamet omkring holdet – havde bagt en chokoladekage til mig, hvor der stod “Happy birthday Kristina”. Fuldstændig fantastisk. Jeg skulle i hvert fald lige sluge klumpen i halsen og tørre øjnene. Sherpaerne ejer ikke meget, men vil gøre alt for dig. Det sætter tingene lidt i perspektiv, og jeg bruger en del tid på at tænke over, hvordan jeg lever mit materialistiske liv derhjemme.Det er overvældende at tænke på, at der er under en uge til raceday. Jeg håber at kunne lave en update mere, inden det går løs på torsdag.

De sidste par ugers program:
06.11 – 3×20 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
07.11 – 2×15 min trappe- og bakkeinterval + opvarm
08.11 – Hviledag
09.11 – 1 times roligt løb + 1 times core- og bentræning + 1 times løb(Borgs skala 17-18-19)
10.11 – 1 times restitution
11.11 – 45 min løb inkl 2×10 min tempo(Borgs skala 18-19)
12.11 – 2×30 min tempo(Borgs skala 16-17) + opvarmning
13.11 – Trek fra Lukla(2800 m) til Phadking(2600 m) 3,5 timer
14.11 – Trek fra Phadking til Namche(3446 m) 7 timer
15.11 – Trek til Everest View Point og tilbage til Namche (400 højdemeter) 3 timer
16.11 – 10 km løbetur fra Namche omkring Thamosløjfen og tilbage + 2 timers trek fra Namche til Kumjung(3780)
17.11 – Trek til Dole fra Kumjung
18.11 – Trek til Machermo(4465) på 3 timer
19.11 – Hviledag med 2 timers trek
20.11 – Trek til Gokyo Ri(5483) på 9 timer
21.11 – Trek fra Machermo til Kumjunga(3597)
22.11 – Trek fra Kumjunga til Tengboche(3867)

Ugen op til det første hike har været en kombination af løb, masser af trekking, mountainbike og sport wall climbing – aktiviteter med det formål at forberede mig bedst muligt til første trek til foden af verdens højeste bjerg og naturligvis i sidste ende marathonløbet.

Drik, pis og akklimatisere

Drik, pis og akklimatisere – opsummerende og vise ord fra Michael Strynø, den første dansker på toppen af Mount Everest, som i en Skype-samtale gav gode råd og fifs omkring færden i højderne. Han anbefalede at drikke mellem 4-5 liter vand om dagen, da det tynde luftlag medvirker en hurtigere vejrtrækning, og dermed forsvinder meget af fugten ud gennem åndedrættet. Udover at drikke, skal man også sørge for at spise rigeligt, og især hvidløg, som er med til at rense blodet for affaldsstoffer.

Jeg kan egentlig ikke fordrage hvidløg, men de sidste morgener har jeg fået hvidløg i min omelet, ekstra hvidløgsfed til middag og i aftes fik jeg sørme en hel skål fuld af rå hvidløg, som tilbehør til min aftensmad, og eftersom jeg ikke har været i bad i tre dage nu, må der rende en ganske slem duft efter mig!

Det er svært at få noget ordentlig mad i kroppen; der er hverken frugt, fuldkorn eller andet fra min normale semi-sunde kost derhjemme. Et af Michaels råd var, at du må aldrig være sulten i højderne, da din krop altid skal have nok at arbejde med.

Nu er situationen bare den, at jeg er konstant sulten – og det ved jeg at køkkenpersonalet på min tidligere arbejdsplads Koldingegnens Idrætsefterskole med garanti kan skrive under på! Det koster et par ekstra kilo på kroppen, men mon ikke det er okay at have lidt at tage af?

Den sidste uge
For at skrue tiden tilbage til sidste uge, var de 75 km på mountainbike en kæmpe udfording, men at skulle sætte sig op på cyklen igen to dage efter, var virkelig noget, der krævede viljestyrke! Jeg havde så ubeskrivelig ondt mellem benene, hvor jeg var fuldstændig hudløs, og måtte vandre rundt uden underbukser på! Knap så charmerende, men kanten af trusserne skrabede ind på sårene, og jeg havde simpelthen ikke andet valg, end at undlade det inderste lag! De 4 timer på mountainbike testede min smertetærskel, og det handlede bare om at komme igennem. Turen blev fulgt op af 4,5 timers hike dagen efter i bjerge nær Kathmandu samt et par timers sport wall climbing.

Starten på det virkelige eventyr
Den 22. oktober fløj jeg af sted til Lukla i 2800 meters højde – verdens mindste landingsbane og i et fly med plads til kun 16 mennesker. Det var en anderledes oplevelse, og da vi landede i god behold, følte jeg, at første lille sejr var i hus! Vi lagde ud med et trek på 3 timer ned til Phakding i 2610 meters højde for at overnatte og være klar til morgendagens hårde trek på 7,5 timer op til Namche Bazar i 3446 moh.

Her har vi nu været i to dage for at akklimatisere eller sagt med andre ord: Tilpasse kroppen til det lave lufttryk dvs. til iltmangel. Kroppen har en imponerende even til at tilpasse sig under forskellige forhold, og ved ophold i et lavt CO2-tryk udligner kroppen det med et forøget tempo i vejrtrækning og i hjerterytme, som i sidste ende medfører en kraftig stigning i kroppens hæmatokritforhold.

Løbet 
Jeg har været på en enkelt løbetur i meget stejlt terræn, og jeg fik mildest talt et chok, da mit GPS-ur meldte en tid på 16,5 min/km. Nogle steder går det så meget op, at man bliver nødt til at kravle op til næste trappetrin, og kilometertiderne rasler op. Det tynde luftlag bevirker, at jeg lynhurtig hiver efter vejret, og mit hjerte pumper af sted. Men hvor er det fedt! Man mærker virkelig sin krop, og med protesterende lunger og andre organer i undtagelsestilstand, tænker jeg alligevel: Det her – det elsker jeg!

Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af, hvor hårdt al ting i 3446 meters højde er, men 50 meter her i rask gåtempo tager pusten fra mig, og jeg føler mig som en inaktiv, storrygende hval på 200 kg, der kæmper sin vej frem! Man kan spørge, hvad det er, der får mig til fortsætte, når det gør ondt, og hvorfor der alligevel er et smil at finde på læber. Det kan jeg ikke svare på, men forhåbentlig giver de sidste mange blogindlæg et billede af, hvordan jeg tænker løb, udfordringer, grænser og forberedelse til noget, jeg stadig ikke helt kan forstille mig, hvor hårdt bliver.

Den kommende uge vandrer jeg videre op i højderne, og jeg håber på at have endnu et blog-indlæg klar om en uges tid igen, hvor jeg nærmer mig Everest Base Camp.

Sidste uges program:
17/10 – 4 timers mountainbike
18/10 – 5 timers trek
19/10 – 1,5 timers løb
20/10 – 35 min rolig morgenløb + sport wall climbing
21/10 – 1,5 timers løb med 4x stigningsløb på 10 min + Start på første trek til Mount Everest Base Camp
22/10 – 3 timers trek
23/10 – 7,5 timers trek
24/10 – 25 min løb stejlt op (gps-uret meldte 16,30 min/km!) + 10 min på småsten nedad + 1 times trek

De sidste 2 uger har været fulde af eventyr med kajak, riverrafting, paragliding, og mountainbiketure i Pokhara – og en fantastisk tur til det Kina-styret land Tibet. De sjove oplevelser har desværre også være krydret med en overbelastet achillessene, ondsindet diarre samt et møde med noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet: højdesyge.

Efter min 5-dages trekkingtur i bjergene, begyndte jeg at få en brændende fornemmelse i min achillessene, og tænkte, at jeg måtte holde en lille pause fra løb. Jeg fik selvproduceret en kile af brugt slikpapir og sportstape, som løftede mine hæle ca. 1 centimeter op, for derved at aflaste achillessenen mest mulig.

Efter 3 dages pause synes jeg, det gik bedre, og jeg skulle jo indvie stierne og det smukke landskab i den nye by, Pokhara, som jeg var rejst til. Det blev til to morgenløbeture i blødt terræn på henholdsvis 35 og 45 min, men den brændende fornemmelse vendte øjeblikkeligt tilbage.

Mavepine

Oveni begyndte min mave også at brokke sig over de til tider knap så kulinariske madoplevelser, og en del af den obligatoriske sightseeing fik ufrivilligt inkluderet mange toiletbesøg, hvor man bestemt ikke skal være sart. Mange steder er toilettet bare et hul i jorden, og der er ofte hverken toiletpapir eller vand, men det skulle ikke holde mig fra at tage på kajaktur, paragliding, mountainbike- og en 2 dages riverraftingtur med overnatning på stranden. Desværre gjorde den ellers usårlige Achilleus i cocktail med min dårlige mave, at løbeprogrammet endnu en gang måtte sættes på standby, og der skulle gå 6 dage, før jeg fik opsøgt en læge med foden og afleveret en afføringsprøve.

I forhold til foden var beskeden klar: overbelastning med pause og røde gigtpiller til følge. Heldigvis forstod lægen hvor vigtigt dette løb er for mig, og vi snakkede om excentrisk træning, udstræk og konsekvenser for at fortsætte med at træne, gennemføre de to planlagte trekkingture til Mount Everest Base Camp og selve maratonet i sne, is, glatte sten, grus, græs og alt mulig andet, hvor jeg tænker, at min achillessene ellers ville have stå mig bi.

Tibet
Efter lægebesøget tog jeg hjem på hotellet for at pakke til 7 dage i Tibet og det første rigtige møde med højderne. Jeg har været meget spændt på at se, hvordan min krop ville reagere i højderne, og de første par dage tilbragte jeg i hovedstaden Lhasa i 3650 moh, og jeg havde forstået, at jeg de første dage skulle holde mig i ro for at akklimatisere. Desværre var der bud fra lægen i Nepal om min mave – jeg skulle opsøge et hospital for at få styr på bakterierne. Jeg satte min lid til mine medbragte danske diarrepiller, og valgte ikke at tage på sygehuset(nogle spørger måske, hvorfor jeg ikke tog dem i første omgang, men jeg tager kun piller i absolut nødstilfælde).

Højdesyge
At være lidt småsyg i højderne skulle vise sig at være en farlig cocktail. På 3. dagen vågnede jeg kl. 5 om morgenen med en ubeskrivelig hovedpine, svimmelhed og kvalme. Jeg havde planlagt at rejse videre til en anden by, så det var bare ind i bussen og håbe på at få det bedre. Det gik desværre ikke sådan, hovedpinen blev kun værre, og da jeg blev ved med at kaste både mad og væske op, besluttede min guide at køre forbi et tibetansk hospital, hvor jeg kunne få noget ilt.

En times oxygen hjalp på højdesygen, men jeg var stadig helt udmattet og utilpas. Det tog et par dage før jeg helt kom ovenpå igen, men jeg nåede dog at føle mig nogenlunde tilpas i 5.200 meters højde, og det må alt andet lige være en fordel til Mount Everest. At bevæge sig rundt i disse højder er ekstrem krævende. Bare 10 trapper eller en gåtur kan tage pusten fuldstændig fra en, og jeg begynder så småt at spore mig ind på, hvor hårdt det her maraton egentlig bliver. Det er i hvert fald ikke underligt, at deltagerne får 11,5 timer til at gennemføre løbet!

Kathmandu kalder
Jeg har stadig én dag tilbage i Tibet, og har lige været på min første løbetur efter alle uoverensstemmelserne med min krop. Jeg satser på, at vi nu er gode venner igen, og tænker, at det er bedre med udfordringer i starten af mit eventyr end i slutningen! Jeg ser frem til de næste par uger med dejlige løbeture i Kathmandu, indtil jeg d. 22. oktober flyver til Lukla, og starter første trek til Base Camp på Mount Everest.

Jeg sidder i flyet og tænker over hvilken udfordring, jeg nu har taget op. Jeg har sommerfugle i maven og føler en blanding mellem ekstrem spænding og ulmende nervøsitet – foran mig venter sig et 3 måneders eventyr med kajak, rafting, mountainbike, trekking, kano, elefantsafari, bungee jumping, rundrejse i Tibet og nå ja et af verdens hårdeste maratons og timevis af koncentreret løbetræning!

Men jeg kan mærke, at jeg er fuldstændig helt og aldeles klar. Det bliver mit livs oplevelse og mit livs største udfordring. Heldigvis har jeg kun mødt opbakning på min vej. Venner, familie, min andet hjem Kolding Bokseklub, løbeklubben Kolding Motion og endda rigtig mange, som jeg ikke en gang kender, bakker mig 100% op på bl.a. Facebook og synes det er fedt, at jeg tager tager udfordringen op. Det er måske ikke alle, som forstår hvorfor jeg gør det, men måske min blog de kommende måneder kan give et svar på, hvorfor jeg har tendens til at søge de fysiske grænser, og hvad der driver mig.

Jeg skal afsted!
Torsdag d. 5. september fik jeg endelig bekræftelse fra løbsarrangøren om deltagelse i verdens højeste beliggende maraton, og jeg fandt endelig et forsikringsselskab, som ville godkende betingelser som bl.a. helikoptorredning, hospitalsindlæggelse og de risici der nu ellers er forbundet med ekstremsport. Nu stod det klart: lille mig skal af sted til Mount Everest! Den eneste måde at fejre det på, var ved at gribe løberygsækken, smide 6×1/2 liters dunke med vand og et par håndklæder i og så af sted. Jeg har heldigvis løbet en del med rygsæk til og fra mit arbejde på Koldingegnens Idrætsefterskole, så kilo på ryggen er ikke helt nyt for mig. Det vil højden og det skiftende terræn til gengæld være, og jeg er spændt på at komme ned og træne i lignende forhold.

Jeg har i samarbejde med ultraløberne Christian Madsen og Maibritt Skovgaard fået udarbejdet en træningsplan, som især indeholder løb på op- og nedstigninger, på sten og grus samt så meget tilvendelse til højderne som muligt. Min store frygt er, at blive ramt af højdesyge, og hvad jeg kan læse mig frem til, er det svært at sige, hvem den rammer. Det handler om at få nok væske og mad, komme langsomt op i højderne og så tænker jeg, det mentale betyder enormt meget. Der må findes nogle bjergløbere i Nepal, som kan give mig nogle råd – jeg skal for alt i verden ikke rammes! Hermed basta!

Råd fra Jacob Juul Hastrup
Dagen før take of mødtes jeg med ekstremløberen Jacob Juul Hastrup, og han vejledte mig om det rigtige udstyr til vejen op på bjerget og til maratonet ned af bjerget. Sikke en entusiast og perfektionist – den mand kan vist snakke udstyr, teknik og løb i dagevis:) Jeg fik smidt min egen ski- og løbejakke til side til fordel for jakker, der omtrent vejer og fylder 1/5 mindre end mine egne. En ny verden har åbnet sig for mig, og han forsynede med endvidere med uld, tights, merinouldstrømper, hat og meget andet. Han spurgte intenst ind til energi og jeg viste ham mit lager af Winforce energi og saltsticks, hvor han dertil hentede en slags king size nutellapose, som han sagde, jeg måtte få med! Flydende chokolade har derved fået en plads i min taske:) Jeg udspurgte Jacob om nærmest alt, og han udbrød på et tidspunkt med sin sjællandske accent: “Det er jo bare 42 k og det går jo for helvede bare nedad!”. Ja tak skæbne – når man har løbet op til 560 km, så er 42 km vel bare en luntetur i frokostpausen! Inden jeg kørte, kom Jacob springende med 4 løbevenlige kartoner rødvin, og sagde, at dem skal jeg da nyde på toppen. Jeg lover dig Jacob, hvis jeg ved Gorak Shep (5.182 m), har overskud til en sjat, så skal min første skål gå til dig!

Træningen op til

Siden bekræftelsen om deltagelsen i løbet har jeg haft 4 løbeturen på mellem 10-20 km med oppakning på 2.5-4,5 kg, og jeg er ved at vende mig til at løbe med væskeblære og komme ned i tempo. Jeg løber et normalt maraton med omkring 5.00-5.10 min/km i snit, men jeg skal vende mig til at løbe langsommere. Omvendt skal jeg også have en del tempoture, da programmet allerede er stramt tilrettelagt, og nogle dage formentlig ikke vil tillade en lang udholdenhedstur. Min daypack-rygsæk er pakket med løbesko, og min dagsuniform er løbetøj, så jeg til enhver tid kan stikke af og træne. Mine medmennesker må indfinde sig med lugten af sved, da det nok ikke altid vil være muligt at få sig et bad. Ifølge Christian Madsen skal jeg have 40-60 km i skoene om ugen, og det er omtrent de antal kilometer, som jeg også løber hjemme. Jeg er i maratonform, så den skal “bare” holdes ved lige, men terræn- og bakkeløb skal trænes.

Tilbage i flyet, tænker jeg videre: Hvor er du heldig Kris: du har fået en enestående mulighed, som kun få mennesker får tilbudt, og du har grebet den! Du er på vej til et af verdens hårdeste maratons i ekstreme forhold, og det kribler i hele din krop for at komme ned og prøve kræfter med selveste Hr. Mount Everest!